Kapitel tyve
Jehovas hånd er ikke for kort
1. Hvordan var situationen i Juda på Esajas’ tid, og hvad spekulerede mange på?
JUDA gør krav på at stå i et pagtsforhold til Jehova. Alligevel er der vanskeligheder overalt. Det skorter på retfærdighed. Kriminalitet og undertrykkelse breder sig, og der er ingen udsigt til at forholdene skulle blive bedre. Der er noget som er helt forkert. Mange spekulerer på om Jehova nogen sinde vil gribe ind. Sådan var situationen på Esajas’ tid. Men Esajas’ beskrivelse af tiden som den var dengang, er mere end blot historie. Hans ord er profetiske advarsler til alle som siger de tilbeder Gud, men som ikke adlyder hans love. Desuden indeholder den inspirerede profeti der findes i kapitel 59 i Esajas’ Bog, en tilskyndelse til alle som søger at tjene Jehova skønt de lever i en vanskelig og farlig tid.
Skilt fra den sande Gud
2, 3. Hvorfor beskyttede Jehova ikke Juda?
2 Det er svært at forestille sig, men Jehovas pagtsfolk var faldet fra den sande Gud! Det havde vendt ryggen til dets Skaber og således fjernet sig fra hans beskyttende hånd. Derfor var det nu i alvorlig nød og gav måske Gud skylden for det. Esajas siger: „Se! Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse, og hans øre er ikke for tungt til at høre. Nej, men det er jeres misgerninger der har skilt jer fra jeres Gud, og det er jeres synder der gør at han skjuler ansigtet for jer for ikke at høre.“ — Esajas 59:1, 2.
3 Det var frimodigt sagt, men sandt. Jehova var stadig frelsens Gud. Som den der „hører bøn“, vil han lytte til sine trofaste tjeneres bønner. (Salme 65:2) Men han velsigner ikke dem der gør uret. Folket havde selv fjernet sig fra Jehova. Dets egen ondskab og ugudelighed havde ført til at han skjulte sit ansigt for det.
4. Hvilke anklager rettes der mod Juda?
4 De synder og misgerninger Juda havde gjort sig skyldig i, var mange og hårrejsende. Esajas’ profeti opregner nogle af dem: „Jeres hænder er tilsølede med blod, og jeres fingre med brøde. Jeres læber har talt løgn. Jeres tunge er blevet ved med at mumle uretfærdighed.“ (Esajas 59:3) Folket lyver og taler uretfærdigt. Udtalelsen „jeres hænder er tilsølede med blod“ tyder på at nogle oven i købet har begået mord. Hvor vanærende for Gud, hvis lov ikke alene forbyder mord, men også at man ’hader sin broder i sit hjerte’! (3 Mosebog 19:17) Judæernes utøjlede syndighed og det den uundgåeligt ville føre til, skulle minde alle i dag om at syndige tanker og følelser skal holdes i tømme. Ellers kan det ende med ugerninger der vil skille en fra Gud. — Romerne 12:9; Galaterne 5:15; Jakob 1:14, 15.
5. Hvor vidt er det kommet i Juda?
5 Hele folket er inficeret med synd. Profetien siger: „Der er ingen som råber på ret i retfærdighed, og der er ingen som går til retten i trofasthed. Man har stolet på tomhed og talt usandhed. Man har undfanget ufred og født ondskab.“ (Esajas 59:4) Ingen taler sandt. Selv i en retssag er det sjældent at finde en som er til at stole på. Juda har vendt ryggen til Jehova og sat sin lid til forbund med andre nationer, ja, endda til livløse afguder. Alle disse er „tomhed“; de har ingen værdi. (Esajas 40:17, 23; 41:29) Der føres mange forhandlinger, men de er værdiløse. Der undfanges planer, men de fører til ufred og ondskab.
6. På hvilken måde ligner kristenheden Juda?
6 Den uretfærdighed og vold som fandtes i Juda, har i dag en parallel i kristenheden. (Se „Det frafaldne Jerusalem — et billede på kristenheden“, side 294.) To blodige verdenskrige er blevet udkæmpet mellem såkaldt kristne nationer, og indtil nu har kristenhedens kirker ikke formået at standse etniske udrensninger og nedslagtning af mennesker som hørte til forskellige stammer, men bekendte sig som kristne. (2 Timoteus 3:5) Selv om Jesus lærte sine disciple at sætte deres lid til Guds rige, stoler kristenhedens nationer stadig på våbenlagre og politiske aftaler til afværgelse af krig. (Mattæus 6:10) Det vækker til eftertanke at de fleste af verdens største våbenproducenter findes i kristenheden! Når kristenhedens nationer således sætter deres lid til menneskelige bestræbelser og institutioner for at sikre en tryg fremtid, er det også „tomhed“ de stoler på.
Der høstes en bitter frugt
7. Hvorfor førte de planer der blev lagt i Juda, kun til noget dårligt?
7 Afgudsdyrkelse og uærlighed kan ikke skabe et sundt samfund. De troløse jøder høster nu de vanskeligheder og den ufred som de selv har sået, fordi de søgte at afhjælpe situationen på deres egen måde. Vi læser: „En giftsnogs æg har de udruget, og edderkoppespind væver de. Den der spiser af deres æg vil dø, og af det æg der knækkes, bryder en giftslange ud.“ (Esajas 59:5) De planer der blev lagt i Juda, har, fra de blev undfanget og indtil de blev virkeliggjort, ikke ført til noget. Jødernes fejlagtige tankegang har kun ført til noget dårligt, ligesom en giftsnogs æg kun bliver til en giftslange. Og folket har lidt.
8. Hvad viser at judæerne tænker forkert?
8 Nogle indbyggere i Juda vil måske ty til vold for at beskytte sig, men det er ikke nogen nytte til. Anvendelse af fysiske kræfter kan ikke erstatte tillid til Jehova og retfærdige gerninger. De kan lige så lidt tjene som en beskyttelse som edderkoppespind kan erstatte rigtige klæder og beskytte mod vejrliget. Esajas siger: „Deres spind kan ikke tjene som klædning, og de kan ikke dække sig med deres gerninger. Deres gerninger er ondskabsfulde gerninger, og i deres hænder er der voldshandlinger. Deres fødder løber efter ondt, og de skynder sig for at udgyde uskyldigt blod. Deres tanker er ondskabsfulde tanker; der hærges og nedbrydes på deres veje.“ (Esajas 59:6, 7) Judæerne tænker forkert. De prøver at løse deres problemer ved at ty til vold og røber derved at de i deres inderste er onde. Det gør ingen forskel at mange af deres ofre er uskyldige, og at nogle er Guds sande tjenere.
9. Hvorfor vil kristenhedens ledere ikke opnå sand fred?
9 Disse inspirerede ord minder os om kristenhedens blodige historie. Jehova vil derfor kræve den til regnskab for dens sørgeligt forvrængede billede af hvad sand kristendom er. Ligesom jøderne på Esajas’ tid har kristenheden fulgt en moralsk fordærvet kurs fordi dens ledere tror den er den eneste realistiske. De taler om fred, men handler stik modsat. Hvilket dobbeltspil! Da de fortsætter med at bruge denne taktik, vil de ikke opnå sand fred. Det er som profetien siger: „Fredens vej har de ignoreret, og der er ingen ret i deres spor. Deres stier har de gjort krogede for sig selv. Ingen af dem der betræder dem, kender til fred.“ — Esajas 59:8.
De famler i åndeligt mørke
10. Hvilken bekendelse fremsætter Esajas på Judas vegne?
10 Jehova kan ikke velsigne Judas krogede og selvødelæggende veje. (Salme 11:5) På hele nationens vegne bekender Esajas derfor Judas skyld: „Ret [er] kommet langt bort fra os, og retfærdighed når os ikke. Vi håber på lys, men se! mørke; på klarhed, men i dybeste mulm vandrer vi omkring. Vi famler efter væggen som blinde, ja som dem der ikke har øjne famler vi. Vi snubler ved middagstid som i skumringen; blandt de velnærede er vi som døde. Vi bliver alle ved med at brumme som bjørne; og som duer kurrer vi sørgmodigt.“ (Esajas 59:9-11a) Jøderne har ikke ladet Guds ord være en lampe for deres fod og et lys på deres sti. (Salme 119:105) Som følge heraf ser det mørkt ud for dem. Selv ved højlys dag famler de om som ved nat. Det er som var de døde. I deres længsel efter en bedring i situationen brummer de som sultne eller sårede bjørne eller kurrer sørgmodigt som duer.
11. Hvorfor er Judas forhåbninger om ret og om frelse forgæves?
11 Esajas er kun alt for godt klar over at grunden til Judas vanskelige situation er dets oprør mod Gud. Han siger: „Vi håber på ret, men der er ingen; på frelse, men den er langt borte fra os. For vore overtrædelser mod dig er mange; og hver eneste af vore synder vidner imod os. For vore overtrædelser har vi for øje; og vore misgerninger kender vi jo. Man har begået overtrædelser og fornægtet Jehova; og man har trukket sig tilbage fra at følge vor Gud, opfordret til undertrykkelse og genstridighed, undfanget og mumlet løgneord fra hjertet.“ (Esajas 59:11b-13) Da judæerne ikke har angret og omvendt sig, tilregnes deres synder dem stadig. Der er ingen ret og retfærdighed i landet, for de har forladt Jehova. De er helt igennem løgnagtige og har oven i købet undertrykt deres brødre. De ligner kristenheden i dag, hvor mange ikke blot tilsidesætter ret og retfærdighed, men også forfølger dem som trofast vidner om Jehova og søger at gøre hans vilje.
Jehova eksekverer sin dom
12. Hvad gjorde de som skulle håndhæve lov og ret i Juda?
12 Der synes ikke at være nogen ret, retfærdighed eller sandhed i Juda. „Ret blev trængt tilbage, og retfærdighed blev stående langt borte. For på torvet er sandheden snublet, og ærligheden kan ikke komme ind.“ (Esajas 59:14) Inden for byportene i Juda var der torve hvor de ældste mødtes for at behandle retssager. (Rut 4:1, 2, 11) Disse mænd skulle dømme retfærdigt og søge ret. De måtte ikke tage imod bestikkelse. (5 Mosebog 16:18-20) Men nu dømte de i stedet efter deres eget forgodtbefindende. Og endnu værre: De betragtede enhver som oprigtigt stræbte efter at gøre det gode, som et let bytte. Som der siges: „Sandheden savnes, og den der vender sig fra det onde plyndres.“ — Esajas 59:15a.
13. Hvad ville Jehova gøre i betragtning af at dommerne i Juda var forsømmelige?
13 De som ikke tog til genmæle mod moralsk fordærv, glemte at Gud ikke er blind, uvidende og magtesløs. Esajas skriver: „Jehova [så] det, og det var ondt i hans øjne at der ikke var nogen ret. Og da han så at der ingen mand var, undrede han sig meget over at der ikke var nogen der trådte mæglende ind [at ingen greb ind, den danske autoriserede oversættelse]. Da bragte hans arm ham frelse, og hans retfærdighed støttede ham.“ (Esajas 59:15b, 16) Da de udnævnte dommere var forsømmelige, ville han selv skride ind. Han ville handle med retfærdighed og vise sin magt.
14. (a) Hvilken indstilling har mange i dag? (b) Hvordan gør Jehova sig rede til at handle?
14 Noget lignende gør sig gældende i dag. Vi lever i en verden hvor mange har „mistet al moralsk sans“. (Efeserne 4:19) Der er ikke mange der tror at Jehova nogen sinde vil gribe ind og udslette det onde. Men Esajas’ profeti viser at Jehova lægger mærke til det der foregår på jorden. Han fælder sin dom, og når hans tid er inde, skrider han til handling. Er hans dom retfærdig? Det viser Esajas at den er. Om det han gjorde i Judas tilfælde, skriver Esajas: „Så iførte [Jehova] sig retfærdighed som en brynje, og satte frelsens hjelm på sit hoved. Endvidere iførte han sig hævnens klæder som en dragt og hyllede sig i nidkærhed som en ærmeløs overklædning.“ (Esajas 59:17) Disse profetiske ord viser os Jehova som en kriger der ifører sig sin rustning før slaget. Han er fast besluttet på at hans sag skal føre til frelse. Han er sikker på sin egen absolutte og uangribelige retfærdighed. Og når han eksekverer sin dom, vil han handle frygtløst og nidkært. Der er ingen tvivl om at retten vil sejre.
15. (a) Hvordan vil sande kristne forholde sig når Jehova eksekverer sin dom? (b) Hvad kan man sige om Jehovas domme?
15 I nogle lande i dag søger fjender af sandheden at lægge hindringer i vejen for Jehovas tjeneres arbejde ved at sprede falsk og ærekrænkende propaganda. Sande kristne tøver ikke med at stå op for sandheden, men de søger aldrig personlig hævn. (Romerne 12:19) Selv når Jehova gør regnskabet op med den frafaldne kristenhed, tager hans tjenere på jorden ikke del i eksekveringen af dommen. De ved at Jehova har forbeholdt sig selv retten til at hævne, og at han vil skride til handling når tiden er inde. Profetien giver følgende forsikring: „Efter deres gerninger vil han gengælde, sine modstandere med forbitrelse, sine fjender efter fortjeneste. Øerne vil han gengælde efter fortjeneste.“ (Esajas 59:18) Som på Esajas’ tid vil Guds domme ikke alene være retfærdige, men også fuldstændige. De vil nå helt til „øerne“, til fjerne egne. Ingen vil være så langt borte eller så isolerede at de vil være uden for Jehovas rækkevidde.
16. Hvem vil overleve eksekveringen af Jehovas dom, og hvad vil de lære af det?
16 De som bestræber sig for at handle ret, vil få en retfærdig dom af Jehova. Esajas forudsiger at de vil overleve overalt på jorden — fra den ene ende til den anden — og at Jehovas beskyttelse vil bevirke at deres ærefrygt og respekt for ham bliver endnu større. (Malakias 1:11) Vi læser: „De fra solnedgangen vil komme til at frygte Jehovas navn, og de fra solopgangen hans herlighed, for han kommer som en flod med trængsel — Jehovas ånd har drevet den frem.“ (Esajas 59:19) Som en kraftig stormvind driver en ødelæggende mur af vand foran sig og skyller alt bort på sin vej, vil Jehovas ånd feje alle hindringer for opfyldelsen af hans vilje bort. Hans ånd har større kraft end nogen kraft mennesker råder over. Når han gør brug af den ved eksekveringen af sin dom over mennesker og nationer, vil hans domshandling blive gennemført helt og fuldstændigt.
Håb og velsignelse for dem der vender om
17. Hvem er Zions genløser, hvornår blev ordene opfyldt, og får de en senere opfyldelse?
17 Under Moseloven kunne en israelit som havde solgt sig selv til trældom, købes fri af en genløser. Tidligere i Esajas’ profetiske bog har Jehova betegnet sig selv som den der ville genløse dem der vendte om. (Esajas 48:17) Nu beskrives han igen som Genløseren. Esajas gengiver Jehovas løfte således: „’Til Zion skal Genløseren komme, og til dem der vender sig fra overtrædelse i Jakob,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Esajas 59:20) Disse opmuntrende ord blev opfyldt i 537 f.v.t. Men de får også en senere opfyldelse. Apostelen Paulus citerede disse ord fra Septuaginta-oversættelsen og anvendte dem på de kristne. Han skrev: „På denne måde vil hele Israel blive frelst. Som der står skrevet: ’Befrieren skal komme fra Zion og fjerne ugudeligheder fra Jakob. Og dette er min side af pagten med dem, når jeg tager deres synder bort.’“ (Romerne 11:26, 27) Ja, Esajas’ profeti får en opfyldelse der rækker langt frem i tiden — helt til vor tid og længere endnu. Hvordan det?
18. Hvornår og hvordan blev „Guds Israel“ til?
18 I det første århundrede tog en lille rest af Israels folk imod Jesus som Messias. (Romerne 9:27; 11:5) På pinsedagen i år 33 udgød Jehova sin hellige ånd over omkring 120 af disse troende og førte dem ind i sin nye pagt med Jesus Kristus som mellemmand. (Jeremias 31:31-33; Hebræerne 9:15) Den dag blev „Guds Israel“ til, en ny nation hvis medlemmer kendetegnedes ved at de var avlet af Guds ånd, og ikke ved at de nedstammede fra Abraham. (Galaterne 6:16) Fra og med Kornelius kom uomskårne ikkejøder til at høre med til denne nye nation. (Apostelgerninger 10:24-48; Åbenbaringen 5:9, 10) Således blev de antaget af Jehova Gud som hans åndelige børn og blev Jesu medarvinger. — Romerne 8:16, 17.
19. Hvilken pagt slutter Jehova med Guds Israel?
19 Jehova slutter nu en pagt med Guds Israel. Der siges videre: „’Hvad mig angår, så er dette min pagt med dem,’ har Jehova sagt. ’Min ånd som er over dig, og mine ord som jeg har lagt i din mund — de vil ikke vige fra din mund eller fra dit afkoms mund eller fra dit afkoms afkoms mund,’ har Jehova sagt, ’fra nu af og for stedse.’“ (Esajas 59:21) Uanset om disse ord blev opfyldt på Esajas selv eller ej, blev de opfyldt på Jesus, som blev forsikret om at han ville „se afkom“. (Esajas 53:10) Jesus udtalte ord han havde lært af Jehova, og Jehovas ånd hvilede over ham. (Johannes 1:18; 7:16) Hans brødre og medarvinger, medlemmerne af Guds Israel, modtager også Jehovas hellige ånd og forkynder et budskab de har modtaget af deres himmelske Fader. De er alle „oplært af Jehova“. (Esajas 54:13; Lukas 12:12; Apostelgerninger 2:38) Enten gennem Esajas eller gennem Jesus, som Esajas er et profetisk billede på, slutter Jehova nu en pagt med dem om at han aldrig vil erstatte dem med nogen andre, men vil bruge dem for stedse som sine vidner. (Esajas 43:10) Men hvem er deres „afkom“, som også får gavn af denne pagt?
20. Hvordan blev Jehovas løfte til Abraham opfyldt i det første århundrede?
20 Jehova gav i sin tid Abraham løftet: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18) I overensstemmelse hermed drog den lille rest af jøder der anerkendte Messias, ud til mange nationer, hvor de forkyndte den gode nyhed om Messias. Begyndende med Kornelius var der mange uomskårne ikkejøder der ’velsignede sig’ ved Jesus, Abrahams afkom. De blev en del af Guds Israel og en sekundær del af Abrahams afkom. De hører til Jehovas ’hellige nation’, som har fået til opgave ’vidt og bredt at forkynde hans dyder som har kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. — 1 Peter 2:9; Galaterne 3:7-9, 14, 26-29.
21. (a) Hvilket „afkom“ har Guds Israel fået i nutiden? (b) Hvilken forvisning ejer dette „afkom“ som følge af den pagt, eller kontrakt, Jehova har indgået med Guds Israel?
21 I dag ser det ud til at det fulde antal som udgør Guds Israel, er blevet indsamlet. Alligevel bliver nationerne fortsat velsignet — og dét i meget stor målestok. Hvordan? Ved at Guds Israel har fået „afkom“, disciple af Jesus, hvis håb er evigt liv på en paradisisk jord. (Salme 37:11, 29) Dette „afkom“ bliver også oplært af Jehova og lærer hans veje at kende. (Esajas 2:2-4) Selv om de ikke er døbt med hellig ånd eller bliver betragtet som parthavere i den nye pagt, får de kraft fra Jehovas hellige ånd til at overvinde alle de hindringer som Satan lægger i vejen for forkyndelsen. (Esajas 40:28-31) Deres antal tæller nu millioner, og det øges stadig efterhånden som de selv får „afkom“. Jehovas pagt, eller kontrakt, med de salvede giver dem der hører til dette „afkom“, forvisning om at Jehova også fortsat vil bruge dem som sine talsmænd og gøre det „for stedse“. — Åbenbaringen 21:3, 4, 7.
22. Hvilken tillid kan vi have til Jehova, og hvordan skulle det berøre os?
22 Måtte vi da alle bevare troen på Jehova. Han både kan og vil frelse! Hans hånd vil aldrig være for kort. Han vil altid udfri sit trofaste folk. Alle som stoler på ham, vil til stadighed have hans gode ord i deres mund, „fra nu af og for stedse“.
[Ramme på side 294]
Det frafaldne Jerusalem — et billede på kristenheden
Jerusalem, Guds udvalgte folks hovedstad, er et billede på Guds himmelske organisation af åndeskabninger og de salvede kristne, der oprejses til himmelen som Kristi brud. (Galaterne 4:25, 26; Åbenbaringen 21:2) Jerusalems indbyggere var imidlertid ofte troløse og svigtede Jehova, og byen blev derfor billedligt skildret som en utugtig kvinde, en skøge. (Ezekiel 16:3, 15, 30-42) Som sådan er Jerusalem et træffende billede på den frafaldne kristenhed.
Jesus kaldte Jerusalem for den der „dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende“. (Lukas 13:34; Mattæus 16:21) Ligesom det utro Jerusalem hævder kristenheden at den tjener den sande Gud, men sandheden er at den er afveget fra hans retfærdige veje. Vi kan være sikre på at Jehova vil dømme kristenheden efter samme retfærdige norm som han dømte det frafaldne Jerusalem efter.
[Illustration på side 296]
En dommer skulle dømme retfærdigt, søge ret og ikke tage imod bestikkelse
[Illustration på side 298]
Som en flod der går over sine bredder, vil Jehovas domme feje alle hindringer for opfyldelsen af hans vilje bort
[Illustration på side 302]
Jehova har sluttet en pagt med sine tjenere om at de aldrig vil miste det privilegium at være hans vidner