HAV

Jordens sammenhængende vandmasser til forskel fra det faste land; et mere eller mindre afgrænset område af disse; et større eller mindre vandområde, bestående af enten saltvand eller ferskvand, helt omgivet af land, en stor indsø. Over 70 procent af jordens overflade er dækket af vand.

Jehova, havenes Skaber og Hersker. Bibelen omtaler gentagne gange Jehova som havenes Skaber; det var ham der på den tredje skabelsesdag dannede havet og satte skel mellem det og det tørre land. (1Mo 1:9, 10, 13; Ne 9:6; Apg 4:24; 14:15; Åb 14:7) Den siger også at han har magt over havet og behersker det. (Job 26:12; Sl 65:7; 89:9; Jer 31:35) Da Jesus var på jorden, gav Faderen ham magt til at byde over storm og sø så bølgerne måtte lægge sig. (Mt 8:23-27; Mr 4:36-41; Joh 6:17-20) Jehova viser sin magt over havet ved at sætte grænser for det i form af dets kyster og ved hjælp af flod og ebbe. På den måde har han spærret for havet som med døre. (Job 38:8-11; Sl 33:7; Ord 8:29; Jer 5:22; se SAND.) Dette tillige med den betydning havene har for jordens vandkredsløb (Præ 1:7; Am 5:8), gør dem til et af de underfulde værker Jehova har udført. (Sl 104:24, 25) Poetisk udtrykt er havene med til at lovsynge deres Skaber. — Sl 96:11; 98:7.

Have i og ved Israel. Det største hav som Israel havde adgang til, var „Det Store Hav“, det vil sige Middelhavet, der også blev kaldt „havet i vest“ eller blot „havet“. (Jos 1:4; 5Mo 11:24; 4Mo 34:5) Desuden var der Det Røde Hav, eller Det Ægyptiske Hav (2Mo 10:19; Es 11:15), Salthavet (Det Døde Hav), Arabahavet, eller „det østlige hav“ (5Mo 3:17; Ez 47:18), samt Kinnerethavet, der også kaldes Galilæas Sø eller Tiberiassøen. (4Mo 34:11; Mt 4:18; Joh 6:1; se GALILÆAS SØ; RØDE HAV, DET; SALTHAVET; STORE HAV, DET.) Hvor Bibelen blot siger „havet“ eller „søen“ om et hav eller en sø, må man ofte ud fra sammenhængen afgøre hvilket hav eller hvilken sø der er tale om. (2Mo 14:2 [jf. 13:18]; Mr 2:13 [jf. v. 1]) Undertiden bruges det hebraiske ord for hav også om floder. — Jer 51:36 (hvor der tales om Eufrat); Es 19:5 (Nilen).

Afgrunden. Ifølge Parkhursts Greek and English Lexicon to the New Testament (London 1845, s. 2) bruges det græske ord aʹbyssos, der betyder „meget eller overmåde dyb“ og ofte oversættes med „afgrund“, i nogle tilfælde i sammenligninger med eller beskrivelser af havet på grund af dets store, næsten bundløse dybde. (Ro 10:6, 7; jf. 5Mo 30:12, 13.) I Åbenbaringens symbolske sprog hedder det om ’vilddyret som steg op af afgrunden’ (Åb 11:7) at det ’steg op af havet’. — Åb 13:1; se AFGRUND.

Havdyrenes oprindelse. Beretningen i Første Mosebog oplyser at havdyrene og de flyvende skabninger var de første dyr på jorden. Der står: „Og Gud sagde videre: ’Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle og lad flyvende skabninger flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel.’ Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art. Og Gud så at det var godt. Derpå velsignede Gud dem idet han sagde: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld vandene i havene, og lad de flyvende skabninger blive talrige på jorden.’ Og det blev aften og det blev morgen, femte dag.“ — 1Mo 1:20-23.

At Gud sagde „Lad vandene vrimle“, betyder ikke at han overlod til havet selv at frembringe en urform af liv hvorfra alle andre dyr udviklede sig, for der siges videre i beretningen at „Gud gik i gang med at skabe [havdyr] . . . efter deres arter“. I beretningen om ’den sjette dag’ står der desuden at Gud sagde: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter.“ Gud befalede ikke havet at frembringe livsformer til landjorden eller lod disse udvikle sig fra havet; nej, han „gik i gang med at frembringe“ de enkelte arter så de passede til deres levesteder. — 1Mo 1:24, 25.

Brugt billedligt. Om det land Gud havde lovet Israel, hedder det at det skulle strække sig „fra Det Røde Hav til filistrenes hav [Middelhavet] og fra ørkenen til Floden [Eufrat]“. Men den kommende messianske konges herredømme siges at „nå fra hav til hav og fra Floden til jordens ender“, hvilket vil sige at det skulle omspænde hele kloden. (2Mo 23:31; Zak 9:9, 10; jf. Da 2:34, 35, 44, 45.) At Zakarias’ profeti med citatet fra Salme 72:8 skal forstås som et udsagn om Messias og hans globale herredømme, fremgår af den måde hvorpå Mattæus og Johannes anvender den. — Mt 21:4-9; Joh 12:12-16.

Oversvømmende hære. Jeremias beskrev lyden af dem der angreb Babylon, som havets brusen. (Jer 50:42) Når han videre forudsagde at havet ville stige op over Babylon, mente han derfor øjensynlig at medernes og persernes sejrrige hære ville oversvømme byen som en flodbølge. — Jer 51:42; jf. Da 9:26.

Folkemasser der er fremmede for Gud. Esajas sammenlignede de ugudelige på jorden, de folkemasser der er fremmede for Gud, med „det oprørte hav, der ikke kan falde til ro og hvis vande bliver ved med at opskylle tang og dynd“. (Es 57:20) I Åbenbaringen 17:1, 15 siges der at de „vande“ som Babylon den Store „sidder på“, er „folk og skarer og nationer og tungemål“. Esajas forudsagde endvidere om Guds „kvinde“, Zion: „Til dig vender havets velstand sig; nationernes forråd kommer til dig.“ (Es 59:20; 60:1, 5) Det betyder øjensynlig at mange mennesker af jordens forskellige nationaliteter vil vende sig til Guds symbolske „kvinde“.

Daniel beskrev fire „dyr“ som kom „op af havet“, og han viste at de repræsenterede politiske herskere eller magter. (Da 7:2, 3, 17, 23) Johannes talte også om ’et vilddyr der steg op af havet’, det vil sige op af den store del af menneskeheden der er fremmed for Gud; og når han i sit symbolske sprog nævner at det var prydet med diademer og fik en trone, leder det også tanken hen på at dette vilddyr fra „havet“ må være en politisk organisation. (Åb 13:1, 2) I sit syn så han desuden den tid da der ville være „en ny himmel og en ny jord“, og da „havet“, det vil sige de urolige folkemasser der er fremmede for Gud, ikke ville være mere. — Åb 21:1.

Mennesker der mangler tro. Disciplen Jakob sammenligner en person der mangler tro, og som tvivler når han beder til Gud, med „en havets bølge der drives af vinden og blæses omkring“. En sådan person erkender eller værdsætter ikke de smukke egenskaber Gud har i form af gavmildhed og loyal hengivenhed. „Lad ikke det menneske mene at han vil få noget fra Jehova, en ubeslutsom mand som han er, ustadig på alle sine veje,“ siger Jakob. — Jak 1:5-8.

Umoralske mennesker. Jakobs broder Judas advarede sine medkristne mod onde mennesker der sneg sig ind i menigheden i den hensigt at besmitte den moralsk. Han kaldte dem „vilde havbølger som skummer med deres egne årsager til skam“. (Jud 4-13) Det er muligt at Judas havde ordene i Esajas 57:20 i tanke, og at han billedligt beskrev disse menneskers voldsomme, hæmningsløse ringeagt for Guds love idet de i deres fornedrede, vellystige livsførelse brusede frem mod det moralske bolværk Gud havde forordnet. Som der står i Cooks Commentary i en kommentar til Judas 13: „De opskyller deres udskejelsers mudder og snavs til offentlig beskuelse . . . Disse mennesker skummer altså med deres egne skammelige handlinger og stiller dem til skue for alle mennesker så disse giver Kirken skylden for deres misgerninger.“ En anden kommentator siger: „Det som de spreder, er lige så luftigt og værdiløst som skummet på havets bølger, og resultatet er i virkeligheden en udbasunering af deres egen skam.“ — Barnes’ Notes on the New Testament, 1974; jf. Peters beskrivelse af sådanne mennesker i 2Pe 2:10-22.