Jehova velsigner sit folk med lys
„Rejs dig, kvinde, lys, for dit lys er kommet, og Jehovas herlighed er steget op over dig.“ — ESAJAS 60:1.
1, 2. (a) Hvilken tilstand befinder menneskene sig i? (b) Hvem står bag det mørke der indhyller verden?
„BARE vi havde en Esajas eller en Paulus!“ Sådan sagde USA’s præsident Harry Truman i 1940’erne. Hvad mente han med det? Jo, han følte at verden på det tidspunkt havde brug for ledere med en høj moral. Verden var netop kommet igennem den mørkeste periode i det 20. århundrede, den anden verdenskrig. Men selv om krigen var forbi, var der ikke fred i verden. Mørket hvilede stadig over jorden. Og i dag, 57 år efter denne krig, er verden stadig indhyllet i mørke. Hvis præsident Truman havde levet i dag, ville han sikkert stadig sige at der var brug for ledere med samme høje moral som den profeten Esajas og apostelen Paulus havde.
2 Hvad enten præsident Truman var klar over det eller ej, så omtalte Paulus det mørke der hviler over verden, og han advarede mod det i sine skrifter. Han skrev for eksempel følgende til sine medkristne: „For os er kampen . . . ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:12) Paulus skrev ikke blot at verden er indhyllet i åndeligt mørke, men gjorde også opmærksom på hvad mørket skyldes, nemlig mægtige dæmoniske kræfter der beskrives som ’verdensherskere’. Når det er sådanne magtfulde åndeskabninger der står bag denne verdens mørke, hvad kan vi som små mennesker da gøre for at jage det på flugt?
3. Hvilket håb kan vi ifølge Esajas have trods det mørke der præger verden?
3 Også Esajas omtalte det mørke der indhyller verden. (Esajas 8:22; 59:9) Men under inspiration forudsagde han at Jehova her i vores mørke tid ville gøre det muligt for dem der elsker lyset, at se fremtiden i møde med tillid. Ja, selv om vi ikke har Paulus eller Esajas iblandt os i dag, har vi deres inspirerede skrifter som kan vejlede os. Det er til stor velsignelse for dem der elsker Jehova — hvilket tydeligt fremgår af de profetiske ord i Esajas, kapitel 60, som vi nu vil gennemgå.
EN PROFETISK KVINDE SPREDER LYS
4, 5. (a) Hvad befaler Jehova en kvinde at gøre, og hvad lover han hende? (b) Hvilke spændende profetier indeholder Esajas, kapitel 60?
4 De første ord i Esajas, kapitel 60, er henvendt til en kvinde som befinder sig i en meget sørgelig situation. Omgivet af mørke ligger hun udstrakt på jorden. Pludselig bryder der lys frem i mørket, og Jehova råber: „Rejs dig, kvinde, lys, for dit lys er kommet, og Jehovas herlighed er steget op over dig.“ (Esajas 60:1) Kvinden skal nu rejse sig og genspejle Guds lys, hans herlighed. Hvorfor? Vi får svaret i det følgende vers: „Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne; men over dig stiger Jehova op, og over dig vil hans herlighed ses.“ (Esajas 60:2) Når kvinden adlyder Jehovas befaling, vil det føre til noget storslået. Jehova siger: „Nationer skal gå efter dit lys, og konger efter din solopgangs klare lys.“ — Esajas 60:3.
5 De spændende ord i disse tre vers er både en introduktion til kapitel 60 og et sammendrag af hvad det handler om. Kapitlet er en profeti om hvad en profetisk kvinde vil komme ud for, og det forklarer hvordan vi kan bo i Jehovas lys trods det mørke der i dag har indhyllet menneskeheden. Men hvordan skal man forstå symbolikken i de tre vers?
6. Hvem er kvinden i Esajas, kapitel 60, og hvem repræsenterer hende her på jorden?
6 Den kvinde der omtales i Esajas 60:1-3, er Zion, Jehovas himmelske organisation af åndeskabninger. På jorden repræsenteres Zion i dag af resten af „Guds Israel“, den verdensomspændende menighed af salvede kristne, der har håb om at herske med Kristus i himmelen. (Galaterne 6:16) Denne åndelige nation vil, når den er fuldtallig, bestå af 144.000, og den nutidige opfyldelse af Esajas, kapitel 60, gælder dem der lever på jorden i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 14:1) Profetien har også meget at sige om de salvede kristnes medarbejdere, den ’store skare’ af „andre får“. — Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16.
7. I hvilken situation befandt Zion sig i 1918, og hvordan var det blevet forudsagt?
7 Har der været en periode hvor „Guds Israel“ har befundet sig i mørke ligesom kvinden i profetien? Ja. For mere end 80 år siden, under den første verdenskrig, kæmpede de salvede kristne for at holde forkyndelsen i gang. Men i 1918, i krigens sidste år, gik det organiserede forkyndelsesarbejde praktisk talt i stå. Joseph F. Rutherford, som førte tilsyn med den verdensomspændende forkyndelse, blev sammen med andre fremtrædende kristne idømt lange fængselsstraffe på falske anklager. Åbenbaringens Bog beskriver profetisk de salvede kristne der dengang befandt sig på jorden, som lig der lå „på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten“. (Åbenbaringen 11:8) Det var virkelig en mørk tid for Zion, der var repræsenteret ved sine salvede børn på jorden.
8. Hvilken stor forandring skete der i 1919, og hvad førte det til?
8 I 1919 skete der imidlertid en forandring. Jehova lod sit lys skinne på Zion. De der tilhørte Guds Israel, rejste sig og genspjlede lyset fra Gud idet de frygtløst genoptog forkyndelsen af den gode nyhed. (Mattæus 5:14-16) Takket være disse kristnes fornyede nidkærhed blev andre draget til Jehovas lys. Til at begynde med blev de nye der kom til, også salvet som en del af Guds Israel. I Esajas 60:3 bliver de kaldt konger fordi de skal være medarvinger sammen med Kristus i Guds himmelske rige. (Åbenbaringen 20:6) Senere begyndte en stor skare af andre får at blive draget til Jehovas lys. Det er de „nationer“ der nævnes i profetien.
KVINDENS BØRN KOMMER HJEM!
9, 10. (a) Hvilket bemærkelsesværdigt syn mødte kvinden, og hvad var det et billede på? (b) Hvilken grund har Zion haft til at glæde sig?
9 Nu føjer Jehova flere detaljer til profetien i Esajas 60:1-3. Han siger til kvinden: „Løft dine øjne til alle sider og se!“ Kvinden adlyder, og hun ser nu et betagende syn. Hendes børn er på vej hjem. Skriftstedet siger videre: „De er alle blevet samlet; de er kommet til dig. Dine sønner kommer fra det fjerne, og dine døtre bæres trygt på hofte.“ (Esajas 60:4) Den verdensomspændende forkyndelse af Riget som begyndte i 1919, resulterede i at mange tusind begyndte at tjene Jehova. De blev også Zions „sønner“ og „døtre“, salvede medlemmer af Guds Israel. Jehova velsignede således Zion ved at bringe de sidste af de 144.000 ind i lyset.
10 Kan du forestille dig Zions glæde over at have sine børn hos sig? Jehova giver nu Zion endnu en grund til at glæde sig, for vi læser: „Til den tid vil du se det og stråle, og dit hjerte skal bæve og svulme, for til dig vender havets velstand sig; nationernes forråd kommer til dig.“ (Esajas 60:5) Siden 1930’erne er tusindvis af kristne med et jordisk håb strømmet til Zion som en opfyldelse af denne profeti. De er kommet op af den gudfremmede menneskeheds „hav“. Det er dem der kaldes „nationernes forråd“ og „alle nationernes kostbare skatte“. (Haggaj 2:7; Esajas 57:20) De går ikke deres egne veje og tjener ikke Jehova på deres egen måde. De er til hæder for Zion, for de kommer og tilbeder sammen med deres salvede brødre, og sammen med dem bliver de „én hjord“ under „én hyrde“. — Johannes 10:16.
KØBMÆND OG HYRDER KOMMER TIL ZION
11, 12. Beskriv de flokke man ser nærme sig Zion.
11 Resultatet af den forudsagte indsamling er en enestående vækst i antallet af lovprisere af Jehova. Det fremgår af profetiens næste ord. Forestil dig at du står sammen med den profetiske kvinde på Zions Bjerg. I ser mod øst, og hvad ser I? „En vældig flok af kameler dækker dig, de unge kamelhingste fra Midjan og Efa. Alle dem fra Saba kommer. Guld og virak bærer de. Og Jehovas pris forkynder de.“ (Esajas 60:6) Rejsende købmænd kommer dragende med deres kamelkaravaner ad vejene der fører til Jerusalem. Det ser ud som om jorden er dækket af kameler. De medbringer kostbare gaver, „guld og virak“. Købmændene kommer til Guds lys for at ophøje Jehova og ’forkynde hans pris’.
12 Købmændene er ikke de eneste der kommer. Også hyrder strømmer til Zion. Profetien siger videre: „Alle Kedars hjorde samles til dig. Nebajots væddere tjener dig.“ (Esajas 60:7a) Hyrder kommer med deres hjorde til den hellige by for at ofre de bedste af deres dyr til Jehova. De tilbyder endog at yde tjeneste i Zion. Hvordan tager Jehova imod disse udlændinge? Han svarer selv: „Med min godkendelse bestiger de mit alter, og min hæders hus hædrer jeg.“ (Esajas 60:7b) Jehova tager vel imod udlændingene og den tjeneste de tilbyder. Deres tilstedeværelse kaster glans over hans tempel.
13, 14. Hvad ser man komme fra vest?
13 Drej nu hovedet og se mod vest. Hvad får du øje på? Langt borte er der noget som ligner en hvid sky der bevæger sig hen over havoverfladen. Jehova stiller nu et spørgsmål: „Hvem er disse der kommer flyvende som en sky, og som duer til hullerne i deres dueslag?“ (Esajas 60:8) Han besvarer det selv med ordene: „På mig håber øerne, ja tarsisskibene som tidligere, for at bringe dine sønner fra det fjerne, og med dem deres sølv og deres guld, til din Gud Jehovas navn og til Israels Hellige, for han har hædret dig.“ — Esajas 60:9.
14 Kan du se det for dig? Den hvide sky nærmer sig fra vest. Det ser ud som om den består af en mængde hvide prikker. Det ligner nærmest flokke af fugle der flyver hen over havet. Men efterhånden som skyen kommer nærmere, kan man se at det i virkeligheden er skibe der kommer for fulde sejl. Der er så mange skibe der styrer mod Jerusalem, at de ligner flokke af duer. Fra fjerne havne kommer skibene med deres ladning af lovprisere der haster til Jerusalem for at tilbede Jehova.
VÆKST I JEHOVAS ORGANISATION
15. (a) Hvilken vækst er der profeteret om i Esajas 60:4-9? (b) Hvilken indstilling har sande kristne?
15 De profetiske ord i versene 4 til 9 tegner et levende billede af den verdensomspændende vækst der har fundet sted siden 1919. Hvorfor velsignede Jehova Zion med denne vækst? Fordi Guds Israel siden 1919 har adlydt Jehovas befaling om uden ophør at udsende hans lys. Men lagde du mærke til at de nyankomne ifølge vers 7 ’bestiger Jehovas alter’? Et alter er det sted hvor der bringes ofre, og denne ordlyd i profetien minder os om at tjenesten for Jehova er forbundet med ofre. Apostelen Paulus skrev: „Jeg [beder] jer indtrængende . . . om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ (Romerne 12:1) I harmoni med Paulus’ ord er sande kristne ikke tilfredse med blot en gang imellem at overvære religiøse møder. De giver også af deres tid, energi og midler for at fremme den sande tilbedelse. Esajas’ profeti viser at sådanne nidkære tilbedere er til hæder for Jehovas hus, og at Jehova til gengæld hædrer dem.
16. Hvem hjalp til med genopbygningsarbejdet i fortiden, og hvem har i vor tid gjort noget lignende?
16 De nyankomne ønsker at arbejde. Der siges videre: „Udlændinge skal bygge dine mure, og deres konger vil tjene dig.“ (Esajas 60:10) Profetien fik sin første opfyldelse da jøderne vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon. Dengang hjalp konger og andre fra nationerne faktisk med at genopbygge templet og Jerusalem. (Ezra 3:7; Nehemias 3:26) I den nutidige opfyldelse har den store skare hjulpet den salvede rest med at genopbygge den sande tilbedelse. De har hjulpet til med at opbygge kristne menigheder, og derved befæster de ’murene’ omkring Jehovas bylignende organisation. De deltager også i et bogstaveligt byggearbejde — nemlig ved at opføre rigssale, stævnehaller og betelhjem. På alle disse måder støtter de deres salvede brødre i arbejdet med at tage sig af de behov der er i Jehovas voksende organisation.
17. Hvordan har Jehova hædret sit folk?
17 De afsluttende ord i Esajas 60:10 er meget opmuntrende! Jehova siger: „I min harme har jeg slået dig, men i min velvilje vil jeg forbarme mig over dig.“ Ja, i årene 1918-19 tugtede Jehova sit folk. Men det var dengang. I dag viser Jehova barmhjertighed med sine salvede tjenere og deres medarbejdere, de andre får. Han har ’hædret dem’ ved at lade dem opleve en forbløffende vækst.
18, 19. (a) Hvilket løfte giver Jehova nye der kommer til hans organisation? (b) Hvad får vi at vide i de sidste vers i Esajas, kapitel 60?
18 Hvert år slutter hundredtusinder af nye „udlændinge“ sig til Jehovas organisation, og vejen er åben for endnu flere. Jehova siger til Zion: „Dine porte skal holdes åbne til stadighed; de skal ikke lukkes hverken ved dag eller ved nat, for at man kan bringe dig nationernes forråd, og deres konger fører an.“ (Esajas 60:11) Visse modstandere prøver at lukke disse „porte“, men vi ved at det ikke vil lykkes for dem. Jehova har selv sagt at portene på den ene eller den anden måde vil blive holdt åbne. Væksten vil fortsætte.
19 Jehova har også velsignet og hædret sit folk på andre måder her i endens tid. De sidste vers i Esajas, kapitel 60, viser i profetiske vendinger hvordan.
Kan du forklare følgende?
• Hvem er Guds „kvinde“, og hvem repræsenterer hende her på jorden?
• Hvornår lå Zions børn udstrakt på jorden, og hvornår og hvordan ’rejste de sig’?
• Ved hjælp af hvilke billeder forudsagde Jehova væksten i antallet af forkyndere af Riget?
• Hvordan har Jehova ladet lyset skinne på sit folk?
[Illustration på side 10]
Jehovas „kvinde“ får befaling til at rejse sig
[Illustration på side 12]
Skibene ligner duer i horisonten