Kapitel treogtyve
„Et nyt navn“
1. Hvad giver kapitel 62 i Esajas’ Bog forvisning om?
TRØST, håb og forvisning om udfrielse — det var hvad de fortvivlede jøder i Babylon havde brug for. Der var gået adskillige årtier siden Jerusalem og templet var blevet ødelagt. Omkring 800 kilometer borte lå Juda øde, og tilsyneladende var jøderne blevet glemt af Jehova. Hvad kunne ændre situationen for dem? Det kunne løfter fra Jehova om at han ville føre dem tilbage til deres hjemland og lade dem genoprette den rene tilbedelse. Så ville sådanne udtryk som „forladt“ og „øde“ blive erstattet af ord som betød at de havde Guds godkendelse. (Esajas 62:4; Zakarias 2:12) Kapitel 62 i Esajas’ Bog er fyldt med løfter herom. Men som alle andre genoprettelsesprofetier rækker profetierne i dette kapitel langt ud over jødernes udfrielse fra fangenskabet i Babylon. I den større opfyldelse giver kapitel 62 i Esajas’ Bog os forvisning om at Jehovas åndelige nation, „Guds Israel“, vil opnå frelse. — Galaterne 6:16.
Jehova vil ikke forholde sig rolig
2. Hvordan viste Jehova at han atter ville begunstige Zion?
2 Babylon blev indtaget i 539 f.v.t. Derefter udstedte perserkongen Kyros et dekret som gjorde det muligt for gudfrygtige jøder at vende tilbage til Jerusalem og genoprette tilbedelsen af Jehova. (Ezra 1:2-4) I 537 f.v.t. befandt de første jøder sig igen i deres hjemland, og Jehova begunstigede atter Jerusalem, som det fremgår af følgende profetiske løfte, der vidner om hans kærlighed til byen: „For Zions skyld vil jeg ikke være tavs, og for Jerusalems skyld vil jeg ikke forholde mig rolig før dets retfærdighed bryder frem som det klare lys, og dets frelse som en fakkel der brænder.“ — Esajas 62:1.
3. (a) Hvorfor blev det jordiske Zion til sidst forkastet af Jehova, og hvad trådte i stedet? (b) Hvilket frafald indtraf, hvornår skete det, og hvilken tidsperiode lever vi nu i?
3 I 537 f.v.t. opfyldte Jehova sit løfte om at ville genrejse Jerusalem, Zion. Byens indbyggere erfarede at de blev frelst af Jehova, og deres retfærdighed skinnede klart som lyset. Men senere afveg jøderne igen fra den rene tilbedelse. De tog ikke imod Jesus som Messias, og Jehova forkastede dem til sidst som sit udvalgte folk. (Mattæus 21:43; 23:38; Johannes 1:9-13) Jehova lod en ny nation, „Guds Israel“, fremstå. Denne nye nation blev hans særlige folk, og i det første århundrede forkyndte de som hørte til det, nidkært den gode nyhed i hele den dakendte verden. (Galaterne 6:16; Kolossenserne 1:23) Sørgeligt nok fandt der et frafald sted efter apostlenes død, og i dag ser man en afvegen form for kristendom praktiseret blandt såkaldte kristne. (Mattæus 13:24-30, 36-43; Apostelgerninger 20:29, 30) I århundreder har disse såkaldte kristne bragt stor forsmædelse over Jehovas navn, men i 1914 begyndte „et velviljens år fra Jehova“ og dermed også den større opfyldelse af denne del af Esajas’ profeti. — Esajas 61:2.
4, 5. (a) Hvem er Zion og hendes børn et symbol på i dag? (b) Hvordan har Jehova brugt Zion „som en fakkel der brænder“?
4 I dag er Guds løfte om at genrejse Zion blevet opfyldt på hans himmelske organisation, „det Jerusalem som er oventil“, der her på jorden repræsenteres af dets børn, de salvede kristne. (Galaterne 4:26) Jehovas himmelske organisation, hans „hustru“, er en hengiven støtte og hjælper — vågen, kærlig og flittig. Det var en glædelig begivenhed da hun „fødte“ det messianske rige i 1914. (Åbenbaringen 12:1-5) Især fra og med 1919 har hendes jordiske børn forkyndt om hendes retfærdighed og frelse. Som Esajas forudsagde, har hendes børn oplyst mørket som en brændende fakkel, og det gør de ved at lade deres lys skinne. — Mattæus 5:15, 16; Filipperne 2:15.
5 Jehova nærer dyb interesse for dem der tilbeder ham, og vil ikke hvile, eller forholde sig i ro, før han har opfyldt alle sine løfter til Zion og hendes børn. Resten af de salvede og deres medarbejdere, de „andre får“, vil heller ikke forholde sig i ro og forblive tavse. (Johannes 10:16) De lader deres røst lyde idet de peger på den eneste vej til frelse. — Romerne 10:10.
„Et nyt navn“ skænket af Jehova
6. Hvad har Jehova i tanke med hensyn til Zion?
6 Hvad har Jehova i tanke med hensyn til Zion, hans himmelske hustru, som fortidens Jerusalem var et billede på? Han siger: „Nationerne skal se din retfærdighed, og alle konger din herlighed. Og du skal kaldes med et nyt navn, som Jehovas egen mund bestemmer.“ (Esajas 62:2) Nationerne vil blive tvunget til at se at Guds folk handler retfærdigt. Selv konger må erkende at Jehova bruger Jerusalem, og at deres herredømme blegner i sammenligning med Jehovas rige. — Esajas 49:23.
7. Hvad betegner Zions nye navn?
7 Jehova bekræfter nu Zions ændrede tilstand og status ved at give det et nyt navn. Det nye navn betegner den velsignelsesrige tilstand og ærefulde status som Zions jordiske børn erfarede fra og med 537 f.v.t.a Navnet viser at Jehova anerkendte Zion som en by der tilhørte ham. I dag glæder Guds Israel sig på samme måde over at have Guds bevågenhed, og det gør de andre får også.
8. Hvordan har Jehova vist Zion ære?
8 Efter at have givet Zion det nye navn udtaler Jehova følgende løfte: „Du skal blive en hæderskrone i Jehovas hånd, og en kongelig turban i din Guds hånd.“ (Esajas 62:3) Jehova holder så at sige sin symbolske hustru, det himmelske Zion, frem, så andre kan se hende og beundre hende. (Salme 48:2; 50:2) ’Hæderskronen’ og ’den kongelige turban’ betyder at hun er blevet iklædt ære og myndighed. (Zakarias 9:16) „Guds Israel“, der repræsenterer det himmelske Zion, „Jerusalem som er oventil“, er et værk af Guds hånd — hans anvendte magt eller kraft. (Galaterne 4:26) Denne åndelige nation har med Jehovas hjælp bevist sin uangribelighed og loyalitet. Både de salvede og de andre får — som tæller flere millioner — har fået styrke til at vise en usædvanlig tro og kærlighed, og efter at de salvede har modtaget deres himmelske belønning vil de, under Kristi tusindårige regering, blive brugt af Jehova til at skænke den sukkende skabning evigt liv. — Romerne 8:21, 22; Åbenbaringen 22:2.
„Jehova har fundet behag i dig“
9. Beskriv den forandring som Zion kom til at opleve.
9 Det nye navn hører med til den forandring til det bedre som det himmelske Zion — repræsenteret ved sine jordiske børn — ville opleve. Der siges videre: „Du vil ikke mere blive omtalt som en kvinde der er forladt; og dit land vil ikke mere blive omtalt som øde; men du kaldes Hende Har Jeg Behag I, og dit land Ejet Som Hustru. For Jehova har fundet behag i dig, og dit land vil blive ejet som en hustru.“ (Esajas 62:4) Det jordiske Zion lå øde efter at det var blevet lagt i ruiner i 607 f.v.t. Men Jehovas ord forsikrede at det ville blive genrejst og på ny befolket. Det tidligere hærgede Zion ville ikke mere være som en kvinde der var forladt, og landet ville ikke længere ligge øde hen. Jerusalems genopbygning i 537 f.v.t. betød en ny tilstand for Zion i modsætning til byens tidligere øde tilstand. Jehova erklærede at Zion skulle kaldes „Hende Har Jeg Behag I“, og hendes land, „Ejet Som Hustru“. — Esajas 54:1, 5, 6; 66:8; Jeremias 23:5-8; 30:17; Galaterne 4:27-31.
10. (a) Hvilken forandring oplevede Guds Israel? (b) Hvad er Guds Israels „land“?
10 Fra og med 1919 oplevede Guds Israel en lignende forandring. Under den første verdenskrig var det som om de salvede kristne var blevet forstødt af Gud. Men i 1919 genvandt de deres begunstigede stilling, og deres tilbedelse blev renset. Det fik betydning for deres lære, deres organisation og deres virksomhed. Guds Israel blev ført tilbage til sit „land“, dets åndelige virkeområde. — Esajas 66:7, 8, 20-22.
11. Hvordan tog jøderne deres moder i eje som en hustru?
11 For yderligere at understrege sit folks nye, begunstigede stilling erklærer Jehova: „Ligesom en ung mand tager en jomfru i eje som sin hustru, tager dine sønner dig i eje som hustru. Og med en brudgoms glæde over sin brud vil din Gud glæde sig over dig.“ (Esajas 62:5) Hvordan kunne jøderne, Zions „sønner“, tage deres moder i eje som en hustru? Det gjorde de på den måde at Zions sønner, som var vendt hjem fra fangenskabet i Babylon, tog deres gamle hovedstad i eje og bosatte sig dér igen. Zion lå derefter ikke mere øde hen, men blev fyldt med sine sønner. — Jeremias 3:14.
12. (a) Hvordan har Jehova vist at de salvede kristne er en del af den organisation der er forenet med ham som en hustru er forenet med sin ægtemand? (b) Hvordan er dét Jehova har gjort for sit folk, et ophøjet eksempel for ægteskaber i dag? (Se rammen på side 342.)
12 Tilsvarende har det himmelske Zions børn siden 1919 taget deres land, deres åndelige virkeområde, i eje. Deres kristne virksomhed i dette land, der bærer det profetiske navn „Ejet Som Hustru“, har vist at de er ’folket for Jehovas navn’. (Apostelgerninger 15:14) Den omstændighed at de har båret Rigets frugter og forkyndt Jehovas navn, er et vidnesbyrd om at Jehova har behag i dem. Han har vist at de er en del af den organisation der er ubrydeligt forenet med ham. Ved at salve dem med hellig ånd, udfri dem fra åndeligt fangenskab og bruge dem til at forkynde håbet om Guds rige i hele verden har han vist at han glæder sig over dem som en brudgom glæder sig over sin brud. — Jeremias 32:41.
„Und jer ikke ro“
13, 14. (a) Hvordan blev Jerusalem i fortiden en by hvor man kunne finde beskyttelse? (b) Hvordan er Zion blevet „en lovsang på jorden“ i vor tid?
13 Det nye navn som Jehova i billedlig forstand gav sit folk, bevirkede at det følte sig trygt. Det vidste at det var anerkendt og ejet af ham. Jehova taler nu til sit folk idet han bruger et andet billede. Han sammenligner det med en muromkranset by: „På dine mure, Jerusalem, har jeg stillet vægtere. Dagen lang og natten lang, aldrig vil de være tavse. I som nævner Jehova, und jer ikke ro, og giv ham ikke ro før han grundlægger Jerusalem og før han gør den til en lovsang på jorden.“ (Esajas 62:6, 7) Efter at en trofast rest var vendt tilbage fra Babylon, blev Jerusalem med tiden „en lovsang på jorden“ — en muromkranset by hvis indbyggere kunne føle sig trygge. Dag og nat stod vægterne på vagt på murene for at sikre byen og advare dens borgere mod en truende fare. — Nehemias 6:15; 7:3; Esajas 52:8.
14 I nutiden har Jehova brugt sine salvede vægtere til at vise sagtmodige mennesker vejen til udfrielse fra trældom under falsk religion. De er blevet indbudt til at slutte sig til hans organisation, hvor de har fundet beskyttelse mod åndelig besmittelse og ugudelighed og mod at pådrage sig Jehovas mishag. (Jeremias 33:9; Zefanias 3:19) Vægterskaren, „den trofaste og kloge træl“, der sørger for åndelig „mad i rette tid“, har haft afgørende betydning for denne beskyttelse. (Mattæus 24:45-47) ’Den store skare’, der samarbejder med vægterskaren, har også haft betydning i forbindelse med at gøre Zion til „en lovsang på jorden“. — Åbenbaringen 7:9.
15. Hvordan tjener vægterskaren og dens medarbejdere Jehova „dagen lang og natten lang“?
15 Vægterskaren og dens medarbejdere er stadig optaget af deres tjeneste! Millioner arbejder helhjertet og nidkært, støttet af rejsende tilsynsmænd og deres hustruer, frivillige på Jehovas Vidners betelhjem og trykkerier, missionærer, specialpionerer, almindelige pionerer og hjælpepionerer. Andre arbejder flittigt med at opføre nye rigssale, besøge syge, yde rådgivende assistance under alvorlig sygdom og sørge for hjælp til ofre for naturkatastrofer og andre ulykker. Mange yder således en selvopofrende tjeneste „dag og nat“ helt bogstaveligt! — Åbenbaringen 7:14, 15.
16. Hvordan kan Jehovas tjenere følge opfordringen til ’ikke at give Jehova ro’?
16 Jehovas tjenere bliver formanet til at bede uophørligt. Blandt andet skal de bede: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10; 1 Thessaloniker 5:17) De opfordres til ’ikke at give Jehova ro’ før de forhåbninger og ønsker der er knyttet til genoprettelsen af den sande tilbedelse, er opfyldt. Jesus understregede over for sine disciple hvor nødvendigt det var altid at bede, idet han opfordrede dem til at ’råbe til Gud dag og nat’. — Lukas 18:1-8.
Det lønner sig at tjene Gud
17, 18. (a) Hvad kan Zions indbyggere forvente med hensyn til frugterne af deres arbejde? (b) Hvordan glæder Jehovas tjenere i dag sig over frugterne af deres arbejde?
17 Det nye navn som Jehova vil give sit folk, er en forsikring om at dets anstrengelser ikke vil være forgæves. „Jehova har svoret ved sin højre hånd og ved sin stærke arm: ’Jeg vil ikke mere give dit korn som føde til dine fjender, og udlændinge kommer ikke til at drikke din nye vin, som du har slidt for. Men de der indsamler det, vil spise det, og de skal prise Jehova; og de der samler den, vil drikke den i mine hellige forgårde.’“ (Esajas 62:8, 9) Jehovas højre hånd og stærke arm er symboler på hans magt og styrke. (5 Mosebog 32:40; Ezekiel 20:5) At han sværger ved dem, viser at han er besluttet på at ændre forholdene som de var for Zion. I 607 f.v.t. tillod Jehova at fjenderne udplyndrede byen. (5 Mosebog 28:33, 51) Men nu vil Zions indbyggere selv komme til at nyde frugterne af deres arbejde. — 5 Mosebog 14:22-27.
18 I den nutidige opfyldelse af dette løfte har Jehovas genrejste folk erfaret stor åndelig velstand. Hans tjenere glæder sig til fulde over frugterne af deres arbejde — en forøgelse i antallet af disciple og en overflod af åndelig føde. (Esajas 55:1, 2; 65:14) På grund af deres trofasthed tillader Jehova ikke at deres fjender ødelægger deres åndelige velstand eller berøver dem resultaterne af deres arbejde. Intet af det arbejde der udføres i Jehovas tjeneste, er forgæves. — Malakias 3:10-12; Hebræerne 6:10.
19, 20. (a) Hvordan blev vejen ryddet, så jøderne kunne vende tilbage til Jerusalem? (b) Hvordan er vejen blevet ryddet i nutiden, så andre kunne slutte sig til Jehovas organisation?
19 Det nye navn bevirker også at retsindige mennesker føler sig tiltrukket af Jehovas organisation. Tusinder strømmer til, og vejen holdes åben for dem. Esajas’ profeti siger: „Gå ud, gå ud gennem portene. Ryd en vej for folket. Anlæg vej, anlæg en banet vej. Rens den for sten. Rejs et signal for folkeslagene.“ (Esajas 62:10) I den første opfyldelse er der uden tvivl tale om at gå ud af de babyloniske byer og vende tilbage til Jerusalem. De der er på vej hjem, skal rydde vejen for sten, så rejsen bliver lettere, og rejse et signal som vejviser. — Esajas 11:12.
20 Siden 1919 er de salvede kristne blevet sat til side til at udføre tjeneste for Gud, og de vandrer på „Hellighedens Vej“. (Esajas 35:8) De var de første der betrådte den åndelige vej som førte ud af Babylon den Store. (Esajas 40:3; 48:20) De fik den forret at føre an i forkyndelsen af Guds storslåede gerninger og at vise andre hen til den banede vej. At befri den for sten — rydde hindringer af vejen — skete først og fremmest til gavn for dem selv. (Esajas 57:14) Det var nødvendigt for dem at få et klart billede af Guds hensigter og lære. Forkerte opfattelser er snublesten på vejen til livet, men Jehovas ord er „som en smedehammer der knuser klippebjerge“. Med den knuste de salvede kristne de sten som kunne få andre der ønskede at tjene Jehova, til at snuble. — Jeremias 23:29.
21, 22. Hvilket signal har Jehova rejst for dem der forlader falsk religion, og hvordan ved vi det?
21 I 537 f.v.t. blev Jerusalem det signal som den jødiske rest styrede imod da den vendte hjem for at genopbygge templet. (Esajas 49:22) Da den salvede rest i 1919 blev udfriet fra trældom under falsk religion, havde den også et mål at styre imod. Jehova havde rejst et signal for den. Det var det signal som var forudsagt i Esajas 11:10: „På den dag vil Isajs rod stå som et signal for folkeslagene.“ Apostelen Paulus viser at disse ord gjaldt Jesus. (Romerne 15:8, 12) Ja, signalet er Kristus Jesus, der er indsat som konge på det himmelske Zions Bjerg! — Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 14:1.
22 Både de salvede kristne og de andre får er nu samlet omkring Jesus Kristus for i forening at tilbede den højeste Gud. Hans herredømme vil hævde Jehovas universelle suverænitet og være til velsignelse for alle retsindige på hele jorden. Bør vi derfor ikke alle være med til at ophøje og prise ham?
„Din frelse kommer“!
23, 24. Hvordan kommer frelsen til dem der tror på Gud?
23 Det nye navn som Jehova giver sin hustrulignende organisation, er forbundet med hendes børns evige frelse. Esajas skriver: „Se! Jehova har ladet det høres til jordens ende: ’I skal sige til Zions datter: „Se! Din frelse kommer. Se! Den belønning han giver, er med ham, og den løn han udbetaler, er foran ham.“’“ (Esajas 62:11) Frelsen kom for jøderne da Babylon faldt og de vendte tilbage til deres land. Men ordene peger også frem til noget større. De leder tanken hen på Zakarias’ profeti om Jerusalem: „Jubl højt, Zions datter. Bryd ud i hyldest, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig og rider på et æsel, ja et fuldvoksent hanæsel, et hunæsels føl.“ — Zakarias 9:9.
24 Tre og et halvt år efter at Jesus var blevet døbt i vand og salvet med Guds ånd, red han ind i Jerusalem og rensede templet. (Mattæus 21:1-5; Johannes 12:14-16) I dag er Jesus Kristus den der bringer frelse fra Jehova til alle som tror på Gud. Siden han blev indsat på tronen i 1914, er han også Jehovas udnævnte dommer og den der skal eksekvere dommen. I 1918, tre og et halvt år efter at han var blevet indsat på tronen, rensede han Jehovas åndelige tempel, på jorden repræsenteret af de salvede kristnes menighed. (Malakias 3:1-5) Da han blev rejst som et signal, markerede det begyndelsen til en stor indsamling af mennesker fra hele jorden som støttede det messianske rige. I overensstemmelse med forbilledet kom ’frelsen’ til Guds Israel da det blev udfriet fra Babylon den Store i 1919. Den „belønning“ eller „løn“ der venter de selvopofrende høstarbejdere, er enten udødeligt liv i himmelen eller evigt liv på jorden. Alle som forbliver trofaste, kan være sikre på at deres „arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren“. — 1 Korinther 15:58.
25. Hvilken forsikring får Jehovas folk?
25 Hvilke lovende udsigter for Jehovas himmelske organisation, for de salvede som repræsenterer den her på jorden, og for alle som aktivt støtter dem! (5 Mosebog 26:19) Esajas profeterede: „Man skal kalde dem ’det hellige folk’, ’Jehovas genløste’; og du kaldes ’den søgte’, ’byen som ikke er forladt’.“ (Esajas 62:12) Engang følte „Jerusalem som er oventil“ — repræsenteret ved Guds Israel — sig forladt. Den følelse vil det aldrig mere opleve! Jehovas folk vil for bestandig være genstand for hans beskyttelse og omsorg og vil til stadighed kunne glæde sig over at have Guds godkendelse.
[Fodnote]
a I Bibelens profetier kan „et nyt navn“ betegne en ny stilling eller et særligt privilegium. — Åbenbaringen 2:17; 3:12.
[Ramme på side 342]
Et ophøjet eksempel for alle ægteskaber
Når nogen gifter sig, har de deres personlige forventninger til ægteskabet. Men hvilke forventninger har Gud? Da det er ham der har indstiftet ægteskabet, er det på sin plads at spørge: Hvad er hans hensigt med det?
Hvordan Gud ser på ægteskabet, fremgår blandt andet af hans forhold til Israels folk. Esajas skildrer dette forhold som et ægteskab. (Esajas 62:1-5) Læg mærke til hvad Jehova Gud som en ægtemand gør for sin „hustru“. Han beskytter og helliger hende. (Esajas 62:6, 7, 12) Han ærer og værdsætter hende. (Esajas 62:3, 8, 9) Og han finder behag i hende, som det ses af de nye navne han giver hende. — Esajas 62:4, 5, 12.
I De Kristne Græske Skrifter bruger apostelen Paulus et tilsvarende billede idet han sammenligner forholdet mellem en mand og hans hustru med forholdet mellem Kristus og de salvede kristnes menighed. — Efeserne 5:21-27.
Paulus opfordrede de kristne til i deres ægteskab at efterligne forholdet mellem Jesus og menigheden. Der findes ingen større kærlighed end den kærlighed Jehova har vist Israel, og den kærlighed Kristus viser menigheden. Forholdet mellem Jehova og Israel og mellem Kristus og menigheden er ophøjede eksempler til efterfølgelse for kristne som ønsker at opnå et lykkeligt ægteskab. — Efeserne 5:28-33.
[Illustration på side 339]
Jehova vil kalde det himmelske Zion med et nyt navn
[Illustrationer på side 347]
Jehovas vægterskare i vor tid har ikke forholdt sig tavs