19, 20. Hvad mindes jøderne, og hvorfor?

¹⁹ Midt i alle deres trængsler kom nogle af jøderne til at tænke på fortiden. Esajas siger: „Da huskede man fortidens dage, hans tjener Moses: ’Hvor er Han som førte dem op af havet sammen med sin hjords hyrder? Hvor er Han som gav sin hellige ånd i ham? Han som lod sin hæders arm vandre ved Moses’ højre, Han som kløvede vandene foran dem for at gøre sig et varigt navn; Han som lod dem vandre gennem de brusende vande så at de, som en hest i ørkenen, ikke snublede? Som når et husdyr går ned på sletten, således lod Jehovas ånd dem hvile.’“ — Esajas 63:11-14a.d

²⁰ Efter at have mærket ulydighedens følger længes jøderne efter den tid da Jehova var deres befrier og ikke deres fjende. De mindes hvordan deres „hyrder“, Moses og Aron, førte dem sikkert gennem Det Røde Hav. (Salme 77:20; Esajas 51:10) De mindes den tid da de — i stedet for at bedrøve Guds ånd — blev ledet af den gennem Moses og andre ældste som var udnævnt af ånden. (4 Mosebog 11:16, 17) De mindes også hvordan de så Jehovas „hæders arm“ virke til gavn for dem gennem Moses. Med tiden førte Gud dem ud af den store og frygtindgydende ørken til et land der flød med mælk og honning — et sted med hvile. (5 Mosebog 1:19; Josua 5:6; 22:4) Men nu må israelitterne lide fordi de har mistet deres gode forhold til Gud.