Kapitel femogtyve
En bøn om tilgivelse
1, 2. (a) Hvad er hensigten med en tugt fra Gud? (b) Hvilket valg stod jøderne over for efter at de var blevet tugtet af Jehova?
JERUSALEMS og templets ødelæggelse i 607 f.v.t. var en tugt fra Jehova, et udtryk for hans største mishag. Befolkningen i Juda fortjente denne hårde straf på grund af sin ulydighed. Dog var det ikke Jehovas hensigt at jøderne skulle udryddes. Apostelen Paulus viste hvad hensigten med Jehovas tugt var, da han sagde: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:11.
2 Hvordan ville jøderne tage imod denne strenge straf? Ville de hade Jehovas tugt? (Salme 50:16, 17) Eller ville de tage ved lære af den? Ville de angre og vende om? (Esajas 57:18; Ezekiel 18:23) Esajas’ profeti viser at i hvert fald nogle af Judas tidligere indbyggere ville tage imod tugten. Fra og med de sidste vers i kapitel 63 og i hele kapitel 64 skildres judæerne som et angerfuldt folk der henvender sig til Jehova med en inderlig bøn. På sine landflygtige landsmænds vegne fremfører profeten Esajas en bøn om tilgivelse. I bønnen taler han om fremtidige begivenheder som om de fandt sted for øjnene af ham.
En medfølende Fader
3. (a) Hvordan ophøjer Esajas’ profetiske bøn Jehova? (b) Hvordan viser Daniels bøn at Esajas’ profetiske bøn gengiver de angrende jøders tanker og følelser i Babylon? (Se rammen på side 362.)
3 Esajas beder, henvendt til Jehova: „Se ned fra himmelen, ja se ud fra din helligheds og hæders ophøjede bolig.“ Profeten taler om de åndelige himle, hvor Jehova og hans usynlige åndeskabninger bor. Han fortsætter, idet han giver udtryk for de landflygtige jøders tanker: „Hvor er din nidkærhed og dine kræfter, uroen i dit indre og din barmhjertighed? Over for mig har de holdt sig tilbage.“ (Esajas 63:15) Jehova har holdt sin magt tilbage og behersket sine dybeste følelser — „uroen i [sit] indre og [sin] barmhjertighed“ — for sit folk. Men Jehova er det jødiske folks „Fader“. Abraham og Israel (Jakob) var dets jordiske forfædre. Hvis de kom til live igen, ville de måske forkaste deres frafaldne efterkommere, men Jehovas medfølelse er større. (Salme 27:10) Esajas siger med taknemmelighed: „Du, Jehova, [er] vor Fader. ’Vor Genløser fra ældgammel tid’ er dit navn.“ — Esajas 63:16.
4, 5. (a) I hvilken forstand har Jehova ladet sit folk fare vild fra hans veje? (b) Hvilken tilbedelse ønsker Jehova?
4 Esajas fortsætter med følgende udbrud, der kommer fra hjertet: „Hvorfor, Jehova, lader du os fare vild fra dine veje? Hvorfor lader du vort hjerte forhærdes så det ikke frygter dig? Vend om for dine tjeneres, din arvelods stammers, skyld.“ (Esajas 63:17) Esajas beder om at Jehova igen vil vende sin opmærksomhed mod sine tjenere. Men hvordan har Jehova ladet jøderne fare vild fra hans veje? Er Jehova skyld i at deres hjerter er blevet forhærdet så de ikke frygter ham? Nej, men han har tilladt det, og i deres fortvivlelse klager jøderne over at han har givet dem denne frihed. (2 Mosebog 4:21; Nehemias 9:16) De ønsker at Jehova havde forhindret dem i at handle forkert.
5 Men naturligvis handler Jehova ikke sådan. Vi er moralsk frit stillede skabninger, og Jehova lader os selv afgøre om vi vil adlyde ham eller ej. (5 Mosebog 30:15-19) Jehova ønsker en tilbedelse der udspringer af et hjerte og et sind der er motiveret af ægte kærlighed. Derfor har han ladet jøderne gøre brug af deres frie vilje, selv om det har ført til at de gjorde oprør mod ham. Det er på den måde han har forhærdet deres hjerte. — 2 Krønikebog 36:14-21.
6, 7. (a) Hvad blev resultatet af at jøderne havde forladt Jehovas veje? (b) Hvilket forfængeligt ønske nærede jøderne, men hvad kunne de ikke forvente?
6 Hvad blev resultatet? Esajas siger profetisk: „En kort tid havde dit hellige folk landet i besiddelse. Vore modstandere har nedtrådt din helligdom. Vi har i lang tid været som nogle du ikke herskede over, som nogle dit navn ikke var nævnt over.“ (Esajas 63:18, 19) En kort tid havde Jehovas folk landet med helligdommen i sin besiddelse. Så tillod Jehova at det blev lagt øde, og at folket blev ført i landflygtighed. Da det skete, var det som om der ikke havde været nogen pagt mellem ham og Abrahams afkom, og som om hans navn ikke var nævnt over det. Jøderne, som nu er i fangenskab i Babylon, råber fortvivlet til ham: „Bare du havde revet himmelen itu og var steget ned, så bjergene havde skælvet for dig, som når ild antænder kvas og ilden får vandet til at koge over — for at gøre dit navn kendt for dine modstandere, så nationerne måtte bæve for dig!“ (Esajas 64:1, 2) Ja, Jehova har virkelig magt til at frelse. Han kunne være steget ned og have kæmpet for sit folk. Han kunne have revet himmelhøje regeringer ned og omstyrtet bjerglignende riger. Han kunne have gjort sit navn kendt ved at vise sin brændende nidkærhed for sit folk.
7 Jehova havde tidligere handlet sådan. Esajas siger: „Da du gjorde frygtindgydende ting som vi ikke turde have håbet på, steg du ned. Bjergene skælvede for dig.“ (Esajas 64:3) Sådanne storslåede gerninger vidnede om Jehovas magt og guddommelighed. Men de utro jøder på Esajas’ tid kunne ikke forvente at Jehova ville handle på den måde til gavn for dem.
Kun Jehova kan frelse
8. (a) Hvordan adskiller Jehova sig blandt andet fra nationernes falske guder? (b) Hvorfor greb Jehova ikke ind for at frelse sit folk selv om han kunne gøre det? (c) Hvordan citerer og anvender Paulus ordene i Esajas 64:4? (Se rammen på side 366.)
8 Falske guder gør ingen kraftige gerninger for at frelse deres tilbedere. Esajas skriver: „Fra ældgammel tid har ingen hørt, har ingen lyttet til, har intet øje set nogen gud — undtagen dig — som griber ind for den der nærer forventning til ham. Du er kommet den i møde der glæder sig og øver retfærdighed, dem som husker dig på dine veje.“ (Esajas 64:4, 5a) Kun Jehova „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Han griber ind for at beskytte dem som handler retfærdigt og husker ham. (Esajas 30:18) Havde jøderne gjort det? Nej, Esajas siger til Jehova: „Se! Du harmedes da vi blev ved med at synde — blev ved med det i lang tid, og skulle vi frelses?“ (Esajas 64:5b) Guds folk var blevet ved med at synde gennem lang tid, og derfor var der intet grundlag for at Jehova holdt sin harme tilbage og greb ind for at frelse det.
9. Hvilket håb havde de jøder der angrede, og hvad kan vi lære af det?
9 Jøderne kunne ikke ændre det der var sket, men hvis de angrede og vendte om til den rene tilbedelse, kunne de håbe på tilgivelse og fremtidige velsignelser. Jehova ville belønne dem der angrede, og udfri dem fra fangenskabet i Babylon når hans tid var inde til det. Men de måtte være tålmodige. Selv om de angrede og vendte om, ville Jehova ikke ændre sine tider. Dog kunne de være forvissede om til sidst at blive udfriet hvis de var vågne og på vagt og gjorde Jehovas vilje. Kristne i dag må ligeledes være tålmodige og vente på Jehova. (2 Peter 3:11, 12) De følger apostelen Paulus’ opfordring: „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — Galaterne 6:9.
10. Hvad giver Esajas åbent udtryk for med hensyn til synd?
10 Esajas’ profetiske bøn er mere end en formel bekendelse af synd. Den er udtryk for en oprigtig erkendelse af at folket ikke kan frelse sig selv. Profeten siger: „Vi bliver alle som en der er uren, og alle vore retfærdighedsgerninger er som en menstruationstids klædning; og vi visner alle som løv, og vore misgerninger vil som vinden bære os bort.“ (Esajas 64:6) Hen imod slutningen af landflygtigheden er det muligt at nogle jøder ikke mere gjorde sig skyldige i frafald, men angrede, vendte sig til Jehova og begyndte at øve retfærdighedsgerninger. Men de var stadig ufuldkomne. Med hensyn til at sone synd var deres gode gerninger, hvor prisværdige de end måtte være, ikke andet og mere end tilsølede klæder. Jehovas tilgivelse er en ufortjent gave som skyldes hans barmhjertighed. Den kan man ikke gøre sig fortjent til. — Romerne 3:23, 24.
11. (a) Hvilken dårlig åndelig tilstand var der blandt de fleste jøder i landflygtigheden, og hvad var muligvis grunden? (b) Hvem udmærkede sig ved deres tro i landflygtigheden?
11 Hvad lægger Esajas mærke til da han nu ser frem i tiden? Profeten beder: „Der er ingen der påkalder dit navn, ingen der vågner op for at gribe fat i dig; for du har skjult dit ansigt for os, og du lader os smelte ved vor brøde.“ (Esajas 64:7) Folkets åndelige tilstand er elendig. Ingen påkalder Guds navn i bøn. Selv om ingen gør sig skyldig i direkte afgudsdyrkelse, er jøderne uden tvivl på andre måder forsømmelige i deres gudsdyrkelse, for der er „ingen der vågner op for at gribe fat i“ Jehova. De har tydeligvis ikke noget godt forhold til deres Skaber. Måske er der nogle der føler sig uværdige til at henvende sig til Jehova i bøn. Andre er måske så optaget af deres daglige gøremål at de slet ikke tænker på Jehova. Naturligvis var der mænd som Daniel, Hananja, Misjael, Azarja og Ezekiel blandt de landflygtige der bevarede troen og derved var gode eksempler. (Hebræerne 11:33, 34) Og efterhånden som de 70 års fangenskab nærmede sig deres afslutning, var der mænd som Haggaj, Zakarias, Zerubbabel og ypperstepræsten Josua der var rede til at føre an i påkaldelsen af Jehovas navn. Ikke desto mindre beskriver Esajas’ profetiske bøn åbenbart forholdene som de var blandt det store flertal af landflygtige.
„At adlyde er bedre end slagtoffer“
12. Hvordan giver Esajas udtryk for at angrende jøder er villige til at vende om?
12 Angrende jøder er villige til at vende om. På deres vegne beder Esajas: „Nu, Jehova, du er vor Fader. Vi er leret, og du er den som har dannet os; ja, alle er vi et værk af din hånd.“ (Esajas 64:8) Med disse ord anerkendes Jehova igen som Fader, Livgiver. (Job 10:9) De jøder som angrer, sammenlignes med blødt ler. De som tager imod tugten fra Jehova, kan billedligt talt formes efter Jehovas normer. Men det kan kun lade sig gøre hvis den store Pottemager, Jehova, tilgiver dem. Derfor appellerer Esajas to gange til ham om at huske at jøderne er hans folk: „Bliv ikke harm, Jehova, til overmål, og husk ikke for bestandig vor brøde. Se, se dog til: Vi er alle dit folk.“ — Esajas 64:9.
13. Hvilken tilstand befinder Israels land sig i mens Guds folk er i landflygtighed?
13 I landflygtigheden har jøderne udholdt langt mere end blot at være i fangenskab i et hedensk land. Jerusalems og templets øde tilstand er en skændsel for dem og deres Gud. I sin bøn nævner Esajas nogle af de ting der er årsag til denne skændsel: „Dine hellige byer er blevet til ørken. Zion er blevet en ørken, Jerusalem en ødemark. Vort hellige og hæderværdige hus, hvor vore forfædre priste dig, er blevet brændt i ild; og alt hvad vi skattede højt er blevet afsvedet.“ — Esajas 64:10, 11.
14. (a) Hvordan havde Jehova advaret om landets ødelæggelse? (b) Hvad var vigtigere end ofrene der blev bragt i templet, selv om Jehova fandt behag i templet?
14 Jehova er naturligvis klar over situationen i jødernes hjemland. Omkring 420 år før Jerusalems ødelæggelse advarede han sit folk om at hvis det ikke holdt hans bud, men vendte sig til andre guder, ville han ’udrydde det fra den jord som han havde givet det’, og hans hæderværdige hus ville blive „en ruindynge“. (1 Kongebog 9:6-9) Naturligvis fandt Jehova behag i det land han havde givet sit folk, det prægtige tempel som var bygget til hans ære, og ofrene der blev bragt dér. Men loyalitet og lydighed er vigtigere end noget materielt, også vigtigere end brænd- og slagtofre. Profeten Samuel sagde meget rammende til kong Saul: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i at man adlyder Jehovas røst? Se, at adlyde er bedre end slagtoffer, at lytte opmærksomt bedre end vædderfedt.“ — 1 Samuel 15:22.
15. (a) Hvilken bøn retter Esajas profetisk til Jehova, og hvordan blev den besvaret? (b) Hvad førte til sidst til at Israel blev definitivt forkastet af Jehova som hans folk?
15 Men kunne Israels Gud se på sit angrende folks ulykkelige situation uden at føle medlidenhed med det? Det er det spørgsmål som Esajas slutter sin profetiske bøn med. På de landflygtige jøders vegne beder han: „Vil du trods dette fortsat holde dig tilbage, Jehova? Vil du forblive tavs og lade os blive mishandlet til overmål?“ (Esajas 64:12) Som det skulle vise sig, tilgav Jehova sit folk. I 537 f.v.t. førte han det tilbage til dets hjemland så det kunne genoprette den rene tilbedelse dér. (Joel 2:13) Men århundreder senere blev Jerusalem og templet igen ødelagt, og Guds pagtsfolk blev definitivt forkastet af ham. Hvorfor? Fordi Jehovas folk var afveget fra hans bud og havde forkastet Messias. (Johannes 1:11; 3:19, 20) Da det skete, trådte en ny nation, en åndelig nation, „Guds Israel“, i stedet for det jordiske Israel. — Galaterne 6:16; 1 Peter 2:9.
Jehova, den som „hører bøn“
16. Hvad lærer Bibelen angående Jehovas tilgivelse?
16 Vi kan lære meget af det der skete med Israel. Vi ser at Jehova „er god og rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Som ufuldkomne skabninger er vi afhængige af hans barmhjertighed og tilgivelse for at opnå frelse. Vi kan ikke ved vore egne gerninger gøre os fortjent til hans velsignelse. Men Jehova tilgiver ikke vilkårligt. Kun de som angrer deres synder og vender om fra dem, kan forvente at få Guds tilgivelse. — Apostelgerninger 3:19.
17, 18. (a) Hvordan ved vi at Jehova er oprigtigt interesseret i vore tanker og følelser? (b) Hvorfor har Jehova tålmodighed med syndige mennesker?
17 Vi lærer også at Jehova er oprigtigt interesseret i vore tanker og følelser når vi giver udtryk for dem i bøn. Han er den som „hører bøn“. (Salme 65:2, 3) Apostelen Peter giver følgende forsikring: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn.“ (1 Peter 3:12) Desuden lærer vi at en bøn om tilgivelse, må indeholde en ydmyg bekendelse af synder. (Ordsprogene 28:13) Det vil dog ikke sige at vi kan trække veksler på Guds barmhjertighed. Bibelen advarer om at kristne ’ikke må forfejle hensigten med at de har taget imod Guds ufortjente godhed’. — 2 Korinther 6:1.
18 Endelig lærer vi hvad hensigten er med den tålmodighed Gud har med syndige mennesker. Apostelen Peter forklarer at Jehova er tålmodig „da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Dog vil de der bliver ved med at misbruge Guds tålmodighed, til sidst blive straffet. Herom læser vi: „[Jehova] vil gengælde enhver efter hans gerninger: evigt liv til dem der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdenhed i en gerning der er god; men til dem der er stridbare og som ikke adlyder sandheden men adlyder uretfærdigheden, vil der være vrede og harme.“ — Romerne 2:6-8.
19. Hvilke uforanderlige egenskaber vil Jehova altid være i besiddelse af?
19 Sådan handlede Jehova over for Israel i fortiden, og han følger de samme principper over for os i dag, for han er stadig den samme uforanderlige Gud. Selv om han på ingen måde fritager for en straf som er velfortjent, vil han altid være „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd“. — 2 Mosebog 34:6, 7.
[Ramme/illustrationer på side 362]
Daniels bøn om tilgivelse
Profeten Daniel levede i Babylon under jødernes 70 års fangenskab. På et tidspunkt i løbet af fangenskabets 68. år lagde Daniel i Jeremias’ profetiske bog mærke til at Israels landflygtighed nærmede sig sin afslutning. (Jeremias 25:11; 29:10; Daniel 9:1, 2) Daniel vendte sig til Jehova i bøn og bad om tilgivelse på hele det jødiske folks vegne. Daniel fortæller: „Jeg rettede da mit ansigt mod Jehova, den sande Gud, for at søge ham med bøn og anråbelser, med faste og sæk og aske, og jeg bad til Jehova min Gud og aflagde bekendelse.“ — Daniel 9:3, 4.
Daniel bad denne bøn omkring to hundrede år efter at Esajas havde nedskrevet den profetiske bøn vi finder i kapitel 63 og 64 i hans bog. Der var uden tvivl mange oprigtige jøder der bad til Jehova i de svære år under landflygtigheden. Men Daniels bøn, som sikkert genspejler mange trofaste jøders tanker og følelser, er bevaret til os i Bibelen. Hans bøn viser at trofaste jøder i Babylon nærede de samme følelser som Esajas’ profetiske bøn giver udtryk for.
Nogle lighedspunkter mellem Daniels bøn og Esajas’ bøn:
Esajas 64:10, 11 Daniel 9:16-18
[Ramme på side 366]
„Hvad øjet ikke har set“
I sit brev til korintherne citerede apostelen Paulus Esajas’ ord idet han sagde: „Som der står skrevet: ’Hvad øjet ikke har set og øret ikke har hørt og menneskehjertet ikke har fundet på, det har Gud beredt dem der elsker ham.’“ (1 Korinther 2:9)a Hverken Paulus eller Esajas sigter med deres udtalelser til det Jehova har beredt sit folk enten som en himmelsk arv eller i et fremtidigt jordisk paradis. Paulus anvender Esajas’ ord om de velsignelser de kristne allerede nød godt af i det første århundrede, som for eksempel at forstå Guds dybder og at modtage åndelig oplysning fra Jehova.
Vi kan kun forstå dybe åndelige sandheder når Jehovas tid er inde til at åbenbare dem — og selv da, kun hvis vi er åndeligsindede mennesker som har et nært forhold til Jehova. Paulus taler om dem som kun har lidt eller slet ingen åndelig forståelse. Deres øjne kan ikke se, eller skelne, åndelige sandheder, og deres ører kan ikke høre, eller forstå, sådanne sandheder. Og kundskaben om det som Gud har beredt dem der elsker ham, finder overhovedet ingen plads i deres hjerte. Men for dem der er indviet til Gud, sådan som Paulus var, har Gud åbenbaret dette ved sin ånd. — 1 Korinther 2:1-16.
[Fodnote]
a Paulus’ ord findes ikke i De Hebraiske Skrifter i nøjagtig den ordlyd han bruger. Det ser ud til at han samarbejder tankerne fra Esajas 52:15; 64:4; og 65:17.
[Illustration på side 367]
Jerusalem og templet var „en kort tid“ i Guds folks besiddelse