Sammenlign imidlertid Jesu ord med det sidste vers i Esajas’ profeti.b Er det ikke tydeligt at Jesus havde dette skriftsted i Esajas, kapitel 66, i tanke? Profeten refererer øjensynlig til at man gik ud „af Jerusalem til Hinnoms Dal (Gehenna). Her blev der engang foretaget menneskeofringer (Jer 7:31), og stedet blev med tiden byens losseplads.“ (The Jerome Biblical Commentary) Den symbolske betydning af Esajas 66:24 er tydeligvis ikke at mennesker bliver pint; det drejer sig om døde kroppe. Det der ifølge verset ikke dør, er ormene — altså hverken levende mennesker eller udødelige sjæle. Hvad ligger der så i Jesu ord?

Bemærk kommentaren til Markus 9:48 i det katolske værk El evangelio de Marcos. Análises lingüístico y comentario exegético, bind 2: „Sætningen er taget fra Esajas (66,24). Profeten oplyser her de to måder hvorpå man normalt destruerede lig: ved forrådnelse og ved ligbrænding . . . At maddiker og ild nævnes side om side i teksten, forstærker tanken om tilintetgørelse. . . . Begge ødelæggende kræfter beskrives som varige (’ikke dør’, ’ikke slukkes’): Der er simpelt hen ingen mulighed for at undslippe. I dette billedsprog er maddiken og ilden — ikke mennesket — de eneste der overlever, og de udsletter alt hvad der kommer inden for rækkevidde. Det er altså ikke en skildring af evig pine, men en beskrivelse af fuldstændig tilintetgørelse, som, da den umuliggør en opstandelse, er ensbetydende med evig død. [Ilden] er derfor et symbol på fuldstændig tilintetgørelse.“