FLUE

[hebr.: zevuvʹ, fluer].

Et tovinget insekt af slægten Musca der som regel lægger sine æg i gødning eller affald. I kroppens og benenes hår og på de klæbrige fodpuder kan en enkelt stueflue medføre millioner af bakterier.

„Døde fluer får salveblanderens olie til at stinke og boble op,“ skrev prædikeren. Når de døde fluer gik i forrådnelse, afgav olien en ubehagelig lugt og begyndte at gære, så den blev ødelagt. På samme måde ville en smule tåbelighed ødelægge det gode omdømme et menneske kan have skabt sig ved sin visdom og herlighed. — Præ 10:1.

Esajas taler om at Jehova vil fløjte efter fluerne ved den yderste ende af Ægyptens Nilkanaler og efter bierne i Assyriens land, så de kommer og slår sig ned i de dybe regnflodsdale, i klippebjergenes kløfter, i alle tornekrattene og på alle vandingsstederne i Juda. Dette skal uden tvivl opfattes billedligt, sådan at fluerne står for de ægyptiske hære og bierne for de assyriske. — Es 7:18, 19.

Navnet på den gud filistrene i Ekron dyrkede, „Ba’al-Zebub“, betyder „fluernes ejer“. Nogle mener derfor at hans tilbedere anså ham for at have kontrol over disse insekter. Da Ba’al-Zebub nævnes i forbindelse med spådomme, mener andre at navnet betyder at denne gud gav orakelsvar ved hjælp af en flues flugt eller summen. — 2Kg 1:2, 6; se BA’AL-ZEBUB; KLÆG.