Kapitel elleve

Ve oprørerne!

Esajas 9:8–10:4

 1. Hvilken frygtelig fejltagelse begik Jeroboam?

DA JEHOVAS pagtsfolk blev delt i to riger, blev det nordlige rige, tistammeriget, underlagt Jeroboam. Den nye konge var en dygtig og energisk regent, men han manglede sand tro på Jehova. Derfor begik han en frygtelig fejltagelse der blev til skade for hele det nordlige rige og til sidst førte til dets undergang. Ifølge Moseloven skulle israelitterne tre gange om året rejse op til templet i Jerusalem, som lå i det sydlige rige, Juda. (5 Mosebog 16:16) Jeroboam, der var bange for at sådanne regelmæssige rejser skulle få hans undersåtter til at tænke på igen at blive forenet med deres brødre mod syd, „lavede to guldkalve og sagde til folket: ’Det er for meget for jer at tage op til Jerusalem. Se, Israel, det er din Gud som førte dig op fra Ægyptens land.’ Derpå opstillede han den ene i Betel, og den anden satte han i Dan.“ — 1 Kongebog 12:28, 29.

 2, 3. Hvilke følger fik Jeroboams fejltagelse for Israel?

² En tid så det ud til at Jeroboams plan skulle lykkes. Folket holdt lidt efter lidt op med at rejse til Jerusalem og begyndte at dyrke de to kalve. (1 Kongebog 12:30) Imidlertid førte dette religiøse frafald til tistammerigets fordærv. Selv Jehu, som havde vist stor nidkærhed for at udrydde ba’alsdyrkelsen i Israel, holdt ikke op med at bøje sig for guldkalvene. (2 Kongebog 10:28, 29) Hvad andet førte Jeroboams tragiske beslutning til? Politisk ustabilitet og lidelser for folket.

³ På grund af Jeroboams frafald sagde Jehova at hans slægt ikke ville bevare kongemagten i landet. Desuden ville det med tiden blive til ulykke for det nordlige rige. (1 Kongebog 14:14, 15) Jehovas ord gik i opfyldelse. Syv af Israels konger regerede i to år eller mindre endnu — nogle blot i få dage. Én konge begik selvmord, og seks blev snigmyrdet af ærgerrige mænd som derefter bemægtigede sig tronen. Især efter Jeroboam II’s regering, der endte omkring 804 f.v.t. mens Uzzija var konge i Juda, var Israel præget af uro, vold og snigmord. Det er på denne baggrund at Jehova gennem Esajas sender en direkte advarsel, „et ord“, til det nordlige rige. „Der var et ord som Jehova sendte imod Jakob, og det faldt på Israel.“ — Esajas 9:8.a

Hovmod og uforskammethed fortjener Guds vrede

 4. Hvilket „ord“ sender Jehova imod Israel, og hvad er grunden?

⁴ Jehovas „ord“ får ikke lov til at gå upåagtet hen. „Folket skal lære det at kende, ja dem alle, Efraim og indbyggerne i Samaria, på grund af deres hovmod og på grund af deres uforskammede hjerte.“ (Esajas 9:9) „Jakob“, „Israel“, „Efraim“ og „Samaria“ er alle benævnelser for nordriget Israel, hvori Efraim udgør den mest fremtrædende stamme og Samaria er hovedstaden. Jehovas ord mod dette rige er en dom over det, for Efraim er forhærdet i sit frafald og optræder skamløst over for Jehova. Gud vil ikke fritage folket for konsekvenserne af dets ugudelighed. Det vil blive tvunget til at høre og give agt på Guds ord. — Galaterne 6:7.

 5. Hvordan viser israelitterne at de er uanfægtede af Jehovas domshandlinger?

⁵ Efterhånden som tilstandene forværres, oplever befolkningen store tab, blandt andet mister de deres huse, der som regel er lavet af soltørrede sten og billigt træ. Blødgøres deres hjerter som følge af dette? Vil de give agt på Jehovas profeter og vende om til den sande Gud?b Esajas gengiver folkets hovmodige svar: „Det er lersten der er faldet, men med kvadersten vil vi bygge. Det er morbærfigentræer der er hugget om, men med cedre vil vi erstatte dem.“ (Esajas 9:10) Israelitterne trodser Jehova og lader hånt om hans profeter, der fortæller dem hvorfor de har så mange trængsler. I realiteten siger folket: ’Det kan godt være vi har mistet huse lavet af uholdbare lersten og billigt træ, men vi vil erstatte disse tab rigeligt ved at bygge med bedre materialer — kvadersten og cedertræ!’ (Jævnfør Job 4:19.) Det er nødvendigt at Jehova tugter dem yderligere. — Jævnfør Esajas 48:22.

 6. Hvordan forpurrer Jehova Israels og Arams planer mod Juda?

⁶ Esajas fortsætter: „Jehova vil sætte Rezins modstandere op imod det.“ (Esajas 9:11a) Kong Peka af Israel og kong Rezin af Aram er allierede. De har planer om at erobre tostammeriget Juda og sætte en marionetkonge — en vis „Tabeals søn“ — på Jehovas trone i Jerusalem. (Esajas 7:6) Men planerne vil mislykkes. Rezin har mægtige fjender, og Jehova vil sætte disse fjender op imod „det“, Israel. Udtrykket ’sætte op imod’ (egentlig: ’hæve op over’) indeholder den tanke at fjenderne vil få lov til at føre en sejrrig krig der vil sprænge forbundet og gøre dets mål til intet.

 7, 8. Hvad fører Assyriens erobring af Aram til for Israel?

⁷ Opløsningen af dette forbund tager sin begyndelse med at Assyrien angriber Aram. „Assyriens konge drog op mod Damaskus [hovedstaden i Aram] og erobrede den og førte indbyggerne i landflygtighed til Kir, og Rezin lod han lide døden.“ (2 Kongebog 16:9) Efter at have mistet sin mægtige allierede ser Peka at hans planer med hensyn til Juda er strandet. Kort efter Rezins død bliver Peka snigmyrdet af Hosjea, som derefter tilraner sig Samarias trone. — 2 Kongebog 15:23-25, 30.

⁸ Israels tidligere allierede, Aram, er nu en vasalstat under Assyrien, som er den dominerende magt i området. Esajas profeterer om hvordan Jehova vil bruge denne nye politiske gruppering: „Dets [Israels] fjender vil han [Jehova] opirre, Aram østfra og filistrene bagfra, og de vil fortære Israel med åbent gab. Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ (Esajas 9:11b, 12) Ja, Aram er nu Israels fjende, og Israel må forberede sig på et angreb både fra Assyrien og fra Aram. Angrebet lykkes. Assyrien underlægger sig tronraneren Hosjea og kræver en klækkelig tribut. (Nogle få år tidligere havde Assyrien modtaget en stor sum af kong Menahem af Israel.) Profeten Hoseas’ ord kom til at passe: „Fremmede har fortæret hans [Efraims] kraft.“ — Hoseas 7:9; 2 Kongebog 15:19, 20; 17:1-3.

 9. Hvorfor siges det at filistrene angriber „bagfra“?

⁹ Siger Esajas ikke at filistrene vil angribe „bagfra“? Jo. Før man fik magnetiske kompasser, betegnede hebræerne verdenshjørnerne som de blev opfattet af en person der stod med ansigtet mod solopgangen. Øst lå således foran personen, og vest bagved. Når der siges at filistrene ville angribe „bagfra“, betød det at de angreb fra vest, for de boede ved Middelhavets kyst. „Israel“ i Esajas 9:12 indbefatter muligvis i dette tilfælde Juda, for filistrene trængte ind i Juda under Pekas samtidige, kong Akaz, og indtog og besatte flere judæiske byer og fæstninger. Ligesom Efraim mod nord fortjente Juda denne tugt fra Jehova, for Juda var også henfaldet til afgudsdyrkelse. — 2 Krønikebog 28:1-4, 18, 19.

Fra ’hoved til hale’ en nation af oprørere

10, 11. Hvilken straf vil komme over Israel på grund af dets hårdnakkede oprør?

¹⁰ Trods alle dets lidelser — og trods de stærke udtalelser fra Jehovas profeter — fortsætter det nordlige rige hårdnakket sit oprør mod Jehova. „Folket er ikke vendt om til Den der slår det, og Hærstyrkers Jehova har det ikke søgt.“ (Esajas 9:13) Derfor siger profeten: „Jehova vil på én dag skære hoved og hale, topskud og siv af Israel. Ældste og mand af rang er hovedet, og profet der fører falsk lære er halen. Og det er dem der fører dette folk der får det til at fare vild; og det er dem der føres, der forvirres.“ — Esajas 9:14-16.

¹¹ ’Hovedet’ og ’topskuddet’ er nationens ledere — ældste og rangspersoner. ’Halen’ og ’sivet’ er falske profeter som kun udtaler hvad deres ledere ønsker at høre. I en bibelkommentar siges der: „De falske profeter kaldes halen fordi de havde den laveste moral i folket, og fordi de støttede og sleskede for de øverste ledere.“ Professor Edward J. Young siger om disse falske profeter: „De var ikke ledere, men de fulgte efter deres ledere, hvor disse end førte dem hen; de smigrede og krøb og logrede med halen som en hund.“ — Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:3.

Selv ’enker og faderløse’ er oprørere

12. Hvor langt er fordærvet trængt ned i det israelitiske samfund?

¹² Jehova tager sig af enker og faderløse. (2 Mosebog 22:22, 23) Men alligevel siger Esajas: „Jehova [vil] ikke fryde sig over dets unge mænd, og han vil ikke have barmhjertighed med dets faderløse og dets enker; for alle er de frafaldne og onde, og hver mund taler uforstand. Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ (Esajas 9:17) Frafaldet er trængt ind i alle samfundslag, også enkernes og de faderløses. Jehova har tålmodigt sendt sine profeter i håb om at folket ville forbedre sig. For eksempel lød det fra Hoseas: „Vend om, Israel, til Jehova din Gud; du er jo snublet ved din brøde.“ (Hoseas 14:1) Hvor må det have smertet enkernes og de faderløses forsvarer at måtte eksekvere sin dom over dem!

13. Hvad kan vi lære af situationen på Esajas’ tid?

¹³ Ligesom Esajas lever vi i „kritiske tider“ nu forud for den dag da Jehova vil eksekvere sin dom over de onde og ugudelige. (2 Timoteus 3:1-5) Det er derfor vigtigt at sande kristne, uanset hvilket samfundslag de tilhører, forbliver åndeligt, moralsk og mentalt rene for at bevare Guds gunst. Alle må værne om deres forhold til Jehova, og ingen som er sluppet ud af „Babylon den Store“, må nogen sinde igen være „delagtige med hende i hendes synder“. — Åbenbaringen 18:2, 4.

Afgudsdyrkelse avler vold

14, 15. (a) Hvad fører dæmondyrkelse med sig? (b) Hvilken tilstand råder i Israel ifølge Esajas’ profeti?

¹⁴ Afgudsdyrkelse er i virkeligheden dæmondyrkelse. (1 Korinther 10:20) Som man så det før Vandfloden, fører dæmonernes indflydelse til vold. (1 Mosebog 6:11, 12) Det er derfor ikke overraskende at ugudelighed og vold fyldte Israels land da folket vendte sig fra Gud og begyndte at dyrke dæmonerne. — 5 Mosebog 32:17; Salme 106:35-38.

¹⁵ Med malende ordbilleder beskriver Esajas hvordan ugudelighed og vold har bredt sig i Israel: „For ugudelighed er flammet op som en ild; den fortærer tornebuske og ukrudt. Og den antænder krattene i skoven, og de hvirvles til vejrs som bølger af røg. Ved Hærstyrkers Jehovas heftige vrede er landet sat i brand, og folket bliver som føde for ilden. Ingen har medlidenhed, end ikke med sin broder. Og man mejer ned til højre, men vil dog være sulten; og man æder til venstre, men de vil dog ikke blive mætte. De vil hver især æde kødet af deres egen arm, Manasse Efraim og Efraim Manasse. Sammen vil de være imod Juda. Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ — Esajas 9:18-21.

16. Hvordan opfyldes Esajas 9:18-21?

¹⁶ Som en ild breder sig fra tornebusk til tornebusk, antænder „krattene i skoven“ og udvikler sig til en ukontrollabel skovbrand, sådan breder volden sig og antager landsomfattende dimensioner. C. F. Keil og F. Delitzsch beskriver i deres bibelkommentar de dimensioner volden havde antaget, som „den mest umenneskelige selvødelæggelse under en borgerkrig der havde udviklet sig til anarki. Blottede for enhver medfølelse fortærede, det vil sige dræbte, de hinanden uden at blive mætte, tilfredse.“ Stammerne Efraim og Manasse nævnes specielt, sandsynligvis fordi de er hovedstammerne i det nordlige rige og repræsenterer de øvrige stammer, og som efterkommere af Josefs to sønner er de de nærmest beslægtede i de ti stammer. Det er kun når de fører krig mod Juda mod syd at broderkrigen ophører for en tid. — 2 Krønikebog 28:1-8.

Korrupte dommere møder deres Dommer

17, 18. Hvordan er forholdene i Israel på det juridiske og administrative område?

¹⁷ Jehova, den store Dommer, retter derefter blikket mod Israels korrupte dommere og andre embedsmænd. De misbruger deres stilling ved at udplyndre de nødlidende og dårligt stillede der kommer til dem for at få deres ret. Esajas siger: „Ve dem der forordner ondskabsfulde forordninger og dem der, altid skrivende, har skrevet hvad kun er til besvær, for at skubbe de ringe bort fra en retssag og for at fravriste mit folks nødstedte deres ret, for at enkerne kan blive deres bytte og for at de kan røve fra de faderløse!“ — Esajas 10:1, 2.

¹⁸ Jehovas lov forbyder alle former for uretfærdighed: „I må ikke øve uret ved domsafsigelse. Du må ikke behandle den ringe med partiskhed, og du må ikke favorisere den store.“ (3 Mosebog 19:15) Uden hensyn til denne lov udsteder disse embedsmænd deres egne „ondskabsfulde forordninger“ for at legalisere handlinger der ikke kan betegnes som andet end tyveri, oven i købet af den mest hårdhjertede art — nemlig den at fratage enker og faderløse deres knappe midler. Israels falske guder er naturligvis blinde for denne uretfærdighed, men det er Jehova ikke! Gennem Esajas retter han nu sin opmærksomhed mod disse onde dommere.

19, 20. Hvordan vil situationen ændre sig for de korrupte israelitiske dommere, og hvad vil der ske med deres „herlighed“?

¹⁹ „Hvad vil I gøre på hjemsøgelsens dag og ved ødelæggelsen, når den kommer fra det fjerne? Hvem vil I flygte hen til efter hjælp, og hvor vil I efterlade jeres herlighed? Nej, man må bøje sig blandt fangerne eller falde blandt de dræbte.“ (Esajas 10:3, 4a) Enkerne og de faderløse har ingen ærlige dommere som de kan appellere til. Meget passende spørger Jehova derfor disse korrupte dommere hvem de vil vende sig til nu da Jehova drager dem til ansvar. Ja, de vil erfare at „det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“. — Hebræerne 10:31.

²⁰ De onde dommeres „herlighed“ — den verdslige prestige, ære og magt der er en følge af deres rigdom og position — vil være kortvarig. Nogle vil blive krigsfanger, må „bøje sig“, krybe sammen, blandt andre fanger, mens resten vil blive dræbt og deres lig dækket af andre faldne. Deres „herlighed“ indbefatter også den rigdom de har erhvervet sig på uretmæssig vis, og som vil blive taget som bytte af fjenden.

21. I betragtning af den straf som Israel allerede har modtaget, har Jehovas vrede da lagt sig?

²¹ Esajas slutter denne sidste strofe med den foruroligende advarsel: „Trods alt dette [al den elendighed som landet hidtil har lidt under] har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ (Esajas 10:4b) Jehova har altså mere han vil sige til Israel. Hans udrakte hånd vil ikke blive trukket tilbage før han har rettet et sidste, ødelæggende slag mod det oprørske nordlige rige.

Bliv aldrig et bytte for løgn og selviskhed

22. Hvad kan vi lære af det der skete med Israel?

²² Jehovas ord gennem Esajas faldt tungt på Israel. Det ’vendte ikke tilbage til ham med uforrettet sag’. (Esajas 55:10, 11) Historien beretter om nordriget Israels tragiske endeligt, og man kan forestille sig de lidelser dets indbyggere måtte gennemgå. Lige så sikkert som dengang vil Guds ord blive opfyldt på den nuværende tingenes ordning, ikke mindst på den frafaldne kristenhed. Det er derfor vigtigt at sande kristne ikke lytter til løgnagtig propaganda som modsiger Guds hensigter. Takket være Guds ord har Satans snedigt udtænkte metoder længe været afsløret så vi ikke behøver at blive overlistet af ham, sådan som folk i det gamle Israel blev det. (2 Korinther 2:11) Lad os aldrig holde op med at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Så vil hans udrakte hånd ikke ramme os, sådan som det skete for det oprørske Efraim; hans arme vil kærligt omslutte os, og han vil lede os ad vejen til evigt liv på en paradisisk jord. — Jakob 4:8.

[Fodnoter]

[Billede på side 139]

Ugudelighed og vold breder sig i Israel som en skovbrand

[Billede på side 140, 141]

Jehova vil drage dem som udplyndrer andre, til ansvar