ALMÆGTIGE, DEN

Gengivelse af det hebraiske ord Sjaddajʹ og det græske ord Pantokraʹtōr. Begge ord indeholder uden tvivl tanken om styrke eller magt.

Det hebraiske ord. I den hebraiske tekst forekommer Sjaddajʹ syv gange sammen med ’El (Gud), hvorved titlen „Gud den Almægtige“ fremkommer. (1Mo 17:1; 28:3; 35:11; 43:14; 48:3; 2Mo 6:3; Ez 10:5) I de øvrige 41 tilfælde hvor ordet forekommer, står det alene og gengives med „den Almægtige“. Ligesom ’Adhonajʹ (Suveræne Herre) og ’Ælohīmʹ (Gud) står Sjaddajʹ i majestætsflertal for at udtrykke storhed. — 1Mo 49:25; 4Mo 24:4; Sl 68:14.

Der hersker usikkerhed med hensyn til ordets oprindelse. Oversætterne af Septuaginta gengav det med flere forskellige græske ord, men i Jobs Bog brugte de ordet Pantokraʹtōr (den Almægtige) 16 gange for Sjaddajʹ. Nogle få steder gengav de det med det græske ord hikanosʹ, der betyder „tilstrækkelig“ eller „duelig“ (Rut 1:20, 21; Job 21:15; 31:2; 40:2), og senere græske oversættere som Aquila og Symmachos fulgte denne fortolkning, hvorved de fremstillede Sjaddajʹ som „den Tilstrækkelige“ eller „den Duelige“.

Nogle nutidige kritikeres opfattelse kommer til udtryk i en fodnote til 1 Mosebog 17:1 i den katolske Jerusalem-Bibel, hvor der står: „Den almindeligt brugte oversættelse: ’Gud den Almægtige’ er ikke nøjagtig; betydningen er sandsynligvis: ’Gud, som bor på bjerget’.“ (Bibelkommentar, København 1968, bd. 1, s. 25) Denne yderliggående opfattelse beror på den antagelse at Sjaddajʹ er forbundet med det akkadiske ord sjadu (bjerg). Hertil siger Unger’s Bible Dictionary (1965, s. 1000): „Denne opfattelse er imidlertid uantagelig; Sjaddaj opfattes bedst som afledt af roden sjadad [sjadhadhʹ], ’at være stærk eller mægtig’, som på arabisk.“ — Se også The Analytical Hebrew and Chaldee Lexicon af Benjamin Davidson, s. 702.

I bibelteksten betegner sjadhadhʹ som regel udfoldelse af en voldsom magt, som den der giver sig udslag i en hærgen eller volden fortræd. (Jf. Sl 17:9; Ord 11:3.) Esajas 13:6 siger: „Hyl, for Jehovas dag er nær! Som hærgen [kesjodhʹ] fra den Almægtige [misjSjaddajʹ] kommer den.“ Skønt rodordet i Bibelen bruges om en voldsom magtanvendelse, mener nogle forskere at dets oprindelige eller første betydning blot var „at være stærk“ eller „at handle med styrke“. The Jewish Encyclopedia (1976, bd. IX, s. 162) siger: „Det er dog muligt at det oprindelig betød ’overmande’ eller ’besidde overvældende styrke’, og at denne betydning har holdt sig i den guddommelige [titel].“

Jehova brugte titlen „Gud den Almægtige“ (’El Sjaddajʹ) da han gav Abraham løftet om Isaks fødsel, et løfte der krævede at Abraham havde en stærk tro på Guds magt til at opfylde det. Titlen blev igen brugt da Gud blev omtalt som den der ville velsigne Isak og Jakob som arvinger til Abrahamspagten. — 1Mo 17:1; 28:3; 35:11; 48:3.

Derfor kunne Jehova senere sige til Moses: „I sin tid viste jeg mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud den Almægtige [be’Elʹ Sjaddajʹ], men ved mit navn Jehova gjorde jeg mig ikke kendt for dem.“ (2Mo 6:3) Denne udtalelse kunne ikke betyde at patriarkerne var uvidende om navnet Jehova, for både de og andre før dem havde ofte brugt dette navn. (1Mo 4:1, 26; 14:22; 27:27; 28:16) I Første Mosebog, der beretter om patriarkernes liv, forekommer udtrykket „den Almægtige“ således kun 6 gange, mens egennavnet Jehova optræder 172 gange i den hebraiske grundtekst. Men skønt patriarkerne personligt havde erfaret at Gud var berettiget og kvalificeret til at bære titlen „den Almægtige“, havde de ikke haft lejlighed til at lære den fulde betydning af hans personlige navn, Jehova, at kende. I denne forbindelse siger The Illustrated Bible Dictionary (bd. 1, s. 572): „Den tidligere åbenbaring, for patriarkerne, drejede sig om løfter der angik en fjern fremtid. Den forudsatte at de var forvissede om at han, Jahve, var en Gud (’el) som var i stand til (en mulig betydning af saddaj) at opfylde dem. Åbenbarelsen ved tornebusken var større og mere personlig. Guds magt og hans umiddelbare og stadige nærværelse hos dem lå alt sammen i det kendte navn Jahve.“ — Redigeret af J. D. Douglas, 1980.

Magt indebærer styrke, at man har evnen til at gennemføre noget man har sat sig for, og til at overvinde hindringer eller modstand. Jehovas almagt kommer til udtryk i hans uimodståelige evne til at gennemføre sin hensigt. Ofte forekommer titlen „den Almægtige“ i forbindelse med voldsom magtanvendelse, som for eksempel i Salme 68:14, hvor det siges at han „spredte kongerne“, eller i Joel 1:15, hvor der tales om „en hærgen [sjodh] fra den Almægtige [miSjaddajʹ]“ på „Jehovas dag“, eller i ovenfor citerede ord fra Esajas 13:6. Titlen giver også forvisning om Guds evne til at velsigne (1Mo 49:25) og er en garanti for at de der stoler på ham, er i sikkerhed: „Den der bor i den Højestes skjul, skaffer sig husly i den Almægtiges skygge.“ — Sl 91:1.

I Jobs Bog forekommer Sjaddajʹ 31 gange og bruges af alle personerne i dramaet. Der gøres opmærksom på at Jehova har magt til at straffe eller hjemsøge. (Job 6:4; 27:13-23) De der siger: „Hvad er den Almægtige at vi skulle tjene ham? Og hvad gavn har vi af at bønfalde ham?“ og som stoler på deres egen magt, kan forvente at skulle „drikke af den Almægtiges forbitrelse“. (Job 21:15, 16, 20) Den Almægtige fortjener derfor at man viser ham ærefrygt, ja man bør nære rædsel for ham, for man kan ikke ustraffet ignorere hans vilje eller overtræde hans lov (Job 6:14; 23:15, 16; 31:1-3) selv om hans magt ikke altid kommer til udtryk med det samme. (Job 24:1-3, 24; jf. 2Mo 9:14-16; Præ 8:11-13.) Han bruger dog aldrig sin magt på en ubehersket, vilkårlig, uberegnelig eller uansvarlig måde, men altid i nøje overensstemmelse med ret og retfærdighed. (Job 34:10, 12; 35:13; 37:23, 24) Der er derfor ingen grund til at strides med ham eller finde fejl hos ham. (Job 40:2-5) De der øver retfærdighed, kan trygt henvende sig til ham og opnå et personligt forhold til ham. (Job 13:3; 29:4, 5; 31:35-37) Som Skaberen er han kilden til liv og visdom. — Job 32:8; 33:4.

I profetien om Messias i Esajas 9:6 bruges titlen „Vældig Gud“ om den lovede fredsfyrste. Dette udtryk er imidlertid oversat fra det hebraiske ’El Gibbōrʹ, og ikke fra ’El Sjaddajʹ som i ovennævnte skriftsteder.

Det græske ord. I De Kristne Græske Skrifter forekommer ordet Pantokraʹtōr ti gange, heraf ni gange i Åbenbaringens Bog. Ordets grundbetydning er „den Almægtige“ eller „den som har al magt“. Dets anvendelse i De Kristne Græske Skrifter støtter gengivelsen af det hebraiske ord Sjaddajʹ med „den Almægtige“ eftersom der ikke findes noget andet ord i De Hebraiske Skrifter som ellers kunne svare til Pantokraʹtōr.

I 2 Korinther 6:18 citerer Paulus fra De Hebraiske Skrifter for at tilskynde de kristne til at undgå at dyrke afguder og at bruge livløse, magtesløse gudebilleder, så de kan være børn af „den Almægtige [Pantokraʹtōr]“. I betragtning af de citater han anfører, er det tydeligt at titlen her bruges om Jehova Gud.

Overalt i Åbenbaringens Bog bruges titlen Pantokraʹtōr ligeledes om Skaberen og evighedens Konge, Jehova, som for eksempel i „Moses’, Guds træls, sang og Lammets [Jesu Kristi] sang“, hvori Jehova Gud hyldes som den alle nationerne bør tilbede og frygte. (Åb 15:3; jf. 21:22.) At titlen bruges om Jehova Gud, fremgår klart af Åbenbaringen 19:6, hvor den nævnes sammen med udtrykket halleluja (lovsyng Jah). Betegnelsen „den som er og som var og som kommer“ (Åb 1:8; 4:8) viser også at der er tale om evighedens Gud (Sl 90:2), som ikke alene „var“ den Almægtige i fortiden, men stadig er det og vil ’komme’ idet han giver udtryk for sin almagt. Igen bliver der tale om en voldsom magtanvendelse når han, efter at han ’har taget sin store magt og er begyndt at herske som konge’, giver udtryk for sin vrede mod nationerne i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb 11:17, 18; 16:14) Det er hans salvede Konge, Kristus Jesus, der som „Guds Ord“ vil lade nationerne få ’Guds, den Almægtiges, vrede’ at føle. (Åb 19:13-16) Denne omfattende eksekvering af Guds domme vil dog være i fuld overensstemmelse med hans normer for sandhed og retfærdighed. — Åb 16:5-7; se GUD.