KEDAR

(Keʹdar) [af en rod der betyder „at være (blive) mørk“].

1. En af Ismaels 12 sønner. — 1Mo 25:13-15; 1Kr 1:29-31.

2. En arabisk stamme der udgik fra Ismaels søn Kedar og blev regnet med blandt „Østens sønner“. Stammens land kaldes også Kedar. (Jer 2:10; 49:28, 29) Kedaritterne var et nomadefolk der holdt hjorde af får, geder og kameler (Es 60:7; Jer 49:28, 29), og de boede øjensynlig i Den Syrisk-Arabiske Ørken øst for Palæstina, i den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø. Udtrykket „de bebyggelser Kedar bebor“ (Es 42:11) kan sigte til nogle lejre hvor kedaritterne boede midlertidigt, men betegner måske snarere at en del af kedaritterne var mere fast bosat. Muligvis på grund af deres fremtrædende stilling blandt de arabiske stammer kom navnet Kedar i senere tider til at betegne ørkenstammer i almindelighed. I targumerne og i den rabbinske litteratur bliver Arabien som helhed undertiden omtalt som Kedar.

Sjulamitpigen i Højsangen sammenlignede sin mørke hud med „Kedars telte“ (Høj 1:5, 6; jf. Sl 120:5), der øjensynlig var lavet af sorte gedehår, ligesom mange af beduinernes telte er i dag. I Ezekiels profeti nævnes „høvdingerne fra Kedar“ sammen med araberne som købmænd der solgte lam, væddere og bukke til handelsbyen Tyrus. — Ez 27:21.

Under det assyriske overherredømme i Mellemøsten forudsagde profeten Esajas at Kedars herlighed brat ville høre op så der kun var en rest tilbage af dets vældige bueskytter. (Es 21:16, 17) Kedaritterne er øjensynlig identiske med de kidri eller kadri der omtales i assyriske inskriptioner. Den assyriske konge Assurbanipal nævner dem i en beretning sammen med aribi (araberne) og Nebajot (jf. Es 60:7) og praler af de æsler, kameler og får han har taget som bytte fra dem.

Senere blev Kedar undertvunget af kong Nebukadnezar af Babylon. (Jer 49:28, 29) Nebukadnezars erobring af Nordarabien er omtalt af den babyloniske historiker Berossos, der citeres af Josefus. — Against Apion, I, 129, 133 (19).

Ved Tell el-Maskhuta i Ægypten er der fundet en sølvskål (formentlig fra det 5. årh. f.v.t.) med den aramaiske indskrift: „Qanu, Gesjems søn, konge af Kedar.“ Denne Gesjem er muligvis den samme som „araberen Gesjem“ der modarbejdede genopbygningen af Jerusalems mur på Nehemias’ tid. — Ne 2:19; 6:1, 2, 6.

I kong Hazail af Kedars tempel var der, ifølge assyriske optegnelser, gudebilleder af følgende falske guder: Atarsamain (som assyrerne identificerede med Ishtar Dilbat), Dai, Nahai, Ruldaiu, Atarquruma og Abirillu. En guldstjerne besat med ædle stene symboliserede gudinden Atarsamain. Ifølge Den Babyloniske Talmud (Ta‛anit 5b) tilbad Kedars indbyggere også vand.