EFRAIM

(Eʹfraim) [dobbelt frugtbar].

1. En søn af Josef og dennes hustru, Asenat, datter af Potifera, præsten i On. Efraim og hans ældre broder Manasse blev født i Ægypten før den syv år lange hungersnød begyndte. Hans fader gav ham navnet Efraim fordi, som han sagde, „Gud har gjort mig frugtbar i min elendigheds land“. — 1Mo 41:50-52.

På sit dødsleje adopterede Jakob i realiteten sine sønnesønner Efraim og Manasse og stillede dem lige med sine egne sønner. (1Mo 48:5) Deres fader, Josef, der var indehaver af førstefødselsretten blandt Jakobs sønner, fik dobbelt del af arven fra sin fader i form af de to stammeområder der tilfaldt Efraim og Manasse. (1Kr 5:1; jf. 1Mo 48:21, 22; 5Mo 21:17; Jos 14:4.) Da patriarken Jakob velsignede Efraim og Manasse, gav han Efraim forrangen og gav dermed profetisk til kende at han ville blive den største. — 1Mo 48:13-20.

I 1 Krønikebog 7:20-27 findes et slægtsregister med navnene på Efraims sønner og senere efterkommere frem til Josua, der førte israelitterne ind i det forjættede land. Ezer og Elad, der sandsynligvis var sønner af Efraim, blev dræbt af mændene fra Gat. Efter disse sønners død blev Efraim fader til Beria.

2. Navnet Efraim betegner også den stamme der udgik fra ham. Omkring et år efter udgangen af Ægypten talte Efraims stamme 40.500 mænd fra 20-årsalderen og opefter som kunne gøre krigstjeneste, hvilket var 8300 flere end de våbenføre mænd af Manasses stamme. (4Mo 1:1-3, 32-35) Ved slutningen af den 40 år lange ørkenvandring var antallet af mønstrede efraimitter imidlertid faldet til 32.500, eller 20.200 færre end der var mønstret af Manasses stamme. (4Mo 26:34, 37) Og dog var det forudsagt at Efraim skulle blive den største af de to stammer. Da Moses velsignede israelitterne, talte han profetisk om „Efraims titusinder“, men om „Manasses tusinder“. — 5Mo 33:17.

I ørkenen lå efraimitterne, med Elisjama som høvding, lejrede vest for teltboligen sammen med stammerne Manasse og Benjamin. Denne afdeling på tre stammer indtog tredjepladsen i marchordenen. — 4Mo 2:18-24.

Stammeområde. Efraims stamme fik tildelt et område i det centrale Kana’an, vest for Jordan. Desuden fik stammen enklavebyer i Manasses område. Mod nord og øst grænsede Efraim op til Manasse, mod syd til Benjamin og Dan og mod vest til Middelhavet. (Jos 16:1-9) Selv om det var et bjergrigt område, var det velsignet med frugtbar jord og var meget skovrigt. (Jos 17:15, 17, 18) Ved fordelingen af det forjættede land mellem stammerne blev Efraims stamme ved Jehovas forordning repræsenteret af høvdingen Kemuel. — 4Mo 34:18, 24.

Teltboligen blev opstillet i Silo i Efraim. (Jos 18:1) Foruden Sikem, der var en tilflugtsby, lå der flere andre levitbyer i Efraims område. (Jos 21:20-22; 1Kr 6:66-69) Fra en af disse levitbyer, Gezer, fordrev efraimitterne ikke kana’anæerne, men satte dem til at udføre tvangsarbejde som trælle. — Jos 16:10; Dom 1:29.

Efraim fra Josua til David. Efraims område var skueplads for talrige store begivenheder. I Sikem samlede Moses’ efterfølger, efraimitten Josua, Israels stammer og opfordrede dem til at tjene Jehova trofast. (Jos 24:1, 14, 15) Her i Sikem blev Josefs ben også stedt til hvile, og både Josua og Arons søn Eleazar blev begravet i Efraims bjergland. (Jos 24:29-33) Senere kaldte den benjaminitiske dommer Ehud israelitterne sammen i Efraims bjergland for at kæmpe mod moabitterne. (Dom 3:26-30) Efter Ehuds død sendte profetinden Debora fra sin bolig i Efraims bjergland bud efter Barak som den Jehova havde udpeget til at befri Israel for kong Jabins undertrykkelse. I Baraks og Deboras sejrssang er Efraim den første stamme der nævnes. (Dom 4:1-7; 5:14) Senere igen virkede Tola af Issakars stamme som dommer for Israel i 23 år mens han boede i Sjamir i Efraims bjergland. (Dom 10:1, 2) Profeten Samuel af Levis stamme blev født i Rama i Efraims bjergland, og det var dér han bosatte sig som voksen. — 1Sa 1:1, 2, 19, 20; 7:15-17.

Stolthed og en overdreven trang til selvhævdelse skabte store vanskeligheder i efraimitternes forhold til de øvrige stammer. Denne brist viste sig allerede i dommertiden. For eksempel søgte efraimitterne strid med Gideon fordi han ikke havde tilkaldt dem noget før til kampen mod Midjan, men Gideons taktfulde svar afværgede en konflikt. (Dom 8:1-3) Senere følte efraimitterne sig stødt over at Jefta ikke havde tilkaldt dem for at kæmpe mod ammonitterne, skønt de selv kort forinden havde undladt at hjælpe ham. De kæmpede mod Jefta og led et forsmædeligt nederlag; tusinder blev dræbt ved Jordans vadesteder, hvor de blev genkendt som efraimitter fordi de udtalte kodeordet „sjibbolet“ som „sibbolet“. — Dom 12:1-6; se også 2Kr 25:10.

Blandt dem der kom til Hebron for at overdrage kongedømmet til David efter kong Sauls død, var der 20.800 efraimitter. — 1Kr 12:23, 30.

Den førende stamme i Nordriget. Fra rigets deling i Rehabeams regeringstid skaffede Efraim, som blev den førende og mest indflydelsesrige stamme i Nordriget, sig et dårligt ry. (Ho 13:1) Den første konge, efraimitten Jeroboam, indførte kalvedyrkelse i Dan og Betel. (1Kg 11:26; 12:25-30) Dette frafald blev aldrig siden forvundet.

Som Nordrigets førende stamme kom navnet Efraim efterhånden til at stå for hele tistammeriget. (2Kr 25:7; Jer 7:15) Profeterne Hoseas og Esajas rettede derfor deres stærkt fordømmende udtalelser mod Efraim. Hoseas fordømte Efraim for at blande sig med folkeslagene, lære deres gerninger og dyrke deres gudebilleder. Han sammenlignede Efraim med en rund kage der ikke var vendt, en kage der var bagt, måske endog brændt, i bunden, men ikke havde fået nok foroven. (Ho 7:8; jf. Sl 106:35, 36; Ho 4:17; 12:14.) Skønt Efraims kraft var blevet fortæret af fremmede, vendte det ikke om til Jehova, men søgte hjælp hos Ægypten og sluttede pagt med Assyrien. Efraim var således som en tankeløs due der fløj lige i nettet. — Ho 7:9-12; 8:9; jf. 2Kg 17:4; Ho 12:1.

Profeten Esajas fordømte ’Efraims drankere’. Deres uafhængighed af Juda rige og deres forbund med aramæerne og andre folkeslag havde påvirket dem som en berusende drik. Men ulykken ville indhente dem. — Es 7:1, 2, 5-9, 17; 9:9-12; 17:3; 28:1-3.

Jehovas profeter forudsagde imidlertid også at skinsygen og fjendskabet mellem Efraim (tistammeriget) og Juda (tostammeriget) ville høre op. (Es 11:13; Jer 31:6) Juda og Efraim ville blive forenet, og Efraim ville atter opnå Guds gunst. — Jer 31:18-20; 50:19; Ez 37:16-19; Zak 10:7.

Skønt Efraims stamme som helhed handlede slet, var der enkeltpersoner i stammen som fulgte den rette vej. Under kong Asa af Judas regering var der mange efraimitter som gik over til ham da de så at Jehova var med ham. (2Kr 15:9) Da Ezekias i sit første regeringsår fejrede påsken i Jerusalem, var der efraimitter til stede, og de var bagefter med til at ødelægge afgudsdyrkernes kultgenstande. (2Kr 30:18; 31:1) Men da Ezekias havde indbudt israelitterne fra Nordriget til påsken, var hans løbere også blevet hånet og spottet af mange i Efraim, Manasse og Zebulon som ikke ville ydmyge sig og rejse ned til Jerusalem for at fejre påsken. — 2Kr 30:10, 11.

3. En by der almindeligvis menes at være den samme som den Efrajin som kong Abija af Juda erobrede fra kong Jeroboam af Israel. (2Kr 13:19) Da de religiøse ledere i det 1. århundrede lagde råd op om at dræbe Jesus, tog han til Efraim i egnen nær ørkenen sammen med sine disciple. (Joh 11:53, 54) Det formodes at denne by har ligget dér hvor landsbyen et-Taiyiba nu ligger, ca. 6 km østnordøst for Betel og 3 km østsydøst for det sted hvor Ba’al-Hazor muligvis lå. (2Sa 13:23) Ifølge den jødiske historiker Josefus erobrede den romerske øverstbefalende, Vespasian, Efraim da han marcherede mod Jerusalem. — Den jødiske krig, 4. bog, 9. kap., 9. afsnit.

4. „Efraims skov“ var et område på østsiden af Jordan hvor kong Davids hær kæmpede mod hans oprørske søn Absaloms hær. (2Sa 18:6-8) Man ved ikke nøjagtig hvor Efraims skov lå i Gileads land, men det har sikkert været i nærheden af Mahanajim. — 2Sa 17:22, 24, 26.