Børneofringer — Hvorfor så afskyelige?

„Og de har bygget Tofets offerhøje, der er i Hinnoms søns dal, for at brænde deres sønner og deres døtre i ilden, noget som jeg ikke har påbudt og som ikke er opkommet i mit hjerte.“ — Jeremias 7:31.

DA DE judæiske konger Akaz og Manasse herskede, faldt Israels nation i den snare at deltage i de omkringboende nationers nedværdigende gudsdyrkelse. Dette omfattede at de ofrede deres børn til Molok. (2 Krønikebog 28:3; 33:6, 9) Selv om kong Josias senere afskaffede mange af disse „vederstyggeligheder“, „vendte Jehova ikke om fra den vældige vredesglød hvormed hans vrede var blusset op mod Juda over alle de krænkelser som Manasse havde fået det til at øve“. (2 Kongebog 23:10, 26) Hvorfor? Hvad gjorde denne overtrædelse så ’krænkende’ at den ikke kunne tilgives?

„Børneofringer var et fremtrædende træk i tilbedelsen af den fønikiske Malik-Baal-Kronos,“ hedder det i Funk og Wagnalls Jewish Encyclopedia. Fønikierne boede oprindelig i Kana’ans nordlige kystegne. Da de var et søfarende folk oprettede de kolonier i hele Middelhavsområdet, og hvor de end rejste hen førte de deres afskyelige børneofringsritual med sig. Et nyligt arkæologisk fund ved den fønikiske oldtidsby Karthago (i dag en forstad til Tunis i Tunesien) har kastet lys over hvor dybt fordærvet denne skik var.

Stedet blev oprindelig fundet i 1921, men det var først i 1970erne, da den moderne bys nye kvarterer begyndte at nærme sig området, at man begyndte på en intens udgravning. Udgravningen viste at stedet havde været en stor begravelsesplads for resterne af ofrede børn. Bladet Biblical Archaeology Review skriver:

„Fra det ottende århundrede f. Kr. indtil det andet århundrede f. Kr., begravede Karthagos mødre og fædre her knoglerne af de børn som de ofrede til guden Ba’al Hammon og til gudinden Tanit. Omkring det 4. århundrede f. Kr. kan Tofet have været et henved 6000 kvadratmeter stort område med ni lag grave.“

Lignende pladser er blevet fundet andre steder i Tunesien samt på Sicilien og Sardinien, steder hvor der engang var fønikiske kolonier. På begravelsespladsen ved Karthago fandt forskerne adskillige stentavler indgraveret med billeder af gudinden Tanit, der regnes for identisk med den kana’anæiske gudinde Asjtoret eller Astarte, Ba’als hustru. Under stentavlerne findes der lerurner; og nogle af disse, som indeholder ofrenes forkullede knogler, er dekoreret i strålende farver.

For at give en forestilling om hvor udbredt denne praksis har været, står der i artiklen: „Ud fra hvor tæt urnerne står i vort udgravede område vil vi anslå at helt op til 20.000 urner kan være anbragt her mellem år 400 og 200 f. Kr.“ Dette enorme antal bliver endnu mere chokerende når man tænker på at Karthagos befolkning i byens velmagtsdage ifølge artiklen kun var på omkring 250.000.

Inskriptionerne på stentavlerne viser at forældre ofrede deres børn for at indfri løfter de havde aflagt til Ba’al eller Tanit, der til gengæld skulle skænke dem deres gunst. De titler og den embedsrang der er anført på tavlerne viser at skikken især har været udbredt blandt overklassen, der øjensynlig ønskede at påkalde sig gudernes velsignelse i deres bestræbelser på at opnå og bevare deres rigdom og indflydelse. Nogle af urnerne indeholdt knoglerester af to eller tre børn, muligvis fra den samme familie, efter aldersforskellen at dømme.

Hvis denne fønikiske skik virker chokerende, husk da på at „Manasse forledte fortsat Juda og Jerusalems indbyggere til at handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort foran Israels sønner“. (2 Krønikebog 33:9) Det var ingen overdrivelse da Jehova sagde: „De har fyldt dette sted med uskyldiges blod.“ (Jeremias 19:4) Artiklen i Biblical Archaeology Review bemærker derfor meget passende: „Det voksende materiale af arkæologiske og epigrafiske vidnesbyrd, som indbyggerne i Karthago selv har tilvejebragt, tyder stærkt på at de klassiske og bibelske skribenter vidste hvad de talte om.“

Ligesom Jehova ’tilintetgjorde’ de afgudsdyrkende kana’anæiske „nationer“, skånede han derfor heller ikke de troløse israelitter. De fik deres velfortjente straf for babyloniernes hånd i år 607 f.v.t. Jehova vil på samme måde gøre op med dem der i dag, direkte eller indirekte, er med til at udgyde millioner af menneskers blod i krige eller ved forbrydelser, mord, aborter og lignende. — Åbenbaringen 19:11-15.