KVÆRN

Et redskab som regel bestående af to sten, den ene anbragt oven på den anden, mellem hvis flader kernerne af forskellige kornsorter males til mel. Man kunne støde korn i en morter, gnide det oven på en flad sten med en anden sten eller male det i en håndkværn eller en drejekværn. Håndkværne blev brugt i tidlig patriarkalsk tid, for Abrahams hustru Sara lavede runde kager af „fint mel“. (1Mo 18:6) I ørkenen malede israelitterne den guddommeligt tilvejebragte manna „i håndkværne“ eller „stødte den i mortere“. — 4Mo 11:7, 8; se MORTER.

Man bagte som regel brød hver dag, og almindeligvis havde hver familie sin egen håndkværn. At male korn hørte med til kvindernes daglige arbejde i familien. (Mt 24:41; Job 31:10; 2Mo 11:5; Es 47:1, 2) De stod tidligt op om morgenen for at male melet der skulle bruges til den daglige brødbagning. „Håndkværnens lyd“ er i Bibelens sprogbrug et symbol på normale fredelige tilstande. Omvendt var det tegn på ødelæggelse og på at et land henlå øde og forladt når „håndkværnens lyd“ ikke mere hørtes. — Jer 25:10, 11; Åb 18:21, 22; jf. Præ 12:3, 4.

En almindelig håndkværn på Israels tid var skubbekværnen. Den bestod af to tilhuggede sten, en længere sten nederst og en mindre øverst. (5Mo 24:6; Job 41:24) Man anbragte kornet på den nederste sten, lagde sig på knæ foran den og malede kornet ved med begge hænder at føre den øverste sten frem og tilbage. Nogle gange hældte den nederste sten en lille smule nedad i den ende der vendte væk fra personen, hvilket gjorde det lettere at holde et vist tempo. Senere begyndte man at bruge mere avancerede skubbekværne og også drejekværne. I begge var der et hul i midten af den øverste sten som man kunne fylde korn ned i. De nyere skubbekværne var kvadratiske eller rektangulære og bestod af en stor understen og en mindre sten, der blev skubbet frem og tilbage ved hjælp af et håndtag der var monteret i et hul på den. Kværnen blev nogle gange anbragt på en forhøjning så den der malede, kunne anvende den stående. Drejekværnen bestod af to runde sten. På den nederste sten var der i midten fastgjort en tap af træ, som den øverste sten drejede rundt om. Undersiden af den øverste møllesten var konkav og passede til overfladen af den underste sten, der var konveks, så det malede korn blev drevet ud mod stenens yderside. Denne type kværn er blevet brugt helt op i nutiden. I dag er den tungere, underste sten som regel fremstillet af basalt og er oftest omkring 45 cm i diameter og 5 til 10 cm tyk.

Der var som regel to kvinder om arbejdet med at male korn på en håndkværn. (Lu 17:35) De sad vendt mod hinanden, hver med en hånd på håndtaget hvormed de drejede den øverste møllesten. Med den frie hånd fyldte den ene kvinde umalet korn i mindre mængder ned i hullet i den øverste møllesten, mens den anden samlede melet efterhånden som det dukkede frem fra kanten af møllen og faldt ned i bakken eller det udbredte klæde under kværnen.

Da man normalt skulle bage brød hver dag og derfor hyppigt måtte male mel, forbød Guds lov barmhjertigt israelitterne at tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant. Familiens daglige brød afhang af håndkværnen. At tage den eller den øverste møllesten ville være det samme som at tage selve „sjælen“ eller „livet“. — 5Mo 24:6, fdn.

Der omtales også større kværne i Bibelen. Jesus talte om „en af de møllesten der drejes af et æsel“. (Mt 18:6) Den har måske lignet den som filistrene satte den blinde Samson ved dengang han kom til at „dreje kværnen i fangernes hus“. Nogle mener dog at der her var tale om en skubbekværn. — Dom 16:21.

I Åbenbaringens Bog sammenlignes Babylon den Stores pludselige og fuldstændige tilintetgørelse med at en sten „der var som en stor møllesten“, kastes i havet. — Åb 18:21.