FORSØMMELIGHED

At forsømme vil sige at undlade at gøre eller tage vare på noget som ligger inden for ens pligtområde; at undlade at vise nogen eller noget den fornødne opmærksomhed, især omsorg, pleje og lignende; at vanrøgte nogen eller noget. Ordet kan indebære at forsømmeligheden er sket med overlæg, eller at den skyldes ligegyldighed eller efterladenhed.

Et af de hebraiske ord der oversættes med „at forsømme“, er udsagnsordet ‛azavʹ, der egentlig betyder „at forlade“ (1Mo 2:24) og dernæst „at svigte“ (5Mo 29:25). Nehemias tilskyndede således de sande tilbedere til ikke at „forsømme“ den sande Guds hus. (Ne 10:39; jf. 13:11.) Et andet ord der betegner forsømmelighed, betyder egentlig „slaphed“, brugt for eksempel om en slap bue. (Sl 78:57) Dernæst bruges det i betydningen „ugidelig“, „forsømmelig“. — Ord 12:27; Jer 48:10.

Det græske ord ameleʹō (af a, „ikke“, og meʹlō, „at bekymre sig om“) indeholder tanken om ligegyldighed og mangel på interesse snarere end tanken om utilsigtet forsømmelighed eller undladelse af noget. Efter at have beskrevet den strenge straf for ulydighed mod Moseloven skrev apostelen Paulus: „Hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresserede i [gr.: amelēʹsantes, „har forsmået (forsømt)“] en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre . . . mens Gud sluttede sig til med sit vidnesbyrd?“ Paulus taler ikke her om at overse noget af vanvare, men om at vise mangel på interesse, at „glide bort“ (v. 1) i ulydighed mod det ord Gud har udtalt gennem sin enestefødte søn. — He 2:1-4, fdn.

Mattæus brugte en form af dette græske ord da han gengav Jesu billedtale om bryllupsfesten. Hvad var årsagen til at de der blev indbudt til kongesønnens bryllup, ikke kom? Det skyldtes ikke en forglemmelse, men „de viste ingen interesse og gik deres vej, én ud på sin mark, en anden til sin forretning“. På grund af denne mangel på interesse blev de betragtet som uværdige. — Mt 22:5, 8.

Da Timoteus som ung fik et stort ansvar overdraget som tilsynsmand i Efesus, formanede Paulus ham med disse ord: „Forsøm ikke [el.: vær ikke ligegyldig over for] den gave som er i dig og som blev givet dig ved en forudsigelse da ældsterådet lagde hænderne på dig.“ Timoteus måtte gøre en stor og energisk indsats for ikke at være forsømmelig. Han skulle være opslugt af at læse, undervise på rette måde, formane, vise omsorg gennem vedvarende, ufravendt opmærksomhed og sætte et godt eksempel gennem sin adfærd. Gjorde han ikke det, kunne han gå glip af belønningen på grund af forsømmelighed, ved mangel på oprigtig interesse for den Guds gave han havde modtaget. — 1Ti 4:11-16, Int.

Paulus citerer Jehovas ord om at israelitterne havde brudt Lovpagten, „skønt jeg som ægtemand ejede dem“. (Jer 31:32) Dette gengives i Septuaginta med „skønt jeg holdt op med at sørge for dem“, hvilket uden tvivl er forklaringen på at citatet i Hebræerne 8:9 lyder: „For de forblev ikke i min pagt, og så holdt jeg op med at interessere mig for dem.“ Jehova forsømte naturligvis ikke Israel i den forstand at han udviste ligegyldighed eller efterladenhed; han viste tværtimod stor omsorg for sit pagtsfolk indtil det lod hånt om hans ord og gjorde oprør imod ham. Først da og på det grundlag ’holdt han op med at interessere sig [gr.: ēmeʹlēsa] for dem’.

I Hebræerne 10:24, 25, hvor Paulus opfordrer de kristne til ’ikke at forsømme at komme sammen’, er ’forsømme’ oversat fra en form af det græske ord egkataleiʹpō, der ordret betyder „at lade tilbage i“, og som også oversættes med „at forlade, efterlade“. — Mt 27:46; Ro 9:29.