Hovedpunkter fra bibellæsningen: Klagesangene 1:1–5:22

Jehova giver håb midt i sorgen

JEHOVA er en „Gud der giver håb“, selv midt i sorgen. (Romerne 15:13) Dette kommer tydeligt frem i Klagesangene, der blev fuldført af Jehovas trofaste profet og vidne Jeremias i 607 f.v.t. Lad os se på hvad vi kan lære af bogen.

Jerusalems tilstand

Synd fører ikke til glæde. Se! Det syndige Jerusalem, der engang var Judas hovedstad hvor det myldrede med mennesker, sidder nu ensom. Juda selv er som en grædende fyrstinde der har mistet sin mand, fordi det er blevet lagt øde. „Elskere“ som Ægypten reddede hende ikke fra at blive indtaget af babylonierne i 607 f.v.t. Ved højtiderne strømmer folk ikke længere til Zion. Hendes børn er taget til fange, og fjenderne ler ad hendes fald. Urene fremmede har vanhelliget templet, og hendes folk har måttet give deres kostbare skatte i bytte for føde. Alt sammen fordi de har syndet! — 1:1-11.

Jehova er retfærdig når han straffer overtrædere. Dette indrømmes, idet Jerusalem selv taler. Hun spørger om der findes nogen sorg der kan måle sig med den smerte Gud har forvoldt hende. Han har sendt ild der har lagt templet øde. Byens synder er blevet som et åg, og blodet flyder som druesaft idet Gud træder hendes ’vinperse’. Zion udbreder hænderne i sorg og tryglen men ingen trøster hende. Det var retfærdigt af Jehova at straffe det oprørske Jerusalem. Måtte han handle med samme strenghed over for hendes triumferende fjender. — 1:12-22.

’Jehovas vrede’

De ansvarlige pådrager sig skyld hvis de ikke fordømmer synd. Gud kaster Jerusalem „ned fra himmelen til jorden“, og tillader at hun ødelægges sammen med hans „fodskammel“, templet. (Salme 132:7) Derved har han ’vanhelliget Judas rige’. Som var templet blot en hytte bliver det ødelagt af fjender hvis triumfskrig lyder som festråb. Døende børn tigger deres mødre om mad. Men hvem har hovedansvaret? Det har de falske profeter der kom med vildledende budskaber i stedet for at fordømme Jerusalems synd. (Jeremias 14:13) Det er på sin plads at bede, for mange er dræbt på „Jehovas vredes dag“! — 2:1-22.

Jehovas barmhjertighed varer ved

Vi bør tålmodigt håbe på Jehova. Jeremias understreger dette da han taler på det sørgende folks vegne. Gud hæmmer hans bøn, og han er blevet den hans fjender synger om i deres smædesang. Hans håb, eller det han „kunne forvente fra Jehova“, synes at være gået til grunde. Men han vil ’blive ved med at vente på ham’ fordi ’Jehova er god mod den som håber på ham’. — 3:1-27.

Sand anger medfører Guds barmhjertighed. Overbevist om dette tilskynder Jeremias: „Lad os vende om til Jehova.“ Som med en sky af vrede har Gud spærret for sit folks bønner på grund af deres synder. Men Jeremias beder: „Jeg råbte dit navn, Jehova. . . . Skjul ikke dit øre for min bøn om lindring.“ Forhærdede fjender vil naturligvis blive udryddet. — 3:28-66.

„Bring os tilbage“

Vi kan bringe ødelæggelse over os selv ved at begå forsætlige synder. På grund af Judas synd blev „Zions dyrebare sønner“ betragtet som værdiløst, ituslået lertøj. Under belejringen var de der var blevet slået ihjel med sværdet, bedre stillet end de der langsomt døde af sult. Gud havde i sandhed „udøst sin brændende vrede“. Tilsølede profeter og præster flakkede om som blinde, og kong Zedekias — „Jehovas salvede“ — var blevet fanget. Nu ville Gud vende sin opmærksomhed mod det syndige Edom. — 4:1-22.

Kun Jehova giver sandt håb midt i sorgen. Dette indså Jeremias, for han bad: „Husk, Jehova, hvad der er hændt os.“ ’Udlændinge bor i vore huse. Vi bærer vore forfædres misgerninger, og drenge slæber brænde som trællearbejde.’ Men Jeremias håber på at der vil blive vist barmhjertighed, for han beder: „Bring os tilbage, Jehova, til dig, og vi vil villigt komme tilbage.“ — 5:1-22.

Tænk over hvilken lære der kan drages af Klagesangene: Synd fører ikke til glæde; Gud er retfærdig når han straffer syndere; og de ansvarlige pådrager sig skyld hvis ikke de fordømmer det urette. Vi bør tålmodigt sætte vort håb til Jehova, i tillid til at han er barmhjertig når der vises sand anger, hvorimod vi kan bringe ødelæggelse over os selv ved at begå overlagte synder. Denne inspirerede bog forvisser os om at kun Jehova skænker sandt håb midt i sorgen.

[Ramme på side 27]

KOMMENTARER TIL SKRIFTSTEDER

◻ 1:15 — „Jehova trådte vinpersen hvori jomfruen, Judas datter, var“, i den forstand at han påbød og tillod det der skete. „Jomfruen, Judas datter,“ var Jerusalem, der blev betragtet som en ukrænket kvinde. Da babylonierne i 607 f.v.t. ødelagde Judas hovedstad, blev der udgydt meget blod, hvilket svarer til at druerne i en vinperse bliver knust. I lighed hermed vil Jehova også udvirke at det modbilledlige Jerusalem, nemlig kristenheden, bliver knust.

◻ 2:6 — Guds „hytte“ var templet i Jerusalem. Som var det blot en hytte i haven, tillod han at denne helligdom blev ’krænket’ ved at den blev lagt øde af babylonierne. Når et sådant midlertidigt ly ikke længere beskyttede mod den varme sol, ville det blive revet ned.

◻ 3:16 — En af de ulykker Jehova lod komme over det utro Jerusalem, som en konsekvens af at byen faldt for babyloniernes hånd, beskrives med ordene: „Han lader mig knække tænderne på småsten.“ På vej i landflygtighed måtte israelitterne åbenbart bage deres brød i fordybninger i jorden. Det resulterede i at der kom grus i brødet, og når man spiste det kunne man risikere at brække en tand.

◻ 4:3 — Den grusomme behandling mødre ville give deres børn bliver her stillet op som en modsætning til den omsorg sjakaler viser deres unger. Skønt sjakaler betragtes som vilde dyr, vender de dog yveret til når ungerne vil have mad. „De giver deres unger die.“ På grund af den store fødevaremangel i det belejrede Jerusalem, blev de udsultede jødiske kvinder grusomme i den forstand at de ikke kunne give deres børn bryst. Faktisk spiste de deres egne børn for selv at overleve. (Klagesangene 2:20) Derved blev kvinderne også som strudse der lægger deres æg på jorden for derefter at forlade dem.

◻ 5:7 — Jøderne på Jeremias’ tid måtte bære deres forfædres misgerninger. Dermed ikke sagt at Jehova direkte straffer børn for de synder deres forældre begår. Men de sørgelige konsekvenser en forkert handlemåde medfører vil uvilkårligt berøre senere generationer. (Jeremias 31:29, 30) Vi bør aldrig glemme at vi personligt må stå Gud til regnskab for vore handlinger. — Romerne 14:12.