Enkeltpersoner der havde Jehova som deres andel

 8. Beskriv hvad der gik levitten Asaf på.

⁸ Levitterne skulle som stamme betragtet have Jehova som deres andel. Men det er interessant at levitterne også som enkeltpersoner brugte udtrykket „Jehova er min andel“ for at beskrive deres hengivenhed for Gud og deres tillid til ham. (Klages. 3:24) En af disse levitter var sanger og komponist. Vi vil her omtale ham som Asaf, men han kan også blot have været et medlem af Asafs hus. Asaf var den levit der stod i spidsen for sangerne på kong Davids tid. (1 Krøn. 6:31-43) I Salme 73 læser vi at Asaf blev bragt ud af ligevægt. Han begyndte at misunde de ugudelige der levede et liv i velstand, og kom så langt ud at han sagde: „Det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte og vaskede mine hænder i uskyld.“ Asaf havde tilsyneladende glemt hvor stor en tjenesteforret han var blevet betroet; han værdsatte ikke Jehova som sin andel. Han var i vildrede „indtil [han] gik ind i Guds storslåede helligdom“. — Sl. 73:2, 3, 12, 13, 17.

11. Hvilket spørgsmål tumlede Jeremias med, og hvordan blev det besvaret?

¹¹ Profeten Jeremias var endnu en levit der betragtede Jehova som sin andel. Lad os se på hvad han mente med dette udtryk. Jeremias boede i Anatot, en levitby i nærheden af Jerusalem. (Jer. 1:1) På et tidspunkt var der noget Jeremias ikke forstod: Hvorfor gik det de ugudelige godt, mens de retfærdige led ondt? (Jer. 12:1) Efter at have iagttaget forholdene i Jerusalem og Juda ’fremførte han sin sag’ for Jehova, som han vidste var retfærdig. Jehova besvarede Jeremias’ spørgsmål ved at give ham påbud om at forkynde et domsbudskab, og derefter lod han profetien gå i opfyldelse. De der adlød Jehova, fik deres „sjæl som bytte“, men de ugudelige som det ellers gik så godt for, ignorerede advarselen og blev udryddet. — Jer. 21:9.

12, 13. (a) Hvad fik Jeremias til at sige: „Jehova er min andel,“ og hvilken indstilling havde han? (b) Hvorfor måtte alle stammerne i Israel ’blive ved med at vente’?

¹² Da Jeremias senere betragtede sit ødelagte hjemland, følte han at han vandrede i mørke. Det var som om Jehova havde ’ladet ham bo som dem der længe havde været døde’. (Klages. 1:1, 16; 3:6) Jeremias havde opfordret de egenrådige israelitter til at vende om til deres himmelske Fader, men folkets ondskab havde nået et punkt hvor Gud var nødt til at lade Jerusalem og Juda blive ødelagt. Det pinte Jeremias, skønt han ikke selv havde gjort noget forkert. Midt i sine kvaler mindede profeten sig selv om Guds barmhjertighed. „Vi [har ikke] mødt vort endeligt,“ sagde han. Ja, Jehovas barmhjertighed er ny hver morgen. Det var på det tidspunkt Jeremias erklærede: „Jehova er min andel.“ Han fortsatte med at have den helt særlige forret at tjene Jehova som profet. — Læs Klagesangene 3:22-24.

¹³ I 70 år ville israelitterne ikke have noget hjemland. Det ville ligge øde. (Jer. 25:11) Men udtrykket „Jehova er min andel“ viste at Jeremias havde fuld tillid til Jehovas barmhjertighed, og det gav ham grund til at være tålmodig og ’blive ved med at vente’. Alle Israels stammer havde mistet deres arvelodder, og derfor måtte de opdyrke den samme indstilling som profeten. Jehova var deres eneste håb. Efter 70 år vendte Guds folk tilbage til sit hjemland og fik den forret at tjene Jehova der. — 2 Krøn. 36:20-23.