ELISJA
(Eliʹsja).
En søn af Javan; et af de familieoverhoveder fra hvem ’befolkningen på nationernes øer har forgrenet sig’. (1Mo 10:4, 5; 1Kr 1:7) Det eneste sted hvor navnet Elisja ellers forekommer i Bibelen, er i klagesangen om Tyrus, hvor det optræder som navnet på et land eller et område der drev handel med Tyrus. Tyrus beskrives her billedligt som et skib hvis udrustning kommer fra mange lande. „Elisjas øer“ har leveret „blåt garn og purpurfarvet uld“ til skibets solsejl. — Ez 27:1-7.
Den jødiske historiker Josefus fra det 1. århundrede brugte navnet Halisas (Elisja) om halisæerne (aiolerne), et af de folkeslag grækerne stammer fra. (Jewish Antiquities, I, 127 [vi, 1]) På Ezekiels tid var navnet Aiolis blevet betegnelsen for et område på Lilleasiens vestkyst. I Grækenland har navnet på området Elis på den nordvestlige kyst af Peloponnes en vis lighed med navnet Elisja. Man ved desuden at grækerne grundlagde kolonier i Syditalien og på Sicilien, og i en kommentar til Ezekiel 27:7 i Den Aramaiske Targum identificeres Elisja med „provinsen Italien“. Beretningen i Ezekiels Bog kan stemme med ethvert af disse steder, for så vidt som den højt værdsatte purpurfarve blev fremstillet her, men der kan ikke siges noget endeligt om deres forbindelse med Elisja, med undtagelse af at de stærkeste vidnesbyrd peger i retning af Grækenland snarere end Nordafrika eller Cypern. Det er også rimeligt at antage at Elisjas efterkommere ikke er blevet boende på samme sted, men i århundredernes løb er flyttet eller har spredt sig, hvorfor navnet Elisja kan have betegnet forskellige områder på forskellige tidspunkter.