MIGDOL
(Migʹdol) [tårn].
1. Et sted i Ægypten der nævnes i forbindelse med Pi-Hakirot, det sidste sted hvor israelitterne slog lejr før de gik over Det Røde Hav. De skulle slå lejr „foran Pi-Hakirot mellem Migdol og havet, over for Ba’al-Zefon“. (2Mo 14:2; 4Mo 33:5-8) De fleste forskere mener at Migdol er en ægyptisk udtale af det hebraiske mighdalʹ, der betyder „tårn“, og at det utvivlsomt sigter til en militærforlægning eller et vagttårn ved den ægyptiske grænse. Man har dog fundet tegn på at der var flere steder ved navn Migdol langs den ægyptiske grænse; selv i dag er der tre forskellige landsbyer ved navn Mashtul, den nutidige form af Migdol på ægyptisk (af koptisk oprindelse). (Se også nr. 2.) I et af Amarnabrevene omtales et sted ved navn Ma-ag-da-liʹ, men der siges ikke noget om hvor det lå. Da man i dag ikke ved hvor de andre steder, Pi-Hakirot og Ba’al-Zefon, lå, er Migdols beliggenhed også uvis. Nogle mener at det sandsynligvis lå på Djebel ‛Ataqah, ud mod den nordlige ende af Suezbugten. Der kan i dag ikke knyttes nogen forbindelse mellem et sådant sted og navnet Migdol, men den nævnte beliggenhed ville naturligvis rent strategisk være et velvalgt sted for et vagttårn eller en grænseforpost.
2. Et sted ved navn Migdol som profeterne Jeremias og Ezekiel omtalte ca. 900 år efter udgangen af Ægypten. Det kan være identisk med det Migdol der er omtalt ovenfor, men de fleste kommentatorer mener at der er tale om et andet Migdol i Ægypten.
Profeten Ezekiel forudsagde at ødelæggelse, åbenbart fra Babylon, ville ramme Ægypten „fra Migdol til Syene og til Ætiopiens grænse“. (Ez 29:10; 30:6) Eftersom Syene lå længst mod syd i det gamle Ægypten, har dette Migdol sandsynligvis ligget længst mod nord og således givet anledning til et udtryk svarende til den kendte talemåde „fra Dan til Be’er-Sjeba“ der blev brugt i forbindelse med Palæstina. (Dom 20:1) Efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. bosatte jødiske flygtninge sig i Migdol, Takpankes, Nof (Memfis) og Patros’ land. Men Migdol og andre steder ville komme til at mærke kong Nebukadnezar af Babylons ’fortærende sværd’. — Jer 44:1; 46:13, 14.
Dette Migdol identificeres som regel med en fæstning der ifølge ægyptiske hieroglyftekster vogtede den nordøstlige adgang til landet. I en rejsebeskrivelse fra tiden efter Kristus omtales et sted ved navn Magdolum nær Pelusium. Pelusium lå på Middelhavskysten og kunne for folk fra Filisterlandet betragtes som en indgang til Ægypten. Nogle forskere har ment at denne grænsefæstning ved navn Migdol kan identificeres med Tell el-Heir, der ligger ca. 10 km sydsydvest for Pelusium (Tell el Farama), men denne identifikation er usikker.