Spørgsmål fra læserne
Hvad betyder det at de to stykker træ i Ezekiel, kapitel 37, blev føjet sammen?
Gennem profeten Ezekiel forudsagde Jehova at israelitterne ville blive genforenet når de vendte tilbage til det lovede land. Profetien viste også at Guds tjenere i løbet af de sidste dage ville blive forenet som ét folk.
Jehova gav Ezekiel besked på at tage to stykker træ. På det ene skulle han skrive: “For Juda og for Israels sønner, hans partnere,” og på det andet: “For Josef – Efraims stykke træ – og hele Israels hus, hans partnere.” Ezekiel skulle sætte de to stykker træ sammen så de ‘blev til ét’ i hans hånd. – Ez. 37:15-17.
Hvad står udtrykket ‘Efraim’ for? Efraim var den mest fremtrædende af de ti stammer i nordriget Israel. Faktisk var den første konge i dette rige, Jeroboam, fra Efraims stamme. (5 Mos. 33:13, 17; 1 Kong. 11:26) Efraimitterne var efterkommere af Josefs søn Efraim. (4 Mos. 1:32, 33) Josef havde fået en særlig velsignelse af sin far, Jakob, så det var meget passende at “Efraims stykke træ” repræsenterede tistammeriget. I 740 f.v.t., længe før Ezekiels tid, havde assyrerne indtaget nordriget Israel og ført indbyggerne i fangenskab. (2 Kong. 17:6) Senere blev assyrerne fortrængt af babylonierne. Da Ezekiel nedskrev sin profeti, var størstedelen af disse israelitter derfor spredt rundt omkring i det babyloniske rige.
I 607 f.v.t. blev det sydlige tostammerige, Juda, indtaget. Alle indbyggerne, måske også tilbageværende fra nordriget, blev ført i eksil i Babylon. Kongerne i sydriget var fra Judas stamme, og præsterne boede også i Juda, eftersom templet lå i Jerusalem. (2 Krøn. 11:13, 14; 34:30) Det var derfor kun passende at der stod “for Juda” på det stykke træ der repræsenterede tostammeriget.
Hvornår blev de to symbolske stykker træ føjet sammen? Det gjorde de i 537 f.v.t. da israelitterne, både nogle fra tostammeriget og nogle fra tistammeriget, vendte tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. Nu var Israels folk ikke længere delt i to, og israelitterne kunne igen tilbede Jehova i enhed. (Ez. 37:21, 22) Denne genforening var også blevet forudsagt gennem profeterne Esajas og Jeremias. – Es. 11:12, 13; Jer. 31:1, 6, 31.
Hvad fortæller Ezekiels profeti os om den rene tilbedelse? At Jehova vil sørge for at alle der tilbeder ham, “bliver ét”. (Ez. 37:18, 19) Er dette løfte om enhed gået i opfyldelse i vor tid? Ja. Profetien begyndte at få sin opfyldelse i 1919, da Guds folk gradvist blev reorganiseret og forenet. Satans forsøg på at splitte Guds tjenere for altid var slået fejl.
På det tidspunkt havde størstedelen af Guds forenede tjenere håb om at blive konger og præster i himlen sammen med Jesus Kristus. (Åb. 20:6) I symbolsk forstand var de som det stykke træ hvorpå der stod “for Juda”. Som tiden gik var der dog flere og flere med et jordisk håb der sluttede sig til disse åndelige jøder. (Zak. 8:23) De var som det stykke træ hvorpå der stod “for Josef”.
I dag tjener begge grupper sammen som Jehovas folk under én konge, Jesus Kristus, der i profetien omtales som “min tjener David”. (Ez. 37:24, 25) Jesus bad om at hans disciple ‘alle måtte være ét’, og tilføjede: “Ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig.”a (Joh. 17:20, 21) Jesus forudsagde også at hans lille hjord af salvede disciple sammen med hans “andre får” ville udgøre “én hjord”. Og de ville alle have “én hyrde”. (Joh. 10:16) Til trods for at Guds tjenere ikke har det samme fremtidshåb, oplever de i dag en helt unik enhed, præcis som Jesus forudsagde!
a Det er interessant at lægge mærke til rækkefølgen af de lignelser Jesus fortalte da han drøftede tegnet på sin nærværelse med disciplene. Først fortalte han om “den trofaste og kloge træl”, den lille gruppe salvede brødre der ville føre an. (Matt. 24:45-47) Derefter fortalte han nogle lignelser der handlede om alle dem der har det himmelske håb. (Matt. 25:1-30) Og til sidst talte han om dem med det jordiske håb, som ville støtte Kristi brødre. (Matt. 25:31-46) Noget lignende gør sig gældende med Ezekiels profeti. Da den begyndte at blive opfyldt i vor tid, var det i første omgang på dem der havde det himmelske håb. Selvom tistammeriget som regel ikke bruges som et billede på dem der har det jordiske håb, minder profetiens budskab om enhed os om den enhed der råder mellem dem og de salvede.