ANKLAGE

En klage eller beskyldning som fremføres for en domstol eller anden myndighed, gående ud på at en person har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse.

Et hebraisk ord der oversættes med „anklage“ (sitnahʹ), kommer af verbalroden satanʹ, der betyder „at modstå“. (Ezr 4:6; jf. Zak 3:1.) Det almindeligste græske ord for „at anklage“ er katēgoreʹō, der indeholder tanken om at ’tale imod’ en anden, oftest i juridisk eller retslig forstand. (Mr 3:2; Lu 6:7) Det græske ord diabalʹlō, der i Lukas 16:1 er oversat med ’at anklage’, kan også gengives med ’at bagvaske’. (Int) Det er beslægtet med diaʹbolos (bagvasker), hvoraf ordet „djævel“ kommer.

Det græske ord der i Lukas 3:14 er oversat med ’at rette falske anklager mod’ (sykofanteʹō), er i Lukas 19:8 gengivet med ’at afpresse ved hjælp af falske anklager’. Det betyder bogstaveligt „at tage ved figenfremvisning“. Der findes flere forskellige forklaringer på dette ords oprindelse. En af dem går ud på at det i det gamle Athen var forbudt at eksportere figner fra provinsen. En der anklagede andre for forsøg på at eksportere figner, blev kaldt en „figenfremviser“. Dette ord kom til at betegne en ondskabsfuld stikker, en der anklagede andre for personlig fordels skyld, en falsk anklager, en pengeafpresser.

Det kunne forekomme at en der var fuldstændig uskyldig og uangribelig, falskeligt blev anklaget for en overtrædelse og stillet for en domstol. Under Moseloven var alle i folket forpligtede til at angive overtrædere, men samtidig beskyttede Loven de anklagede. Nogle få eksempler fra denne lov kan illustrere disse principper. Hvis én kendte noget til en forbrydelse, skulle han fremføre anklagen for de rette myndigheder. (3Mo 5:1; 24:11-14) Myndighederne skulle derpå „omhyggeligt undersøge sagen, efterforske og udspørge“ for at finde ud af om anklagerne havde noget på sig, før de idømte anklagede en straf. (5Mo 13:12-14) Et vidne til en forbrydelse måtte ikke skjule noget eller undlade at fremføre en anklage mod en overtræder, end ikke hvis vedkommende var en nær slægtning, som for eksempel en broder, en søn, en datter eller en ægtefælle. (5Mo 13:6-8; 21:18-20; Zak 13:3) En sag stod først fast på to eller tre vidners udsagn; en enkelt anklagers ord var ikke nok. — 4Mo 35:30; 5Mo 17:6; 19:15; Joh 8:17; He 10:28.

Moseloven gav også den anklagede ret til at møde sin anklager for retten for at det kunne blive afgjort om anklagerne var sande. (5Mo 19:16-19; 25:1) Et klassisk eksempel er de to prostituerede kvinder som henvendte sig til kong Salomon for at få ham til at afgøre hvem af dem der var moder til det barn de havde med. — 1Kg 3:16-27.

Også romersk lov krævede at anklagere mødte op i retten. Da Paulus, der var romersk borger, stod anklaget for landshøvdingerne Felix og Festus, blev hans anklagere derfor også beordret til at møde op. (Apg 22:30; 23:30, 35; 24:2, 8, 13, 19; 25:5, 11, 16, 18) Da Paulus blev stillet for kejseren i Rom, skete det imidlertid som følge af hans appel om frifindelse og ikke fordi han havde noget at anklage sin egen nation for. (Apg 28:19) Det var ikke Paulus, end ikke Jesus, men Moses der ved sin adfærd og det han skrev, anklagede den jødiske nation for overtrædelser. — Joh 5:45.

Tre hebræere blev anklaget for ikke at tilbede Nebukadnezars guldbilledstøtte og blev som straf kastet i en ildovn. Anklagen var sand, men baseret på en uret lov. Hebræerne havde derfor ikke gjort noget forkert, og ved en appel til den himmelske højesteret blev de frikendt af Jehova. (Da 3:8-25) Også Daniel blev udfriet fra døden, og de der havde rettet anklage mod ham, blev kastet for løverne. (Da 6:24) Ordene „rettede anklage mod“ i disse to beretninger er en oversættelse af en aramaisk vending der ordret betyder „spiste stumperne [af kød revet ud af kroppen] af“, og det kan også gengives med „bagtalte“. (Da 3:8; 6:24; fdnr.) De der var imod at templet i Jerusalem blev genopbygget, skrev et brev hvori de anklagede byggearbejderne for at overtræde loven, og på disse falske anklager blev arbejdet forbudt. Senere viste forbudet sig dog at være ulovligt. (Ezr 4:6–6:12) På lignende måde søgte de religiøse ledere efter lejligheder til at anklage Jesus for lovovertrædelser. (Mt 12:10; Lu 6:7) Til sidst lykkedes det dem at få den uskyldige og retfærdige Jesus arresteret, og ved retssagen rettede de den ene falske anklage efter den anden mod ham. (Mt 27:12; Mr 15:3; Lu 23:2, 10; Joh 18:29) Disse eksempler viser hvor forkert det er at anklage andre på et falsk grundlag, især hvis man beklæder en ansvarsfuld stilling. — Lu 3:14; 19:8.

Tilsynsmænd og menighedstjenere i den kristne menighed skal ikke alene afholde sig fra at fremføre falske vidnesbyrd mod andre, men de skal også selv være uangribelige, ikke kunne anklages for noget. (1Ti 3:10; Tit 1:6) En anklage mod en ældste skal bekræftes af to eller tre vidner. (Mt 18:16; 2Kor 13:1; 1Ti 5:19) Menighedens medlemmer skal også være uangribelige (1Kor 1:8; Kol 1:22), men det betyder ikke at der aldrig vil blive rettet falske anklager mod dem, for den store modstander, Satan Djævelen, er „vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud“. — Åb 12:10.