ASTROLOGER

I De Hebraiske Skrifter er „astrologer“ en gengivelse af ordet gazerīnʹ, som udelukkende forekommer i den aramaiske del af Daniels Bog (2:4b–7:28). Det menes at sigte til dem der inddeler himmelen i felter, idet ordets rod, gazarʹ, betyder „at skære ud“. (Da 2:34, fdn.) Nogle danske bibeloversættelser (DA31, Bu, Ka, Li) gengiver det med „stjernetydere“ (Da 2:27; 4:7 [v. 4, Bu]; 5:7, 11), og den autoriserede oversættelse af 1992 siger „himmelgranskere“. Disse astrologer var personer der „ved forskellige beregningsmetoder og former for sandsigeri . . . fastslog et menneskes skæbne på grundlag af stjernernes stilling i fødselsøjeblikket“. (Gesenius’s Hebrew and Chaldee Lexicon, oversat af S. P. Tregelles, 1901, s. 166, 167) Astrologien er i sit inderste væsen polyteistisk. Den har sit udspring i det nedre Mesopotamien og opstod sandsynligvis kort efter Vandfloden, da menneskene vendte sig bort fra den rene tilbedelse af Jehova. Navnet kaldæer blev med tiden omtrent ensbetydende med „astrolog“.

Ifølge denne falske videnskab herskede forskellige guder over hver sin del af himmelen. Hvert fænomen og hver bevægelse på himmelhvælvingen — såsom solopgang og solnedgang, jævndøgn og solhverv, månens faser, sol- og måneformørkelser samt forekomsten af meteorer — blev tilskrevet disse guders virke. Man førte derfor nøjagtige optegnelser over disse kosmiske fænomener og udarbejdede udførlige kort og tabeller over deres optræden, og på grundlag af disse forudsagde man jordiske begivenheder og det enkelte menneskes skæbne. Alle anliggender, både offentlige og private, ansås for at være styret af disse himmelguder. Som følge heraf traf man ingen politiske eller militære beslutninger før astrologerne havde læst og tydet varslerne og givet deres råd. Derved fik præsterne efterhånden stor indflydelse på folks tilværelse. De gjorde krav på at have overnaturlig magt, særlig indsigt og stor visdom. Der fandtes intet større tempel i Babylonien som ikke havde sit eget observatorium.

Da profeten Esajas i det 8. århundrede f.v.t. forudsagde Babylons ødelæggelse, udfordrede han byens stjernetydere eller astrologiske rådgivere til at redde byen idet han sagde: „Du [Babylon] har anstrengt dig med dine mange rådgivere. Lad dem dog træde frem og frelse dig, himmeltilbederne, stjernekiggerne, som ved nymånerne gør de ting kendt der vil komme over dig.“ — Es 47:13.

Daniel og hans tre venner blev ført som fanger til dette astrologidyrkende land. Da babylonierkongen prøvede dem i sager „som krævede visdom og forstand“, fandt han dem „ti gange bedre end alle de magere og besværgere der var i hele hans rige“. (Da 1:20) Daniel blev derefter kaldt „øverste for magerne“ (Da 4:9), men det er vigtigt at mærke sig at han aldrig opgav tilbedelsen af Jehova for at blive stjernekigger og ’himmelinddeler’. Dette fremgår af følgende eksempel: Da astrologerne og de øvrige „vismænd“ ikke kunne fortælle kong Nebukadnezar hvad han havde drømt, blev han så rasende at han udbrød: „Hvis I ikke gør mig bekendt med drømmen og dens tydning, skal I sønderlemmes, og jeres huse skal gøres til offentlige nødtørftssteder.“ (Da 2:5) Denne befaling omfattede også Daniel og hans venner, men inden den blev bragt til udførelse, blev Daniel ført for kongen, og han sagde til ham: „Der er . . . en Gud i himmelen som åbenbarer hemmeligheder, . . . hvad mig angår, er det ikke ved nogen visdom der er i mig frem for alle andre levende, at denne hemmelighed er blevet åbenbaret for mig.“ — Da 2:28, 30.

Hvem var magerne der besøgte barnet Jesus?

Nogle astrologer besøgte barnet Jesus og bragte ham gaver. (Mt 2:1-16) De benævnes med det græske ord maʹgoi, der i nogle oversættelser er gengivet med „magere“. (CC, We, ED) Om disse maʹgoi siger værket The Imperial Bible-Dictionary (bd. II, s. 139): „Ifølge Herodot var magerne en medisk folkestamme [I, 101] hvis medlemmer hævdede at de kunne tyde drømme, og som havde det officielle hverv at udføre de hellige ceremonier . . . kort sagt, de var den lærde præsteklasse, der formodedes at have en overnaturlig viden om fremtidige begivenheder, en viden som de havde erhvervet sig ved at læse i bøger og iagttage stjernerne. . . . Nyere undersøgelser tyder dog på at Babylon, ikke Medien og Persien, var midtpunktet for den fuldt udviklede magi. ’Oprindelig blev de mediske præster ikke kaldt magere. . . . Fra kaldæerne antog de imidlertid senere betegnelsen magere til deres præstekaste, hvilket må være forklaringen på at Herodot siger at magerne var en medisk stamme’ . . . (J. G. Müller i Herzogs Realencyklopädie [1857]).“ — Redigeret af P. Fairbairn, London 1874.

Justinus Martyr, Origenes og Tertullian opfattede ordet maʹgoi i Mattæus 2:1 som synonymt med astrologer. Tertullian skrev („Om afgudsdyrkelse“, IX): „Vi ved at der er en indbyrdes forbindelse mellem magi og astrologi. Stjernetyderne var altså de første . . . der bragte Ham [Jesus] ’gaver’.“ (The Ante-Nicene Fathers, 1957, bd. III, s. 65) Udtrykket „magere“ blev almindeligt brugt „som fællesbetegnelse for Østens astrologer“. — The New Funk & Wagnalls Encyclopedia, 1952, bd. 22, s. 8076.

Der er således vægtige omstændighedsbeviser for at de maʹgoi der besøgte Jesus, var astrologer. Derfor bruger The New Testament, oversat af C. B. Williams, ordet „stjernekiggere“ og siger i en forklarende fodnote: „Det vil sige folk der undersøger stjernernes forbindelse med begivenheder på jorden.“ (Se også noten til Mattæus 2:1 i Peter Schindlers oversættelse.) Det er derfor med god grund at flere oversættelser siger „astrologer“ i Mattæus 2:1. — AT, NE, NV, Ph.

Beretningen oplyser ikke hvor mange astrologer der kom „fra Østen“ for at bringe Jesus „guld og røgelse og myrra“. Den traditionelle opfattelse at der var tre, har intet virkeligt grundlag. (Mt 2:1, 11) Som astrologer var de afgudsdyrkere, og de lod sig, bevidst eller ubevidst, lede af noget de opfattede som en stjerne der flyttede sig. De gjorde Herodes opmærksom på at „jødernes konge“ var blevet født, med det resultat at Herodes søgte at få Jesus dræbt. Hans plan slog imidlertid fejl. Jehova greb ind og beviste at han var mægtigere end astrologernes dæmonguder; så i stedet for at vende tilbage til Herodes rejste astrologerne hjem ad en anden vej efter at de i en drøm havde fået „en guddommelig advarsel“. — Mt 2:2, 12.

Levertydning og astrologi. Det at ’se på leveren’ var øjensynlig en særlig astrologisk praksis. (Ez 21:21) I en tempelskole i Babylon har man fundet en levermodel af ler som stammer fra Hammurabis tid. Den ene side er inddelt i felter som repræsenterer „dag“ og „nat“. Randen er inddelt i 16 afsnit, og hvert afsnit er benævnt efter en af himmelguddommene. På samme måde som datidens sandsigere inddelte himmelen i vilkårlige felter, inddelte de altså offerdyrenes lever. Når dyrene blev ofret, betragtede varseltagerne leveren — der blev opfattet som en miniatureafbildning af himmelen — for at se hvilke varsler guderne gav. — Se SPÅDOMSKUNST.

Molek og astrologi i Israel. Der findes vidnesbyrd om at astrologien var nært forbundet med dyrkelsen af Molek, en gud der undertiden fremstilledes med oksehoved. Babylonierne, kana’anæerne, ægypterne og andre dyrkede oksen som et symbol på deres guder — Marduk, Molek, Ba’al osv. Tyren eller Taurus var et af dyrekredsens vigtigste tegn. Solguden blev ofte fremstillet som en tyr hvis horn symboliserede strålerne, og hvis stærke forplantningskraft stod for solens kraft som „livgiver“. Hunnen, koen, fik en lignende ære som symbol på Ishtar eller Astarte. Da Aron og Jeroboam indførte en sådan afgudsdyrkelse (kalvedyrkelsen) i Israel, var det derfor en meget stor synd i Jehovas øjne. — 2Mo 32:4, 8; 5Mo 9:16; 1Kg 12:28-30; 2Kg 10:29.

De frafaldne israelitter i tistammeriget blev fordømt fordi de sluttede sig til denne kult, for „de forlod således alle Jehova deres Guds bud og lavede sig støbte billeder, to kalve, og lavede en hellig pæl og bøjede sig for hele himmelens hær og dyrkede Ba’al. Desuden lod de deres sønner og døtre gå gennem ilden og drev spådomskunst og tog varsler“. — 2Kg 17:16, 17.

I tostammeriget mod syd førte den ugudelige kong Akaz og hans sønnesøn Manasse an i dyrkelsen af stjerneguderne og i den djævelske skik at brænde deres børn i ilden. (2Kg 16:3, 4; 21:3, 6; 2Kr 28:3, 4; 33:3, 6) Den gode kong Josias, derimod, „afsatte afgudspræsterne“ som „bragte røgofre til Ba’al, til solen og til månen og til dyrekredsens stjernebilleder og til hele himmelens hær“, og han rev offerhøjene ned og gjorde Tofet urent så „ingen kunne lade sin søn eller datter gå gennem ilden for Molek“. (2Kg 23:5, 10, 24) Gennem sine profeter Zefanias og Jeremias fordømte Jehova dem for deres astrologi og afgudsdyrkelse, „dem der på tagene bøjer sig for himmelens hær“ og dem der „sværger ved Malkam [Molek]“. — Zef 1:5; Jer 8:1, 2; 19:13.

Stefanus’ beretning om israelitternes oprør i ørkenen viser også at der var forbindelse mellem dyrkelsen af Molek, kalvedyrkelsen og astrologien. Da de sagde til Aron at han skulle lave guder som ville gå foran dem, overgav Jehova dem til „at yde himmelens hær hellig tjeneste, sådan som der står skrevet i Profeternes Bog: ’Det var ikke mig I bragte offerdyr og slagtofre . . . Men det var Moloks telt og guden Refans stjerne I bar.’“ — Apg 7:40-43.

Astrologi fordømmes af Gud. En stor sandhed udtrykkes med disse enkle ord: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Det var ham der skabte planeterne i vort solsystem og fiksstjernerne i deres stjernebilleder. (1Mo 1:1, 16; Job 9:7-10; Am 5:8) Det var imidlertid ikke Jehovas hensigt at disse underværker skulle gøres til guder. Han forbød derfor udtrykkeligt sit folk at dyrke „noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil“. (2Mo 20:3, 4) Enhver form for astrologi var forbudt. — 5Mo 18:10-12.