DARIUS

(Dariʹus).

I den bibelske beretning forekommer tre konger med dette navn — en meder og to persere. Nogle mener at „Darius“ måske snarere har været en titel eller et kongenavn frem for et egennavn, i det mindste i tilfældet med mederen Darius.

1. Mederen Darius, der i en alder af ca. 62 år afløste kaldæerkongen Belsazzar efter at Babylon var blevet indtaget af den persiske hær under Kyros. (Da 5:30, 31) Han betegnes også som „Ahasverus’ søn . . ., han som var af medisk æt“. — Da 9:1.

Darius indsatte 120 satrapper til at stå for hele riget, og satte tre højere embedsmænd over satrapperne til at varetage kongens interesser. Denne ordning har nok i første række haft et økonomisk sigte, idet en af satrappernes vigtigste opgaver var at inddrive skatter og tributter til de kongelige skatkamre. (Jf. Ezr 4:13.) En af de tre højere embedsmænd der blev udpeget, var Daniel, der i den grad udmærkede sig frem for de andre embedsmænd og satrapper at Darius tænkte på at gøre ham til førsteminister. Øjensynlig på grund af misundelse, men muligvis også af irritation over at Daniel med sin uangribelighed modvirkede korruption og bestikkelse, planlagde de to andre embedsmænd i ledtog med satrapperne at lægge en fælde for ham. De henvendte sig i fællesskab til kongen og forelagde ham til underskrift en bestemmelse der angiveligt blev støttet af alle betydelige regeringsembedsmænd (uden at Daniel dog var nævnt). Den gik ud på at man i 30 dage ikke måtte ’rette en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske’ end Darius. Straffen for at overtræde bestemmelsen skulle være at man blev kastet i løvekulen. Bestemmelsen skulle tilsyneladende befæste Darius, der var udlænding, i hans nylig opnåede stilling som konge og skulle være et udtryk for embedsmændenes loyalitet og støtte. — Da 6:1-3, 6-8.

Darius skrev under og blev snart konfronteret med følgerne, som må have fortalt ham hvad den skjulte hensigt med bestemmelsen var. Eftersom Daniel blev ved med at bede til Jehova Gud (jf. Apg 5:29), blev han, som den første der overtrådte bestemmelsen, kastet i løvekulen til trods for at Darius oprigtigt forsøgte at finde en udvej til at omgå den uforanderlige lov. Darius gav udtryk for tillid til at Daniels Gud havde magt til at bevare ham, og efter en søvnløs nat tilbragt i faste skyndte han sig ud til løvekulen og fandt til sin store glæde Daniel i live og uskadt. Kongen lod derefter Daniels anklagere og deres familier kaste i løvekulen til gengæld og lod desuden kundgøre i hele sit rige at ’man overalt under hans riges herredømme skulle skælve og frygte for Daniels Gud’. — Da 6:9-27.

Fra gamle historiske beretninger ved man at de mesopotamiske konger i oldtiden blev anset for guddommelige og blev tilbedt. Mange bibelkommentatorer er derfor af den opfattelse at Darius’ bestemmelse udelukkende tog sigte på bønner af religiøs art og ikke på anmodninger i almindelighed. At der ifølge beretningen var en løvekule i Babylon, stemmer overens med gamle inskriptioner som viser at orientalske herskere ofte havde menagerier med vilde dyr. I en kommentar til dette siger værket The Soncino Books of the Bible (Daniel, Ezra, Nehemiah, s. 49): „Man ved at perserne fra assyrerkongerne overtog den praksis at holde disse dyr i deres zoologiske haver.“ — Redigeret af A. Cohen, London 1951.

Efter det 6. kapitel i Daniels Bog nævnes Darius kun i forbindelse med begivenheder i hans herredømmes „første år“. Det var i dette år at Daniel ’lagde mærke til’ at Judas øde tilstand kun skulle vare 70 år, hvorefter han fik åbenbaringen om de 70 profetiske uger og Messias’ komme. (Da 9:1, 2, 24-27) Den engel der overbragte Daniel synet af magtkampen mellem „Nordens konge“ og „Sydens konge“, oplyste endvidere at han havde været „en stærk støtte og en fæstning“ i mederen Darius’ „første år“. (Da 11:1, 6) De fleste bibelkommentatorer mener at det var Darius der fik denne støtte af engelen, men det forekommer mere sandsynligt at det var Mikael, eftersom det var ham der, som nævnt i det foregående vers (Da 10:21), kæmpede sammen med dette himmelske sendebud. De to engle havde således støttet hinanden i kampen mod Persiens dæmonfyrste, der forsøgte at hindre gennemførelsen af Jehovas hensigt. — Da 10:13, 14.

Forsøg på at identificere mederen Darius. Endnu har man ikke fundet nogen omtale af „mederen Darius“ i ikkebibelske inskriptioner, og han omtales heller ikke af verdslige oldtidshistorikere forud for Josefus (som var jødisk historiker i det 1. årh. e.v.t.). Mange kritikere hævder derfor at mederen Darius er en opdigtet person.

Nogle forskere siger at Kyros kort efter indtagelsen af Babylon indsatte sin søn Kambyses (II) som „konge af Babylon“. Det er rigtigt at Kambyses efter alt at dømme repræsenterede sin fader ved den årlige nytårsfest i Babylon, men det lader til at han resten af tiden residerede i Sippar. En undersøgelse der bygger på studiet af kileskrifttekster, tyder på at Kambyses i virkeligheden først antog titlen „konge af Babylon“ den 1. nisan 530 f.v.t. da han blev gjort til Kyros’ medregent; det var på det tidspunkt Kyros drog ud på det felttog der resulterede i hans død. Forsøgene på at identificere Darius med Kyros’ søn Kambyses II strander på at Darius var „omkring toogtres år“ da Babylon faldt. — Da 5:31.

En anden opfattelse går ud på at Darius kan have været et andet navn for Kyros, men det strider mod den omstændighed at Darius var „meder“ og „af medisk æt“, hvilket sigter til at hans fader, Ahasverus, var meder. Kyros kaldes udtrykkeligt „perser“, og selv om hans moder måske har været meder, sådan som nogle historikere hævder, var hans fader ifølge Kyroscylinderen Kambyses I, som var perser. — Da 9:1; 6:28.

Andre igen forsøger at identificere Darius med en formodet „onkel“ til Kyros som den græske historiker Xenofon kalder „Kyaxares, søn af Astyages“. Xenofon fortæller at Kyaxares efterfulgte mederkongen Astyages på tronen, men at Kyaxares senere gav både sin datter og hele Medien til sin nevø Kyros. (Cyropaedia, I, v, 2; VIII, v, 19) Xenofons oplysninger modsiges imidlertid af både Herodot og Ktesias (græske historikere der levede omtrent samtidig med Xenofon), og Herodot hævder at Astyages døde uden at efterlade sig en mandlig arving. Nabonids Krønike viser at Kyros blev konge over mederne ved at tage Astyages til fange. For at kunne identificere Darius med Kyaxares II måtte man desuden forudsætte at Astyages også var kendt som Ahasverus, eftersom mederen Darius var „Ahasverus’ søn“. (Da 9:1) Denne opfattelse kan derfor heller ikke bekræftes.

Hvem var mederen Darius?

I flere nyere opslagsværker bliver Darius identificeret med Gubaru (der almindeligvis sidestilles med den Gobryas der omtales i Xenofons Cyropaedia), som blev statholder i Babylon efter Medo-Persiens erobring af byen. Dette bygger i det væsentlige på følgende vidnesbyrd:

Den gamle kileskrifttekst der kaldes Nabonids Krønike, fortæller i forbindelse med Babylons fald at „statholderen over Gutium Ug(?)baru og Kyros’ tropper [drog] ind i Babylon uden kamp“. Efter at have beskrevet Kyros’ indtog i byen 17 dage senere fortæller inskriptionen at „hans statholder Gubaru beskikkede statholdere i Babylon“. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 216; jf. Darius the Mede af J. C. Whitcomb, 1959, s. 17.) „Ugbaru“ og „Gubaru“ er ikke navne på samme person. Selv om de ser næsten ens ud, er det værd at bemærke at den første stavelse i de to navne skrives med to vidt forskellige tegn i kileskrift. Krøniken fortæller at Ugbaru, statholderen over Gutium, døde få uger efter erobringen. Andre kileskrifttekster oplyser at Gubaru levede videre og tjente som statholder i 14 år, ikke alene over byen Babylon, men over hele Babylonien såvel som over „området på den anden side af Floden“, hvortil hørte Syrien, Fønikien og Palæstina ned til Ægyptens grænse. Gubaru herskede således over et område som dækkede hele Den Frugtbare Halvmåne og stort set svarede til det babyloniske verdensrige. Mederen Darius blev som bekendt omtalt som „konge over kaldæernes rige“ (Da 5:31; 9:1), men ikke som ’konge af Persien’, den betegnelse der normalt bruges om kong Kyros. (Da 10:1; Ezr 1:1, 2; 3:7; 4:3) Det område som Gubaru regerede over, ser altså ud til at have været det samme som det Darius herskede over.

Eftersom Gubaru ingen steder kaldes „Darius“, formoder nogle at „Darius“ var hans titel eller kongenavn. W. F. Albright siger: „Det synes meget sandsynligt at Gobryas [Gubaru] antog kongeværdigheden sammen med navnet ’Darius’, måske en gammel persisk kongetitel, mens Kyros var ude på et østligt felttog.“ (Journal of Biblical Literature, 1921, bd. XL, s. 112, fdn. 19) Som svar på den indvending at kileskrifttavlerne ingen steder omtaler Gubaru som „konge“, peger de der identificerer Gubaru med kong Darius, på at kileskrifttavlerne heller ikke anvender kongetitlen om Belsazzar — selv om det kileskriftdokument der er kendt som „Et polemisk digt om Nabonid“, udtrykkeligt siger at Nabonid ’betroede kongemagten’ til sin søn. — Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 221.

På linje hermed peger professor Whitcomb på at Gubaru i sin stilling som statholder under Kyros ifølge Nabonids Krønike „beskikkede statholdere i Babylon“, ligesom der i Daniel 6:1, 2 fortælles at Darius ’satte et hundrede og tyve satrapper over riget’. Whitcomb mener derfor at Gubaru i sin egenskab af statholder over statholdere sandsynligvis blev tiltalt som konge af sine underordnede. (Darius the Mede, s. 31-33) Og under henvisning til det store område som Gubaru (Gobryas) herskede over, siger A. T. Olmstead: „Gobryas [Gubaru] herskede næsten som en uafhængig monark over hele dette vidtstrakte frugtbare land.“ — History of the Persian Empire, 1948, s. 56.

I overensstemmelse med det ovennævnte anser nogle forskere det for sandsynligt at mederen Darius i virkeligheden var vicekonge over kaldæernes rige, men underordnet Kyros, Perserrigets øverste hersker. A. T. Olmstead bemærker: „I forholdet til sine babyloniske undersåtter var Kyros ’Babylons konge, landenes konge’. Ved således at hævde at den gamle kongerække var ubrudt, smigrede han deres forfængelighed og vandt deres loyalitet . . . Men det var satrappen Gobryas der repræsenterede den kongelige myndighed under kongens fravær.“ (History of the Persian Empire, s. 71) De der mener at den bibelske Darius var en sådan vicekonge, peger på Bibelens ord om at Darius „modtog riget“, og at han „var blevet gjort til konge over kaldæernes rige“, som bevis for at han var underordnet en højere konge. — Da 5:31; 9:1; jf. 7:27, hvor ’den Allerhøjeste’, Jehova Gud, giver Riget til ’de hellige’.

Selv om de tilgængelige oplysninger om Gubaru i mange henseender ser ud til at passe på Darius, og selv om Darius måske har været vicekonge under Kyros, kan en sådan identifikation dog stadig ikke betragtes som endegyldig. De historiske optegnelser oplyser ikke Gubarus nationalitet eller herkomst, så man kan ikke vide om han var „meder“ og „Ahasverus’ søn“. De fortæller heller ikke om han havde så stor kongelig myndighed at han kunne udstede en forordning eller bekendtgørelse som den der beskrives i Daniel 6:6-9. Desuden synes det at fremgå af den bibelske beretning at Darius’ herredømme over Babylon var kortvarigt, og at Kyros derefter overtog kongedømmet over Babylon selv om det er muligt at de herskede samtidig, og at Daniel bare specielt nævner det år hvor Darius fik en fremtrædende stilling i Babylon. (Da 6:28; 9:1; 2Kr 36:20-23) Gubaru fortsatte i sin stilling i 14 år.

Hvorfor den historiske identifikation er usikker. Bibelens sandfærdighed behøver naturligvis ingen bekræftelse fra verdslige kilder. De utallige tilfælde hvor bibelske personer eller begivenheder der af kritikere er blevet stemplet som „uhistoriske“, har fået deres plads i historien godtgjort ud over enhver tvivl, skulle afholde os fra at tillægge negativ kritik for stor vægt. (Se BELSAZZAR; SARGON.) De hundredtusinder af kileskrifttavler der er udgravet i Mellemøsten, giver stadig et meget ufuldstændigt og usammenhængende billede af de historiske begivenheder. Og hvad andre kilder angår, er der kun få verdslige historikere fra oldtiden hvis skrifter stadig findes (og dette ofte kun fragmentarisk). Tilmed var de for de flestes vedkommende grækere der levede et, to eller flere hundrede år efter at de begivenheder der beskrives i Daniels Bog, havde fundet sted.

En langt sandsynligere grund til at Darius ikke omtales i de babyloniske beretninger, findes imidlertid i Daniels Bog selv. Den fortæller at Darius til de øvrige embedsmænds store fortrydelse gav Daniel en høj stilling i regeringen. Deres sammensværgelse mod Daniel slog fejl, og Darius lod Daniels anklagere og deres familier henrette, hvorved han uden tvivl pådrog sig de øvrige embedsmænds fjendskab. Darius’ befaling om at alle i riget skulle „frygte for Daniels Gud“, kan heller ikke have undgået at skabe dyb utilfredshed og vrede blandt de mægtige babyloniske præster. Eftersom skriverne var underlagt disse, ville det ikke være spor mærkeligt om beretningerne senere blev ændret og oplysningerne om Darius slettet. Den slags indgreb i de historiske optegnelser er ikke noget ukendt.

Man bør derfor ikke underkende betydningen af Bibelens omtale af det medo-persiske rige som et dobbeltstyre. (Da 5:28; 8:3, 4, 20) Skønt den verdslige historie lader Kyros og perserne være de fremtrædende, viser Bibelen at mederne fortsatte i en slags partnerskab med perserne, og landets love blev betegnet som „medernes og persernes“ love. (Da 6:8; Est 1:19) Mederne spillede en vigtig rolle ved indtagelsen af Babylon. (Es 13:17-19) Ifølge Jeremias’ profeti (51:11) ville ’medernes konger’ (flertal) være blandt Babylons angribere. Darius kan udmærket have været en af disse konger.

2. Darius Hystaspes, også kaldet Darius den Store eller Darius I (perser). Denne konge regnes for at være en af Perserrigets største statsmænd. Han betegner sig selv som „Hystaspes’ søn, achaimenide, perser, søn af en perser, arier, af arisk æt“. (History of the Persian Empire, s. 122, 123) Han gjorde således krav på at være af samme kongeslægt som Kyros den Store, om end han hørte til en anden gren end Kyros.

Efter Kambyses II’s død i 522 f.v.t. på vej hjem fra Ægypten blev den persiske trone en kort tid beklædt af hans broder Bardija (eller muligvis af en mager ved navn Gaumata). Med seks andre persiske adelsmænds hjælp dræbte Darius regenten og overtog selv tronen. Darius’ beretning om dette findes på tre sprog i den kolossale indskrift som han lod indhugge i en stejl klippevæg ved Behistun (Bisutun), og som vender ud mod en slette der krydsedes af den vigtigste karavanevej mellem Baghdad og Teheran. Ifølge indskriften var Gaumata en tronraner der udgav sig for at være Kambyses’ broder, som var blevet dræbt. De fleste nutidige forskere anerkender i det væsentlige denne beretning (hvori Darius gentagne gange forsikrer at „det er sandt og ikke løgn“), mens enkelte mener at Darius var „en stor løgner“, og at vidnesbyrdene tyder på at det i virkeligheden var ham der var tronraner. Hvordan det end forholder sig, var hele riget i oprør da Darius overtog magten, og man mener at han brugte de følgende to år til at undertvinge de oprørske elementer rundt om i sit rige. Ægypten, der havde afkastet det persiske åg, blev generobret af Darius omkring 519-518 f.v.t. Derefter udstrakte han sit rige til at omfatte en del af Indien mod øst og en del af Thrakien og Makedonien mod vest. Han er desuden kendt for sin effektive reorganisering af statsforvaltningen, for udarbejdelsen af en rigslov kaldet De Gode Bestemmelsers Forordning, og for at have genåbnet den kanal der forbandt Nilen med Det Røde Hav.

I den bibelske beretning optræder Darius Hystaspes især i forbindelse med genopførelsen af templet i Jerusalem. Grunden til templet blev lagt i 536 f.v.t., men omkring år 522 f.v.t. blev arbejdet standset på grund af et forbud, og „det forblev standset indtil perserkongen Darius’ andet regeringsår“ (520 f.v.t.). (Ezr 4:4, 5, 24) I dette år ansporede profeterne Haggaj og Zakarias jøderne til at genoptage arbejdet, og byggeriet kom i gang igen. (Ezr 5:1, 2; Hag 1:1, 14, 15; Zak 1:1) Dette fik Tattenaj, landshøvdingen der varetog rigets interesser vest for Eufrat, og andre embedsmænd til at forhøre sig om sagen og sende et brev til perserkongen Darius. I dette brev underrettede de ham om byggeriet, fremlagde jødernes påstand om projektets lovlighed og anmodede om at der måtte blive set efter i de kongelige arkiver om der fandtes et dokument som kunne godtgøre denne påstand. (Ezr 5:3-17) Jødernes erklæring — hvori kaldæeren Nebukadnezar som den der ødelagde templet, blev stillet i modsætning til perseren Kyros som den der gav tilladelse til dets genopbygning — har uden tvivl haft en gunstig virkning på Darius, for i sine første regeringsår måtte han nedkæmpe to opstande anført af oprørere der begge kaldte sig Nebukadnezar (af historikere kaldt Nebukadnezar III og Nebukadnezar IV), idet de gav sig ud for at være sønner af Nabonid og forsøgte at løsrive Babylon fra det persiske rige.

Da man så efter i arkiverne i Ekbatana, Mediens gamle hovedstad, fandt man Kyros’ dokument. Darius sendte derefter besked til landshøvdingen Tattenaj om at han og de øvrige embedsmænd ikke alene skulle lade være med at hindre tempelbyggeriet, men også stille pengemidler til rådighed for byggeriet „fra det kongelige skatkammer, fra skatten som inddrives på den anden side af Floden“, foruden dyr og andet som skulle bruges til frembæringen af brændofrene. Enhver som overtrådte kongens befaling, skulle pælfæstes, og hans hus „gøres til et offentligt nødtørftssted“. — Ezr 6:1-12.

Med denne officielle støtte og den fortsatte opmuntring fra profeternes side (Zak 7:1; 8:1-9, 20-23) skred tempelbyggeriet godt frem og blev fuldført „på den tredje dag i månemåneden adar; det var i kong Darius’ sjette regeringsår“. (Ezr 6:13-15; 6. marts 515 f.v.t.) Darius’ indgriben tjente Jehova Guds hensigt og var uden tvivl ledet af ham, men eftersom Darius ifølge sine inskriptioner var en ivrig tilbeder af Ahura Mazda, må man slutte at han i første række greb ind af respekt for de medo-persiske loves uomstødelighed og i overensstemmelse med den tolerancepolitik han førte (og som der findes vidnesbyrd om i nogle af hans inskriptioner).

Senere felttog i Grækenland. Omkring århundredskiftet gjorde nogle græske byer i Jonien oprør mod det persiske overherredømme, og selv om opstanden blev slået ned, besluttede Darius at straffe Athen og Eretria fordi de havde ydet de oprørske byer hjælp. Perserne invaderede derfor Grækenland, men Darius’ styrker blev slået ved Marathon i 490 f.v.t. Darius traf omhyggelige forberedelser til endnu et græsk felttog, men nåede ikke at gennemføre det før sin død i 486 f.v.t. Han blev efterfulgt af sin søn Xerxes.

3. Nehemias 12:22 nævner at der blev indskrevet overhoveder for de levitiske fædrenehuse „i Eljasjibs, Jojadas og Johanans og Jadduas dage . . . indtil perseren Darius’ regeringstid“. Eftersom Eljasjib var ypperstepræst på den tid da Nehemias vendte tilbage til Jerusalem (Ne 3:1), og eftersom Jojada ved tiden for Nehemias’ andet besøg i byen (efter Artaxerxes’ 32. år [443 f.v.t.]) havde en søn som var gift (Ne 13:28), er det sandsynligt at den Darius der nævnes, var Darius Ochos (også kaldet Nothos), som regerede fra 423 til 405 f.v.t.

I et brev som er fundet blandt Elefantine-papyrusserne, der menes at stamme fra slutningen af det 5. århundrede f.v.t., omtales „Johanan“ som ypperstepræst i Jerusalem på den tid.