7. del — Det sidste verdensrige

Da Åbenbaringens bog i Bibelen for næsten 1900 år siden blev skrevet, omtalte den at fem „konger“ eller verdensriger allerede havde vist sig og nu var borte. Disse verdensriger var Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien og Grækenland. Det sjette verdensrige, Rom, ’var’, men det syvende var endnu ikke fremstået. (Åbenbaringen 17:10) Hvem udgjorde dette syvende verdensrige? Hvordan opstod det? Hvad vil efterfølge det? Svarene på disse vigtige spørgsmål vil blive behandlet i denne artikel.

DE SIDSTE 2500 år af verdenshistorien er i store træk blevet forudskildret i den mest udbredte bog i verden, nemlig Bibelen. Ikke desto mindre er det relativt få af dem der ejer denne bog der har en idé om hvilke forbløffende oplysninger den indeholder.

For eksempel nedskrev profeten Daniel mere end 500 år før Jesu Kristi fødsel et syn som han modtog under guddommelig inspiration. Heri blev de store verdensriger der i tiden fremover ville vise sig, beskrevet som mægtige vilddyr. Hvert dyr havde nogle særtræk der skulle blive karakteristiske for det pågældende verdensrige. Det mægtige romerrige blev beskrevet som et stort dyr der var „frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt“. Ifølge Daniel var det „anderledes end alle de dyr som havde været før det, og det havde ti horn“. — Daniel 7:2-7.

’Det lille horn’

Med tiden blev Det Romerske Imperium så stort at det dækkede et område der strakte sig fra De Britiske Øer, ned gennem det meste af Europa og hele vejen rundt om Middelhavet, forbi Babylon til Den Persiske Golf. Dette mægtige imperium blev til sidst opdelt i mange forskellige nationer — symboliseret ved ’de ti horn’ i Daniels syn.a Derefter så Daniel at „et horn, et lille et, skød op mellem dem, og tre af de første horn blev revet op over for det“. (Daniel 7:8) Hvad betyder dette?

Daniel fik at vide: „Og med hensyn til de ti horn, så vil der af det rige [Rom] fremstå ti konger, og endnu én [’det lille horn’] vil fremstå efter dem, og han vil være anderledes end de første, og han vil ydmyge tre konger.“ (Daniel 7:24) Hvem var dette ’lille horn’, og hvem var de tre konger der blev ydmyget?

Et ørige i det nordvestlige hjørne af Det Romerske Imperium havde gennem længere tid befundet sig i periferien af verdensbegivenhederne. Som en historiker forklarer: „I det sekstende århundrede havde England blot været en ubetydelig magtfaktor. I sammenligning med Holland besad det kun få rigdomme. Dets befolkning var langt mindre end Frankrigs. Og landets væbnede styrker (samt dets flåde) var Spaniens underlegen.“ Men England fik opbygget en ret anselig flåde, og engelske pirater og kaperskibe begyndte at plyndre Spaniens kolonier og de tungtlastede spanske skibe der indeholdt store skatte.

De tre horn

I 1588 angreb Filip II af Spanien de engelske fredsforstyrrere med sin spanske armada. Denne flåde bestående af 130 skibe med over 24.000 mand om bord, sejlede langsomt op gennem Den Engelske Kanal. Her løb de imidlertid ind i kraftig modvind og voldsomme atlanterhavsstorme. I sin bog Modern Europe to 1870 skriver historikeren Carlton Hayes at denne begivenhed „markerede det vendepunkt hvor den engelske flåde blev den spanske overlegen“.

I det 17. århundrede opbyggede hollænderne verdens største handelsflåde. Deres skibe dominerede havene, og de lånte penge ud til regeringer i nær og fjern. Men englænderne, som fik flere og flere oversøiske kolonier, blev dominerende også på dette område.

I det 18. århundrede bekrigede englænderne og franskmændene hinanden i så vidt forskellige områder som Nordamerika og Indien, hvilket i 1763 endte med Freden i Paris. Herom skrev William B. Willcox i sin bog Star of Empire — A Study of Britain as a World Power, at skønt fredsaftalen fremstod som et kompromis „var den i virkeligheden en accept af Englands nye rolle som den dominerende europæiske magt i verden uden for Europa“.

Andre historikere siger noget lignende: „Efter to århundreders krige mod Spanien, Holland og Frankrig, fremstod Storbritannien i 1763 som verdens førende handels- og kolonimagt“. (Modern Europe to 1870) „I 1763 beherskede Det Britiske Imperium verden som var det Rom der var genopstået, blot i endnu større målestok.“ „England kom ud af krigene i dette århundrede som den største og stærkeste — og mest forhadte — verdensmagt.“ (Navy and Empire af James L. Stokesbury) Ja, ’det lille horn’ havde vokset sig stort — så stort at det var blevet bibelhistoriens syvende verdensrige.

Briterne trængte op ad Nilen og over Zambezifloden. De rykkede ind i Burma, Nordborneo og øerne i Stillehavet. Desuden koloniserede de Canada, Australien, New Zealand og Nordamerikas østkyst. „Det Romerske Imperium havde nok i sig selv,“ skriver James Morris i bogen Pax Britannica. „Det Britiske Imperium bredte sig over hele jorden.“ Det blev det største imperium i menneskehedens historie og dækkede næsten en fjerdedel af jordens landareal og omfattede over en fjerdedel af verdens befolkning. Man sagde at solen aldrig gik ned i Det Britiske Imperium.

En dobbeltverdensmagt

I Åbenbaringens bog bliver dette syvende verdensrige skildret som et dyr med „to horn ligesom et lam“. (Åbenbaringen 13:11) Hvorfor med to horn? Fordi Det Britiske Imperium og Amerikas Forenede Stater — der talte samme sprog, havde de samme principper og førte den samme politik — inden længe indgik et samarbejde. De blev i mange henseender en engelsktalende dobbeltverdensmagt.

I sin bog Star of Empire påpeger William B. Willcox at De Forenede Stater i det 19. århundrede var „isoleret fra Europa på grund af den engelske flåde“. Han tilføjer: „I et helt århundrede kunne De Forenede Stater uhindret udvikle sig til en stormagt, og det, bortset fra tiden under borgerkrigen, uden at være i besiddelse af den hær- og flådestyrke som kendetegnede enhver anden stormagt.“ Amerika „var i stand til at isolere sig i kraft af den engelske flåde der havde tjent som stødpude mod de europæiske magter“. Senere blev også De Forenede Stater en stor militærmagt.

Et enestående eksempel på De Forenede Staters og Englands samarbejde viste sig den 6. juni 1944 da krigslykken under den anden verdenskrig vendte i Nordeuropa. Den dag gjorde 156.000 engelske, amerikanske og andre allierede styrker landgang i Europa. Den øverste hærledelse for disse styrker var en amerikansk general, Eisenhower — og en engelsk feltmarskal, Montgomery, ledte slagets gang. Desuden var de atombomber der bragte krigen mod Japan til ophør, resultatet af et samarbejde mellem britiske og amerikanske videnskabsmænd.

Som det stod at læse i Los Angeles Times for den 5. maj 1986, har England og USA selv i fredstid arbejdet nært sammen „på så følsomme områder som inden for kerneteknologien og efterretningsvæsenet“. Efter at både Canada, Australien og New Zealand har sluttet sig til, har de „opdelt kloden i ansvarsområder for efterretningsvirksomhed og er blevet enige om at udveksle selv tophemmelige oplysninger“. Samme avis skrev at selv om forholdet „ikke altid har været problemfrit“, har det været „mere kendt for samarbejdsviljen end for uoverensstemmelserne“.

De fleste af de britiske kolonier har opnået uafhængighed og har tilsluttet sig det britiske Commonwealth of Nations. Skønt imperiet er forsvundet, består den angloamerikanske dobbeltverdensmagt stadig. Den vil dog kun eksistere „en kort tid“ i forhold til de mange hundrede år det romerske verdensrige var ved magten. — Åbenbaringen 17:10.

En ny verdensregering

Daniels profeti vedrørende de store verdensriger har i 2500 år vist sig at være sand — fra tiden omkring år 500 f.v.t. og frem til vore dages syvende verdensrige. Vi kan derfor også have tillid til at den øvrige del af profetien vil gå i opfyldelse. Det bemærkelsesværdige ved profetien er at den herefter ikke beskriver flere menneskeskabte rigers opståen! Også Åbenbaringens bog lader forstå at der kun vil fremstå syv verdensriger.b Hvad vil der siden ske?

Kapitel 7 i Daniels bog, der beretter om disse verdensriger, fortsætter med at beskrive noget endnu mere forbløffende. En stor forandring vil indtræffe i den måde jorden styres på! Menneskers mislykkede styreformer vil blive bragt til ophør og erstattet af en retfærdig himmelsk regering.

I synet fik Daniel lov at se „den gamle af dage“, Jehova Gud, siddende på sin prægtige himmelske trone. „En der var som en menneskesøn“, den genopstandne Jesus Kristus, blev ført frem foran ham.c Daniel beretter: „Der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er [i modsætning til menneskers riger] et som ikke vil blive ødelagt.“ — Daniel 7:9, 10, 13, 14.

I et syn om de samme verdensriger som Daniel på et tidligere tidspunkt fik, hedder det: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse [menneskeskabte] riger, men selv bestå evindelig. . . . Og drømmen står fast, og tydningen af den er pålidelig.“ — Daniel 2:44, 45.

Dette rige som Gud vil oprette er det samme som det Jesus lærte os at bede om. Han sagde: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ — Mattæus 6:9, 10.

Under denne regering vil jordens indbyggere blive virkelig lykkelige. Frem for at mennesker vil udnytte hinanden, vil der herske guddommelig retfærdighed. I stedet for menneskers ufuldkomne måde at gøre tingene på, vil det være Guds ophøjede normer der skal følges. Hvad Bibelen har at sige om dette riges styre vil blive behandlet i en kommende artikel i denne serie.

[Fodnoter]

[Illustration på side 26]

De allieredes invasion i Europa den 6. juni 1944 var et bemærkelsesværdigt eksempel på angloamerikansk samarbejde

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Coast Guard