ELAM

(Eʹlam).

1. En af Sems fem sønner, der alle blev stamfædre til „slægter, efter deres tungemål, i deres lande, efter deres nationer“. (1Mo 10:22, 31; 1Kr 1:17) Elams sønner nævnes ikke ved navn; hans navn, derimod, blev betegnelsen både for et folk og for et område sydøst for Mesopotamien.

I verdenshistorien er Elam navnet på et område i den nuværende provins Khuzistan i det sydvestlige Iran. Det indbefattede den frugtbare slette på østsiden af den nedre Tigrisdal, som vandedes af floderne Karun og Karkheh, og strakte sig øjensynlig ind i bjergegnene som grænsede op til denne slette mod nord og øst, skønt det er disse grænser man ved mindst om. Et område kaldet Anshan menes at have ligget i denne bjergegn og nævnes i inskriptioner som et område der på et tidligt tidspunkt var en del af Elam. Med sin beliggenhed i den yderste østlige ende af „Den Frugtbare Halvmåne“ lå Elam således i et grænseområde hvor en overvejende semitisk befolkning stødte op til og blandedes med befolkninger der stammede fra Noas andre sønner, især fra Jafet.

Elam blev kaldt Elamtu af assyrerne og babylonierne, og Elymaïs af de klassiske græske forfattere, der undertiden omtalte det som „Susiana“ efter byen Susa, eller Susan, der sandsynligvis på et tidspunkt var hovedstaden i Elam. Under Perserrigets styre var Susa (Susan) en kongeby. (Ne 1:1; Est 1:2) Den lå på handelsvejene der førte både mod sydøst og op i det iranske højland. Forsøg på at få herredømmet over disse handelsveje gjorde Elam til genstand for hyppige invasioner af assyriske og babyloniske herskere.

Sprog. Opslagsværker anfører i almindelighed at befolkningen i Elam ikke var semitter, og at det udelukkende er af politiske og geografiske grunde at Elam i Første Mosebog står opført under Sem. Denne opfattelse er baseret på en påstand om at elamitternes sprog ikke var semitisk. Undersøgelser har imidlertid vist at de ældste inskriptioner man har fundet i det geografiske område der betegnes som Elam, „blot er lister over genstande der er tegnet på lertavler med antallet opført ved siden af, angivet ved hjælp af et simpelt system af streger, cirkler og halvcirkler . . . deres indhold er på dette tidspunkt udelukkende af økonomisk eller administrativ art“. (Semitic Writing af G. R. Driver, London 1976, s. 2, 3) Disse inskriptioner kan kun kaldes „elamitiske“ i den forstand at de er fundet i området Elam.

Den opfattelse at elamitterne ikke hørte til de semitiske folkeslag, støtter sig derfor hovedsagelig på senere inskriptioner i kileskrift som menes at stamme fra det 2. årtusind f.v.t., samt på Behistunindskriften (fra det 6. årh. f.v.t.), der indeholder parallelle tekster på oldpersisk, akkadisk og „elamitisk“. De kileskrifttekster der tillægges elamitterne, siges at være affattet på et agglutinerende sprog (et sprog hvis ordstammer ikke ændres under bøjningen, der sker ved tilføjelser, hvorved det adskiller sig fra de flekterende sprog). Det er ikke lykkedes filologerne at forbinde dette „elamitiske“ sprog med noget andet kendt sprog.

Ved vurderingen af disse oplysninger bør man holde sig for øje at det geografiske område hvori Elams efterkommere til sidst bosatte sig, kan have været beboet af andre folkeslag før eller endda samtidig med at elamitterne boede der, på samme måde som de tidlige ikkesemitiske sumerere boede i Babylonien. I Encyclopædia Britannica (1959, bd. 8, s. 118) siges der: „Hele landet [Elam] var beboet af forskellige stammer der for størstedelens vedkommende talte agglutinerende dialekter, skønt de vestlige områder var beboet af semitter.“ — Kursiveret af os; KORT og OVERSIGT, bd. 1, s. 329.

De kileskriftinskriptioner der er fundet i det tidligere elamitiske område, er ikke noget afgørende bevis for at de oprindelige elamitter ikke var semitter. Der er mange eksempler i historien på at folkeslag har antaget et andet sprog som følge af at fremmede elementer er trængt ind i landet og har taget overhånd. Der er ligeledes eksempler på at folkeslag i oldtiden har betjent sig af et andet sprog end deres eget som handelssprog og diplomatisk sprog. Aramaisk blev således et sprog som mange folkeslag brugte som deres internationale hjælpesprog. „Hetitterne“ i Karatepe forfattede tosprogede inskriptioner (øjensynlig i det 8. årh. f.v.t.) med „hetitiske“ hieroglyffer og gammelfønikiske skrifttegn. I den persiske kongeby Persepolis har man fundet omkring 30.000 lertavler fra perserkongen Darius I’s tid, overvejende skrevet på det sprog der kaldes „elamitisk“, og dog vil man ikke kalde Persepolis for en „elamitisk“ by.

Et yderligere vidnesbyrd om at listen over folkeslag i Første Mosebogs 10. kapitel ikke bør betragtes som rent geografisk, men er en stamtavle, er de fund der er gjort af relieffer og figurer som er udhugget i sten for elamitiske konger og dateret af arkæologer så langt tilbage som til Sargon I (hvis regeringstid ansættes til sidste halvdel af det 3. årtusind f.v.t.). Disse figurer er ikke alene typisk akkadiske (dvs. semitiske, assyrisk-babyloniske), men er også forsynet med inskriptioner på akkadisk. — The Illustrated Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1980, bd. 1, s. 433.

Historie. Første gang Elam nævnes i Bibelen som et land eller et rige, er på Abrahams tid (2018-1843 f.v.t.), da Kedorlaomer, „konge i Elam“, i forening med andre konger rykkede frem mod en kana’anæisk sammenslutning af konger i Dødehavsområdet. (1Mo 14:1-3) Kedorlaomer var anfører for de fremrykkende konger, og det var ham kana’anæerkongerne havde været underlagt. De blev nu straffet. (1Mo 14:4-17) Et sådant felttog, hvorunder man i alt tilbagelagde måske 3200 km, var ikke usædvanligt for de mesopotamiske konger, selv på den tid. Den verdslige historie bekræfter at der i første halvdel af det 2. årtusind f.v.t. var en sådan periode hvor elamitterne havde overherredømmet i det mesopotamiske område. En elamitisk embedsmand ved navn Kudur-Mabuk, der indtog den fremtrædende by Larsa (ved Eufratfloden nord for Ur), indsatte sin søn Warad-Sin som konge dér. Warad-Sin og Rim-Sin (Warad-Sins broder, der efterfulgte ham som konge) er begge semitiske navne, også en bekræftelse på et semitisk element i Elam.

Det elamitiske herredømme i Babylonien omstyrtedes af Hammurabi, og først i sidste halvdel af det 2. årtusind f.v.t. lykkedes det Elam at sejre over Babylon og igen vinde overherredømmet i nogle århundreder. Man mener at det var i denne periode at en stele med den berømte Hammurabis lov blev ført fra Babylonien til Susa, hvor den i nyere tid er blevet fundet af arkæologer.

Elam kom igen til at indtage en underordnet plads under Nebukadnezar I (ikke den Nebukadnezar der flere hundrede år senere ødelagde Jerusalem), men det fortsatte med hyppigt at deltage i magtkampen mellem Assyrien og Babylon, indtil endelig assyrerkongerne Sankerib og Assurbanipal (Asenappar) slog elamitterne og tvangsforflyttede nogle af dem til byer i Samaria. (Ezr 4:8-10) Israelitiske fanger blev på lignende måde sendt i landflygtighed til Elam. (Es 11:11) Assyrerkongernes inskriptioner beskriver levende hvordan Elam blev undertvunget.

Efter Assyrerrigets fald ser det ud til at Elam kom under jafetisk (arisk) styre. Mederne og perserne menes at have bredt sig til det iranske højland adskillige århundreder tidligere, og under Kyaxares kæmpede mederne sammen med babylonierne for at omstyrte den assyriske hovedstad Nineve. Daniel 8:2 tyder på at Elam herefter blev en babylonisk provins. Hvad de umiddelbare følger af det assyriske sammenbrud end blev for Elam, lykkedes det åbenbart perserne at erobre området Anshan fra elamitterne eftersom perserkongerne Teispes, Kyros I, Kambyses og Kyros II alle bar titlen „konge af Anshan“. Mens nogle betragter denne erobring af Anshan som en opfyldelse af Jeremias’ profeti om Elam (Jer 49:34-39), mener de fleste dog at Teispes’ erobring af Anshan har fundet sted mange år før profetien blev udtalt, hvilket var omkring 617 f.v.t.

Profeten Esajas forudsagde at der ville være elamitiske bueskytter blandt dem der angreb Juda og Jerusalem. (Es 22:4-6) Det blev også forudsagt at Elam og Medien i forening ville lægge Babylon øde (539 f.v.t.). På det tidspunkt var Medien underlagt perserkongen Kyros II, „kongen af Anshan“. (Es 21:2) Elamitterne var således med til at befri israelitterne fra fangenskabet, men da de ved flere lejligheder havde stillet sig på linje med Guds folks fjender, måtte de, når tiden var inde, sammen med andre nationer drikke Guds vredesbæger og gå ned i Sheol. — Jer 25:17, 25-29; Ez 32:24.

På pinsedagen i år 33 var der elamitter blandt de tusinder der hørte disciplene tale på mange forskellige sprog, også det sprog der dengang taltes i Elam. (Apg 2:8, 9) Som nation og folk er de dog siden ophørt med at eksistere, som forudsagt i Jeremias 49:34-39.

2. En levitisk portvagt under Davids styre; søn af Mesjelemja af koraitternes slægt. — 1Kr 25:1; 26:1-3.

3. En søn af Sjasjak; et overhoved for Benjamins stamme. — 1Kr 8:24, 25, 28.

4. Forfader til en israelitisk slægt hvoraf 1254 efterkommere vendte tilbage fra Babylon sammen med Zerubbabel (Ezr 2:1, 2, 7; Ne 7:12) og en gruppe på 71 mænd der senere ledsagede Ezra. (Ezr 8:7) Nogle af hans efterkommere var blandt dem der indvilligede i at sende deres fremmede hustruer bort (Ezr 10:19, 26), og en repræsentant for slægten var med til at underskrive den pagt der blev indgået på Nehemias’ tid. — Ne 10:1, 14.

5. En der betegnes som ’den anden Elam’, et familieoverhoved der også havde 1254 efterkommere som fulgte med Zerubbabel til Juda. — Ezr 2:31; Ne 7:34.

6. En levit der var til stede da Nehemias indviede Jerusalems mur. — Ne 12:27, 42.