5. del — Grækenland — Bibelhistoriens femte verdensrige

Som en leopard med vinger på ryggen drog Alexander i fuld fart ud fra Grækenland og underlagde sig Lilleasien (vor tids Tyrkiet), Palæstina, Ægypten og det medo-persiske rige helt til den indiske grænse. Kunne du tænke dig at få mere at vide om denne enestående hersker og hvad Bibelen har sagt om ham?

I EN alder af kun 20 år arvede den unge Alexander, søn af Filip, tronen i Makedonien. To år senere iværksatte han ifølge sin faders oprindelige plan en gengældelseskrig mod det mægtige Perserrige i øst. Inden Alexander standsede sin aktion havde han erobret hele den dakendte verden.

Dette unge militærgeni fejede gennem Lilleasien, Syrien, Palæstina, Ægypten, Babylonien og hele det medo-persiske rige lige til grænsen af oldtidens Indien! Efter alt at dømme var han oldtidens største hærfører. I dag er han kendt som Alexander den Store.

Grækenland var på overraskende kort tid blevet det femte verdensrige i bibelhistorien — endnu større end nogen af de tidligere verdensriger. Hvordan gik det til? Hvilken forbindelse har det med Guds ord? Og hvilken betydning har det for os?

Forudsagt i Bibelen

To hundrede år før Alexanders tid, mens Babylon var ved magten og endnu før Medo-Persien var blevet et verdensrige, fik Jehovas profet Daniel to storslåede profetiske syner der skildrede verdenshistoriens fremtidige forløb. Efter Babylons fald modtog Daniel et tredje profetisk syn om begivenheder der ville indtræffe længe efter hans tid. Daniel nedskrev omhyggeligt disse profetier, der først begyndte at gå i opfyldelse omkring 200 år senere. De indeholdt nøjagtige oplysninger om hvordan det ville gå Alexander og hans rige.

Hvad var det Daniel fik åbenbaret? Vi finder profetierne i Daniels bog i Bibelen, der blev skrevet omkring år 536 f.v.t. Her følger kort fortalt de oplysninger Daniel modtog vedrørende det femte verdensrige, Grækenland:

I det første profetiske syn blev Grækenland skildret som et dyr der lignede en leopard med „fire fuglevinger på ryggen“, hvilket understreger dets hurtighed. „Og der blev givet [dyret] herredømme.“ — Daniel 7:6.

I det andet profetiske syn så Daniel en gedebuk der kom „fra solnedgangen [i vest] hen over hele jordens flade“. Den bevægede sig så hurtigt at ’den ikke rørte jorden’. Gedebukken „kom helt hen til vædderen med de to horn“, som ifølge engelen er „Mediens og Persiens konger“. Gedebukken „stødte til vædderen og brød dens to horn af“. Daniel fik at vide at „den lådne buk er Grækenlands konge“. — Daniel 8:5-8, 20, 21.

I det tredje syn Daniel modtog fik han at vide at kongen af Persien ville „opbyde alt imod det græske rige. Og en mægtig konge skal stå frem og udøve et stort herredømme og gøre som han vil“. — Daniel 11:2, 3.

Hvad betyder denne symbolik? Gik alt dette i opfyldelse sådan som Daniel havde fået det beskrevet? Lad os se hvad der skete.

Profetierne opfyldes

I foråret år 334 f.v.t. gik Alexander ind i Asien ved Dardanellerne (oldtidens Hellespont) med omkring 30.000 fodfolk og 5000 kavalerister. Med en hastighed som var det en leopard med fire vinger på ryggen eller som en gedebuk der under sin fremfærd ikke syntes at røre jorden, fejede han igennem det persiske riges besiddelser — et område der var 50 gange større end hans eget rige! Kom han til at ’udøve stort herredømme og gøre som han ville’? Vi lader historien svare.

Ved floden Granikos i det nordvestlige hjørne af Lilleasien (i dag Tyrkiet) vandt Alexander sin første sejr over perserne. Den vinter erobrede han hele det vestlige Lilleasien. Ved Issos i det sydøstlige hjørne af Lilleasien vandt han det følgende efterår en fuldstændig sejr over en persisk hærstyrke der anslås at have talt en halv million mand. Den store konge Darius III af Persien flygtede og efterlod sin familie i Alexanders hænder.

I stedet for at forfølge de flygtende persere, marcherede Alexander mod syd langs Middelhavskysten, hvor han erobrede de støttepunkter der blev benyttet af den mægtige persiske flåde. Øbyen Tyrus holdt stand mod Alexander i syv måneder, indtil han tog murbrokkerne fra den gamle fastlandsby som Nebukadnezar havde ødelagt og byggede en dæmning ud til øbyen. Man kan stadig se resterne af denne dæmning, hvilket bekræfter opfyldelsen af Ezekiels profeti om at støvet fra Tyrus ville blive kastet i havet. — Ezekiel 26:4, 12.

Alexander skånede byen Jerusalem, der straks overgav sig, og fortsatte mod syd. Han erobrede Gaza og udvidede sit ’store herredømme og gjorde som han ville’ i Ægypten, hvor man hilste ham som en befrier. I Memfis ofrede han til Apistyren, hvorved han vandt de ægyptiske præsters behag. Han grundlagde også byen Alexandria, der stadig bærer hans navn, og som senere kom til at konkurrere med Athen som lærdomssæde.

På daværende tidspunkt havde Alexander til overmål ført sin faders plan ud i livet, men han var langtfra færdig med sit forehavende. Som en gedebuk i fuld fart vendte han om og gik mod nordøst, gennem Palæstina med retning mod Tigrisfloden. Dér angreb han i 331 f.v.t. perserne ved Gaugamela, ikke langt fra de smuldrende ruiner af den tidligere assyriske hovedstad Nineve. Alexanders 47.000 mand nedkæmpede en reorganiseret persisk hær på 1.000.000 mand. Darius III flygtede og blev senere myrdet af sine egne.

Fyldt af sejrsrus vendte Alexander sig mod syd og indtog de persiske kongers vinterresidens og hovedstad, Babylon. Han besatte desuden hovedstæderne Susa og Persepolis, bemægtigede sig vældige persiske skatte og nedbrændte kong Xerxes’ store palads. Endelig indtog han byen Ekbatana. Derefter underlagde denne ilsomme erobrer sig resten af det persiske rige, så langt mod øst som til Indusfloden, i vore dages Pakistan. Grækenland var ubestrideligt blevet det femte verdensrige i bibelhistorien.

Med Alexanders erobringer spredtes også det græske sprog og den græske kultur i hele dette vidtstrakte område. Og eftersom der blev oprettet græske kolonier i de besatte lande, blev koineʹ-græsk eller fællesgræsk datidens internationale sprog. Det var dette sprog der senere blev benyttet ved nedskrivningen af Bibelens græske skrifter.

Alexanders rige deles

Alexander havde til hensigt at genrejse Babylon som hovedstad for sit rige. Men sådan skulle det ikke gå. Den lådne buk i det profetiske syn havde et stort horn, om hvilket Daniel fik at vide:

„Og gedebukken optrådte meget overlegent, men så snart den var blevet mægtig, blev det store horn brudt af, og i stedet for det voksede der fire anselige horn ud mod himmelens fire vinde. . . . Den lådne buk er Grækenlands konge, og det store horn som var mellem dens øjne, er den første konge; og når dét blev brudt af, så der til sidst fremstod fire i dets sted, vil fire riger fremstå af hans nation, men ikke med hans kraft.“ — Daniel 8:8, 21, 22.

„Og når han er stået frem, vil hans rige blive knust og delt efter himmelens fire vinde, men vil ikke tilfalde hans efterkommere, og det vil ikke være som det herredømme han udøvede; for hans rige vil blive rykket op og tilfalde andre end disse.“ — Daniel 11:4.

Som forudsagt i Bibelen kom Alexander kun til at nyde stillingen som verdenshersker en kort tid. Mens han i en alder af blot 32 år havde nået højdepunktet i sin sejrrige karriere, blev der sat en stopper for hans skånselsløse erobringstogter. Under et ophold i Babylon i 323 f.v.t. blev han, skønt syg af malaria, ved med at feste til han var drukken, og pludselig døde. Hans lig blev ført til Ægypten og begravet i Alexandria. „Det store horn“ der symboliserede den første konge var blevet brudt af. Hvordan gik det så Alexanders rige?

Ifølge profetien ville riget blive delt men „ikke tilfalde hans efterkommere“. Alexanders uduelige broder Filip Aridaios herskede en kort tid men blev så myrdet. På samme måde gik det Alexanders legitime søn Alexander (Allou) og hans illegitime søn Herakles (Herkules). Således uddøde Alexanders, den store blodsudgyders, slægt.

Det var også blevet forudsagt at „fire riger [ville] fremstå af hans nation, men ikke med hans kraft“ og at hans rige ville blive „delt efter himmelens fire vinde“, men at ’det ikke ville være som det herredømme han udøvede’. Gik også denne del af profetien i opfyldelse?

Efter nogen tid blev Alexanders vidtstrakte rige delt mellem fire af hans generaler: (1) General Kassander — Makedonien og Grækenland. (2) General Lysimachos — Lilleasien og det europæiske Thrakien. (3) General Seleukos Nikator — Babylonien, Medien, Syrien, Persien og provinserne østpå til Indusfloden. (4) General Ptolemaios Lagos — Ægypten, Libyen, og Palæstina. Som forudsagt blev Alexanders store rige delt, og fire hellenistiske riger opstod.a

Af disse riger fik det ptolemaiske rige i Ægypten den længste levetid. Det blev først underlagt Rom i år 30 f.v.t., hvorefter Romerriget indtog Grækenlands plads og blev det sjette verdensrige i bibelhistorien.

Lyse fremtidsudsigter for menneskeheden

Ville det ene undertrykkende verdensrige uophørligt følge det andet? Nej, for Bibelen viser at vi befinder os nær afslutningen på det sidste i rækken af disse riger. — Åbenbaringen 17:10.

Efter synet af disse dyriske menneskeskabte styreformer blev Daniel præsenteret for noget der var helt anderledes. Han fik et enestående syn af selve himmelen, hvor han så „den gamle af dage“, Gud selv, overgive riget, ikke til en grisk menneskelig fører, men til „en der var som en menneskesøn“ — nemlig til den opstandne Jesus Kristus i himmelen! — Daniel 7:9, 10, 13.

Hvilken kontrast! Dette himmelske rige vil udøve sit herredømme på en helt anden måde end de krigsgale jordiske konger har gjort. Om denne ophøjede himmelske „menneskesøn“ sagde Daniel: „Og der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.“ (Daniel 7:14) Det skulle være et rige præget af fred og retfærdighed. — Esajas 9:6, 7.

Når vi ser tilbage på den grådighed og vold der har kendetegnet de jordiske herskere og deres styreformer, kan vi være lykkelige for at dette himmelske rige allerede er blevet oprettet og at dets retfærdige jordomspændende herredømme snart vil blive en realitet! — Åbenbaringen 12:10, 12.

„For synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ — Habakkuk 2:3.

[Fodnote]

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Alexanders storrige

Pella

Sardes

Issos

Damaskus

Tyrus

Jerusalem

Alexandria

Memfis

Theben

Det Store Hav

Eufrat

Tigris

Gaugamela

Ekbatana

Babylon

Susa

Persepolis

Alexandria eschate

Taxilis

Indus

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Opdelingen af Alexanders rige

Det Store Hav

KASSANDER

Pella

LYSIMACHOS

Lysimakia

PTOLEMAIOS LAGOS

Alexandria

SELEUKOS NIKATOR

Antiokia

Seleukia

[Illustration på side 24]

Kystparti i nærheden af nutidens Alexandria

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.