„Jeg er med jer“
„Mange vil undersøge den på kryds og tværs, og den sande kundskab vil blive stor.“ — DAN. 12:4, fdn.
HVAD VIL DU SVARE?
Hvordan er „den sande kundskab“ blevet gjort kendt i nyere tid?
Hvilke tiltag har medført at „mange“ har taget imod sandheden?
Hvad har ført til at den nøjagtige kundskab er blevet „stor“?
1, 2. (a) Hvordan ved vi at Jesus er med sine undersåtter i dag og også vil være det i fremtiden? (b) Hvad ville et grundigt studium af Skrifterne føre til ifølge Daniel 12:4?
FORESTIL dig at du befinder dig i Paradiset. Hver morgen slår du øjnene op og føler dig frisk og veludhvilet. Det gør ikke ondt nogen steder. Alle de skavanker du engang havde, er væk. Din syns-, høre-, lugte-, føle- og smagssans virker helt perfekt. Du har masser af energi, et spændende arbejde og mange venner, og alle dine bekymringer er væk. Sådanne velsignelser vil du komme til at opleve under Guds riges styre. Den udnævnte konge, Kristus Jesus, vil velsigne sine undersåtter og undervise dem så deres kundskab om Jehova øges.
2 Jehova vil være med sine loyale tjenere når de deltager i dette fremtidige globale undervisningsarbejde. Faktisk har Gud og hans søn i århundreder støttet de trofaste. Før Jesus steg til himmelen, forsikrede han sine loyale disciple om at han ville være med dem. (Læs Mattæus 28:19, 20). Det vil styrke vores tro på dette løfte at undersøge blot en enkelt sætning i en inspireret profeti der blev nedskrevet i det gamle Babylon for mere end 2500 år siden. Om „endens tid“, som vi nu lever på, skrev profeten Daniel: „Mange vil undersøge [Guds ord] på kryds og tværs, og den sande kundskab vil blive stor.“ (Dan. 12:4, fdn.) De der omhyggeligt studerede Skrifterne, ville altså få den vidunderlige velsignelse at finde den sande, nøjagtige kundskab fra Guds ord. Daniel skrev også at mange ville tage imod „den sande kundskab“, og at den ’ville blive stor’. Den ville blive udbredt og gjort let tilgængelig for folk. At se nærmere på hvordan denne profeti er blevet opfyldt, vil gøre det tydeligt for os at Jesus er med sine disciple i dag, og at Jehova er i stand til at gennemføre alt hvad han har lovet.
„DEN SANDE KUNDSKAB“ BLIVER GJORT KENDT
3. Hvad skete der efter apostlenes død?
3 Efter apostlenes død kom det forudsagte frafald, og det spredtes som en ild. (Apg. 20:28-30; 2 Thess. 2:1-3) I flere hundrede år derefter var „den sande kundskab“ bestemt ikke stor, heller ikke blandt dem der hævdede at være kristne. Selvom kristenhedens ledere påstod at de troede på Skriftens ord, forkyndte de religiøse løgne — „dæmoners lærdomme“ som vanærede Gud. (1 Tim. 4:1) Folk blev holdt i åndeligt mørke og blev blandt andet bildt ind at Gud er en treenighed, at sjælen er udødelig, og at nogle sjæle pines for evigt i et brændende helvede.
4. Hvordan begyndte en gruppe kristne i 1870’erne at søge efter „den sande kundskab“?
4 Men i 1870’erne — cirka fyrre år før „de sidste dage“ begyndte — mødtes en lille gruppe oprigtige kristne fra Pennsylvania, USA, for grundigt at studere Bibelen og søge efter „den sande kundskab“. (2 Tim. 3:1) De kaldte sig for Bibelstudenterne. Disse mennesker hørte ikke til „de vise og intellektuelle“ som Jesus havde sagt at kundskaben ville være skjult for. (Matt. 11:25) Nej, de var ydmyge og ønskede af hele deres hjerte at gøre Guds vilje. Grundigt og under bøn læste og drøftede de Bibelen og mediterede over stoffet. De sammenholdt også bibelske passager og undersøgte hvad andre som havde foretaget et lignende studium, havde skrevet. Efterhånden fandt Bibelstudenterne frem til sandheder der havde været skjult i århundreder.
5. Hvad var formålet med den serie traktater der blev kaldt The Old Theology?
5 Bibelstudenterne var selvfølgelig begejstrede for de ting de lærte, men deres kundskab gjorde dem ikke stolte eller opblæste; de påstod heller ikke at det de forkyndte, var noget nyt. (1 Kor. 8:1) I stedet udgav de i april 1889 den første traktat i en serie som de kaldte The Old Theology. Formålet med traktaterne var at hjælpe læserne til at finde frem til Bibelens sandheder så de kunne blive frigjort fra „al falsk ’Menneskelærdom’“ og tage imod Jesu og apostlenes lære, „den gamle og ægte Theologie“. — Den gamle Theologie, dansk-norsk, april 1892, side 24.
6, 7. (a) Hvilke sandheder har vi fået hjælp til at forstå siden 1870’erne? (b) Hvilke sandheder er du særlig glad for at kende?
6 Hvilke fantastiske sandheder er der ikke blevet afdækket siden denne spæde begyndelse for over 100 år siden!a Det er ikke tørre teologiske teser, men spændende og befriende sandheder der giver livet mening og fylder os med glæde og håb. De hjælper os til at lære Jehova at kende, både hans kærlige personlighed og hans hensigter. De kaster også lys over hvem Jesus er, hvorfor han kom til jorden og døde, og hvad han er optaget af nu. Desuden hjælper disse værdifulde sandheder os til at forstå hvorfor Gud tillader ondskab, hvorfor vi dør, hvordan vi skal bede, og hvordan vi kan opnå sand lykke.
7 Vi kan nu forstå betydningen af profetier som i umindelige tider blev ’holdt hemmelige’, men som bliver opfyldt her i endens tid. (Dan. 12:9) Mange af disse profetier findes i evangelierne og i Åbenbaringens Bog. Jehova har givet os indsigt i begivenheder vi ikke har kunnet se med det blotte øje — Jesu indsættelse på tronen, krigen i himmelen og nedstyrtningen af Satan. (Åb. 12:7-12) Gud har også hjulpet os til at forstå betydningen af det vi kan se. Vi er klar over hvorfor der er krige, jordskælv, pestlignende sygdomme og hungersnød, og hvorfor mange mennesker opfører sig så ondt. — Luk. 21:10, 11; 2 Tim. 3:1-5.
8. Hvem giver vi æren for den forståelse vi har fået?
8 Jesus sagde til sine disciple: „Lykkelige er de øjne der ser det I ser. For jeg skal sige jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det I ser, men fik det ikke at se, og at høre det I hører, men fik det ikke at høre.“ (Luk. 10:23, 24) Det er præcis sådan vi har det i dag. Vi giver Jehova Gud æren for at vi kan „se“ og „høre“ sådanne ting. Og hvor er vi taknemmelige for at Gud har sendt sin hellige ånd, „hjælperen“, for at lede os „til hele sandheden“! (Læs Johannes 16:7, 13). Lad os altid sætte „den sande kundskab“ højt og uselvisk give andre del i den.
„MANGE“ TAGER IMOD „DEN SANDE KUNDSKAB“
9. Hvilken opfordring kom den engelske udgave af dette blad med i april 1881?
9 I april 1881, mindre end to år efter at det første nummer af Watch Tower var udkommet, søgte man i bladet 1000 forkyndere. Der stod: „Dem der er således stillet at de kan give halvdelen eller mere af deres tid til Herrens arbejde, vil vi foreslå en plan . . . nemlig: at I, efter som I bedst kan, rejser ud til store og små byer som kolportører eller evangelister og hvert sted søger at finde de oprigtige kristne, hvoraf I vil finde mange der er virkelig nidkære for Gud, men uden forståelse; søg at gøre disse bekendt med vor Faders rige nåde og de skønne sandheder der findes i hans ord.“
10. Hvordan reagerede folk på opfordringen til at blive heltidsforkyndere?
10 Denne opfordring viste at Bibelstudenterne forstod at sande kristne havde den vigtige opgave at forkynde den gode nyhed. Deres møder blev på det tidspunkt kun overværet af nogle få hundrede, så det var ret optimistisk at søge 1000 heltidsforkyndere. Men mange som læste blot et enkelt blad eller en traktat, forstod at de havde fundet sandheden, og reagerede prompte på opfordringen til at forkynde. I 1882 skrev en mand fra London for eksempel følgende efter at have læst et nummer af Watch Tower og en brochure udgivet af Bibelstudenterne: „Forklar mig venligst hvad jeg skal forkynde, og hvordan jeg skal gøre det, så jeg kan udføre det velsignede arbejde Gud ønsker gjort.“
11, 12. (a) Hvilket mål har vi tilfælles med kolportørerne? (b) Hvordan oprettede kolportørerne „klasser“, eller menigheder?
11 I 1885 tjente omkring 300 Bibelstudenter som kolportører. Disse heltidsforkyndere havde det samme mål som vi har i dag — at gøre disciple af Kristus. Men deres metoder adskilte sig noget fra vores. I dag studerer vi typisk Bibelen med én person ad gangen og kan på den måde give individuel undervisning. Derefter inviterer vi den vi studerer med, til at komme i en allerede oprettet menighed. Men når kolportørerne i tidernes morgen havde afsat nogle bøger, underviste de ikke de interesserede enkeltvis. De samlede dem derimod i grupper så de kunne studere Skrifterne sammen, og oprettede på den måde små menigheder, eller „klasser“ som de blev kaldt.
12 I 1907, for eksempel, gennemgik en gruppe kolportører en bestemt by for at finde frem til dem der allerede havde fået Millenniets Daggry (også kaldet Studier i Skriften). Watch Tower berettede: „De [interesserede] blev nu samlet til et møde i et af hjemmene. Kolportøren drøftede emnet ’Guds verdensplan’ med dem hele søndagen, og den følgende søndag foreslog han at de skulle holde regelmæssige møder.“ I 1911 modificerede brødrene denne fremgangsmåde. Der blev nu udsendt 58 særlige rejsende tjenere som skulle holde offentlige foredrag rundt omkring i USA og Canada. Disse brødre sørgede for at få navne og adresser på interesserede der overværede foredragene, og arrangerede at de kunne mødes i private hjem. På den måde blev der oprettet nye „klasser“. I 1914 var der på verdensplan 1200 menigheder af Bibelstudenter.
13. Hvad gør indtryk på dig i forbindelse med forkyndelsesarbejdet i dag?
13 I dag er der omkring 109.400 menigheder fordelt ud over hele jorden, og cirka 895.800 brødre og søstre tjener som pionerer. Næsten otte millioner har taget imod „den sande kundskab“ og lader den forme deres liv. (Læs Esajas 60:22).b Noget der gør denne vækst ekstra bemærkelsesværdig, er Jesu profeti om at hans disciple ville blive „genstand for alles had“ på grund af hans navn. Han sagde også at de ville blive forfulgt, fængslet og endda slået ihjel. (Luk. 21:12-17) På trods af modstand fra Satan, dæmonerne og mennesker har Jehovas folk oplevet en hel fantastisk fremgang i arbejdet med at gøre disciple. I dag forkynder de „på hele den beboede jord“, fra de tropiske regnskove til den frosne tundra, i bjergområder og ørkener, i byer og på landet. (Matt. 24:14) Alt dette har kun været muligt fordi Gud har støttet sine tjenere.
„DEN SANDE KUNDSKAB“ BLIVER „STOR“
14. Hvordan er „den sande kundskab“ blevet udbredt gennem det trykte ord?
14 Som vi har set, er „den sande kundskab“ blevet „stor“ fordi så mange har forkyndt den gode nyhed. Men noget der også har været med til at udbrede kundskaben, er det trykte ord. I juli 1879 udgav Bibelstudenterne det første nummer af dette blad, som havde titlen Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence. Dette første nummer, som blev trykt af et kommercielt firma, havde et oplagstal på 6000 og udkom kun på engelsk. Den 27-årige Charles Taze Russell blev valgt som redaktør, og fem andre åndeligt modne Bibelstudenter bidrog regelmæssigt med artikler til bladet. I dag udkommer Vagttårnet på 195 sprog. Det er verdens mest udbredte blad, med et oplag på 42.182.000. På andenpladsen kommer dets søsterblad, Vågn op!, med et oplag på 41.042.000 på 84 sprog. Hvert år bliver der også trykt omkring 100 millioner bøger og bibler.
15. Hvordan bliver vores trykkerivirksomhed finansieret?
15 Dette gigantiske arbejde bliver finansieret gennem frivillige bidrag. (Læs Mattæus 10:8). For folk i trykkeribranchen som ved hvad maskiner, papir, farve og andre materialer koster, er det næsten ikke til at fatte. En broder der arbejder som global indkøber for vores trykkerier, siger: „Forretningsfolk som besøger os, er forbløffede over at så teknologisk avancerede trykkerier med så stor en produktion kan finansieres ved hjælp af frivillige bidrag. Det gør også indtryk på dem at de der arbejder på Betel, er så unge og glade.“
KUNDSKAB OM GUD VIL FYLDE JORDEN
16. Hvorfor er „den sande kundskab“ blevet gjort kendt?
16 Der er et helt bestemt formål med at „den sande kundskab“ er blevet så „stor“. Gud vil at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3, 4) Ja, det er Jehovas ønske at folk skal lære sandheden at kende så de kan tilbede ham på den rigtige måde og blive velsignet. Ved at gøre „den sande kundskab“ kendt har Jehova indsamlet en trofast rest af salvede kristne. Ud af „alle nationer og stammer og folk og tungemål“ samler han også „en stor skare“, som har håb om at komme til at leve evigt på jorden. — Åb. 7:9.
17. Hvad vidner udbredelsen af den sande tilbedelse om?
17 Når man ser på den enorme udbredelse den sande tilbedelse har fået i løbet af de sidste 130 år, må man konkludere at Jehova og hans udnævnte konge, Jesus Kristus, har været med Guds tjenere på jorden — ved at lede, beskytte, organisere og undervise dem. Jehova har holdt sit løfte om at lade mange få del i „den sande kundskab“, og det giver os tillid til at han også vil opfylde de løfter han har givet for fremtiden. Til den tid ’vil jorden være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund’. (Es. 11:9) Tænk hvilke vidunderlige velsignelser menneskeheden vil komme til at opleve!
[Fodnoter]
a Se dvd’erne Jehovas Vidner — En levende tro, 1. del: Ud af mørket og 2. del: Lad lyset skinne.
[Illustration på side 6]
Bibelstudenterne var ydmyge mennesker der oprigtigt ønskede at gøre Guds vilje
[Illustration på side 7]
Jehova værdsætter den indsats du yder for at gøre „den sande kundskab“ kendt