Hovedpunkter fra bibellæsningen: Hoseas 1:1–14:9

Jehova vor Gud er barmhjertig

JEHOVA er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. (Nehemias 9:17) Han holder fast ved sine retfærdsnormer, men indbyder dog syndere til at angre og komme til at stå i et godt forhold til ham. Dette fremgår tydeligt af de ord Gud henvendte til de egenrådige israelitter gennem profeten Hoseas.

Bogen der bærer Hoseas’ navn blev fuldført i landsdelen Samaria af profeten selv ved slutningen af hans lange tjeneste, der varede omkring 59 år (fra cirka 804 f.v.t. til efter 745 f.v.t.). Hoseas profeterede i tistammeriget da kong Jeroboam II var konge i Israel, og da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda. (Hoseas 1:1) Som følge af at Israel ignorerede gentagne opfordringer til at vise sindsændring faldt nationen for assyrerne, og dens hovedstad, Samaria, blev ødelagt i 740 f.v.t. Selv om Hoseas’ profeti var henvendt til israelitterne dengang, kan vi i dag lære noget af den om Jehova Guds barmhjertighed.

Israels egenrådighed

Jehova skænker barmhjertighed på grundlag af en synders dybe anger. (Salme 51:17; Ordsprogene 28:13) Guds villighed til at vise Israel barmhjertighed blev illustreret ved Hoseas’ forhold til sin hustru, Gomer. Som befalet tog Hoseas sig en „skøgehustru“. Efter at Gomer havde født Hoseas et barn, fødte hun øjensynlig to uden for ægteskabet. Til trods for det, tog profeten hende barmhjertigt til sig igen. På samme måde var Israel som en utro hustru over for Jehova; det tilskrev nemlig falskeligt guden Ba’al alle de velsignelser det opnåede. Men Jehova var villig til at vise barmhjertighed hvis det angrede sin åndelige utroskab. — 1:1–3:5.

Syndere der ønsker Guds barmhjertighed må vende om fra deres syndige vej og følge den kundskab de får fra Gud. (Salme 119:59, 66, 67) Jehova havde en retstrætte med Israels indbyggere fordi der ikke var sandhed, loyal hengivenhed eller kundskab om Gud i landet. Eftersom de havde afvist kundskab, ville Jehova også afvise dem. Israel og Juda ville blive krævet til regnskab for deres afgudsdyrkelse. Imidlertid var det forudsagt at de ville søge Gud når de var „hårdt trængt“. — 4:1–5:15.

De skal høste storm!

Hvis syndere skal opnå Guds barmhjertighed er det vigtigt at de har gerninger der stemmer med sindsændringen. (Apostelgerninger 26:20) „Lad os vende tilbage til Jehova,“ bad Hoseas indtrængende. Men Israels (også kaldet Efraim efter den førende stamme) og Judas loyale hengivenhed var som „dug der tidligt forsvinder“. Folket havde overtrådt Guds pagt og ikke gjort gerninger der stemte med sindsændringen. De havde søgt hjælp fra Ægypten og Assyrien „som en tankeløs due uden et forstandigt hjerte“. Men disse politiske foranstaltninger ville være lige så nytteløse som „en slap bue“ hvormed der ikke kan afskydes pile der når deres mål. — 6:1–7:16.

For at kunne høste det der er godt, må de der søger Jehovas barmhjertighed, så det der er godt. (Galaterne 6:7, 8) Israelitterne forkastede det gode og kom derfor til at høste det der er ondt. De ’såede vind’ og ville ’høste storm’. Gud ville „gøre op med deres synder“, og de ville ikke høste hans barmhjertighed, men hans ugunstige dom. De ville blive „flygtninge blandt nationerne“, hvilket den assyriske belejring uden tvivl ville medvirke til. — 8:1–9:17; 5 Mosebog 28:64, 65; 2 Kongebog 15:29; 17:1-6, 22, 23; 18:9-12; 1 Krønikebog 5:26.

Kun hvis vi bliver ved med at værdsætte det der er helligt, vil vi fortsat få gavn af Guds barmhjertighed. (Hebræerne 12:14-16) Israelitterne manglede denne værdsættelse. I stedet for at så deres sæd med retfærdighed og høste i forhold til loyal hengivenhed, havde de pløjet ugudelighed og høstet uretfærdighed. Gud havde kaldt Israel ud af Ægypten som sin søn, men hans kærlighed blev gengældt med svig. „Til din Gud skal du vende om; tag vare på loyal hengivenhed og ret,“ rådede Jehova. Men Efraim var optaget af grove synder og fortjente derfor tugt i stedet for barmhjertighed. — 10:1–12:14.

Vend om til Jehova

Selv de der begår alvorlige synder kan vende om til Jehova og opnå barmhjertighed. (Salme 145:8, 9) Endnu en gang henviser Hoseas til Guds omsorg for israelitterne. Selv om nationen havde vendt Jehova ryggen, lovede han at den ville blive genrejst. Hans løfte lød: „Af Sheols vold vil jeg løskøbe dem, fra døden vil jeg genløse dem.“ Samaria (Israel) måtte betale en pris for sin oprørskhed mod Gud. Men til trods for dette blev israelitterne opfordret til at vende om til Jehova og medbringe sunde ord, deres „læbers tyre“. Profetien slutter med den trøstende tanke at de vise og retfærdige der går på Jehovas rette veje vil nyde gavn af hans barmhjertighed og kærlighed. — 13:1–14:9.

Hovedpunkter der bør huskes: Jehova skænker barmhjertighed på grundlag af en synders dybe anger. Men syndere der ønsker at opnå Guds barmhjertighed må rette sig efter den kundskab de får fra Gud og øve gerninger der stemmer med deres sindsændring. De må ’så’ det der er godt og blive ved med at værdsætte det der er helligt. Desuden er det en trøst at vide at selv de der begår alvorlige synder tillidsfuldt kan vende om til Jehova, for han er barmhjertig.

[Ramme på side 14]

KOMMENTARER TIL SKRIFTSTEDER

○ 2:21-23 — Jizre’el betyder „Gud vil så sæd“. Jehova ville samle en trofast rest og så den ud som sæd i Juda, hvor der ville vokse korn, ny vin og olie frem. På den trængende rests vegne ville disse gode ting anmode jorden om at afgive næringsstoffer til kornet, vinstokkene og oliventræerne. Jorden ville så igen anmode himmelen om regn, og den ville bede Gud om at frembringe skyer som kunne afgive den nødvendige regn.

○ 5:1 — De frafaldne præster og konger i Israel var blevet som en fælde og et net for folket, ved at de havde forledt det til afgudsdyrkelse. Tabors Bjerg (vest for Jordan) og Mizpa (en by øst for Jordan) var måske samlingssteder for afgudsdyrkelse. I hele Israel praktiseredes afgudsdyrkelse på grund af det dårlige eksempel som folkets ledere satte, og en skønne dag ville de komme til at opleve Guds ugunstige dom.

○ 7:4-8 — De utro israelitter sammenlignes med en bagers ovn eller ildsted, uden tvivl på grund af det onde begær der brændte i dem. Fordi Efraim (Israel) blandede sig med nationerne ved at antage deres skikke og indgå forbund med dem, sammenlignes det også med en rund kage der kun var bagt på den ene side.

○ 9:10 — Israelitterne „viede sig til den skammelige afgud“ da de indlod sig med Ba’al-Peor på Moabs sletter. (4 Mosebog 25:1-5) Hoseas brugte her et hebraisk verbum der betyder „at trække sig tilbage“, „at holde sig adskilt“. Israelitterne var viet til Gud men havde skilt sig ud for at tjene Ba’al-Peor. Det er muligt at denne begivenhed nævnes fordi tilbedelsen af Ba’al var tistammerigets alvorligste synd. (Hoseas 2:8, 13) Måtte vi give agt på denne advarsel og aldrig bryde vort indvielsesløfte til Jehova. — 1 Korinther 10:8, 11.

○ 10:5 — Bet-Aven (der betyder „Ondskabs hus“) blev brugt i nedsættende betydning om Betel, der betyder „Guds hus“. Betel havde været Guds hus, men var blevet et ondskabens hus på grund af den kalvedyrkelse der fandt sted dér. (1 Kongebog 12:28-30) Når afgudskalven blev ført i landflygtighed, ville folket grue for den eller blive bange. Den livløse afgud kunne ikke beskytte sig selv, og endnu mindre dem der tilbad den. — Salme 115:4-8.

○ 13:14 — Jehova ville ikke skåne de ulydige israelitter ved på det tidspunkt at redde dem af Sheols vold eller hente dem tilbage fra døden. Han ville ikke have medlidenhed med dem, for de fortjente ikke at der blev vist dem barmhjertighed. Men apostelen Paulus påpegede at Gud en dag ville opsluge døden for stedse og gøre dens sejr til intet. Jehova beviste sin magt til at gøre dette da han oprejste Jesus Kristus fra døden og Sheol, og han gav dermed en garanti for at alle der er i Guds erindring vil blive oprejst af hans søn når han hersker i sit rige. — Johannes 5:28, 29.