Hvem vil overleve „Jehovas dag“?

„Jehovas dag er stor og meget frygtindgydende, og hvem kan udholde den?“ — JOEL 2:11.

 1. Hvorfor bør tanken om ’Jehovas frygtindgydende dag’ fylde os med glæde?

„FRYGTINDGYDENDE“! Det er sådan Guds profet Joel beskriver ’Jehovas store dag’. Vi der elsker Jehova og har indviet os til ham på grundlag af Jesu genløsningsoffer, har imidlertid ikke noget at frygte ved tanken om at Jehovas dag er nær. Det vil blive en ærefrygtindgydende dag, men også en dag med storslået frelse og udfrielse fra en ugudelig ordning der har voldt menneskeheden ondt i tusinder af år. Joel opfordrer Guds folk til ved tanken om denne dag at „juble og fryde [sig], for Jehova handler storslået“. Han giver denne forsikring: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ Ja, under Guds riges styre „vil der være undslupne, sådan som Jehova har sagt, og blandt de overlevende som Jehova kalder på“. — Joel 2:11, 21, 22, 32.

 2. Hvordan opfyldes Guds hensigter på (a) „Herrens dag“ og (b) „Jehovas dag“?

² Jehovas frygtindgydende dag må ikke forveksles med den „Herrens dag“ der omtales i Åbenbaringen 1:10. På Herrens dag opfyldes de 16 syner der er beskrevet i Åbenbaringens 22 kapitler, og denne dag falder sammen med tiden for opfyldelsen af alle de begivenheder Jesus forudsagde som svar på sine disciples spørgsmål: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ Jesu nærværelse i himmelsk magt har på jorden sat sig spor i form af grufulde fænomener som ’krige, hungersnød, had, pest og lovløshed’. Mens disse sørgelige tilstande har grebet voldsomt om sig, har Jesus trøstet de gudfrygtige ved at sende sine nutidige disciple ud for at forkynde „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. Som højdepunkt på Herrens dag „vil enden komme“ for den nuværende tingenes ordning i form af Jehovas frygtindgydende dag. (Mattæus 24:3-14; Lukas 21:11) Det vil være dagen hvor Jehova eksekverer en hastig dom over Satans fordærvede verden. „Himmelen og jorden vil ryste; men Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ — Joel 3:16.

Jehova griber ind i Noas dage

 3. Hvilken lighed er der mellem forholdene i dag og forholdene på Noas tid?

³ Verdensforholdene i dag er et sidestykke til „Noas dage“ for over 4000 år siden. (Lukas 17:26, 27) I Første Mosebog 6:5 læser vi: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang.“ Det kunne være et signalement af verden i dag. Ugudelighed, begærlighed og mangel på kærlighed findes overalt. Til tider kunne man fristes til at tro at fornedrelsen har nået bunden; men apostelen Paulus’ profeti om „de sidste dage“ opfyldes fortsat: „Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“ — 2 Timoteus 3:1, 13.

 4. Hvilken virkning havde falsk gudsdyrkelse i tidlige tider?

⁴ Kunne religionen have bedret menneskehedens forhold på Noas tid? Tværtimod! Datidens frafald i form af afgudsdyrkelse fremskyndede kun forfaldet. Vore første forældre var bukket under for den falske lære der blev fremført af „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“. I andet slægtled fra Adam „begyndte man at påkalde Jehovas navn“, sikkert på en gudsbespottelig måde. (Åbenbaringen 12:9; 1 Mosebog 3:3-6; 4:26) Senere svigtede nogle oprørske engle deres kærlighed til Gud og iførte sig menneskelegemer for at stå i urette seksuelle forhold til smukke menneskedøtre. Disse kvinder fødte et bastardafkom, kæmper der blev kaldt nefilim, som undertrykte og tyranniserede mennesker. Under denne dæmoniske påvirkning ’ødelagde alt kød sin vej på jorden’. — 1 Mosebog 6:1-12.

 5. Hvilken advarsel giver Jesus os med henvisning til forholdene i Noas dage?

⁵ Der var imidlertid én familie der holdt fast ved sin uangribelighed over for Jehova. Derfor „bevarede [Gud] Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“. (2 Peter 2:5) Vandfloden forudskildrede Jehovas frygtindgydende dag, som vil markere enden på denne tingenes ordning, og om hvilken Jesus profeterede følgende: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene. For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mattæus 24:36-39) Situationen i dag er den samme, og derfor lyder Jesu opfordring til os: „Vær opmærksomme på jer selv . . . Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske.“ — Lukas 21:34-36.

Jehova bringer retslig straf over Sodoma og Gomorra

 6, 7. (a) Hvad forudskildrede begivenhederne på Lots tid? (b) Hvilken tydelig advarsel giver det os?

⁶ Nogle hundrede år efter Vandfloden, da Noas efterkommere var blevet talrige på jorden, var den trofaste Abraham og hans nevø Lot øjenvidner til endnu en frygtindgydende „Jehovas dag“. Lot og hans familie boede i byen Sodoma, der sammen med nabobyen Gomorra var forsumpet i frastødende umoralitet. Også materialismen var i højsædet, noget der til sidst fik konsekvenser for Lots hustru. Jehova havde sagt til Abraham: „Klageskriget over Sodoma og Gomorra, ja, det er højt, og deres synd, ja, den er meget stor.“ (1 Mosebog 18:20) Abraham bønfaldt Jehova om at skåne disse byer for de retfærdige indbyggeres skyld, men Jehova erklærede at han end ikke kunne finde ti retfærdige dér. Hans udsendte engle sørgede for at Lot og hans to døtre undslap til den nærliggende by Zoar.

⁷ Hvad skete der så? Svaret finder vi i Lukas 17:28-30, hvor der drages en parallel mellem vor tids „sidste dage“ og de sidste dage på Lots tid: „Ligeledes, som det gik i Lots dage: de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. Men den dag da Lot gik ud af Sodoma regnede ild og svovl ned fra himmelen og gjorde det af med dem alle. På samme måde vil det være på den dag da Menneskesønnen åbenbares.“ Sodomas og Gomorras endeligt på Jehovas frygtindgydende dag dengang udgør en klar advarsel til os der lever nu hvor Jesus er nærværende. Vor tids generation har også „begået utugt i stort omfang og [er] gået efter kød til unaturlig brug“. (Judas 7) Vor tids umoralske sexvaner har desuden forårsaget meget af den „pest“ Jesus forudsagde angående vor tid. — Lukas 21:11.

Israel høster „storm“

 8. Påskønnede Israel sin pagt med Jehova?

⁸ Med tiden valgte Jehova Israel som sin „særlige ejendom blandt alle folkene, . . . et kongerige af præster og en hellig nation“. Men betingelsen var at de ’nøje adlød hans røst og holdt hans pagt’. (2 Mosebog 19:5, 6) Påskønnede de denne storslåede forret? Nej! Trofaste israelitter som Moses, Samuel, David, Josafat, Ezekias, Josias samt hengivne profeter og profetinder tjente ham loyalt. Men nationen som et hele var troløs. Med tiden blev riget delt i to stater, Israel og Juda. Næsten uafbrudt besmittede begge nationer sig med afgudsdyrkelse og gudvanærende skikke fra nabolandene. — Ezekiel 23:49.

 9. Hvilken dom afsagde Jehova over det oprørske tistammerige?

⁹ Hvordan så Jehova på dette? Som altid lod han en advarsel lyde i overensstemmelse med den regel Amos omtalte: „Den suveræne Herre Jehova gør . . . intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne.“ Amos udråbte et ve over nordriget Israel: „Hvad vil Jehovas dag da betyde for jer? Den vil være mørke og ikke lys.“ (Amos 3:7; 5:18) Desuden erklærede Amos’ medprofet Hoseas: „Vind sår de, og storm skal de høste.“ (Hoseas 8:7) I 740 f.v.t. benyttede Jehova den assyriske hær til at udslette nordriget Israel for altid.

Jehova gør regnskabet op med det frafaldne Juda

10, 11. (a) Hvorfor ønskede Jehova ikke at tilgive Juda rige? (b) Hvilke vederstyggeligheder havde nationen fordærvet sig med?

¹⁰ Jehova sendte også sine profeter til sydriget Juda. Alligevel fortsatte judæiske konger som Manasse og hans efterfølger, Amon, med at gøre hvad der var ondt i Jehovas øjne, idet de „udgød . . . uskyldigt blod i store mængder“ og „dyrkede de uhumske guder . . . og bøjede sig for dem“. Amons søn Josias gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne, men de følgende konger og deres undersåtter hengav sig igen til ugudelighed i et omfang „så Jehova ikke ønskede at tilgive det“. — 2 Kongebog 21:16-21; 24:3, 4.

¹¹ Jehova erklærede gennem sin profet Jeremias: „En forfærdende, ja grufuld tilstand råder i landet: Profeterne profeterer løgn, og præsterne byder over andre med den magt de har. Og mit folk elsker det på den måde; men hvad vil I gøre når enden på det kommer?“ Nationen Juda havde pådraget sig en ubeskrivelig blodskyld, og indbyggerne lod sig fordærve ved at stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud, sværge falsk, vandre efter andre guder og bedrive andre vederstyggeligheder. Guds tempel var blevet „en røverhule“. — Jeremias 2:34; 5:30, 31; 7:8-12.

12. Hvordan straffede Jehova det opsætsige Jerusalem?

¹² Jehova erklærede: „En ulykke lader jeg komme fra nord [Kaldæa], ja et stort sammenbrud.“ (Jeremias 4:6) Han brugte det babyloniske verdensrige, der dengang var „hele jordens smedehammer“, til at knuse det opsætsige Jerusalem og dets tempel. (Jeremias 50:23) Efter en streng belejring faldt byen i 607 f.v.t. for Nebukadnezars stærke hær. „Derpå dræbte Babylons konge [kong] Zedekias’ sønner i Ribla for øjnene af ham; også alle Judas fornemme dræbte Babylons konge. Og han blindede Zedekias’ øjne, hvorpå han bandt ham med kobberlænker for at føre ham til Babylon. Og kaldæerne brændte kongens hus og folkets huse med ild, og Jerusalems mure nedbrød de. Og resten af folket som var tilbage i byen, og overløberne der var løbet over til ham, og resten af folket som var tilbage, førte Nebuzar-Adan, øversten for livvagten, i landflygtighed til Babylon.“ — Jeremias 39:6-9.

13. Hvem blev frelst på Jehovas dag i 607 f.v.t., og hvorfor?

¹³ Det var en særdeles frygtindgydende dag. Men nogle få der adlød Jehova, var blandt dem der slap levende fra denne flammende dom. Til dem hørte de ikkeisraelitiske rekabitter, der i modsætning til judæerne var ydmyge og lydige. Også den trofaste eunuk Ebed-Melek, der havde reddet Jeremias op af en dyndfyldt cisterne, samt Jeremias’ loyale sekretær, Baruk, blev frelst. (Jeremias 35:18, 19; 38:7-13; 39:15-18; 45:1-5) Det var til sådanne tjenere at Jehova sagde: „Jeg kender selv de tanker jeg tænker om jer, . . . tanker om fred, og ikke om ulykke, for at give jer en fremtid og et håb.“ Dette løfte fik en mindre opfyldelse i 539 f.v.t. da gudfrygtige jøder fik deres frihed af Babylons erobrer, kong Kyros, og vendte tilbage for at genopbygge Jerusalem og byens tempel. De der i dag forlader babylonisk religion og antager den rene tilbedelse af Jehova, kan på samme måde imødese en glædesfyldt fremtid med evig fred i det paradis Jehova genopretter. — Jeremias 29:11; Salme 37:34; Åbenbaringen 18:2, 4.

’En stor trængsel’ i det første århundrede

14. Af hvilken grund forkastede Jehova Israel for altid?

¹⁴ I det første århundrede efter vor tidsregning var jøderne igen præget af frafald. Jehova sendte sin enestefødte søn til jorden som sin Salvede, eller Messias. I årene fra 29 til 33 forkyndte Jesus overalt i Israel og sagde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Desuden samlede og oplærte han disciple til sammen med ham at forkynde den gode nyhed om Riget. Hvordan blev Jesus modtaget af jødernes herskere? De løj ham ondt på og begik til sidst den uhyrlige forbrydelse at forårsage hans pinefulde død på en marterpæl. Jehova forkastede derfor jøderne som sit folk, denne gang for evigt.

15. Hvad fik angrende jøder den forret at være med til?

¹⁵ På pinsedagen i år 33 udgød den opstandne Jesus den hellige ånd, hvorved hans disciple fik evnen til at tale i tunger og derved kunne forkynde for de jøder og proselytter der hurtigt var stimlet sammen. Apostelen Peter henvendte følgende ord til skaren: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. . . . Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ Hvordan påvirkede det de retsindige jøder? ’Det stak dem i hjertet’, og de ændrede sind og lod sig døbe. (Apostelgerninger 2:32-41) Forkyndelsen af Riget tog fart, og inden der var gået 30 år, var den nået ud til „al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.

16. Hvordan styrede Jehova de begivenheder der førte frem til eksekveringen af hans dom over det kødelige Israel?

¹⁶ Tiden var nu inde til at Jehova ville eksekvere dommen over sit forkastede folk, det kødelige Israel. Mange tusind fra nationerne i den dakendte verden var strømmet til den kristne menighed og var blevet salvet som det åndelige „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Datidens jøder var generelt sunket ned i had og sekterisk vold. De nægtede at „underordne sig de højere myndigheder“, sådan som man ifølge Paulus burde, og gjorde åbent oprør mod det romerske overherredømme. (Romerne 13:1) Jehova styrede tydeligvis de begivenheder der fulgte. I år 66 rykkede romerske legioner under hærføreren Gallus frem og belejrede Jerusalem. De romerske angribere gennembrød byens forsvar og begyndte at underminere tempelmuren. Som historikeren Josefus oplyser, var der virkelig kommet trængsel over byen og folket.a Men pludselig flygtede de angribende soldater. Det gav Jesu disciple mulighed for at „flygte til bjergene“ i lydighed mod hans profetiske formaning i Mattæus 24:15, 16.

17, 18. (a) Hvilken trængsel fra Jehova bragte retfærdig straf over datidens jøder? (b) Hvilket „kød“ ’undslap’, og hvad skildrede det?

¹⁷ Men den fulde eksekvering af Jehovas dom som kulmination på trængselen skulle først indtræffe i år 70, da de romerske legioner atter gik til angreb, nu under hærføreren Titus. Dette slag blev altafgørende. Jøderne, der havde kæmpet indbyrdes, var romerne håbløst underlegne. Byen og templet blev jævnet med jorden. Over en million udhungrede jøder led en kvalfuld død, og cirka 600.000 lig blev kastet ud gennem byportene. Efter byens fald blev 97.000 jøder ført bort som fanger, mange for siden at dø i arenaen som gladiatorer. Ja, det eneste „kød“ der blev frelst i disse trængselsår, var de lydige kristne der var flygtet til bjergene på den anden side af Jordanfloden. — Mattæus 24:21, 22; Lukas 21:20-22.

¹⁸ Sådan fik Jesu store profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ sin første opfyldelse, der kulminerede med Jehovas dag i år 66-70 da han bragte retfærdig straf over den oprørske jødiske nation. (Mattæus 24:3-22) Men det var kun en skygge af det der vil ske når „Jehovas store og frygtindgydende dag kommer“ i form af den endelige trængsel over verden. (Joel 2:31) Hvordan kan vi „undslippe“? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvordan er „Herrens dag“ forbundet med „Jehovas dag“?

◻ Hvilken advarsel bør vi tage til os ved tanken om det der skete på Noas tid?

◻ Hvilken magtfuld lære bør vi drage af det der overgik Sodoma og Gomorra?

◻ Hvem kom frelst ud af ’den store trængsel’ i det første århundrede?

[Illustrationer på side 15]

Jehova sørgede for at Noas og Lots familier og de der tjente ham i 607 f.v.t. og 70 e.v.t., overlevede