Bibelens 29. bog — Joels Bog
Skribent: Joel
Skrevet i: Juda
Fuldført: ca. 820 f.v.t. (?)
1. Hvilke dramatiske begivenheder fremhæver Joels profeti?
DEN ene insektsværm efter den anden ødelægger landet. Ild foran dem og en flamme bag dem fuldender ødelæggelsen. Overalt er der hungersnød. Solen bliver forvandlet til mørke og månen til blod, for Jehovas store og frygtindgydende dag er nær. Han giver befaling til at gå i gang med seglen og samle nationernes skarer til ødelæggelsen. Men nogle vil undslippe. (Joel 2:32) Det er af største interesse og særdeles gavnligt for os at blive kendt med de dramatiske begivenheder der er omtalt i Joels profeti.
2. Hvad ved vi om Joel og omstændighederne ved hans profetiske virksomhed?
2 Bogen præsenteres som „Jehovas ord som kom til Joel, Petuels søn“. Det er alt hvad Bibelen fortæller os om Joel selv. Det er det profetiske budskab der fremhæves, og ikke den der har skrevet det. Navnet „Joel“ (hebraisk: Jō’elʹ) menes at betyde „Jehova er Gud“. Joels førstehåndskendskab til Jerusalem, dets tempel og detaljerne i tempeltjenesten kan tyde på at han skrev sin bog i Jerusalem eller Juda. — Joel 1:1, 9, 13, 14; 2:1, 15, 16, 32.
3. Af hvilke grunde formoder vi at profetien er skrevet omkring 820 f.v.t.?
3 Hvornår blev Joels Bog skrevet? Det kan ikke siges med sikkerhed. Forskernes tidsangivelser varierer fra før år 800 f.v.t. frem til cirka år 400 f.v.t. Beskrivelsen af Jehovas dom over nationerne i Josafats Lavning tyder på at Joel skrev sin profeti nogen tid efter den store sejr Jehova vandt for kong Josafat af Juda, og følgelig efter at Josafat var blevet konge i 936 f.v.t. (Joel 3:2, 12; 2 Krøn. 20:22-26) Amos, der begyndte at profetere på et tidspunkt mellem 829 og 804 f.v.t., citerede måske fra teksten i Joels profeti. I så fald blev Joels profeti skrevet før Amos’. (Joel 3:16; Amos 1:2) At bogen blev skrevet på et tidligt tidspunkt, fremgår også af den plads den har fået i den hebraiske kanon, mellem Hoseas’ og Amos’ Bog. Vi formoder derfor at Joels profeti er skrevet omkring 820 f.v.t.
4. Hvad beviser at Joels Bog er ægte?
4 At profetien er ægte fremgår af at der citeres fra den og henvises til den i De Kristne Græske Skrifter. På Pinsedagen talte Peter om „profeten Joel“ og udlagde en af hans profetier. Paulus citerede den samme profeti og viste hvordan den blev opfyldt på både jøde og ikkejøde. (Joel 2:28-32; Apg. 2:16-21; Rom. 10:13) Alle Joels profetier mod de omliggende nationer blev opfyldt. Den store by Tyrus blev belejret af Nebukadnezar, og senere blev øbyen ødelagt af Alexander den Store. Filisterlandet blev ligeledes lagt øde. Edom blev en ørken. (Joel 3:4, 19) Jøderne rejste aldrig tvivl om hvorvidt Joels Bog var kanonisk, og de placerede den som nummer to blandt de såkaldte små profeter.
5. I hvilken henseende er Joels profeti overordentlig udtryksfuld?
5 Joels skrivemåde er levende og udtryksfuld. Han bruger gentagelser for at understrege og anvender slående sammenligninger. Græshopper omtales som en nation, et folk og en hær. Deres tænder er som løvetænder; de ser ud som heste og de lyder som stridsvogne i en hær der er stillet op til kamp. The Interpreter’s Bible citerer en autoritet med hensyn til græshoppebekæmpelse: „Joels skildring af en græshoppeinvasion er aldrig blevet overgået i sin dramatiske og nøjagtige beskrivelse af detaljerne.“a Lyt nu mens Joel profeterer om Jehovas frygtindgydende dag.
BOGENS INDHOLD
6. Hvilket syn af frygtelige ødelæggelser ser Joel først?
6 Insektinvasion lægger landet øde; Jehovas dag er nær (1:1–2:11). Hvilket syn af frygtelige ødelæggelser! Joel ser larven, vandregræshoppen, den vingeløse græshoppe og kakerlakken angribe og ødelægge. Vinstokke og figentræer er blevet ribbet, og hungersnøden hærger landet. Der er ingen korn- eller drikofre til Jehovas hus. Joel opfordrer præsterne og Guds tjenere til at angre og omvende sig. „Ak, hvilken dag!“ udbryder han. „For Jehovas dag er nær, og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.“ (1:15) Dyrene flakker forvirrede om. Flammer har afsvedet græsgangene og træerne, og ild har fortæret ørkenens græs.
7. Hvordan beskrives Jehovas fremtrængende kampstyrke?
7 Slå alarm! „Blæs i horn på Zion og opløft krigsråb på mit hellige bjerg.“ (2:1) Jehovas dag er nær, en dag med mørke og tykt mulm. Se! Et talrigt og mægtigt folk. Det gør landet der er som Eden, til en øde ørken. Intet undslipper det. De løber som heste og lyder som stridsvogne på bjergtoppene. Som et folk stillet op til kamp stormer de ind i byen, bestiger murene, trænger ind i husene og kommer gennem vinduerne. Landet bæver og himmelen ryster. Jehova leder denne talrige kampstyrke. „Jehovas dag er stor og meget frygtindgydende, og hvem kan udholde den?“ — 2:11.
8. (a) Hvordan alene kan der dæmmes op for insektinvasionen? (b) Hvilken erstatning lover Jehova?
8 Vend om til Jehova; ånden skal udgydes (2:12-32). Men der kan gøres noget for at dæmme op for invasionen. Jehova giver rådet: „Vend om til mig af hele jeres hjerte . . . sønderriv jeres hjerte, ikke jeres klæder; og vend om til Jehova jeres Gud.“ (2:12, 13) Et hornsignal kalder folket sammen til højtidsstævne. Hvis det vender om til Jehova vil han „være nidkær for sit land og have medlidenhed med sit folk“. (2:18) De vil blive velsignet og tilgivet, og angriberen vil blive slået tilbage. I stedet for at frygte skal de juble og fryde sig, for der skal være frugt, korn, ny vin og olie. Jehova vil give dem erstatning for de år da hans store kampstyrke af græshopper fortærede alt. Hans løfte lyder: „I skal spise, spise og mættes, og I skal lovsynge Jehova jeres Guds navn, han som har handlet underfuldt med jer.“ (2:26) De skal vide at Jehova alene er deres Gud og at han er i Israels midte.
9. Hvilken bevægende profeti følger efter?
9 „Og efter dette vil jeg udgyde min ånd over al slags kød,“ siger Jehova, „og jeres sønner og jeres døtre skal profetere. Jeres gamle mænd vil drømme drømme. Jeres unge mænd vil se syner. Og selv over tjenere og tjenestepiger vil jeg i de dage udgyde min ånd.“ Der vil være frygtelige varsler i sol og måne før Jehovas dag kommer. Nogle vil dog overleve. „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ — 2:28-32.
10. Hvad skal der ske i Josafats Lavning?
10 Nationerne skal dømmes i „Josafats lavning“ (3:1-21). Jehova vil føre de fangne fra Juda og Jerusalem tilbage. Nationerne vil blive samlet; Tyrus, Zidon og Filisterlandet skal komme til at betale dyrt fordi de har hånet Jehovas folk og solgt det til trældom. Hør hvordan Jehova udfordrer nationerne: „I skal hellige en krig! Opvæk de vældige krigere! Lad dem træde frem! Lad dem drage op, alle stridsmændene!“ (3:9) Lad dem smede deres plovjern om til sværd og drage op til Josafats Lavning (Josafat betyder „Jehova er dommer“). Guds befaling lyder: „Gå i gang med seglen, for høsten er moden. . . . Persekarrene flyder over, for deres ondskab er stor. Der er skarer og atter skarer i afgørelsens lavning, for Jehovas dag er nær.“ (3:13, 14) Sol og måne formørkes. Jehova brøler fra Zion og får himmelen og jorden til at ryste, men han viser sig at være et tilflugtssted og en fæstning for sit eget folk. Det skal vide at han er Jehova, dets Gud.
11. Hvordan beskriver Joel derefter de kommende velsignelser fra Jehova?
11 Hvilken paradisisk overflod „på den dag“! (3:18) Bjergene vil dryppe af vin, højene vil flyde med mælk og bækkene vil flyde med rigeligt vand. En forfriskende kilde vil udspringe fra Jehovas hus. Ægypten og Edom, som har udgydt uskyldigt blod i Juda, vil blive øde ørkener, men Juda og Jerusalem vil være beboet til fjerne tider, „og Jehova vil bo på Zion“. — 3:21.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
12. Hvilken side af Joels profeti fremhævede Peter på Pinsedagen?
12 Nogle kommentatorer har kaldt Joel en ulykkesprofet. Guds eget folk betragter ham imidlertid som forkynder af et herligt budskab om udfrielse. Apostelen Paulus understreger dette i Romerbrevet 10:13, hvor han siger: „For ’enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’.“ (Joel 2:32) Joels profeti fik en slående opfyldelse på pinsedagen år 33. Ved denne lejlighed blev Peter inspireret til at forklare at udgydelsen af Guds ånd over Kristi disciple var en opfyldelse af Joels profeti. (Apg. 2:1-21; Joel 2:28, 29, 32) Peter lagde stor vægt på den profetiske betydning af Joels ord: „Og enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ — Apg. 2:21, 39, 40.
13. (a) Hvilke slående ligheder er der mellem Joels Bog og Åbenbaringen? (b) Hvilke paralleller til Joels Bog findes der i andre profetier?
13 Der er slående ligheder mellem den græshoppeplage Joel beskriver, og den plage der er profeteret om i Åbenbaringen, kapitel 9. Atter formørkes solen, græshopperne ligner heste der er beredt til kamp, de frembringer en lyd som af stridsvogne og har tænder som løvers. (Joel 2:4, 5, 10; 1:6; Åb. 9:2, 7-9) Joels profeti i 2:31 om at solen forvandles til mørke, svarer til Esajas 13:9, 10 og Åbenbaringen 6:12-17, og også til Mattæus 24:29, 30, hvor Jesus viser at profetien gælder den tid da han kommer som Menneskesønnen med kraft og megen herlighed. Malakias 4:5 refererer tilsyneladende til ordene i Joel 2:11: „Jehovas dag er stor og meget frygtindgydende.“ Parallelle beskrivelser af denne ’dag med mørke og tykt mulm’ findes også i Joel 2:2 og Zefanias 1:14, 15.
14. Hvilke steder i Joels Bog ophøjes Jehovas suverænitet og loyale hengivenhed?
14 Profetien i Åbenbaringen forudsiger Guds vredes „store dag“. (Åb. 6:17) Joel profeterer også om den tid og viser at når „Jehovas dag“ kommer over nationerne, vil de der påkalder ham for at opnå beskyttelse og udfrielse undslippe. „Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ Paradisisk velstand vil blive genoprettet: „Og på den dag vil bjergene dryppe af sød vin, og højene vil flyde med mælk, og alle Judas bække vil flyde med vand. Og der vil udspringe en kilde fra Jehovas hus.“ Samtidig med at Joel giver disse strålende løfter om genoprettelse, ophøjer han Jehova som den suveræne Gud og appellerer på grundlag af Guds store barmhjertighed til dem der har et oprigtigt hjerte: „Vend om til Jehova jeres Gud, for han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed.“ Alle der giver agt på denne inspirerede opfordring, vil høste evige velsignelser. — Joel 2:1, 32; 3:16, 18; 2:13.
[Fodnote]
a 1956, bind VI, side 733.