Hovedpunkter fra bibellæsningen: Amos 1:1–9:15

En nations undergang

„GØR dig . . . rede til at møde din Gud,“ sagde „Jehova, hærstyrkers Gud“, til Israels nation. (Amos 4:12, 13) Grunden var at israelitterne, forblindet af velstand, havde glemt hans lov og besmittet hans hellige land med afgudsdyrkelse, umoralitet, blodsudgydelse og vold.

Amos blev oprejst som Jehovas profet for at forkynde et advarselsbudskab, ikke blot for sin egen nation, Juda, men især for nordriget, Israel. Han fordømte Israel for dets selvbehagelige levevis og forudsagde dets kommende undergang for fjendehånd. Amos’ bog, der er nedskrevet på et tidspunkt mellem 829 og 804 f.v.t., viser os et eksempel på at Gud kan forudse kommende katastrofer, og indeholder desuden en række betimelige advarsler.

Guds fjender tilintetgøres med ild

Ingen kan undslippe Guds domme. Dette blev grundigt bekræftet i forbindelse med nationerne Damaskus (eller Syrien), Gaza (eller Filisterlandet), Tyrus, Edom, Ammon, Moab og Juda. Jehova ’ville ikke tage det tilbage’, ikke afholde sig fra at straffe dem for deres ugerninger. Men det egentlige formål med disse ulykkesvarsler var at Israel skulle advares eftertrykkeligt om hvilken dom det kunne vente fordi det lod hånt om sit pagtsforhold til Gud og tilsidesatte hans love. — Amos 1:1–2:16.

Giv agt på Guds advarsel. „Jer alene kendes jeg ved af alle jordens slægter,“ sagde Jehova til israelitterne. (Amos 3:2) Men ved deres syndige adfærd viste de foragt for Guds navn og suveræne stilling. Mange var opsatte på at blive rige så de kunne føre en drivertilværelse i luksus, i „vinterhus og sommerhus“, på bekostning af deres egne brødre. (Amos 3:15) Med falske vægtlodder snød de selvisk de fattige. De havde svigtet den sande tilbedelse, og nu var tiden inde til at straffen ville ramme dem. Dog ville han ’intet gøre uden at åbenbare det for sine tjenere’. Amos profeterede derfor om fuldbyrdelsen af Jehovas dom og sagde advarende: „Gør dig . . . rede til at møde din Gud.“ — Amos 3:1–4:13.

Jehova er frelse

Gud vil vise barmhjertighed mod dem der angrer. „Søg mig og bevar livet,“ siger Jehova indtrængende til Israel. (Amos 5:4) „Had det onde og elsk det gode.“ (Amos 5:15) Men ingen tog notits af disse ord. De frafaldne foretrak at drage til Betel og Gilgal, der var centre for afgudsdyrkelse, for at ofre til falske guder. (Amos 5:26; 1 Kongebog 12:28-30) Nydelsessyge og ryggesløse israelitter tilbragte tiden med at ligge på kunstfærdige elfenbenslejer og nyde udsøgt vin samtidig med at de gjorde sig til gode med den bedste mad og salvede sig med den bedste olie. (Amos 5:11; 6:4-6) „Jehovas dag“ stod for døren, og „ved sin sjæl“ havde Gud svoret at udslette Israel. (Amos 5:18; 6:8) Jehova ville oprejse en nation der skulle undertrykke Israel og føre det i landflygtighed. — Amos 5:1–6:14.

Frygt Jehova, ikke undertrykkerne. Ødelæggelsen kunne fuldbyrdes enten ved hjælp af en græshoppesværm eller ved hjælp af en altfortærende ild. Imidlertid gik Amos i forbøn hos Gud, så „Jehova fortrød“ sin dom og undlod at benytte disse midler. Men ligesom en bygmester ved hjælp af et blylod kontrollerer om en mur er i lod, og ikke vil tolerere skævheder, ville Jehova „ikke længere bære over med“ Israel. (Amos 7:1-8) Nationen måtte ødelægges. Ophidset over profetens budskab anklagede Amazja, en afgudspræst for kalvedyrkelsen, falskeligt Amos for forræderi og befalede ham at ’forføje sig bort til Judas land og ikke mere profetere’ i Betel. (Amos 7:12, 13) Lod Amos sig skræmme? Nej! Han forudsagde frygtløst Amazjas død og hans families ulykke. Ligesom frugten plukkes i høsttiden, var Jehovas tid nu inde til at gøre regnskabet op med Israel. Ingen ville undslippe. — Amos 7:1–8:14.

Der er håb for dem der stoler på Jehova. „Dog vil jeg ikke fuldstændig tilintetgøre Jakobs hus,“ sagde Jehova. Der var stadig håb for nogle af Jakobs efterkommere, men ikke for synderne. Deres undergang var uundgåelig. Men Jehova ville ’føre sit folk Israels fangne tilbage’. — Amos 9:1-15.

Hovedpunkter der bør huskes: De der gør sig til fjender af Gud vil blive dømt skyldige til døden. Men de der giver agt på Guds advarselsbudskab og ændrer sind, vil få gavn af hans barmhjertighed og blive i live. Hvis vi frygter Gud, vil vi ikke lade modstandere hindre os i at gøre hans vilje.

[Ramme på side 22]

KOMMENTARER TIL SKRIFTSTEDER

○ 1:5 — Datidens byer havde høje mure med kæmpemæssige porte der blev låst ved hjælp af lange portslåer af jern eller bronze. At ’Damaskus’ portslå skulle sprænges’ betød at den aramaiske hovedstad ville falde for de assyriske hære. Det ville være som om byportene ikke kunne låses fordi portslåerne var blevet sprængt. — 2 Kongebog 16:8, 9.

○ 4:1 — De pragtelskende kvinder i Samaria blev omtalt som „Basans køer“. På Basans frodige græsgange opdrættede man fortrinlige husdyrracer. (5 Mosebog 32:14; Ezekiel 39:18) Disse egenkærlige „Basans køer“ drev åbenbart deres „herrer“, eller ægtemænd, til at udsuge de fattige for at de selv kunne fylde deres ’elfenbenshuse’. (Amos 3:15) Men en sådan handlemåde medførte straf fra Gud.

○ 4:6 — Udtrykket „rene tænder“ forklares af det parallelle udtryk „mangel på brød“. Der hentydes uden tvivl til en hungerperiode, hvor tænderne ville være rene fordi der intet var at spise. Jehova viste åbenbart sin misbilligelse af tistammerigets afgudsdyrkelse ved at sende hungersnød over landet, sådan som han længe før havde advaret om. (5 Mosebog 28:48) Men hverken dette eller andre udslag af Guds dom havde nogen indflydelse på det pagtsbrydende folks hjerte. — Amos 4:6, 8-11.

○ 5:2 — Da Amos udtalte sin profeti, var hverken folket eller Israels land blevet undertrykt og krænket af nogen fremmed magt og kunne derfor skildres som en jomfru. Men ganske få år senere ville jomfruen Israel falde i hænderne på assyrerne og „vandre i landflygtighed på den anden side Damaskus“. (Amos 5:27) Amos var så forvisset om at Israel ville blive udslettet på grund af sin utroskab at han omtalte dette som noget der allerede havde fundet sted.

○ 7:1 — „Kongens høhøst“ betegnede sandsynligvis det kongen opkrævede som foder til sine husdyr og sit rytteri. Det der tilkom kongen skulle ydes først, hvorefter folket kunne råde over den resterende afgrøde. Men inden da kom græshopperne og opåd efterslætten.

○ 8:2 — Sommerfrugt blev plukket nær høsttidens afslutning. Landbrugsårets afslutning blev således brugt som symbol på at enden var kommet for Israel. „Jeg vil ikke længere bære over med det,“ erklærede Jehova. Tiden var inde til at hans dom over nationen skulle fuldbyrdes.

○ 9:7 — På grund af deres trofaste forfædre havde Jehova gjort israelitterne til sit udvalgte folk, udfriet dem fra trældommen i Ægypten og ført dem ind i Kana’ans land. Men det gav dem ingen grund til at være stolte, for i deres nuværende ondskab var de ikke bedre stillet end kusjitterne. (Jævnfør Romerbrevet 2:25.) Israelitternes udfrielse fra Ægypten gav dem ingen sikkerhed for at de vedblivende ville nyde Guds godkendelse, lige så lidt som det betød noget at filistrene og assyrerne nu beboede andre områder end de oprindelige. Israelitterne ville ikke blive frelst blot fordi de nedstammede fra de trofaste patriarker. Betingelsen for at have et godkendt forhold til Gud er at man retter sig efter hans vilje. — Amos 9:8-10; Apostelgerninger 10:34, 35.