NYMÅNEFESTEN

Gud befalede israelitterne at de hver nymåne, som markerede månemånedens begyndelse ifølge den jødiske kalender, skulle blæse i trompeter over deres brændofre og fællesskabsofre. (4Mo 10:10) Foruden det faste daglige offer skulle de denne dag bringe særlige ofre, nemlig to unge tyre, en vædder og syv årgamle vædderlam, der skulle bringes som et brændoffer med de tilhørende korn- og vinofre, samt en gedebuk, der skulle bringes som et syndoffer. — 4Mo 28:11-15.

Dette er alt hvad Moseloven siger om hvordan nymånedagen skulle fejres, men i tidens løb udviklede festen sig til at blive en vigtig national højtid. I Esajas 1:13, 14 nævnes den sammen med sabbatter og festtider. I hvert fald på de senere profeters tid undlod folk at drive handel på nymånedagen, som det fremgår af Amos 8:5. Dette var mere end hvad Moseloven krævede i forbindelse med nymånedagen. Men som det fremgår af de to sidst anførte skriftsteder, var jødernes fejring af nymånedagen på den tid blevet til en ren og skær formalitet, noget som var afskyeligt i Jehovas øjne.

Nymånedagen var en dag hvor man kom sammen og spiste et festmåltid. Det fremgår af de tanker Saul gjorde sig da David ikke mødte op ved kongens bord på nymånedagen. Saul sagde ved sig selv: „Der er sket noget så han ikke er ren; ja, han er ikke blevet renset.“ (1Sa 20:5, 18, 24, 26) Skønt man på denne dag måtte udføre visse former for arbejde som ikke måtte udføres på sabbatten, blev nymånedagen betragtet som en dag hvor man beskæftigede sig med åndelige anliggender. Man samledes til stævne (Es 1:13; 66:23; Sl 81:3; Ez 46:3) eller tog hen og besøgte Guds mænd, profeterne. — 2Kg 4:23.

Fejringen af nymånefesten indbefattede ikke månedyrkelse, som nogle af de hedenske folkeslag praktiserede, og havde heller ingen forbindelse med astrologi. — Dom 8:21; 2Kg 23:5; Job 31:26-28.

Esajas skrev om en tid da alt kød ville komme og bøje sig for Jehova på nymånedagen. (Es 66:23) Da Ezekiel under landflygtigheden i Babylon fik et profetisk syn af et tempel, sagde Jehova til ham: „Den indre forgårds port der vender mod øst skal være lukket de seks arbejdsdage, men på sabbatsdagen skal den åbnes, og på nymånedagen skal den åbnes. Og landets befolkning skal bøje sig for Jehova ved indgangen til denne port på sabbatterne og ved nymånerne.“ — Ez 46:1, 3.

I dag fejrer jøderne nymånedagen med mange ceremonier og tillægger den stor betydning. De kristne er imidlertid ikke forpligtede til at fejre hverken nymånedag eller sabbat, da disse kun var en skygge af de kommende ting, mens virkeligheden kom med Jesus Kristus. Det kødelige Israels højtider har en symbolsk betydning, idet de forudskildrer de mange velsignelser der vil komme gennem Guds søn. — Kol 2:16, 17.