AMOS’ BOG
En profetisk bog i den hebraiske del af Bibelen. Dens profetier er hovedsagelig henvendt til det nordlige rige, Israel. Det lader til at de først blev fremholdt mundtligt, hvilket skete mens Jeroboam II var konge af Israel og Uzzija var konge af Juda. De to kongers regeringstider overlappede hinanden fra 829 til ca. 804 f.v.t. (Am 1:1) Omkring 804 f.v.t. blev profetierne skrevet ned, antagelig efter at profeten var vendt tilbage til Juda. Oplysninger om profeten selv findes under AMOS, 1.
Der har aldrig været nogen tvivl om at bogen med rette hører med til Bibelens kanon. Den har været anerkendt af jøderne fra de tidligste tider, og den er med i de ældste kristne fortegnelser. Justinus Martyr fra det 2. århundrede e.v.t. citerede fra Amos’ Bog i sin Dialog Med Jøden Tryfon (kap. XXII). Bogen er i fuld overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen, som det blandt andet fremgår af skribentens mange henvisninger til bibelhistorien og til bestemmelser i Moseloven. (Am 1:11; 2:8-10; 4:11; 5:22, 25; 8:5) De kristne i det 1. århundrede anerkendte Amos’ Bog som en del af de inspirerede skrifter. For eksempel henviste martyren Stefanus (Apg 7:42, 43; Am 5:25-27) og Jesu halvbroder Jakob (Apg 15:13-19; Am 9:11, 12) til opfyldelsen af nogle af hans profetier.
Andre historiske begivenheder bekræfter også profetens sandfærdighed. Det er en kendsgerning at alle de nationer Amos fordømte, efterhånden blev indhentet af ødelæggelsen. Den stærkt befæstede by Samaria blev belejret og indtaget i 740 f.v.t., og den assyriske hær førte indbyggerne „i landflygtighed på den anden side af Damaskus“, sådan som Amos havde forudsagt. (Am 5:27; 2Kg 17:5, 6) Juda mod syd fik sin straf da det blev ødelagt i 607 f.v.t. (Am 2:5) Og som Jehova havde profeteret ved Amos, vendte efterkommere af de landflygtige israelitter og judæere i 537 f.v.t. tilbage for at genopbygge deres hjemland. — Am 9:14; Ezr 3:1.
Desuden bekræfter bibelarkæologien at Amos var en sandfærdig samtidshistoriker når han i beskrivelsen af de riges overdådige luksus talte om deres „elfenbenshuse“ og „elfenbenslejer“. (Am 3:15; 6:4) Om nogle af de fund man har gjort, siger Jack Finegan: „Det er af stor interesse at der ved udgravningen af Samaria er fundet talrige elfenbensarbejder. Det drejer sig hovedsagelig om plader eller små paneler med relieffer, og de var formodentlig engang fastgjort til møbler eller indlagt i vægpaneler.“ — Light From the Ancient Past, 1959, s. 187, 188.
Jehovas ånd bevægede Amos til at anvende et enkelt, direkte og nuanceret sprog, og at udtrykke sig værdigt som det passer sig for en Guds profet. Han valgte enkle, vægtige og udtryksfulde ord, så både høj og lav kunne forstå hvad han mente. Han brugte mange forskellige illustrationer, deriblandt nogle hentet fra det daglige liv på landet, for at give sit budskab liv og kraft. (Am 2:13; 4:2; 9:9) Historiske begivenheder beskrives nøjagtigt i hans bog. (1:9, 11, 13; 4:11) Der hentydes til almindeligt kendte skikke og sædvaner. (2:8; 6:4-6) Helhedsindtrykket er en velordnet komposition med en klar form og hensigt.
Som en trofast tjener for Jehova lovpriste Amos den Almægtiges ord og navn, hans retfærdighed og suverænitet. Han beskriver hvor uendelig stor „den suveræne Herre, Hærstyrkernes Jehova,“ er — at intet ligger uden for hans magt eller rækkevidde. (Am 9:2-5) Endog solen, månen, stjernerne og elementerne byder han over. (5:8; 8:9) Det er derfor en let sag for Gud at vise sin overhøjhed over nationerne. — 1:3-5; 2:1-3; 9:7.
I overensstemmelse med betydningen af sit navn frembar Amos et tungtvejende budskab om ve og fordømmelse over både hedenske nationer og Juda og Israel. Men han frembar også et trøstende budskab om genoprettelse for dem der var trofaste mod Jehova.
[Ramme på side 100]
HOVEDPUNKTER I AMOS’ BOG
Profetier der hovedsagelig er henvendt til Israel, det nordlige rige, tistammeriget, med dets centre for kalvedyrkelse i Dan og Betel
Skrevet omkring 804 f.v.t., mens Jeroboam II var konge af Israel
Jehovas dom vil ikke kun komme over de omboende folkeslag, men også, og især, over Israel (1:1–2:16)
Over Aram, Filisterlandet og Tyrus for deres grusomme behandling af Israel
Over Edom (beslægtet med Israel gennem Esau) og Ammon (beslægtet med Israel gennem Lot) fordi de har hadet og mishandlet deres brødre, israelitterne; over Moab fordi det har brændt Edoms konges ben til kalk
Over Juda fordi det har forkastet Jehovas lov
Over Israel fordi det har undertrykt de fattige, øvet utugt og behandlet de profeter og nasiræere Jehova har oprejst, på en respektløs måde; det vil ikke undslippe Guds straf
Jehovas domsbudskab til Israel (3:1–6:14)
Israel har været særlig begunstiget af Gud og bærer derfor også et større ansvar
Når Jehova åbenbarer sin hensigt for sine tjenere, profeterer de; Amos advarer således om at Jehova vil hjemsøge Israel på grund af afgudsdyrkelsen i Betel og undertrykkelsen af de fattige der udbyttes af de luksuselskende indbyggere i Samaria
Israel er ikke vendt om til Jehova trods de straffe det allerede har fået; advares nu: „Gør dig da rede til at møde din Gud“
Selv mens Jehova advarer om de kommende veer, siger han indtrængende: „Søg mig og bevar livet,“ „had det onde og elsk det gode“
Syner og profetier viser at Israels endeligt er nær (7:1-8:14)
Syn af ødelæggelse ved græshopper; profeten går i forbøn
Syn af ødelæggende ild; Amos går igen i forbøn
Jehova står med et blylod for at prøve Israel; han vil ikke længere bære over med Israel
Præsten i Betel befaler Amos at holde op med at profetere der; Amos profeterer om ulykke for ham
En kurv med forgængelig sommerfrugt, et tegn på at Israels endeligt er nær
Hunger efter at høre Jehovas ord
Straf og genoprettelse (9:1-15)
Der er intet sted hvor de kan søge tilflugt; intet sted er uden for den suveræne Herre Jehovas rækkevidde
Davids hytte (kongehus) skal genopbygges; varig tryghed for de hjemvendte fanger