Hovedpunkter fra bibellæsningen: Mika 1:1–7:20

Jehovas retfærdighed og navn bliver ophøjet

PROFETEN Mika levede i det ottende århundrede f.v.t., i en tid hvor afgudsdyrkelse og uretfærdighed herskede i Israel og Juda. De forhold der rådede dengang er så nøjagtige paralleller til vor tid at Mikas budskaber og advarsler også er relevante for os der lever i dag. De positive budskaber Mika fremholdt giver os desuden et reelt håb i en verden der beherskes af Satan. — 1 Johannes 5:19.

Mikas budskab kan måske bedst sammenfattes i følgende tre udtalelser: „Ve dem der . . . forbereder ulykke!“ „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ „Vi vil vandre i Jehova vor Guds navn . . . for evigt.“ — Mika 2:1; 6:8; 4:5.

Afgudsdyrkelse fordømmes

Jehova tolererer ikke syndere i det uendelige. Afgudsdyrkelse og oprør breder sig i Israel og Juda. Jehova vidner derfor imod indbyggerne. Deres billedstøtter vil blive slået i stykker. Afgudsdyrkerne vil rage sig ’skaldede som en ørn’ og må drage i landflygtighed. — 1:1-16.

For de trofaste er Jehova en håbets Gud. Ondsindede ledere fordømmes som tyve og røvere. Ulykke vil ramme dem. Samtidig får „Israels rest“ et løfte om udfrielse. Jehova siger: „Jeg fører dem sammen som en hjord i folden.“ — 2:1-13.

Jehova forventer at de der har et ansvar blandt hans folk er retfærdige. Til Israels korrupte ledere siges der: „Bør I ikke kende ret? I som hader det gode og elsker det onde, som river huden af folk og kødet af deres knogler.“ Mika forkynder Guds domme over dem, „med Jehovas ånd, og med ret og med styrke“. De uretfærdige ledere dømmer for bestikkelse, siger Mika, dets præster lærer for betaling og dets profeter spår for sølv. Derfor vil Jerusalem „blive til ruindynger“. — 3:1-12.

Et håbets budskab

Sand tilbedelse vil blive praktiseret over hele jorden. Mika profeterer at folk fra mange nationer „i de sidste dage“ vil lære Jehovas veje at kende. Gud vil fælde dom, og der vil ikke længere være krig. De sande tilbedere ’vil vandre i Jehova deres Guds navn for evigt’. Trods landsforvisning og lidelser vil hans folk blive genløst af fjendernes hånd. — 4:1-13.

Vi kan nære tillid til Guds lovede befrier. En hersker vil udgå fra Betlehem og vogte hjorden ved Jehovas styrke. Det forudsiges at ’han skal udfri dem fra assyreren’. En rest af sande tilbedere vil blive som forfriskende dug og som rigelige regnskyl, og alle former for falsk religion og dæmonisme vil blive rykket op med rode. — 5:1-15.

Jehovas retfærdighed vil vare ved

Jehova forventer at hans folk lever efter hans retfærdige normer. Hvad har Jehova gjort siden han kun fortjener tarvelig tilbedelse? Han har kun gjort gode ting for sit folk. ’Og hvad kræver Jehova af sine tjenere andet end at de øver ret, elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med deres Gud?’ Hvis de fortsætter med deres gudløse vold og udbytning, kan de kun vente en ugunstig dom fra Gud. — 6:1-16.

Vi bør stole på Jehovas retfærdighed og barmhjertighed. Selv slægtninge vil blive fjender. Men Mika siger: „Jeg vil vente på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig.“ Profeten stoler på Jehovas retfærdighed fordi han véd at Gud „ikke [holder] fast ved sin vrede for evigt, for han har behag i loyal hengivenhed“. — 7:1-20.

Det vi kan lære i nutiden: Jehova forventer at hans folk øver retfærdighed. Med et billede fra forretningsverdenen bør den kristne derfor spørge sig selv: „Kan jeg være ren med ugudeligheds vægtskåle og med en pung med svigefulde lodder?“ (6:11) Her i de sidste dage må alle blandt Jehovas folk bidrage til at bevare enheden i hans jordiske organisation og tage imod undervisning i fred. Vi bør gøre alt hvad vi kan for at ophøje Jehovas navn og fremme den sande tilbedelse. — 2:12; 4:1-4.

[Ramme på side 14]

KOMMENTARER TIL SKRIFTSTEDER

○ 1:16 — I Israel var skaldethed forbundet med skam, sorg og bekymring. (Esajas 3:24-26; 15:2, 3; Jeremias 47:5) Nogle hedenske nationer havde for skik at rage deres hoveder skaldede når de sørgede over en død slægtning. Naturlig skaldethed blev ikke betragtet som urent under Loven, men israelitterne måtte ikke rage deres hoved som tegn på sorg fordi de var „et helligt folk for Jehova“. (5 Mosebog 14:1, 2) Imidlertid gav Mika Israel og Juda besked på at de skulle klippe og rage håret af på grund af deres syndige, afguderiske kurs, der betød at de ikke længere var et helligt folk og at de og deres afkom fortjente at komme i fangenskab. Det hebraiske ord der her er oversat med ’ørn’ kan sigte til gåsegribben, som kun har nogle få bløde hvide dun på hovedet. Den tilhører ikke samme slægt som ørnen, men betragtes som hørende til samme familie.

○ 2:12 — Disse ord opfyldes i vor tid på det åndelige Israel. (Galaterne 6:16) Især fra 1919 og fremefter blev der banet en vej for den salvede rest, så den kunne slippe ud af fangenskabet i det religiøse store Babylon. (Åbenbaringen 18:2) Som Mika forudsagde er medlemmerne af den salvede rest blevet samlet „som en hjord i folden, som en flok midt på sin græsgang“. Lige siden de i 1935 blev forenet med ’den store skare’ af „andre får“, har der været „en vældig larm af mennesker“ i deres rækker. — Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16.

○ 3:1-3 — Her er der en iøjnefaldende kontrast mellem Jehova, den gode Hyrde, og de grusomme ledere der regerede over Guds folk på Mikas tid. Disse ledere svigtede deres ansvar. De skulle have beskyttet hjorden ved at udøve retfærdighed, men de udnyttede på grusom måde de billedlige får, idet de ikke blot klippede dem, men også ’flåede huden af dem’ — ligesom ulve. De onde hyrder berøvede folket dets ret og udsatte det for blodsudgydelse. (3:10) Ved hjælp af uretfærdige domme blev de forsvarsløse franarret deres hjem og levebrød. — 2:2; jævnfør Ezekiel 34:1-5.

○ 4:3 — De nævnte „mange folkeslag“ og „mægtige nationer“ er ikke de politiske nationer og regeringer, men enkeltpersoner fra alle nationer, mennesker der opgiver deres nationalfølelse og vender sig til den sande tilbedelse i forenet tjeneste på Jehovas bjerg. (Esajas 2:2-4) Jehova ’fælder dom og afgør sager’ i åndelig henseende for disse troende der tager standpunkt for Guds rige. De der tilhører ’den store skare’ retter sig efter Guds domme og smeder deres sværd til plovjern, så de lever i fred med alle andre vidner for Jehova.

● 5:2 — Byen blev sandsynligvis kaldt Betlehem Efrata fordi der var to byer der hed Betlehem. Den by Mika omtaler, ligger i Juda, lige syd for Jerusalem. Den anden by lå oppe nordpå, i Zebulon. (Josua 19:10, 15) „Efrata“ eller „Efrat“ var det ældre navn på Betlehem i Juda eller området omkring den. (1 Mosebog 48:7; Rut 4:11) En så præcis angivelse understreger hvor nøjagtige Guds profetiske løfter om Messias er.

○ 6:8 — Mika bagatelliserede ikke værdien af sonofre, men han gjorde opmærksom på det der havde virkelig værdi i Jehovas øjne. (Jævnfør Femte Mosebog 10:12.) For at ofrene kunne være antagelige for Jehova, måtte synderen udvise egenskaber som retfærdighed, hengivenhed og beskedenhed. I dag ser Jehova efter de samme egenskaber i vor tjeneste. — 1 Korinther 13:4-8.

○ 7:4 — Tornebuske og tjørnehække kan gribe fat i og flænge tøjet og give rifter i huden. Mika beskrev her det moralske fordærv som på hans tid rådede blandt folket. Det han åbenbart mente, var at selv den bedste blandt de egensindige israelitter kunne forvolde lige så megen skade eller smerte som en tornebusk eller tjørnehæk for den der kom for tæt på dem.

[Illustration på side 15]

Mika forudsagde hvor Jesus skulle fødes