Lad os behandle andre sådan som Gud siger vi skal

 1-3. (a) Hvad vil mange der kender Bibelen, uden tvivl tænke på når de hører navnet Tyrus nævnt? (b) Hvilken berøring havde kong Hiram med Israel? (c) Hvad vil vi se nærmere på med hensyn til Tyrus?

HVAD kommer du til at tænke på når du hører navnet Tyrus? Mange som kender Bibelen, vil uden tvivl tænke på en profeti der blev opfyldt af Alexander den Store da han af brokker fra ruinerne af fastlandsbyen Tyrus byggede en dæmning ud til øbyen Tyrus, som han indtog og ødelagde. (Ezekiel 26:4, 12; Zakarias 9:3, 4) Men får navnet Tyrus dig mon til at tænke på hvordan du bør behandle dine åndelige brødre eller andre, og hvordan du ikke bør behandle dem?

² Hvorfor blev Tyrus ødelagt? Jehova siger: „På grund af tre oprørske handlinger begået af Tyrus . . . tager jeg det ikke tilbage; for de overgav en hel skare landflygtige til Edom og huskede ikke pagten mellem brødre. Og jeg sender ild mod Tyrus’ mur.“ (Amos 1:9, 10) Tidligere havde kong Hiram af Tyrus vist kong David velvilje og leveret materialer til Salomons tempel. Salomon på sin side indgik en pagt med Hiram og skænkede ham nogle byer i Galilæa, og Hiram kaldte Salomon sin „broder“. (1 Kongebog 5:1-18; 9:10-13, 26-28; 2 Samuel 5:11) Da Tyrus ’ikke huskede pagten mellem brødre’, men solgte nogle som tilhørte Guds folk, til trældom, lagde Jehova mærke til hvad Tyrus gjorde.

³ Hvad kan vi lære af at Gud fordømte kana’anæerne i Tyrus for ikke at behandle hans folk ordentligt? Vi kan lære noget om hvordan vi bør behandle vore åndelige brødre. Tidligere i denne bog har vi været inde på den vejledning de 12 profeter gav med hensyn til at følge de rette normer i penge- og forretningssager og at have en ren adfærd. Men de 12 bøger viser på flere andre måder hvordan Gud ønsker vi skal behandle andre.

 4. Hvordan var edomitterne Israels „brødre“, men hvordan behandlede edomitterne dem alligevel?

⁴ Man kan også lære noget af at Gud fordømte Edom, et af Israels nabolande: „Du burde ikke se til på din broders dag, på hans vanhelds dag; og du burde ikke fryde dig over Judas sønner på deres ødelæggelses dag.“ (Obadias 12) Tyrierne kunne måske siges at være israelitternes ’brødre’ i åndelig forstand på grund af deres handelsforbindelse, men edomitterne var helt bogstaveligt deres brødre, for de var efterkommere af Jakobs tvillingebror, Esau. Selv Jehova kaldte edomitterne for Israels „brødre“. (5 Mosebog 2:1-4) Derfor var det virkelig et udtryk for had da edomitterne frydede sig over jødernes ulykke dengang babylonierne ødelagde Jerusalem. — Ezekiel 25:12-14.

 5. I hvilke situationer kunne vi vise samme indstilling som edomitterne?

⁵ Det er tydeligt at Gud ikke billigede den måde edomitterne behandlede deres jødiske brødre på. Men vi kunne spørge: ’Hvordan vil Gud betragte den måde jeg behandler mine brødre på?’ Hvordan behandler du for eksempel en broder når der er opstået en uoverensstemmelse mellem jer? Det kunne være en der havde fornærmet dig, eller en som var kommet på kant med et medlem af din familie. Hvis der er „grund til klage“, vil du så nære uvilje mod vedkommende og ikke prøve at glemme sagen eller at få den ud af verden? (Kolossenserne 3:13; Josua 22:9-30; Mattæus 5:23, 24) Det kunne få indflydelse på hele din væremåde over for din broder. Du kunne optræde køligt over for ham, undgå ham eller tale nedsættende om ham til andre. Hvis vi går lidt videre med eksemplet, kunne man forestille sig at broderen senere begik et alvorligt fejltrin hvor det blev nødvendigt at menighedens ældste skred ind med vejledning, måske oven i købet med en irettesættelse. (Galaterne 6:1) Ville du da vise samme ånd som edomitterne og glæde dig over din broders fejltrin? Hvordan ville Gud ønske at du behandlede ham?

 6. Hvad bør vi ikke gøre ifølge Zakarias 7:10, og hvad bør vi gøre ifølge Mika 7:18?

⁶ Gennem Zakarias sagde Jehova at han ikke ønskede at nogen ’udtænkte ondt i deres hjerte mod hinanden’. (Zakarias 7:9, 10; 8:17) Disse ord gælder for eksempel i den situation hvor vi føler at en broder har såret os eller gjort en i vores familie uret. I sådanne tilfælde er det let at ’udtænke ondt i vort hjerte’ og derefter lade det komme til udtryk i handling. Men Gud ønsker at vi skal efterligne ham. Mika skrev at Jehova „tilgiver brøde og forbigår overtrædelse“.a (Mika 7:18) Hvordan gør vi det i praksis?

 7. Hvorfor kunne vi vælge simpelt hen at glemme en fornærmelse?

⁷ Vi føler os måske sårede eller krænkede over noget der er sagt eller gjort mod os eller en i vores familie, men hvor alvorligt er det når det kommer til stykket? Bibelen angiver de skridt man kan tage for at bilægge uoverensstemmelser, især når der er tale om uoverensstemmelser mellem brødre. I stedet for at tage disse skridt er det dog ofte bedre blot at se gennem fingre med den uret der er begået, ’forbigå overtrædelsen’. Spørg dig selv: ’Er det en af de 77 gange hvor jeg bør tilgive min broder? Hvorfor ikke blot glemme det?’ (Mattæus 18:15-17, 21, 22) Selvom det forekommer dig at den uret der er begået, har betydning lige i øjeblikket, vil den så være det om tusind år? Lær af det der siges i Prædikeren 5:20 om den der har arbejdet og glæder sig over at spise og drikke: „Da husker han ikke så meget på sine levedage, eftersom den sande Gud lader ham være optaget af sit hjertes fryd.“ Når manden der nævnes her, tænker på den glæde han erfarer i øjeblikket, glemmer han de sorger og bekymringer der ellers har været forbundet med hans levedage. Kan vi efterligne denne indstilling? Hvis vi tænker på de glæder der er forbundet med vores kristne brodersamfund, vil vi måske kunne glemme problemer som ikke bliver ved med at have betydning, og som vi ikke vil huske i den nye verden. Det er noget helt andet end at glæde sig over en andens modgang eller at huske på fornærmelser!

 8. Hvilken udfordring møder vi med hensyn til at tale sandt?

⁸ De 12 profetiske bøger viser også hvor meget Gud sætter pris på at vi er sandfærdige. Naturligvis gør vi alt for at forkynde „den gode nyheds sandhed“. (Kolossenserne 1:5; 2 Korinther 4:2; 1 Timoteus 2:4, 7) Men en større udfordring er det måske at holde sig til sandheden i vor daglige omgang med vores familie og åndelige brødre, hvor vi fører samtaler der spænder over vidt forskellige emner og situationer. Hvordan kan det være?

 9. Hvornår kunne vi føle os fristet til ikke at sige hele sandheden, og hvad kunne vi spørge os selv om?

⁹ Hvem har ikke sagt eller gjort noget som ikke var særlig venligt, og har senere måttet forklare sig nærmere? Det har været pinligt, og vi har måske også følt os skyldige. Sådanne følelser kan få en til at benægte at man har begået en fejl, eller få en til at give en „forklaring“ der ikke er sand, som undskyldning for den fejl man har begået, eller for at få den til at tage sig mere rigtig ud. Det kan også være at vi i en ubehagelig situation føler os fristet til kun at nævne visse enkeltheder, mens vi udelader andre for at fremstille sagen i et bedre lys. Det vi siger, kan således strengt taget være sandt nok, men vil give et forkert indtryk. Selvom dette ikke kan betegnes som direkte at lyve — noget som er almindeligt i verden i dag — kan man så sige at det er ’at tale sandhed hver med sin næste’, vores broder? (Efeserne 4:15, 25; 1 Timoteus 4:1, 2) Hvad tror du Gud mener om en kristen der helt bevidst udtrykker sig på en sådan måde at det får en broder til at drage en forkert slutning og tro noget som ikke er i overensstemmelse med sandheden?

10. Hvad var almindeligt i det gamle Israel og Juda ifølge profeternes udsagn?

¹⁰ Profeterne indså at selv mænd og kvinder der er indviede til Jehova, undertiden ignorerer det han ønsker af dem. Hoseas gav udtryk for hvad Gud mente om nogle der levede på hans tid, da han sagde: „Ødelæggelse over dem, for de begik overtrædelser imod mig! Og jeg ville løskøbe dem, men de talte løgne imod mig.“ Ud over at fortælle direkte og ubestridelige løgne mod Jehova gav nogle efter for fristelsen til ’at forbande og bedrage’, idet de muligvis fordrejede kendsgerningerne for at føre andre bag lyset. (Hoseas 4:1, 2; 7:1-3, 13; 10:4; 12:1) Hoseas skrev disse ord i Samaria, det nordlige rige. Var situationen bedre i Juda? Mika siger: „Dens rigmænd er fyldt med vold, og dens indbyggere har talt løgn, og deres tunge er svigefuld i deres mund.“ (Mika 6:12) Disse profeter fordømte altså dem der gjorde sig skyldige i at bedrage, og dem hvis ’tunge var svigefuld i deres mund’. Som kristne, der ikke vil lyve, kunne vi spørge os selv: ’Sker det at jeg undertiden benytter mig af at bedrage, eller at jeg har en tunge som er svigefuld i min mund? Hvad ønsker Gud af mig i denne forbindelse?’

11. Hvad fortæller profeterne om hvordan Gud ønsker vi skal tale?

¹¹ Mere positivt brugte Gud også profeterne til at fortælle hvilken rosværdig adfærd han ønskede af sit folk dengang og ønsker af os i dag. Zakarias 8:16 siger: „Det I bør gøre, er dette: Tal sandhed med hinanden. Døm med sandhed og med fredens dom i jeres porte.“ På Zakarias’ tid var portene det sted hvor de ældste samledes og behandlede retssager. (Rut 4:1; Nehemias 8:1) Det vil dog ikke sige at det var den eneste situation hvor man skulle tale sandhed. Det er rigtigt at man bør være ærlig når man udtaler sig offentligt, men man bør også ’tale sandhed med hinanden’ privat, når ægtefæller og familiemedlemmer taler sammen i hjemmet, i vore samtaler til daglig med vore åndelige brødre og søstre, enten ansigt til ansigt, i telefonen eller på andre måder. De har al mulig grund til at forvente at vi taler sandt. Kristne forældre bør indprente deres børn hvor vigtigt det er ikke at lyve. På den måde vil børnene blive klar over at Gud forventer at de er ærlige i alt hvad de siger, og ikke har „en svigefuld tunge“. — Zefanias 3:13.

12. Hvad kan vi lære af de profetiske bøger?

¹² Både børn og voksne der holder sig til sandhedens vej, vil være helt enige med Zakarias når han siger: „Elsk sandhed og fred!“ (Zakarias 8:19) Og læg mærke til Malakias’ beskrivelse af en adfærd som den Jehovas egen søn fulgte: „Sandhedens lov var i hans mund, og der fandtes ikke uretfærdighed på hans læber. Han vandrede med mig i fred og retskaffenhed.“ (Malakias 2:6) Ønsker Jehova mindre af os? Husk at vi har hele hans ord til rådighed, de 12 profeters bøger indbefattet, med alt det vi kan lære af dem.

13. Hvad andet gør Mika 6:12 opmærksom på med hensyn til folkets adfærd?

¹³ Mika 6:12 fortæller at Guds folk i fortiden behandlede deres landsmænd dårligt ved at de ’talte løgn’ og ’deres tunge var svigefuld i deres mund’. Men verset gør opmærksom på endnu en alvorlig fejl. Der siges at ’dens rigmænd var fyldt med vold’. Hvordan ytrede det sig, og hvad kan vi lære af det?

14, 15. Hvilke voldshandlinger var folkeslag der boede i nærheden af Guds folk, blevet kendt for?

¹⁴ Vi retter nu opmærksomheden mod nogle folk og riger i nærheden af Guds folks landområde. Mod nordøst lå Assyrien med hovedstaden Nineve. Om den skrev profeten Nahum: „Ve den blodskyldige by! Den er helt fuld af bedrag og røveri. Bytte udebliver ikke!“ (Nahum 3:1) Assyrerne var kendt for deres aggressive krigsførelse og deres grusomhed mod krigsfanger — nogle fanger blev brændt eller flået levende, andre fik øjnene stukket ud eller næse, ører eller fingre skåret af. Bogen Fund, Forskere og Fortidsgaader siger: „Nineve blev præget ind i Menneskenes Bevidsthed saa godt som udelukkende ved Mord, Plyndring, Undertrykkelse, Udryddelse af de svage, Krig og Rædsler af enhver Art.“ Vi har en udtalelse af et øjenvidne til disse rædsler, ja måske deltog han selv i voldshandlingerne. Det var Nineves konge, der sagde om sit folk efter at han havde hørt Jonas’ budskab: „De skal dække sig med sæk, både mennesker og husdyr. Og de skal råbe til Gud af al magt og vende om, hver fra sin onde vej og fra den vold som er i deres hænder.“ — Jonas 3:6-8.b

¹⁵ Det var ikke blot assyrerne der gjorde sig skyldige i sådanne voldsprægede handlinger. Edom, der lå sydøst for Juda, kunne også vente gengældelse for sine voldshandlinger. Profeten Joel advarede: „Edom vil blive en øde ørken, på grund af deres vold mod Judas sønner, i hvis land de udgød uskyldigt blod.“ (Joel 3:19) Gav edomitterne agt på denne advarsel? Omkring 200 år senere skrev Obadias: „Dine vældige krigere skal blive skrækslagne, Teman [en by i Edom], . . . På grund af vold mod din broder Jakob . . . skal [du] udryddes for stedse.“ (Obadias 9, 10) Men hvordan forholdt det sig med Guds folk?

16. Hvad viser Amos og Habakkuk om forholdene i Israel og Juda på deres tid?

¹⁶ Amos fortæller om forholdene i Samaria, hovedstaden i det nordlige rige, Israel: „’Se den megen forvirring i dets midte og undertrykkelsen deri. De ved ikke hvordan man handler redeligt,’ lyder Jehovas udsagn, ’de som oplagrer vold og hærgen.’“ (Amos 3:9, 10) Man tror måske at det var anderledes i Juda, hvor Jehovas tempel lå. Men Habakkuk, der levede i Juda, spurgte Gud: „Hvor længe skal jeg skrige til dig om vold uden at du frelser? Hvorfor lader du mig se på fortræd, og hvorfor er du kun tilskuer til elendighed? Og hvorfor er der hærgen og vold foran mig?“ — Habakkuk 1:2, 3; 2:12.

17. Hvad kunne være grunden til den voldsprægede indstilling blandt Guds folk?

¹⁷ Var grunden til den udbredte vold blandt Guds folk måske at folket havde ladet sig påvirke af indstillingen til vold i Assyrien, Edom og andre riger? Salomon havde advaret om at en sådan påvirkning var mulig. Han sagde: „Misund ikke en voldsmand og vælg ikke nogen af hans veje.“ (Ordsprogene 3:31; 24:1) Senere advarede Jeremias mere specifikt: „Således har Jehova sagt: ’Lær ikke at gå på nationernes vej.’“ — Jeremias 10:2; 5 Mosebog 18:9.

18, 19. (a) Hvad ville Habakkuk have ment om vore dages former for vold? (b) Hvad mener du om disse voldshandlinger?

¹⁸ Hvad ville Habakkuk have tænkt hvis han havde levet i dag? Mon han ikke ville have været chokeret? Mange bliver fra de er små, udsat for en stærkt voldspræget påvirkning. Hvordan? Både drenge og piger fascineres af tegneserier og film der viser hvordan personerne prøver at tilintetgøre hinanden på forskellige måder. Inden længe går de videre til computerspil hvor deltagerne styrer figurerne og får points efter hvor mange modstandere de har tilintetgjort — ved at skyde dem, sprænge dem i luften eller helt pulverisere dem. „Jamen det er kun leg,“ indvender nogle. Ikke desto mindre er deltagerne, uanset om der spilles på en hjemmecomputer eller i en spillehal, omgivet af en atmosfære af vold som vil forme deres indstilling og reaktioner. Hvor sand er ikke den inspirerede udtalelse: „En voldsmand lokker sin næste og får ham til at gå på en vej der ikke er god“! — Ordsprogene 16:29.

¹⁹ Habakkuk var tvunget til at „se på fortræd“, og der var „hærgen og vold“ foran ham, og han græmmede sig over det. Vi kunne så spørge: ’Ville han synes om at sidde sammen med mig og se de programmer jeg plejer at se i fjernsynet?’ Vi kunne også spørge: ’Ville han sætte tid til side for at være tilskuer til såkaldte sportsbegivenheder som er udpræget voldelige, og hvor spillerne er iført en „rustning“ der får dem til at ligne oldtidens gladiatorer?’ I nogle sportsgrene er det spændingen ved at betragte sammenstødene mellem spillerne på banen der virker tiltrækkende, eller spændingen ved at være vidne til slagsmål mellem ophidsede tilskuere. I nogle kulturer er der mange som ynder at se film eller videoer der handler om krig eller kampsport. De undskylder det måske med at de ser filmene af historisk interesse, eller at begivenhederne hører med til landets kulturelle arv, men gør det voldshandlingerne mere acceptable? — Ordsprogene 4:17.

20. Hvilken slags vold taler Malakias om, og hvad er Jehovas syn på denne form for vold?

²⁰ Malakias nævner vold samtidig med at han gør opmærksom på Jehovas syn på visse jøders troløshed over for deres hustruer. „’Han hader skilsmisse,’ siger Jehova, Israels Gud, ’og den som dækker sin klædning med vold.’“ (Malakias 2:16) Det hebraiske udtryk der er gengivet med „som dækker sin klædning med vold“, er blevet forstået forskelligt. Nogle bibelforskere opfatter det sådan at der er tale om at få blod på klædningen når man griber til vold i almindelighed. Der er dog ingen tvivl om at Malakias talte om vold i hjemmet, og at han udtrykte Guds fordømmelse af vold i forbindelse med sin omtale af ægteskab og skilsmisse.

21. Hvordan er Jehovas syn på vold i familien i det hele taget?

²¹ Fysisk og verbal vold inden for hjemmets fire vægge kan lige så lidt undskyldes som vold uden for hjemmet. Gud lægger mærke til begge dele. (Prædikeren 5:8) Malakias hentydede til vold mod en hustru, men der er intet i Bibelen der viser at vold mod børnene eller mod gamle forældre er mindre forkasteligt. Det samme gælder hvis det er hustruen der øver vold mod ægtemanden, børnene eller forældrene. Det er forståeligt at der blandt ufuldkomne mennesker kan opstå spændinger der giver anledning til irritation og undertiden vrede — også inden for familien. Men Bibelen siger: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ — Efeserne 4:26; 6:4; Salme 4:4; Kolossenserne 3:19.

22. Hvordan ved vi at det er muligt ikke at blive voldelig selvom mange rundt om os har en voldelig adfærd?

²² Nogle vil måske retfærdiggøre at de er voldelige, med at de er ’vokset op i en voldelig familie’. Eller de siger: ’Dér hvor jeg kommer fra, eller i den kultur hvor jeg er vokset op, er folk bare sådan. De bliver meget let ophidsede, og det giver sig udslag i en voldelig adfærd.’ Men da Mika fordømte ’de rige som var fyldt med vold’, sagde han ikke at det kunne undskyldes med at de var vokset op blandt voldelige mennesker. (Mika 6:12) Noa levede på en tid da jorden var „fyldt med vold“, og hans sønner voksede op i de samme omgivelser. Blev de voldelige af den grund? Nej. „Noa fandt yndest i Jehovas øjne,“ og hans sønner blev i lighed med ham bevaret i live gennem Vandfloden. — 1 Mosebog 6:8, 11-13; Salme 11:5.

23, 24. (a) Hvad hjælper os til at undgå at blive kendt som nogle der er voldelige? (b) Hvad mener Jehova om dem der behandler andre sådan som han siger vi skal?

²³ Jorden over er Jehovas Vidner kendt for at være fredelige, ikke voldelige. De respekterer og indordner sig under kejserens love som forbyder vold. (Romerne 13:1-4) De har ’smedet deres sværd til plovjern’ og jager efter fred. (Esajas 2:4) De bestræber sig for at iføre sig „den nye personlighed“, der er en hjælp til at undgå at øve vold. (Efeserne 4:22-26) De lægger mærke til at de kristne ældste, som er gode eksempler, ikke „bruger vold“, hverken i ord eller gerning. — 1 Timoteus 3:3; Titus 1:7.

²⁴ Ja, vi må behandle andre sådan som Gud siger vi skal. Hoseas udtaler: „Hvem er vís, så han forstår disse ting, forstandig, så han kender dem? For Jehovas veje er rette, og det er de retfærdige som går på dem.“ — Hoseas 14:9.