’De sagtmodige skal arve jorden’

„DU KENDER sandsynligvis Jesu betagende ord om at ’de sagtmodige skal arve jorden’. Men i betragtning af hvordan folk behandler hinanden og jorden, tror du så der vil være noget at arve for de sagtmodige?“ — Salme 37:11; Matt. 5:5; da. aut. 1931.

Myriam, et af Jehovas Vidner, stillede dette spørgsmål til en mand for at indlede en bibelsk drøftelse. Manden svarede at hvis Jesus har givet dette løfte, må han have ment at jorden må være værd at arve, og at den ikke vil blive fuldstændig hærget og ubeboelig.

Det var et meget optimistisk svar. Men er der grundlag for at have et så positivt livssyn? Ja, det er der, for Bibelen giver os stor grund til at tro at dette løfte snart vil gå i opfyldelse. Indfrielsen af løftet er desuden nært forbundet med Guds hensigt med menneskene og jorden. Og vi bliver forsikret om at Gud vil gennemføre det han har sat sig for. (Esajas 55:11) Men hvad var Guds oprindelige hensigt med menneskene, og hvordan vil den blive gennemført?

Guds evige hensigt med jorden

Jehova Gud skabte jorden i en særlig hensigt. „Således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos: ’Jeg er Jehova, og der er ingen anden.’“ (Esajas 45:18) Jorden blev altså først og fremmest skabt som bolig for menneskene. Det var desuden Guds hensigt at den for evigt skulle være menneskets hjem. „Han har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.“ — Salme 104:5; 119:90.

Guds hensigt med jorden fremgår også af det han sagde til de to første mennesker, Adam og Eva: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Den jord Gud betroede Adam og Eva, skulle være et evigvarende hjem for dem og deres efterkommere. „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne,“ erklærede salmisten mange hundrede år senere. — Salme 115:16.

Skulle Adam og Eva, såvel som deres efterkommere, opleve virkeliggørelsen af disse fremtidsudsigter, måtte de anerkende Jehova Gud, Skaberen og Livgiveren, som deres suveræne Herre og være villige til at adlyde ham. Jehova var ikke vag og uklar da han gav det første menneske følgende befaling: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Hvis Adam og Eva fortsat skulle bo i Edens Have, måtte de adlyde dette enkle og utvetydige påbud. Det ville være et udtryk for taknemmelighed over alt det deres himmelske Fader havde gjort for dem.

Da Adam og Eva bevidst handlede ulydigt mod Gud ved at bryde hans lov, vendte de i realiteten ryggen til den der havde givet dem alt. (1 Mosebog 3:6) Derved mistede ikke bare de, men også deres fremtidige efterkommere det smukke paradis. (Romerne 5:12) Blev Guds hensigt med at skabe jorden forpurret på grund af Adams og Evas ulydighed?

En Gud som ikke forandrer sig

Gud har gennem sin profet Malakias sagt: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Malakias 3:6) En fransk bibelkyndig L. Fillion har kommenteret dette vers og sagt at denne erklæring er nært knyttet til gennemførelsen af Guds løfter. „Jehova kunne have udslettet sit oprørske folk,“ skrev Fillion, „men da han aldrig svigter sine løfter, vil han, på trods af alt, være trofast mod de løfter han gav i fortiden.“ Guds løfter, hvad enten de er til enkeltpersoner, en nation eller hele menneskeheden, vil ikke gå i glemme, men blive gennemført til hans fastsatte tid. „Han husker sin pagt til fjerne tider, det ord han påbød, i tusind generationer.“ — Salme 105:8.

Hvordan kan vi være sikre på at Jehova ikke har ændret sin oprindelige hensigt med jorden? Fordi Gud gennem hele sit inspirerede ord, Bibelen, nævner at han har til hensigt at give jorden til den lydige menneskehed. (Salme 25:13; 37:9, 22, 29, 34) Bibelen siger yderligere at de mennesker Jehova velsigner, bor trygt, sidder „hver under sin vinstok og sit figentræ“, og „ingen får dem til at skælve“. (Mika 4:4; Ezekiel 34:28) De der bliver udvalgt af Jehova, „skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt“. De vil endda leve i fred med markens vilde dyr. — Esajas 11:6-9; 65:21, 25.

Bibelen giver endnu en forsmag på hvordan det vil være når Guds løfter bliver opfyldt. I hele kong Salomons regeringstid oplevede Israels nation en tid med fred og velstand. Under hans styre ’boede Juda og Israel trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle Salomons dage’. (1 Kongebog 4:25) Bibelen siger at Jesus er „mere end Salomon“, og om Kristi styre erklærer salmisten profetisk: „I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere.“ Til den tid vil der „være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne“. — Lukas 11:31; Salme 72:7, 16.

Trofast mod sit ord vil Jehova Gud sørge for at den lovede arv ikke blot foreligger, men også er bevaret i al sin skønhed. I Åbenbaringen 21:4 læser vi at Gud i sin lovede nye verden „vil tørre hver tåre af [folks] øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. Der loves intet mindre end et paradis. — Lukas 23:43.

Hvordan vi får del i den lovede arv

Jorden vil blive omdannet til et paradis under et herredømme, et rige, som udøver sin myndighed fra himmelen med Kristus som konge. (Mattæus 6:9, 10) Først vil dette rige „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18; Daniel 2:44) Derefter vil Jesus Kristus som „Fredsfyrste“ opfylde disse profetiske ord: „På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være.“ (Esajas 9:6, 7) Under dette rige vil millioner af mennesker, deriblandt dem der får livet igen ved en opstandelse, have mulighed for at arve jorden. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

Hvorfor er det netop disse der kan se frem til denne enestående arv? Læg mærke til Jesu ord: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Hvad vil det sige at have et mildt sind, eller at være sagtmodig? Ordbøger definerer som regel „sagtmodig“ og „mild“ med ord som blid, tilbageholdende, behersket, stille og forsagt. Men det oprindelige græske ord der er brugt her, har en dybere betydning. „Der er blidhed“ i dette ord, forklarer William Barclay’s New Testament Wordbook, „men bag blidheden skjuler sig stålets styrke.“ Det betegner en sindsindstilling der får en person til tålmodigt at finde sig i ondt uden at føle vrede eller ønske at gøre gengæld, alt sammen på grundlag af et godt forhold til Gud — et forhold hvorfra han får sin styrke. — Esajas 12:2; Filipperne 4:13.

En der er sagtmodig, accepterer ydmygt Guds normer på alle livets områder; han insisterer ikke på at følge sine egne synspunkter eller andre menneskers meninger. Han er også villig til at lade sig belære af Jehova. Salmisten David skrev: „[Jehova] får de sagtmodige til at vandre efter sine lovbud, og han lærer de sagtmodige sin vej.“ — Salme 25:9; Ordsprogene 3:5, 6.

Vil du være blandt „de sagtmodige“ der vil arve jorden? Hvis du lærer Jehova og hans vilje at kende gennem et grundigt studium af hans ord, og lever i overensstemmelse med det, kan du se frem til at arve et jordisk paradis hvor du kan bo for evigt. — Johannes 17:3.

[Illustration på side 5]

Guds hensigt med jorden fremgår af det han sagde til Adam og Eva

[Illustration på side 6, 7]

Den fred og sikkerhed der herskede i Salomons regeringstid, er en forsmag på den lovede arv

[Kildeangivelser]

Får og bjerge i baggrunden: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.; arabisk oryx: Hai-Bar, Yotvata, Israel; landmand der pløjer: Garo Nalbandian

[Illustration på side 7]

Kommer du til at opleve en retfærdig ny verden?