5, 6. (a) Hvorfor var især præsterne dadelværdige? (b) Hvordan udtrykte Jehova foragt for præsterne?

⁵ Hvorfor var præsterne i særlig grad dadelværdige? Det får vi et fingerpeg om i Mal 2 vers 7: „Præstens læber bør vogte på kundskab, og loven bør man søge af hans mund, for han er Hærstyrkers Jehovas sendebud.“ Mere end tusind år tidligere havde Guds love som blev givet til Israel gennem Moses, sagt at præsterne var forpligtede til at „lære Israels sønner alle de forordninger som Jehova [havde] talt“. (3 Mosebog 10:11) Senere måtte den der skrev Anden Krønikebog 15:3 sørgeligt nok sige: „I mange dage var Israel uden sand Gud og uden præst der underviste, og uden lov.“

⁶ På Malakias’ tid, i det femte århundrede før vor tidsregning, var situationen den samme. Præsterne forsømte at undervise folket i Guds lov, så derfor fortjente de at blive draget til ansvar. Læg mærke til de fordømmende ord Jehova udtaler mod dem. I Malakias 2:3 siges der: „Jeg spreder skarn på jeres ansigter, skarnet fra jeres højtider.“ Det kan man da kalde en irettesættelse! Skarnet fra offerdyrene skulle normalt bæres uden for lejren og brændes. (3 Mosebog 16:27) Men når Jehova siger til dem at skarnet i stedet ville blive spredt på deres ansigter, viser det tydeligt at han foragtede og afviste ofrene og dem der frembar dem.

11. Hvem må især være på vagt?

¹¹ For dem der i dag har den forret at undervise menighedens medlemmer i Guds ord, indeholder Malakias 2:7 en advarsel. Der siges at deres læber „bør vogte på kundskab og loven bør man søge“ af deres mund. Lærerne bærer et stort ansvar, for det fremgår af Jakob 3:1 at de „vil få en tungere dom“. De bør undervise med ildhu og begejstring, men deres undervisning skal være solidt baseret på Guds skrevne ord og den vejledning der kommer gennem Jehovas organisation. På den måde vil de være „tilstrækkelig egnede til at undervise andre“. De får derfor tilskyndelsen: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ — 2 Timoteus 2:2, 15.

12. Hvad må de der underviser, passe på?

¹² Hvis ikke man er forsigtig, kunne man i sin undervisning blive fristet til at sige hvad man personligt mener eller foretrækker. Det er især en fare for dem der har stærke meninger, eller som er tilbøjelige til at stole på deres egne konklusioner, selv når disse er i modstrid med det der kommer fra Jehovas organisation. Men kapitel 2 i Malakias’ Bog viser at vi skal kunne stole på at menighedens lærere fremholder kundskaben om Gud og ikke deres egne meninger, som kunne få fårene til at snuble og falde. Jesus sagde: „Enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.“ — Mattæus 18:6.