Jesu liv og tjeneste

En hemmelig rejse til Jerusalem

DET er i foråret år 32, og løvhyttefesten nærmer sig. Siden påsken i år 31, hvor jøderne forsøgte at dræbe Jesus, har han hovedsagelig indskrænket sin virksomhed til Galilæa. Siden da har han sandsynligvis kun været i Jerusalem for at overvære jødernes tre årlige højtider.

Jesu brødre tilskynder ham: „Tag herfra og gå til Judæa.“ Jerusalem er Judæas hovedstad og landets religiøse center. Hans brødre ræsonnerer: „Ingen gør noget i det skjulte når han selv søger at blive offentligt kendt.“

Skønt Jakob, Simon, Josef og Judas ikke tror på at deres storebroder, Jesus, virkelig er Messias, vil de have ham til at vise sine mirakuløse evner for alle der er forsamlet til højtiden. Men Jesus er klar over faren. „Verden har ingen grund til at hade jer,“ siger han, „men den hader mig, fordi jeg vidner om den at dens gerninger er onde.“ Jesus siger derfor til sine brødre: „Gå I op til højtiden; jeg går endnu ikke op til denne højtid.“

Løvhyttefesten varer syv dage og efterfølges af en afsluttende højtidelighed på den ottende dag. Højtiden markerer slutningen på landbrugsåret og er anledning til stor glæde og tak. Flere dage efter at Jesu brødre er taget af sted sammen med hovedgruppen af de rejsende, tager Jesus og hans disciple hemmeligt af sted, bort fra offentlighedens søgelys. De foretrækker vejen gennem Samaria frem for den langs Jordanfloden, som de fleste andre benytter.

Da Jesus og hans følge har behov for indkvartering i en samaritansk landsby, sender han nogle sendebud i forvejen for at træffe forberedelser. Men indbyggerne nægter at gøre noget for Jesus da de finder ud af at han er på vej til Jerusalem. Opbragte over dette spørger Jakob og Johannes: „Herre, ønsker du at vi skal byde ild komme ned fra himmelen og tilintetgøre dem?“ Jesus irettesætter dem fordi de foreslår noget sådant, og de rejser videre til en anden landsby.

Mens de går hen ad vejen, siger en skriftlærd til Jesus: „Lærer, jeg vil følge dig hvor du end tager hen.“

„Ræve har huler og himmelens fugle har reder,“ svarer Jesus, „men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ Jesus vil hermed vise at den skriftlærde vil lide afsavn hvis han bliver en af Jesu disciple. Ordene antyder også at den skriftlærde er for stolt til at acceptere denne livsform.

Til en anden siger Jesus: „Følg mig.“

„Giv mig lov til først at tage hen og begrave min fader,“ svarer manden.

„Lad de døde begrave deres døde,“ siger Jesus, „men tag du af sted og forkynd Guds rige vidt og bredt.“ Mandens fader er øjensynlig ikke død endnu, for i så fald ville det være usandsynligt at hans søn var her og lyttede til Jesus. Sønnen beder tilsyneladende om at måtte vente til faderen er død. Han er ikke indstillet på at sætte Guds rige først i sit liv.

Mens de fortsætter på vejen til Jerusalem, siger en anden mand til Jesus: „Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig først lov til at tage afsked med dem der er i min husstand.“

Som svar siger Jesus: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“ De der gerne vil være Jesu disciple skal have deres øjne rettet mod at tjene Riget. Ligesom en plovfure vil blive skæv hvis landmanden ikke holder blikket rettet fremad, således vil enhver som ser sig tilbage, ser på den gamle tingenes ordning, let kunne komme bort fra livets vej. Johannes 7:2-10; Lukas 9:51-62; Mattæus 8:19-22.

◆ Hvad hedder Jesu brødre, og hvordan er deres syn på ham?

◆ Hvorfor er samaritanerne så ugæstfrie, og hvad vil Jakob og Johannes gerne gøre ved dem?

◆ Hvilke tre samtaler fører Jesus på vejen, og hvordan fremhæver han nødvendigheden af at yde en selvopofrende tjeneste?