FORKYNDER, FORKYNDELSE

Betydningen af det bibelske begreb „forkyndelse“ er lettest at finde hvis man undersøger hvad der ligger i udtrykket på grundsprogene hebraisk og græsk. Det græske kērysʹsō, der ofte gengives med „forkynde“, har grundbetydningen ’at bekendtgøre, udråbe som herold; være herold, tjene som herold; udråbe (som sejrherre)’. Det beslægtede navneord kēʹryx betyder ’herold; offentlig budbringer; sendebud; udråber (som fremsatte bekendtgørelser og opretholdt ordenen i forsamlinger, osv.)’. Et andet beslægtet navneord er kēʹrygma, som betyder ’det der udråbes af en herold; proklamation; bekendtgørelse (om sejr i sportskampe); befaling; tilsigelse’. (A Greek-English Lexicon af H. Liddell og R. Scott, revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 949) Kērysʹsō indeholder altså ikke tanken om en prædiken der holdes for en sluttet kreds af disciple, men derimod om en åben, offentlig forkyndelse. Et eksempel som viser dette, er ordets anvendelse i beskrivelsen af engelen som „forkyndte [kērysʹsonta] med høj røst: ’Hvem er værdig til at åbne skriftrullen og bryde dens segl?’“ — Åb 5:2; jf. Mt 10:27.

Ordet euaggeliʹzomai betyder „at forkynde en god nyhed“. (Mt 11:5) Beslægtede ord er diaggelʹlō, „at forkynde vidt og bredt; give besked“ (Lu 9:60; Apg 21:26; Ro 9:17), og kataggelʹlō, „at forkynde; omtale; proklamere; gøre kendt“. (Apg 13:5; Ro 1:8; 1Kor 11:26; Kol 1:28) Den væsentligste forskel på kērysʹsō og euaggeliʹzomai er at førstnævnte betoner bekendtgørelsens form, at det er en offentlig, autoriseret proklamation, mens sidstnævnte betoner indholdet, forkyndelsen af euaggeʹlion, evangeliet, eller den gode nyhed.

Kērysʹsō svarer i nogen grad til det hebraiske basarʹ, der betyder „at virke som budbringer; bekendtgøre; fortælle en nyhed“. (1Sa 4:17; 2Sa 1:20; 1Kr 16:23) Basarʹ rummer imidlertid ikke i samme grad tanken om en officiel forkyndelse.

Forkyndelse i De Hebraiske Skrifter. Noa er den første der kaldes „en forkynder“ (2Pe 2:5), skønt Enoks profetier muligvis også er blevet gjort kendt gennem forkyndelse. (Jud 14, 15) Noas forkyndelse af retfærdighed før Vandfloden indbefattede øjensynlig en opfordring til sindsændring og en advarsel om den kommende ødelæggelse, som det fremgår af Jesu ord om at folk ’ikke gav agt’. (Mt 24:38, 39) Den offentlige forkyndelse som Gud havde bemyndiget Noa til at udføre, drejede sig derfor ikke i første række om en god nyhed.

Efter Vandfloden virkede mange, deriblandt Abraham, som profeter der udtalte åbenbaringer fra Gud. (Sl 105:9, 13-15) Men før israelitterne bosatte sig i det forjættede land, havde der øjensynlig ikke fundet nogen egentlig offentlig forkyndelse sted. De første patriarker fik ikke noget påbud om at forkynde. I den israelitiske kongetid var der imidlertid profeter der virkede som talsmænd, og som på offentlige steder gjorde folket bekendt med Guds bestemmelser, domme og befalinger. (Es 58:1; Jer 26:2) Jonas’ kundgørelse af et budskab for Nineve svarer til betydningen af ordet kēʹrygma og beskrives af Jesus med dette ord. (Jf. Jon 3:1-4; Mt 12:41.) Profeternes opgave var dog almindeligvis af en bredere karakter end den at optræde som herolder eller forkyndere; i nogle tilfælde lod de endog andre virke som deres talsmænd. (2Kg 5:10; 9:1-3; Jer 36:4-6) Nogle af deres budskaber og syner blev blot nedskrevet og ikke forkyndt mundtligt (Jer 29:1, 30, 31; 30:1, 2; Da kap. 7-12), og mange blev ikke fremholdt offentligt, men kun for enkeltpersoner eller en udvalgt skare. Profeterne videregav desuden visse budskaber ved hjælp af symbolske handlinger. — Se PROFET; PROFETI.

Forkyndelsen kunne bestå i formaninger, advarsler og domme eller gode nyheder — om sejre, udfrielse og velsignelser — samt lovprisning til Jehova Gud. (1Kr 16:23; Es 41:27; 52:7; i disse skriftsteder er det det hebraiske basarʹ der bruges.) Undertiden sang eller udråbte kvinder nyheden om en sejr eller om en kommende frelse. — Sl 68:11; Es 40:9; jf. 1Sa 18:6, 7.

De Hebraiske Skrifter peger også frem til den forkyndelse der ville blive udført af Kristus Jesus og den kristne menighed. Jesus citerede fra Esajas 61:1, 2 og viste at det var en profeti om hans gudgivne tjeneste og hans bemyndigelse til at forkynde. (Lu 4:16-21) Som en opfyldelse af Salme 40:9 (de foregående vers anvendes i Hebræerne 10:5-10 om Jesus) ’forkyndte Jesus godt nyt [en form af basarʹ] om retfærdighed i den store menighed’. Apostelen Paulus citerede Esajas 52:7 (om sendebudet der overbringer nyheden om Zions udfrielse fra fangenskabet) og forbandt det med de kristnes offentlige forkyndelse. — Ro 10:11-15.

I De Kristne Græske Skrifter. Skønt Johannes Døber fortrinsvis virkede i ørkenområderne, udførte han dog en forkynders eller et offentligt sendebuds gerning idet han fortalte de jøder der opsøgte ham, om Messias’ komme og om Guds rige og opfordrede dem til at ændre sind. (Mt 3:1-3, 11, 12; Mr 1:1-4; Lu 3:7-9) Johannes virkede samtidig som profet, lærer (han havde disciple) og evangelieforkynder. (Lu 1:76, 77; 3:18; 11:1; Joh 1:35) Han var „udsendt fra Gud“ og var et vidne for ham. — Joh 1:6, 7.

Jesus forblev ikke i Judæas Ørken efter at have fastet dér i 40 dage, og han trak sig heller ikke tilbage for at leve som i et kloster. Han forstod at den gerning Gud havde givet ham, indebar at han forkyndte, og han forkyndte derfor offentligt — i byer og landsbyer, på gader og torve, på landet, i synagoger og på tempelområdet. (Mr 1:39; 6:56; Lu 8:1; 13:26; Joh 18:20) Ligesom Johannes forkyndte han ikke bare, men han underviste, og der lægges i Bibelen større vægt på hans undervisning end på hans forkyndelse. Det at undervise (didaʹskō) adskiller sig fra at forkynde ved at læreren ikke blot fremholder oplysninger; han vejleder, forklarer, argumenterer og fremlægger beviser. Jesu disciples tjeneste, både før og efter hans død, omfattede ligeledes både forkyndelse og undervisning. — Mt 4:23; 11:1; 28:18-20.

Temaet i Jesu forkyndelse var: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 4:17) Han virkede som en herold og henledte sine tilhøreres opmærksomhed på den suveræne Guds gerninger, på de muligheder de nu havde, og på den afgørelse de måtte træffe. (Mr 1:14, 15) Som forudsagt af Esajas bragte han ikke blot godt nyt og trøst til de sagtmodige, de sørgende og dem hvis hjerte var sønderbrudt, og et budskab om frigivelse for de fangne, men forkyndte også „en hævnens dag fra vor Gud“. (Es 61:2) Frimodigt kundgjorde han Guds hensigter, befalinger, bestemmelser og domme for folket og dets ledere.

Efter Jesu død. Efter Jesu død, og navnlig fra pinsen i år 33, fortsatte hans disciple forkyndelsesarbejdet, først blandt jøderne og siden blandt alle nationerne. Efter deres salvelse med den hellige ånd forstod de at de var bemyndiget til at forkynde, hvilket de gentagne gange gjorde deres tilhørere opmærksomme på (Apg 2:14-18; 10:40-42; 13:47; 14:3; jf. Ro 10:15), ligesom Jesus havde betonet at han var ’udsendt af Gud’ (Lu 9:48; Joh 5:36, 37; 6:38; 8:18, 26, 42), der havde givet ham ’bud om hvad han skulle sige, og hvad han skulle udtale’. (Joh 12:49) Da disciplene fik befaling til at holde op med at forkynde, svarede de derfor: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apg 4:19, 20; 5:29, 32, 42) Forkyndelsen var en væsentlig del af deres gudsdyrkelse, en lejlighed til at prise Gud og en forudsætning for at opnå frelse. (Ro 10:9, 10; 1Kor 9:16; He 13:15; jf. Lu 12:8.) Alle disciple, både mænd og kvinder, måtte derfor tage del i forkyndelsen lige til „afslutningen på tingenes ordning“. — Mt 28:18-20; Lu 24:46-49; Apg 2:17; jf. Apg 18:26; 21:9; Ro 16:3.

Efter en verdslig målestok havde disse kristne forkyndere i det 1. århundrede ikke nogen høj uddannelse. I Sanhedrinets øjne var apostlene Peter og Johannes „ulærde og almindelige mennesker“. (Apg 4:13) Jøderne undrede sig også over Jesus selv og sagde: „Hvordan har denne mand fået sin lærdom, når han ikke har studeret ved skolerne?“ (Joh 7:15) Verdslige historikere har bemærket det samme. „Celsus, den første der skrev mod kristendommen, gjorde nar af at uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet.“ (Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche af August Neander, 1842, bd. 1, s. 120) Paulus udtrykte det med disse ord: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme.“ — 1Kor 1:26, 27.

Skønt de kristne forkyndere ikke havde fået nogen høj uddannelse på verdslige skoler, var de dog ikke uden uddannelse. Jesus gav de 12 apostle en grundig undervisning før han sendte dem ud for at forkynde. (Mt 10) Denne undervisning bestod ikke blot i en teoretisk vejledning, men var en praktisk oplæring. — Lu 8:1.

Temaet i den kristne forkyndelse var stadig „Guds rige“. (Apg 20:25; 28:31) Budskabet omfattede imidlertid mere nu end det havde gjort før Kristi død. „Den hellige hemmelighed“ om Guds hensigt var blevet åbenbaret gennem Kristus; hans offerdød var blevet en væsentlig faktor i forbindelse med den sande tro (1Kor 15:12-14), og alle der ønskede at opnå Guds godkendelse og livet, måtte gøres bekendt med og anerkende hans ophøjede stilling som Guds udnævnte konge og dommer og underordne sig den. (2Kor 4:5) Det siges derfor ofte om disciplene at de ’forkyndte Kristus Jesus’. (Apg 8:5; 9:20; 19:13; 1Kor 1:23) En undersøgelse af deres forkyndelse viser klart at deres ’forkyndelse af Kristus’ ikke gav tilhørerne indtryk af at han på en eller anden måde var uafhængig af Gud eller intet havde at gøre med Guds foranstaltninger angående Riget eller hans øvrige hensigter. De forkyndte derimod hvad Jehova Gud havde gjort for og gennem sin søn, hvordan Guds hensigter var blevet gennemført ved Jesus og også ville blive det i fremtiden. (2Kor 1:19-21) Deres forkyndelse var således til pris og ære for Gud „ved Jesus Kristus“. — Ro 16:25-27.

De forkyndte ikke af ren og skær pligtfølelse, og de nøjedes heller ikke med blot formelt at gøre budskabet kendt. Deres forkyndelse udsprang af en stærk tro og blev udført med ønsket om at ære Gud og med håbet om at give andre mulighed for at opnå frelse. (Ro 10:9-14; 1Kor 9:27; 2Kor 4:13) Forkynderne var derfor villige til at blive betragtet som tåber af de verdsligvise og at blive forfulgt som kættere af jøderne. (1Kor 1:21-24; Ga 5:11) Af samme grund søgte de også at hjælpe deres tilhørere til at få tro ved at ræsonnere med dem og anvende overbevisende argumenter. (Apg 17:2; 28:23; 1Kor 15:11) Paulus omtaler sig selv som værende „indsat som forkynder og apostel og lærer“. (2Ti 1:11) De kristne fik ikke løn for deres forkyndelse, men var nidkære tilbedere der gav af sig selv, deres tid og deres kræfter i forkyndelsen. — 1Ts 2:9.

Eftersom alle der blev disciple, også blev forkyndere af ordet, spredtes den gode nyhed hurtigt, og da Paulus skrev sit brev til kolossenserne (omkring år 60-61, eller ca. 27 år efter Kristi død), kunne han skrive at den var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kol 1:23) Kristi profeti om at ’den gode nyhed ville blive forkyndt for alle nationerne’, fik derfor en mindre opfyldelse allerede før Jerusalem og templet blev ødelagt i år 70. (Mt 24:14; Mr 13:10; KORT, bd. 2, s. 744) Jesu egne ord samt Åbenbaringens Bog, der er skrevet efter Jerusalems ødelæggelse, viser at denne profeti ville få en større opfyldelse når Kristus var blevet indsat som konge i Riget, men før modstanderne af dette rige var blevet udslettet — et passende tidspunkt til at udføre et omfattende forkyndelsesarbejde. — Åb 12:7-12, 17; 14:6, 7; 19:5, 6; 22:17.

Hvilke resultater af deres anstrengelser kunne de kristne forkyndere forvente? Paulus erfarede at „nogle begyndte at tro på det der blev sagt; andre troede ikke“. (Apg 28:24) Sand kristen forkyndelse der bygger på Guds ord, vil uvægerlig fremkalde en reaktion af en eller anden art. Den er virkningsfuld og dynamisk og rejser nogle spørgsmål som alle nødvendigvis må tage stilling til. Nogle vender sig direkte imod budskabet om Riget. (Apg 13:50; 18:5, 6) Andre lytter for en tid, men tager af forskellige årsager siden afstand fra det. (Joh 6:65, 66) Atter andre tager imod den gode nyhed og handler i overensstemmelse med den. — Apg 17:11; Lu 8:15.

„Fra hus til hus“. Jesus henvendte sig direkte til folk med Rigets budskab, idet han underviste dem offentligt og i deres hjem. (Mt 5:1; 9:10, 28, 35) Da han sendte sine første disciple ud for at forkynde, sagde han: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det.“ (Mt 10:7, 11-14) For at „finde frem til“ disse personer måtte de naturligvis gå fra hus til hus, så de der ’fortjente det’, kunne lytte til budskabet og disciplene kunne finde logi for natten. — Lu 9:1-6.

Senere „udpegede [Jesus] halvfjerds andre og sendte dem ud i forvejen to og to til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme“. De skulle ikke bare forkynde på offentlige steder, men skulle også opsøge folk i deres hjem. Jesus sagde til dem: „Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’“ — Lu 10:1-7.

I dagene efter pinsen i år 33 fortsatte Jesu disciple med at bringe den gode nyhed til folk i deres hjem. Selv om de fik forbud mod at tale på grundlag af Jesu navn, siges der i den inspirerede beretning at de „hver dag fortsatte . . . med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. (Apg 5:40-42; jf. Dy, NIV.) Udtrykket „fra hus til hus“ er en oversættelse af det græske kat’ oiʹkon, der ordret betyder „[hus] efter hus (husvis)“. Den græske præposition kataʹ bruges her i distributiv betydning („fra hus til hus“) og ikke blot adverbielt (’hjemme’). (Se NV, fdn.) Denne måde at kontakte folk på — at besøge dem i deres hjem — gav enestående resultater. „Antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt.“ — Apg 6:7; jf. 4:16, 17 og 5:28.

Apostelen Paulus sagde til de ældste fra Efesus: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til provinsen Asien . . . ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ (Apg 20:18-21; jf. KJ, Dy, AS, RS, Mo, NIV, La.) Paulus talte her om sine bestræbelser for at forkynde for disse mænd da de endnu var ikketroende, mennesker der havde behov for at lære om „sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. Fra begyndelsen af sin missionærtjeneste i Asien ledte Paulus således „fra hus til hus“ efter mennesker der var interesserede i åndelige anliggender. Når han fandt nogle, kom han ganske givet tilbage til dem for at undervise dem yderligere i deres hjem og, når de var blevet troende, for at styrke dem i troen. Dr. A. T. Robertson har i sin bog Word Pictures in the New Testament følgende kommentar til Apostelgerninger 20:20: „Hus efter hus (husvis). Det er værd at lægge mærke til at denne den største af alle prædikanter forkyndte fra hus til hus, og at hans besøg ikke blot var selskabelige visitter.“ — 1930, bd. III, s. 349, 350.

Forkyndelse i menigheden. Størstedelen af den forkyndelse der omtales i De Kristne Græske Skrifter, er en forkyndelse der finder sted uden for menigheden. Da Paulus tilskyndede Timoteus til at ’forkynde ordet og være på færde når tiden var gunstig og når tiden var ugunstig’, sigtede han imidlertid også til en forkyndelse der fandt sted inden for menigheden, som når en tilsynsmand underviser i menigheden. (2Ti 4:2) Brevet er et hyrdebrev, hvilket vil sige at det var stilet til en der udførte hyrdearbejde blandt de kristne, og at det indeholdt vejledning angående en sådan tilsynsgerning. Før Paulus gav Timoteus denne tilskyndelse til at ’forkynde ordet’, havde han advaret ham mod det frafald der var begyndt at vise sig, og som efterhånden ville antage et betydeligt omfang. (2Ti 2:16-19; 3:1-7) Efter at have formanet Timoteus til at holde fast ved „ordet“ i sin forkyndelse og ikke lade sig lede bort fra det viste Paulus hvorfor forkyndelsesarbejdet hastede, idet han sagde: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære,“ men i stedet vil søge lærere hvis ord stemmer med deres egne ønsker, og de vil derfor „vende ørerne bort fra sandheden“. De mennesker Paulus her beskrev, var tydeligvis nogle der befandt sig i menigheden, ikke uden for den. (2Ti 4:3, 4) Timoteus måtte derfor ikke miste sin åndelige ligevægt, men skulle blive ved med frimodigt at forkynde Guds ord (ikke menneskers filosofi eller nytteløse spekulationer) for brødrene, skønt dette kunne medføre vanskeligheder og ubehageligheder for ham på grund af dem i menighederne der havde en forkert indstilling. (Jf. 1Ti 6:3-5, 20, 21; 2Ti 1:6-8, 13; 2:1-3, 14, 15, 23-26; 3:14-17; 4:5.) Ved at gøre dét ville han virke som et bolværk mod frafaldet og forblive fri for blodskyld, ligesom Paulus. — Apg 20:25-32.

Hvorfor forkyndte Jesus for „ånderne der var i fængsel“?

Efter at have omtalt Jesu opstandelse til liv i himmelen siger apostelen i 1 Peter 3:19, 20: „I denne tilstand tog han også hen og forkyndte for ånderne der var i fængsel, dem som havde været ulydige dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget.“ Værket Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words har følgende kommentar til dette skriftsted: „I 1 Pet. 3:19 er der sandsynligvis ikke tale om et glædesbudskab (som der ikke er noget reelt vidnesbyrd om at Noa forkyndte, ligesom heller intet tyder på at de antediluvianske menneskers ånder er ’i fængsel’), men til det at Kristus efter sin opstandelse proklamerede sin sejr for faldne engle.“ (1981, bd. 3, s. 201) Som tidligere nævnt sigter kērysʹsō til en forkyndelse hvis indhold ikke nødvendigvis udelukkende er positivt, men også kan være negativt, som da Jonas forkyndte Nineves kommende ødelæggelse. De eneste fængslede ånder der omtales i Bibelen, er de engle som på Noas tid blev overgivet til „det tætte mørkes gruber“ (2Pe 2:4, 5) og er „holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag“. (Jud 6) Det kan derfor kun have været et domsbudskab som den opstandne Jesus forkyndte for disse uretfærdige engle. Det er værd at bemærke at Åbenbaringens Bog, som Jesus Kristus i et syn gav Johannes ved slutningen af det 1. århundrede e.v.t., indeholder mange oplysninger om Satan Djævelen og hans dæmoner samt om at de til sidst vil blive udslettet, og derfor er en forkyndelse af et domsbudskab. (Åb kap. 12-20) Når Peter bruger datid („forkyndte“), tyder det på at denne forkyndelse var blevet udført før han skrev sit første brev.