AVNER

De tynde beskyttelsesblade der sidder omkring kernen på kornsorter som hvede og byg. Bibelen omtaler kun avner i billedlig betydning, men omtalen afspejler den almindelige tærskemetode man anvendte i oldtiden. Efter at kornet var høstet, havde man ingen brug for denne uspiselige hinde som dækkede det værdifulde korn; den var derfor et passende symbol på noget let og værdiløst, noget uønsket som måtte skilles fra det gode og skaffes af vejen.

Først blev kornet tærsket så avnerne blev løsnet fra kernerne. Derefter blev det renset, idet kernerne og avnerne blev kastet op i luften med en skovl så de lette avner blev ført bort af vinden. (Se KORNRENSNING.) Dette illustrerer på en god måde hvordan Jehova Gud både fjerner de frafaldne fra sit folk og udrydder de ugudelige og de nationer der modstår ham. (Job 21:18; Sl 1:4; 35:5; Es 17:13; 29:5; 41:15; Ho 13:3) Guds rige vil knuse sine fjender til så små partikler at de nemt blæser bort ligesom avner. — Da 2:35.

De værdiløse avner blev ofte samlet i en bunke og brændt for at de ikke skulle blæse tilbage og forurene det rensede korn. Med dette billede forudsagde Johannes Døber den kommende tilintetgørelse af dem der udøver falsk religion: Jesus Kristus, som har tærsket kornet, vil „samle sin hvede i forrådshuset, men avnerne vil han brænde med en ild der ikke kan slukkes“. — Mt 3:7-12; Lu 3:17; se TÆRSKNING.