Kapitel 8

De der får del i Fredsfyrstens glæde

 1. (a) Af hvilken grund rejste manden i lignelsen udenlands? (b) Hvad ligger der i Jesu lignelse, selv om det ikke siges direkte?

I JESU lignelse om talenterne rejste manden der ejede de otte sølvtalenter ikke udenlands blot for fornøjelsens skyld, som var det en turistrejse han tog ud på. Han havde en alvorligere grund til at rejse udenlands; han ønskede at sikre sig noget værdifuldt. Han tog af sted, som det fremgår af lignelsen, for at opnå en vis „glæde“ samt „meget“. (Mattæus 25:21) Han måtte rejse langt, og være borte i lang tid, for at træffe den der kunne give ham denne særlige glæde.

 2. (a) Hvad var dét at den velstående mand rejste udenlands, et billede på, og hvor gik rejsen hen? (b) Hvad vendte Herren tilbage med?

² Eftersom den rige mand i lignelsen er et billede på Jesus Kristus, er dét at manden tog ud på en lang udenlandsrejse et billede på at Jesus drog bort til den eneste kilde til den særlige glæde han havde for øje. Hvem drog han bort til? I Hebræerbrevet 12:2 siges der at „vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone“. Ja, kilden til denne glæde er Jehova Gud. Det var ham Jesus drog bort til, idet han efterlod sine trofaste disciple her på jorden med de betroede „talenter“. Herren vendte tilbage med „meget“ som han ikke havde haft da han betroede sine tre trælle de otte sølvtalenter. I en tidligere lignelse som Jesus fortalte, lignelsen om ’de ti miner’, siges der at det var „kongemagt“ han kom tilbage med. — Lukas 19:12-15.

 3. Hvordan var stemningen da Zakarias 9:9 begyndte at gå i opfyldelse i det første århundrede?

³ Når en konge indsættes på tronen har han grund til glæde, og det samme har hans loyale undersåtter. Vi husker hvordan det var da Guds søn red ind i Jerusalem for at opfylde profetien i Zakarias 9:9. Om opfyldelsen af denne profeti siges der: „De fleste i folkemængden bredte deres yderklæder ud på vejen, mens andre begyndte at hugge grene af træerne og sprede dem på vejen. Og folkeskarerne, de der gik foran ham og de der fulgte efter, blev ved at råbe: ’Frels dog Davids søn! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn! Frels dog, i det højeste!’“ — Mattæus 21:4-10; se også Lukas 19:36-38.

 4. Hvorfor havde Jesus, efter at han var blevet konge, et særligt grundlag for at dele en glæde med sine trofaste „trælle“?

⁴ Hvis der var glæde forbundet med at han blot fremstillede sig for Jerusalems indbyggere som den der var salvet med Jehovas ånd til at være konge, hvor langt mere må dette så ikke have været tilfældet da han blev indsat som konge ved udløbet af hedningernes tider i 1914? Det var en højst glædelig begivenhed for ham. Ja, han gik ved denne lejlighed ind til en glæde som han aldrig før havde oplevet. Da han gjorde regnskabet op kunne han derfor sige til de disciple som han fandt „gode og trofaste“: ’I har været trofaste over lidt. Jeg vil sætte jer over meget. Gå ind til jeres herres glæde.’ (Mattæus 25:21, 23) Der var nu en ny glæde som hans godkendte „trælle“ kunne få del i. Hvilken storslået belønning!

 5. (a) Hvilken stilling indtog Kristus da apostelen Paulus var ’ambassadør’ for ham? (b) Hvilken stilling indtager Kristus imidlertid nu, hvor medlemmerne af den salvede rest er „ambassadører“ for ham?

⁵ I overensstemmelse med dette opnåede den regerende konges, Jesu Kristi, salvede disciple i 1919 en godkendt tilstand hvormed der fulgte stor glæde. Nitten hundrede år tidligere havde apostelen Paulus skrevet til sine trosfæller om deres ophøjede stilling: „Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne.“ (2 Korinther 5:20) Dette blev skrevet mens Jesus endnu blot var tronarving til „himlenes rige“. (Mattæus 25:1) Han måtte blive siddende ved Guds højre hånd og vente dér indtil den dag han skulle indsættes på tronen. Men siden 1919 har de godkendte medlemmer af den salvede rest været „ambassadører“ for en regerende konge. (Hebræerne 10:12, 13) Dette blev de internationale bibelstudenter især gjort opmærksomme på ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922.

 6. Hvilket arbejde koncentrerede de der havde fået „talenterne“, sig først og fremmest om at udføre i efterkrigstiden?

⁶ I 1919 havde de allerede fået overdraget det der svarede til den regerende konges, Jesu Kristi, „talenter“. De havde dermed fået mere at aflægge regnskab for over for deres regerende konge. Deres indsats i efterkrigstiden var lige fra begyndelsen koncentreret om udførelsen af et ’høstarbejde’, indsamlingen af dem der svarede til „hveden“. (Mattæus 13:24-30) Eftersom høsten ifølge Jesu ord er „en afslutning på en tingenes ordning“, skulle denne indhøstning af de hvedelignende „rigets sønner“, medlemmerne af den trofaste salvede rest, begynde i efterkrigsåret 1919. — Mattæus 13:37-39.

 7. (a) Hvilken stemning som prægede høsttiden, oplevede både høstfolkene og deres Herre? (b) Hvilken tilstand har Jehova ført høstfolkene ind i, og hvilken profetisk udtalelse gør de til deres egen?

⁷ Høsten er en glædelig tid for høstfolkene, og høstens Herre tager del i glæden sammen med dem. (Salme 126:6) Denne høsttid er i høj grad blevet beriget af de voksende vidnesbyrd om at Guds rige ved Jesus Kristus er blevet oprettet i himmelen i 1914 og at Jehova har hjulpet sit indviede folk på jorden til igen at stå retfærdigt ind for ham. Som skare betragtet siger de med ordene i Esajas 61:10: „Jeg vil visselig glæde mig over Jehova. Min sjæl vil juble over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder; i retfærdighedens ærmeløse overklædning har han hyllet mig.“

„En stor skare“ indsamles og får del i glæden

 8. Hvilken glæde som medlemmerne af den salvede rest ikke havde forventet, oplevede de da de sidste af Rigets arvinger var ved at være indsamlet?

⁸ De salvede som gik ind til deres Herres glæde gjorde sig ingen forestillinger om at de, når de sidste af det himmelske riges arvinger var ved at være indsamlet, skulle opleve endnu en glæde. Denne nye, uventede glæde havde at gøre med indsamlingen af en skare der skulle leve i det jordiske paradis under Jesu Kristi tusindårige styre. Hvem andre end medlemmerne af denne jordiske skare ville være de rette at indbyde til det stævne hvor de vigtige oplysninger om dem skulle åbenbares for første gang?

 9. Hvem blev specielt indbudt til at overvære stævnet i Washington, D.C., i 1935, og hvad hørte de dér?

⁹ Indbydelsen blev givet i The Watchtower,a og hundreder af mennesker der søgte at opnå et godt forhold til Jehova sammen med det folk der bar hans navn, overværede Jehovas Vidners generalstævne i Washington, D.C., fra 30. maj til 2. juni 1935. Det rørte dem dybt ved dette stævne at erfare at ’den store skare’ der var forudskildret i Åbenbaringen 7:9-17 skulle være en jordisk skare.

10, 11. For hvem i himmelen må dette have været en særlig glædelig tid?

¹⁰ Hvilken glæde må afholdelsen af dette stævne i Washington, D.C., ikke have beredt den højeste Gud, Jehova! Og hvilken glæde må det ikke have beredt hans søn, den rigtige hyrde, som nu skulle begynde at samle disse „andre får“ ind i sin ’ene hjord’! — Johannes 10:16.

¹¹ Idet medlemmerne af ’resten’ og den voksende skare „andre får“ billedlig talt føres omkring af deres ’ene hyrde’ og græsser sammen, blander de sig fredeligt og kærligt med hinanden. Deres „hyrde“ fryder sig uden tvivl af hjertet over at have så stor en „hjord“ nu hvor den afsluttende periode af denne tingenes ordning er ved at udløbe.

Fredsfyrstens udsendinge

12, 13. (a) Hvem er blevet indbudt til at få del i Herrens glæde sammen med den salvede rest, og af hvilken grund? (b) I hvilken egenskab tjener ’den store skare’ af „andre får“ Fredsfyrstens interesser?

¹² De symbolske får der udgør ’den store skare’ har nu en betragtelig andel i Herrens, Jesu Kristi, glæde. Dette skyldes i særlig grad den omstændighed at de er med til at indsamle de „får“ der endnu mangler i ’den store skare’, som ifølge Åbenbaringen 7:9 ikke kan tælles.

¹³ Det indsamlingsarbejde som de „andre får“ deltager i, har nu grebet om sig så det omfatter hele verden. Det har antaget et sådant omfang at det dalende antal medlemmer af den salvede rest umuligt kan klare det alene. Det er derfor i stigende grad blevet nødvendigt at det voksende antal „andre får“ udfører en større og større andel af arbejdet med at indsamle flere „andre får“ med et jordisk håb. De „andre får“ tjener således som Fredsfyrstens trofaste udsendinge. Som der siges i Ordsprogene 25:13: „Som sneens kølighed på en dag i høsten er en trofast udsending for dem der sender ham, for han giver sine herrers sjæl ny styrke.“

14. (a) Hvad arver de symbolske får i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46? (b) I hvilken forstand har Riget været dem beredt „fra verdens grundlæggelse“?

¹⁴ I lignelsen om fårene og gederne siger kongen Jesus Kristus til de symbolske får: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ (Mattæus 25:31-46) De arver det jordiske område som „himlenes rige“ vil herske over i de tusind år Kristus udøver sit herredømme. Siden den trofaste Abels tid har Jehova været i færd med at berede dette jordiske område til den verden af mennesker der kan genløses. — Lukas 11:50, 51.

15, 16. (a) Hvad er ifølge Salomon „til pryd“ for en konge? (b) Hvordan har den regerende konge Jesus Kristus en sådan „pryd“ i dag, til trods for at han hersker midt blandt sine fjender? (c) Hvad har de der udgør denne „pryd“ gjort?

¹⁵ Den vise kong Salomon af fortidens Israel skrev: „En talrig befolkning er til pryd for en konge.“ (Ordsprogene 14:28) Kongen i vor tid, Kristus Jesus, som beklæder en langt højere stilling end den jordiske kong Salomon, har en sådan „talrig befolkning“ som er „til pryd“ for ham. Det er tilfældet allerede nu før han har indledt sit tusindårige herredømme, ja, nu hvor han regerer midt blandt sine jordiske fjender, hvis overmenneskelige, usynlige konge er Satan Djævelen. — Mattæus 4:8, 9; Lukas 4:5, 6.

¹⁶ En „pryd“ der virkelig sømmer sig for en højtstående myndighedsperson med rang af konge findes i dag i form af det hastigt voksende antal „andre får“ der udgør ’den store skare’. I forening råber de jublende: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10) De er allerede blevet frelst fra den dødsdømte tingenes ordning hvis „gud“ er Satan Djævelen. (2 Korinther 4:4) De har allerede i symbolsk forstand „vasket deres lange klæder . . . i Lammets blod“ så de er blevet hvide og pletfri i Jehova Guds, den store Dommers, øjne. — Åbenbaringen 7:14.

17. (a) Hvilken frelse ser ’den store skare’ endnu frem til? (b) Hvilken forret vil de få under Fredsfyrstens tusindårige herredømme?

¹⁷ De ser dog endnu frem til den frelse de vil erfare når Jehova vinder sin afsluttende sejr i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Med denne storslåede sejr vil Jehova stadfæste sin universelle suverænitet, og de vil blive jordiske øjenvidner til dette fordi de bliver bevaret i live mens denne onde verden lider sit frygtelige endeligt. (Åbenbaringen 16:14; 2 Peter 3:12) Hvilken dyrebar forret! Og hvilken glæde Fredsfyrsten derefter vil dele med den overlevende ’store skare’ af sine loyale „andre får“!

[Fodnote]

[Illustration på side 71]

Den gode hyrde må fryde sig af hjertet over at have så mange „andre får“