Kapitel 16
Hvordan man vælger virkelig fred og sikkerhed
1. Hvilken fred og tryghed kan vi opnå nu hvis vi træffer det rette valg?
DET er en glæde at have et mål i livet, at vide hvad man stiler imod. Det giver fred i sind og hjerte at vide at man ikke kunne have valgt noget bedre mål. En sådan fred og tryghed kan du opnå, men kun hvis du træffer det rette valg nu.
2. Hvordan vil det indvirke på vort livssyn at vi lærer Jehova og hans hensigter at kende?
2 Alt vidner om at denne verden ikke kan indføre virkelig fred og sikkerhed — hverken dens kommercielle, dens religiøse eller dens politiske systemer med De forenede Nationer som er kommet med proklamationer om ’fred og sikkerhed’. Bibelen henviser os derfor til Jehova Gud som den eneste der kan og vil indføre virkelig fred og sikkerhed. Når vi lærer ham og hans hensigter at kende, kommer vi til at forstå hvorfor vi er her på jorden og hvorfor forholdene er som de er i dag. Vi får kendskab til det store stridsspørgsmål om Jehovas universelle suverænitet og hvordan det berører hver enkelt af os. Vi lærer at bedømme de mål vi har sat os, om de er rigtige og forstandige, og vi får pålidelige moralnormer at leve efter. Når vi stilles over for sygdom, alderdom eller død, har vi det trøstende håb om liv i en retfærdig ny orden med varig sundhed, om nødvendigt ved en opstandelse fra de døde.
3. Hvorfor er det Jehova vi kan sætte hele vor lid til?
3 Det er derfor intet under at der i Esajas 26:4 gives følgende opfordring: „Hav tillid til Jehova til alle tider, for i Jah, Jehova, har vi en varig klippe.“ Jehova, der er uforanderlig, almægtig og evig, er i sandhed den vi kan sætte al vor lid til. Hvis du ønsker at opnå hans ledelse og beskyttelse, ikke blot nu, men i al evighed i hans lovede nye orden, hvad må du da gøre?
4. Hvad må vi gøre for at opnå Jehovas gunst, og hvad gør dette muligt?
4 Menneskeheden som et hele er kommet bort fra Gud på grund af vore første forældres synd. Men Gud har åbnet vejen til forligelse og venskab med ham ved hjælp af sin søns offer. (2 Korinther 5:19-21; Efeserne 2:12, 13) Det er dog ikke nok at vi blot siger at vi ønsker Guds venskab.
5. Med hvilket motiv bør vi søge venskab med Jehova?
5 Vi må være villige til, ja ivrige efter at bevise over for ham at vi ønsker hans venskab og har det rette motiv til at gøre det. Søger vi for eksempel blot hans venskab for at undgå katastrofen? Hvis vi vil opnå et ret forhold til Gud, kan det ikke kun være nu før dommen eller bare for at overleve den kommende ’store trængsel’. (Mattæus 24:21, 22) Vi må søge hans venskab for bestandig. Kun ægte kærlighed vil tilskynde os til dette. For at vi kan vise at vort ønske er oprigtigt, har Jehova nævnt visse ting i sit ord som vi hver især må gøre for at blive forligt med ham.
En levende tro
6. Hvilken tillid må vi have til Gud for at behage ham?
6 Jehova er sandhedens Gud. Vi kan derfor have fuld tillid til hans løfter. „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Hvis du ejer en sådan tro, ved du at alt hvad Gud gør, har et retfærdigt formål, og at han altid har vore interesser på sinde. Af hans skaberværk og af hans skrevne ord kan du se at han ikke alene er alviis og almægtig, men også god og kærlig. Han vil naturligvis aldrig fravige sine retfærdige normer. Men selv om vi er ufuldkomne og begår fejl, vil det han gør, bringe os velsignelser hvis vi elsker retfærdighed.
7. Hvordan vil det være en beskyttelse for os at nære tillid til Jehovas visdom og til at hans handlemåde er ret?
7 Da vil vi, når vi bliver retledt af Gud, være klar over at det vil gavne os for evigt. Vi får den samme tillid til Jehova som en søn eller datter har til en kærlig, viis og stærk fader. (Salme 103:13, 14; Ordsprogene 3:11, 12) Når vi har en sådan tro, vil vi ikke betvivle at hans vejledning er forstandig eller at hans handlemåde er retfærdig, selv om der måske for en tid er noget vi ikke helt forstår. Derved kommer vi til at høre til dem som salmisten beskriver med ordene: „Stor fred har de der elsker din lov, og for dem er der ingen snublesten.“ — Salme 119:165; Ordsprogene 3:5-8.
8. (a) Hvorfor er tro alene ikke nok? (b) Hvilke skridt som nævnes i Apostelgerninger 3:19 bør troen tilskynde os til at tage?
8 Men som Jakob 2:26 siger, er „troen død uden gerninger“. Ægte tro tilskynder til handling. Og noget af det første den tilskynder én til at gøre, er at tage det skridt apostelen Peter anbefalede: „I skal . . . ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter.“ (Apostelgerninger 3:19) Hvad vil det sige?
Sindsændring og omvendelse
9. (a) Hvad vil det sige at ændre sind? (b) Hvad må vi ændre sind i forbindelse med?
9 At ændre sind vil i bibelsk betydning sige at man forandrer sin indstilling, idet man af hjertet fortryder en tidligere adfærd eller hvad man tidligere har gjort forkert. (2 Korinther 7:9-11) Men hvis vi skal opleve de lovede „perioder som giver friske kræfter“, kan vi ikke nøjes med at angre noget vi engang har begået. Vi må derimod ændre sind fordi vi, som Adams efterkommere, erkender at selve vor natur er syndig. Som apostelen Johannes skriver: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv . . . [så] gør vi [Gud] til en løgner, og hans ord er ikke i os.“ (1 Johannes 1:8, 10) Vi burde repræsentere Skaberen på rette måde, genspejle hans ’billede og lighed’. Men den nedarvede synd hindrer os i at gøre dette til fuldkommenhed. Vi ’rammer ikke målet’ — hvilket er hvad ordet „synde“ betyder i Bibelen. — 1 Mosebog 1:26; Romerne 3:23.
10, 11. (a) Hvem skylder vi vort liv, og hvorfor? (b) Hvordan bør vi derfor bruge vort liv?
10 Vi har derfor brug for Guds tilgivelse. (Mattæus 6:12) Vi erkender at vi skylder ham vort liv fordi han har skabt os. Men nu lærer vi desuden at hele menneskeheden ved hans søns offer er blevet „købt for en pris“ af stor værdi. Derfor bør vi ikke være „menneskers trælle“, ikke engang trælle af vore egne selviske ønsker. (1 Korinther 7:23) Men var det ikke netop dét vi alle sammen var før vi lærte sandheden at kende og tog imod den? — Johannes 8:31-34.
11 Påskønner du af hjertet at Gud har ofret sin søn for vor skyld og derved har givet os mulighed for at slippe ud af trældommen under synd og død? Da vil du sikkert oprigtigt fortryde at du ikke tidligere har levet i lydighed mod Skaberen. Du vil af hjertet angre at du har levet ligesom verden, ude af harmoni med Guds vilje og hensigter. — Apostelgerninger 17:28, 30; Åbenbaringen 4:11.
12. Hvordan viser den der ændrer sind, at han virkelig har taget afstand fra sin tidligere handlemåde?
12 Denne ægte anger eller sindsændring fører til omvendelse. Den der virkelig ændrer sind, fortryder ikke blot at han tidligere har brugt sit liv forkert. Han tager også afstand fra denne urette adfærd og kommer ligefrem til at hade sin forkerte handlemåde. Han viser dette ved at „vende om“ og „gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“, idet han bringer sit liv i overensstemmelse med Guds vilje. — Apostelgerninger 26:20; Romerne 6:11.
13. (a) Hvad ligger der i Jesu ord om at de der ønsker at følge ham, må „sige nej til sig selv“? (b) Af hvilken grund bøjer vi os således under Jehova, og hvordan berører det vort liv?
13 At vi foretager denne sindsændring og omvendelse indbefatter også at vi ’siger nej til os selv’. (Mattæus 16:24) Det vil sige at vi ikke længere lever efter vore egne selviske ønsker uden at bekymre os om Guds vilje og hensigter. I stedet anerkender vi at Jehova Gud har det fulde krav på vort liv fordi han er Skaberen og gennem sin søn har genløst os. Som Bibelen udtrykker det, ’tilhører vi ikke os selv, for vi er blevet købt for en pris’. (1 Korinther 6:19, 20) Så i stedet for at misbruge den storslåede frihed sandheden giver os, bøjer vi os fuldstændigt under Guds vilje. (Galaterne 5:13; 1 Peter 2:16) Og vi gør det ikke kun fordi det er rigtigt at gøre det, men også fordi vi elsker Jehova Gud af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke. (Markus 12:29, 30) Dette kræver i sandhed at vi lever et liv som er fuldt indviet til Gud. Fremfor at være en byrde vil det sætte os i stand til at glæde os over livet som aldrig før. — Mattæus 11:28-30.
Offentlig bekendelse til frelse
14. (a) Hvordan kan man over for Jehova give udtryk for at man anerkender at han med rette ejer én? (b) Hvad bør man også ønske at gøre, som det fremgår af Romerbrevet 10:10?
14 Det vil være rigtigt at vi over for Gud i bøn giver udtryk for at vi tror på hans foranstaltninger og anerkender at han med rette ejer os. Men der er mere vi kan og bør give udtryk for, som det fremgår af Romerbrevet 10:10: „Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ Ja, vi bør lade vor tro på Jehova og hans foranstaltninger komme til udtryk offentligt, med glæde og af et taknemmeligt hjerte. Denne offentlige erklæring indebærer at vi indvier vort liv til Jehova for at gøre hans vilje og symboliserer dette ved vanddåben.
15. Hvorfor bør vi tænke alvorligt på at lade os døbe?
15 Da Jesus Kristus påbegyndte sin offentlige tjeneste gik han til Johannes Døber for at blive døbt i vand. Bibelen beretter at han i den forbindelse sagde til Gud: „Jeg er kommet for at gøre din vilje.“ (Hebræerne 10:9; Salme 40:7, 8) Jesus befalede at alle som blev hans disciple, ligeledes skulle døbes. Er du hans discipel? Da vil din vanddåb være en ’offentlig bekendelse’ af dette. — Mattæus 28:19, 20.
16. (a) Hvordan kan du afgøre om du er rede til at lade dig døbe? (b) Hvordan hjælper tilsynsmændene med forberedelsen til dåben?
16 Det er et storslået privilegium at blive et indviet, døbt vidne for Jehova, universets Suveræn. Overvej igen hvad det indebærer: Jehova har i sin kærlighed givet dig mulighed for at opnå hans venskab. Men for at opnå det, må du have tro. Du må virkelig tro på at Bibelen er Guds inspirerede ord. (2 Timoteus 3:16, 17) Du må også tro på at Jesu genløsningsoffer er det eneste middel hvorved du kan opnå et ret forhold til Gud. (Apostelgerninger 4:12) Du må anerkende at du er afhængig af Jehova og underlægge dig ham for at gøre hans vilje, ikke blot nogle få år, men for evigt. Det indebærer at du ikke må være „en del af verden“. (Johannes 17:16; 1 Johannes 2:15) Som et vidnesbyrd om at du har ændret sind og er vendt om, må du have taget afstand fra handlinger og skikke som er i strid med Guds retfærdige normer, og du må gøre hvad Gud befaler. Har du fornyet dit sind, sådan at du nu har antaget dette livssyn? (Romerne 12:1, 2) I så fald opfordrer Bibelen dig til at bekende denne tro offentligt. Det første skridt vil være at du henvender dig til en af tilsynsmændene i den lokale menighed af Jehovas Vidner og fortæller ham hvad du har i sinde. Han vil sørge for at Bibelens grundlærdomme bliver gennemgået med dig som en forberedelse til dåben.
17. Vis ved hjælp af Bibelen hvordan vi må fortsætte med at bekende vor tro offentligt.
17 Når du har taget det skridt at lade dig døbe, er du naturligvis ikke færdig med at bekende din tro offentligt. Som en kristen der har indviet sig til Jehova Gud, vil du ønske at bekende dit håb ved at tale om det når du er sammen med andre, ja, ved at ’prise ham i den store menighed’. (Salme 35:18; 40:9, 10) Du vil også føle trang til at deltage i den særlige ’offentlige bekendelse’ som Jehova pålægger alle der vil tjene ham — arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Riget i hele verden og gøre disciple af folk af alle nationer. — Mattæus 24:14; 28:19.
Værn om dit forhold til Gud
18. Hvilken betydning har personligt studium for et varigt forhold til Jehova?
18 Når du nu har opnået et godt forhold til Gud, hvordan kan du da sikre dig at forholdet bliver varigt, så du vil kunne glæde dig over freden og sikkerheden for evigt? En ting du må gøre, er stadig at vokse i kundskab om ham. Ved personligt studium kan du finde virkelig glæde i at hente de skatte frem som Gud har gemt i sit ord. Du kan blive som den der beskrives i Salme 1:2, 3: „Til Jehovas lov har han lyst, og i hans lov læser han dæmpet dag og nat. Og han skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes.“ Ja, når du tilegner dig kundskab om Gud og bruger den, vil du komme til at gå på „liflige veje“ og på ’fredens stier’, for det vil give dig visdom til at møde alle livets problemer. (Ordsprogene 3:13, 17, 18) Din tørst efter bibelkundskab vil vise at du er egnet til at leve i Guds nye orden, hvor „jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
19. Hvorfor er det nødvendigt for Jehovas folk at samles regelmæssigt til møder?
19 Noget andet som er af afgørende betydning for dig, er at komme regelmæssigt til Jehovas tjeneres møder. Dér vil du virkelig blive opflammet til kærlighed og gode gerninger og blive tilskyndet til at bevare det rette forhold til Gud. (Hebræerne 10:23-25) I den fredfyldte atmosfære og broderlige ånd der råder ved disse møder vil du få en forsmag på den fred og sikkerhed der skal råde i Guds nye orden. — Salme 133:1; 1 Korinther 14:26, 33.
20. Hvordan kan menighedens ældste hjælpe os når vi kommer ud for modstand og personlige vanskeligheder?
20 I menigheden kan du også få gavn af en anden kærlig ordning. Jesus, ’den rigtige hyrde’, har ’underhyrder’ på jorden. Det er tilsynsmænd, mænd som i åndelig forstand er ældste, der tager sig af hans „får“. De er stærkt medvirkende til den fred og sikkerhed der råder i Guds folks menigheder ud over jorden. ( 1 Peter 5:2, 3) Disse mænd er som „et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:1, 2) Ja, når man udsættes for storme i form af pres og trængsler som følge af verdens modstand eller personlige vanskeligheder, kan disse mænd virkelig støtte én med deres klippefaste tro og urokkelige loyalitet mod Guds ord. De kan styrke én med råd og opmuntring.
21. Hvordan kan vi undgå at lade andres fejl og ufuldkommenhed skade vort forhold til Jehova?
21 Der vil naturligvis også, selv blandt Guds tjenere, vise sig tegn på menneskelig ufuldkommenhed. Vi fejler alle hver dag. (Jakob 3:2) Men vil vi da tage anstød på grund af andres fejl og lade dem skade vort forhold til Jehova? Eftersom vi jo også selv fejler, skulle vi da ikke vise andre den samme overbærenhed som vi selv gerne vil møde? (Mattæus 6:14, 15) Hvis vi skal vise at vi egner os til at leve i Guds fredelige nye orden, må vi allerede nu bevise at vi kan komme godt ud af det med andre. Vi kan ikke elske Gud uden også at elske vore brødre og søstre, som Kristus døde for. — 1 Johannes 4:20, 21.
22. Hvilken plads bør bønnen indtage i vor tilværelse?
22 Dit rette forhold til Gud giver dig endnu et storslået privilegium: muligheden for at kunne nærme dig Gud i bøn i forvisningen om at han hører dig. Påskøn dette privilegium og brug det daglig, ja flere gange i dagens løb. Der vil utvivlsomt opstå problemer. Dine egne ufuldkommenheder vil måske volde dig besvær. Men Bibelen giver rådet: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.
23. Hvad vil hjælpe os til at holde ud når vi kommer ud for prøvelser og lidelser for troens skyld?
23 Ved at vælge at tjene Jehova, den sande kilde til fred og sikkerhed, og ved at sætte dit håb til hans nye orden, er du begyndt rigtigt. Nu behøver du, som Bibelen udtrykker det, ’udholdenhed for at du, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet’. (Hebræerne 10:36) Nu da du har fået del i velsignelserne ved et ret forhold til Jehova, vær da besluttet på aldrig at opgive det. Lad aldrig verdens flygtige glæder lede dig bort. Selv om den fjendtlige verden skulle udsætte dig for svære prøvelser, husk da at de kun er midlertidige. Sådanne lidelser er for intet at regne i sammenligning med de velsignelser Jehova vil skænke dem der elsker ham. — 2 Korinther 4:16-18.
24. (a) Hvad har vi særlig grund til at glæde os over i dag? (b) Hvordan bør vi, i lighed med salmisten, altid betragte Jehova og vort forhold til ham?
24 Bliv ved med at vandre i gudhengivenhed, i forvisningen om at det er den bedste livsform nu og at det vil føre til evigt liv i Guds nye orden. (1 Timoteus 4:8) Glæd dig over beviserne for at denne nye orden er nær og at den vil bringe evig fred og sikkerhed. Mens du til stadighed befæster dit forhold til Jehova, måtte du da føle som den inspirerede salmist der skrev: „Gud er mit hjertes klippe og min andel for stedse. For, se! de der holder sig langt fra dig går til grunde. Du vil bringe enhver til tavshed som utugtigt forlader dig. Men for mig er det bedste at søge nær til Gud. Jeg har gjort den suveræne Herre Jehova til min tilflugt — for at forkynde alle dine gerninger.“ — Salme 73:26-28.
[Illustrationer på side 181]
Offentlig bekendelse