Du kan vinde din broder
„Gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ — MATTÆUS 18:15.
1, 2. Hvilken praktisk vejledning angående uoverensstemmelser gav Jesus?
DA DER var mindre end et år tilbage af Jesu jordiske tjeneste, gav han sine disciple en vigtig vejledning. Vi kan læse den i Mattæus, kapitel 18. Han lærte dem at det er vigtigt at vi er ydmyge, ligesom børn. Han understregede at man ikke må bringe „en af disse små“ til snublen og fald, og at man bør forsøge at hjælpe „disse små“ så de ikke skal gå tabt. Endelig gav han en værdifuld, praktisk vejledning om hvordan kristne kan løse interne uoverensstemmelser.
2 Vi husker måske hans ord: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder. Men hvis han ikke hører, så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag kan blive stadfæstet ved to eller tre vidners mund. Hvis han ikke hører på dem, så sig det til menigheden. Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ (Mattæus 18:15-17) Hvornår skal vi følge denne vejledning, og med hvilken indstilling skal vi gøre det?
3. Hvordan bør vi generelt se på de fejl andre begår?
3 I den foregående artikel blev det understreget at eftersom vi alle er ufuldkomne og let begår fejl, er vi nødt til at arbejde på at være tilgivende. Det gælder især hvis man er såret over noget en trosfælle har sagt eller gjort. (1 Peter 4:8) I mange tilfælde vil det være bedst blot at bære over med overtrædelsen — at tilgive og glemme. Når man gør det, kan man betragte det som et bidrag til freden i den kristne menighed. (Salme 133:1; Ordsprogene 19:11) Men der kan opstå situationer hvor man føler at man er nødt til at løse en uoverensstemmelse med en broder eller søster som har gjort én ked af det. Det er i sådanne situationer Jesu vejledning gælder.
4. Hvordan kan vi i princippet anvende Mattæus 18:15 når andre har begået fejl?
4 Jesus gav dette råd: „Gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene.“ Det er klogt. Andre danske oversættelser siger at man skal tale med ham „på tomandshånd“ eller „under fire øjne“. Når man venligt taler om et problem i fortrolighed, er det som regel lettere at løse. En broder der har gjort eller sagt noget stødende eller sårende, er måske mere villig til at indrømme sin fejl over for dig alene. Hvis andre lytter, vil den ufuldkomne menneskelige natur måske få ham til at benægte at han har gjort noget forkert, eller han vil forsøge at retfærdiggøre det han har gjort. Men når I taler om problemet „under fire øjne“, viser det sig måske at være en misforståelse snarere end en synd eller en overlagt forseelse. Når I begge har indset at der er tale om en misforståelse, kan problemet løses, så en lille, ligegyldig sag ikke vokser sig stor og forgifter forholdet mellem jer. Princippet i Mattæus 18:15 kan derfor anvendes i forbindelse med selv små uoverensstemmelser i hverdagen.
Hvad mente han?
5, 6. Hvilken slags synder sigtes der til i Mattæus 18:15, og hvordan fremgår dette af sammenhængen?
5 Jesu vejledning gjaldt strengt taget mere alvorlige anliggender. Jesus sagde: „Hvis nu din broder begår en synd.“ I sin mest generelle betydning kan „en synd“ være enhver fejl eller brist. (Job 2:10; Ordsprogene 21:4; Jakob 4:17) Men sammenhængen viser at Jesus må have sigtet til en alvorlig synd. Den var så alvorlig at den kunne føre til at overtræderen blev betragtet som „en fra nationerne og som en skatteopkræver“. Hvad ligger der i dette udtryk?
6 Jesu disciple, der hørte ham sige dette, vidste at deres landsmænd ikke ville komme privat sammen med folk fra nationerne. (Johannes 4:9; 18:28; Apostelgerninger 10:28) Og de havde absolut intet at gøre med skatteopkrævere, mænd der var jøder af fødsel, men som undertrykte og udbyttede deres landsmænd. Det viser at der i Mattæus 18:15-17 var tale om alvorlige synder, ikke personlige uoverensstemmelser som man blot kan tilgive og glemme. — Mattæus 18:21, 22.a
7, 8. (a) Hvilken slags synder skal behandles af de ældste? (b) Hvilke synder kan, i overensstemmelse med Mattæus 18:15-17, bringes ud af verden ved en samtale mellem to kristne?
7 Under Moseloven var der nogle synder som var for alvorlige til at den forurettede part blot kunne tilgive dem. Gudsbespottelse, frafald, afgudsdyrkelse og seksuelle synder i form af utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet skulle indberettes til de ældste (eller præsterne) og behandles af dem. Det samme gælder i den kristne menighed. (3 Mosebog 5:1; 20:10-13; 4 Mosebog 5:30; 35:12; 5 Mosebog 17:9; 19:16-19; Ordsprogene 29:24) Vi lægger imidlertid mærke til at den kategori af synder Jesus talte om her, kunne bringes ud af verden ved en samtale mellem to personer. Det kunne for eksempel dreje sig om en kristen der bagtaler en anden på grund af vrede eller misundelse; en kristen der underskriver en kontrakt om at gøre et stykke arbejde med bestemte materialer og fuldføre det på et bestemt tidspunkt; en kristen der går ind på at tilbagebetale nogle penge i fastsatte rater eller på et fastsat tidspunkt; eller en kristen der giver sit ord på at hvis hans firma oplærer ham, vil han (selv hvis han skulle skifte job) ikke konkurrere med firmaet eller forsøge at overtage dets kunder i en nærmere fastsat periode eller i et bestemt område.b Hvis en broder ikke holder ord og ikke ændrer sind i forbindelse med sådanne overtrædelser, er det helt sikkert en alvorlig sag. (Åbenbaringen 21:8) Men overtrædelser af denne art kan bringes ud af verden ved en samtale mellem de to involverede parter.
8 Men hvordan skal man gribe det an? Jesu vejledning er ofte blevet betragtet som inddelt i tre skridt. Lad os se på hvert af disse skridt. Vi vil ikke betragte dem som en fast, juridisk procedure, men forsøge at forstå ånden i dem og aldrig miste det kærlige formål af syne.
Forsøg at vinde din broder
9. Hvad skal vi huske når vi vil følge vejledningen i Mattæus 18:15?
9 Jesus begyndte: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ Man vil tydeligvis ikke tage dette skridt udelukkende på baggrund af en mistanke. Man bør have beviser eller specifikke oplysninger så man kan hjælpe broderen til at se at han har begået en fejl som han bør rette. Det er godt at tage dette skridt hurtigt, så sagen ikke griber om sig, eller broderen bliver fast forankret i sin indstilling. Man må heller ikke glemme at det kan skade en selv at gå og ruge over sagen. Og eftersom samtalen skal foregå mellem de to parter alene, bør man ikke på forhånd tale med andre for at vinde deres sympati eller overbevise sig selv om at man har ret. (Ordsprogene 12:25; 17:9) Hvorfor ikke? På grund af det der er målet med samtalen.
10. Hvad vil hjælpe os til at vinde vores broder?
10 Målet bør være at vinde broderen, ikke at straffe, ydmyge eller ødelægge ham. Hvis han virkelig har gjort noget forkert, står hans forhold til Jehova på spil. Vi ønsker naturligvis at beholde ham som vor kristne broder. Det er meget mere sandsynligt at det lykkes hvis man bevarer roen og undgår hårde ord eller en anklagende tone under den private samtale. Under denne kærlige samtale må man huske at begge parter er ufuldkomne, syndige mennesker. (Romerne 3:23, 24) Når det går op for broderen at man ikke har talt med andre om sagen, men oprigtigt ønsker at hjælpe ham, er løsningen sikkert ikke langt borte. Denne venlige, enkle fremgangsmåde vil især være et udtryk for visdom hvis det viser sig at begge parter har begået fejl, eller at hele sagen bygger på en misforståelse. — Ordsprogene 25:9, 10; 26:20; Jakob 3:5, 6.
11. Hvad kan vi gøre hvis broderen ikke vil lytte til os?
11 Hvis man kan hjælpe broderen til at indse at han har begået en fejl, og at det er alvorligt, vil han måske ændre sind. Men man må se i øjnene at stolthed kan være en hindring. (Ordsprogene 16:18; 17:19) Hvis broderen ikke i første omgang vil indrømme sin fejl og ændre sind, vil det derfor være klogt at vente lidt før man går videre med sagen. Jesus sagde ikke ’gå en enkelt gang hen og blotlæg hans fejl’. Eftersom der er tale om en synd man er i stand til at bringe ud af verden, kan man overveje at henvende sig til ham igen i den ånd der omtales i Galaterbrevet 6:1 og „under fire øjne“. Måske lykkes det. (Jævnfør Judas 22, 23.) Men hvad så hvis man er overbevist om at broderen har begået en synd, og han ikke vil indrømme det?
Modne brødres hjælp
12, 13. (a) Hvilket andet skridt sagde Jesus at man skulle tage? (b) Hvad skal man være på vagt over for når man følger denne vejledning?
12 Hvis du havde gjort dig skyldig i en alvorlig synd, ville du sikkert ikke ønske at andre var hurtige til at opgive dig. Jesus viste også at man ikke skal give op efter det første skridt når man forsøger at vinde sin broder så han stadig kan tilbede Gud på en antagelig måde sammen med resten af menigheden. Jesus forklarede hvad det andet skridt omfatter: „Hvis han ikke hører, så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag kan blive stadfæstet ved to eller tre vidners mund.“
13 Jesus sagde: „Tag en eller to mere med dig.“ Han sagde ikke at man, efter at have taget det første skridt, frit kunne tale med alle og enhver om sagen, kontakte en rejsende tilsynsmand eller skrive til andre brødre om problemet. Man er måske selv helt og aldeles overbevist om at broderen har begået en overtrædelse — men det er faktisk ikke bevist. Man bør ikke sprede negative oplysninger der senere kan vise sig at være forkerte; det er bagtalelse. (Ordsprogene 16:28; 18:8) Men Jesus sagde altså at man skulle tage en eller to med sig. Hvorfor? Og hvem kunne det være?
14. Hvem kan man tage med i forbindelse med det andet skridt?
14 Målet er at vinde broderen ved at overbevise ham om at han har begået en synd, og ved at tilskynde ham til at ændre sind og opnå fred med modparten og Gud. For at nå dette mål vil det være ideelt om den eller de brødre man tager med, har været vidner til den forkerte handling. De var måske til stede da den fandt sted, eller de har holdbare oplysninger om hvad der er sket (eller ikke sket) i et forretningsanliggende. Hvis man ikke kan finde sådanne vidner, kan man tage nogle med der har erfaring på det pågældende område, og som derfor er i stand til at afgøre om det der er sket, reelt er en overtrædelse. Desuden kan de, hvis det senere skulle vise sig nødvendigt, optræde som vidner til det der er blevet sagt, bekræfte de oplysninger der er blevet fremlagt, og de bestræbelser der er blevet gjort. (4 Mosebog 35:30; 5 Mosebog 17:6) De er derfor ikke blot neutrale parter; de er der for at hjælpe med at vinde deres broder.
15. Hvorfor kan kristne ældste være en hjælp hvis man er nødt til at tage det andet skridt?
15 Det behøver ikke nødvendigvis at være ældste i menigheden man tager med. Men modne mænd som er ældste, kan muligvis bidrage med deres åndelige indsigt. Sådanne ældste er „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:1, 2) De har erfaring i at ræsonnere med brødre og søstre og hjælpe dem på fode igen. Og overtræderen har god grund til at vise tillid til sådanne „gaver i form af mennesker“.c (Efeserne 4:8, 11, 12) Når man taler sagen igennem i overværelse af nogle modne brødre og beder en bøn sammen med dem, kan det rense luften og løse et problem der måske forekom uløseligt. — Jævnfør Jakob 5:14, 15.
En sidste bestræbelse for at vinde ham
16. Hvad var det tredje skridt Jesus beskrev?
16 Hvis problemet ikke kan løses ved hjælp af det andet skridt, må man tage det tredje skridt, og det er menighedens tilsynsmænd involveret i. „Hvis han ikke hører på [den ene eller de to], så sig det til menigheden. Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ Hvad ligger der i dette?
17, 18. (a) Hvilket eksempel hjælper os til at forstå hvad det indebærer at ’sige det til menigheden’? (b) Hvordan kan vi følge denne vejledning i dag?
17 Vi forstår det ikke som en vejledning om at synden eller overtrædelsen skal behandles på et almindeligt eller et særligt møde for hele menigheden. Den rette fremgangsmåde fremgår af Guds ord. Lad os se hvad der skulle gøres i det gamle Israel hvis én gjorde sig skyldig i oprør, frådseri eller drukkenskab: „Såfremt en mand har en genstridig og opsætsig søn som ikke adlyder sin faders eller sin moders røst, og de har tugtet ham, men han ikke vil adlyde dem, så skal hans fader og hans moder tage fat i ham og føre ham ud til byens ældste og til stedets port, og de skal sige til byens ældste: ’Denne søn som vi har, er genstridig og opsætsig; han adlyder ikke vores røst og er en frådser og drukkenbolt.’ Så skal alle mændene i hans by stene ham.“ — 5 Mosebog 21:18-21.
18 Det var ikke hele folket eller alle stammens medlemmer der skulle påhøre mandens synder og dømme i sagen. De bemyndigede ældste behandlede sagen på menighedens vegne. (Jævnfør Femte Mosebog 19:16, 17, der drejer sig om en sag som blev behandlet af ’de præster og dommere som virkede i de dage’.) Det samme gælder i dag. Når det er nødvendigt at tage det tredje skridt, vil de kristne ældste, som repræsenterer menigheden, behandle sagen. Deres mål er det samme: at vinde den kristne broder hvis det overhovedet er muligt. Det viser de ved at være rimelige og ikke dømme sagen på forhånd eller være partiske.
19. Hvad vil de ældste der udpeges til at behandle sagen, bestræbe sig for?
19 De vil bestræbe sig for at bedømme kendsgerningerne og høre de nødvendige vidner for at finde ud af om der virkelig er begået (eller stadig begås) en synd. De ønsker at beskytte menigheden mod fordærv og at holde verdens ånd ude. (1 Korinther 2:12; 5:7) I overensstemmelse med deres bibelske kvalifikationer vil de forsøge at „tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. (Titus 1:9) Overtræderen vil forhåbentlig ikke have samme indstilling som de israelitter om hvem Jehovas profet skrev: „Jeg kaldte, men I svarede ikke; jeg talte, men I hørte ikke efter; og I blev ved med at gøre hvad der var ondt i mine øjne, og det som jeg ikke fandt behag i, det valgte I.“ — Esajas 65:12.
20. Hvad sagde Jesus at der skulle ske hvis synderen nægtede at lytte og ændre sind?
20 I relativt få tilfælde har synderen desværre denne indstilling. Hvis han har det, er Jesu vejledning klar: „Lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ Jesus anbefalede ikke at man skulle være umenneskelig over for synderen eller ønske at skade ham; men apostelen Paulus’ befaling om at syndere der ikke ændrer sind, skal udelukkes af menigheden, er klar og utvetydig. (1 Korinther 5:11-13) Selv dette skridt kan i sidste ende føre til målet: at synderen vindes.
21. Hvilken mulighed står åben for dem der udelukkes af menigheden?
21 Denne mulighed fremgår af Jesu billedtale om den fortabte søn. Efter en periode uden for det kærlige fællesskab i faderens hus kom denne synder „til fornuft“. (Lukas 15:11-18) Paulus skrev til Timoteus at nogle overtrædere med tiden ville ændre sind, „blive ædru igen og komme ud af Djævelens snare“. (2 Timoteus 2:24-26) Vi håber inderligt at de der synder uden at ændre sind, og som derfor må udelukkes af menigheden, vil indse hvad de har mistet — både Guds godkendelse, det varme fællesskab og den nære kontakt med trofaste kristne — og komme til fornuft.
22. Hvordan kan vi måske med tiden vinde vores broder?
22 Jesus mente ikke at folk fra nationerne og skatteopkrævere var redningsløst fortabt. En skatteopkræver, Mattæus Levi, ændrede sind, ’fulgte Jesus’ af et oprigtigt hjerte og blev endda udvalgt til apostel. (Markus 2:15; Lukas 15:1) Hvis en synder i vore dage „end ikke hører på menigheden“ og må udelukkes af den, kan vi derfor vente og se om han med tiden vil ændre sind og træde i lige spor med sine fødder. Når han gør det og igen bliver et medlem af menigheden, vil vi være lykkelige for at vi har vundet vores broder tilbage til den sande tilbedelse.
[Fodnoter]
a I McClintock og Strongs Cyclopedia står der: „I Det Nye Testamente blev tolderne [skatteopkræverne] betragtet som forrædere og frafaldne; besmittede som følge af deres hyppige samkvem med hedningerne; undertrykkerens villige redskaber. De blev sat i bås med syndere . . . Overladt til sig selv, idet pæne mennesker holdt sig på afstand af dem, fandt de deres eneste venner blandt dem der, ligesom de selv, var udskud af menneskeslægten.“
b Efter vejledningen i Mattæus 18:15-17 fremholdt Jesus billedtalen om trællene (de ansatte) der ikke betalte deres gæld. Dette tyder på at økonomiske eller forretningsmæssige synder i form af svindel og bedrageri kan falde inden for den kategori af synder som Jesus omtalte.
c En bibelforsker har denne kommentar: „Det forekommer undertiden at en overtræder vil lytte mere til to eller tre (især hvis de er værdige til respekt) end til en, især hvis han har haft en uoverensstemmelse med vedkommende.“
Husker du dette?
◻ Hvilken kategori af synder sigtes der hovedsagelig til i Mattæus 18:15-17?
◻ Hvad skal vi huske hvis vi må tage det første skridt?
◻ Hvem kan hjælpe os hvis vi er nødt til at tage det andet skridt?
◻ Hvem er involveret i det tredje skridt, og hvordan kan vi måske med tiden vinde vores broder?
[Illustration på side 18]
Jøderne undgik skatteopkrævere, men Jesus udvalgte Mattæus, der ’vendte om’ og fulgte ham
[Illustration på side 20]
Et problem kan ofte løses „under fire øjne“