Kapitel 2
En fjende af evigt liv
1. Hvilke spørgsmål stiller vi, i betragtning af den udbredte mangel på fred og lykke?
NÆSTEN ALLE ønsker at være lykkelige. Hvorfor er mange da ulykkelige? Hvad er der galt? Hvad er grunden til at nationer bekriger hinanden og folk hader hinanden, når de fleste dog ønsker fred og fordragelighed? Er folk mon styret af en usynlig kraft der driver dem til at gøre det onde? Kunne det tænkes at nationerne dirigeres af en overordnet, usynlig magt?
2. Hvilke forbrydelser i historien har fået mange til at spekulere på om menneskene måske styres af en ond, usynlig magt?
2 Mange har gjort sig sådanne tanker når de har betragtet menneskenes uhyggelige ugerninger — for eksempel brugen af frygtelige kemiske kampmidler, giftgasser der kvæler deres ofre eller ætser dem til døde, for ikke at tale om flammekastere, napalmbomber og atombomber. Tænk også på koncentrationslejrene og massemordene på millioner af hjælpeløse mennesker, for eksempel i Kampuchea i de senere år. Er det bare et tilfælde at alt dette sker nu? Det er sandt at mennesker selv kan finde på ondt, men når man tænker på hvor grusomt de handler, virker det da ikke som om de er under påvirkning af en ond magt i det usynlige?
3. Hvad siger Bibelen om herredømmet over verden?
3 Vi behøver ikke at gætte os frem. Bibelen viser klart at der findes en sådan ond magt, et usynligt intelligensvæsen der behersker både mennesker og nationer. Denne magt bliver af Jesus Kristus kaldt „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Hvem er han?
4. Hvad viste Djævelen Jesus, og hvad tilbød han ham?
4 For at finde ud af hvem han er, kan vi gå tilbage til det der skete ved begyndelsen af Jesu tjeneste her på jorden. Bibelen fortæller at Jesus efter sin dåb gik ud i ørkenen, hvor han blev fristet at en usynlig skabning der kaldes Satan Djævelen. En af fristelserne beskrives på denne måde: „Endvidere tog Djævelen ham med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ’Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.’“ — Mattæus 4:8, 9.
5. (a) Hvoraf fremgår det om alle verdens regeringer virkelig tilhører Djævelen? (b) Hvem er ifølge Bibelen „denne tingenes ordnings gud“?
5 Tænk på hvad Djævelen her tilbød Jesus Kristus. Han tilbød ham „alle verdens riger“. Tilhørte alle verdens riger og deres regeringer da Djævelen? Ja, ellers kunne han ikke have tilbudt Jesus dem. Jesus benægtede ikke at de tilhørte Satan, hvilket han uden tvivl ville have gjort hvis der havde været grund til det. Satan er med andre ord alle nationers usynlige hersker! Bibelen siger rent ud: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Guds ord kalder endda Satan „denne tingenes ordnings gud“. — 2 Korinter 4:4.
6. (a) Hvad hjælper denne oplysning om Satans herredømme os til at forstå? (b) Hvad vil Satan gerne gøre med os, og hvad må vi derfor gøre?
6 Dette hjælper os til at forstå hvorfor Jesus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Johannes 18:36) Det hjælper os også til at forstå hvorfor nationerne hader hinanden og søger at udslette hinanden til trods for at alle normale mennesker ønsker at leve i fred. Ja, „Satan . . . vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Han vil også gerne vildlede os. Han ønsker ikke at vi skal få det evige livs gave af Gud. Vi må derfor kæmpe for ikke at blive påvirket af ham til at gøre det onde. (Efeserne 6:12) For at kunne modstå Satans forsøg på at vildlede os må vi vide hvem han er og hvordan han driver sit spil.
HVEM DJÆVELEN ER
7. Hvorfor kan vi ikke se Djævelen?
7 Satan Djævelen er ikke blot, som nogle mener, det onde i mennesket. Han er en virkelig person. Men ligesom vi ikke kan se Gud, kan vi heller ikke se Djævelen. Både Gud og Djævelen er ånder, livsformer som lever på et højere plan end menneskene og som er usynlige for os. — Johannes 4:24.
8. Hvorfor tror mange at Gud har skabt Djævelen?
8 ’Men hvis Gud er kærlighed,’ vil nogle måske spørge, ’hvorfor skabte han så Djævelen?’ (1 Johannes 4:8) Sagen er at Gud ikke skabte Djævelen. ’Jamen hvis Gud har skabt alt,’ siger nogle, ’så må han vel have skabt Djævelen. Hvem kan ellers have gjort det? Hvor er Djævelen kommet fra?’
9. (a) Hvilken slags skabninger er englene? (b) Hvad betyder ordene „djævel“ og „satan“?
9 Bibelen forklarer at Gud skabte mange ånder i den usynlige verden. Disse ånder kaldes i Bibelen engle. De kaldes også „gudssønner“. (Job 38:7; Salme 104:4, NW; Hebræerne 1:7, 13, 14) Gud skabte dem alle fuldkomne. Ingen af dem var en djævel eller en satan. Ordet „djævel“ betyder bagvasker, og ordet „satan“ betyder modstander.
10. (a) Hvordan er Satan Djævelen blevet til? (b) Hvordan kan et godt menneske gøre sig selv til en forbryder?
10 Men en af disse ånder eller gudssønner gjorde efterhånden sig selv til en djævel, det vil sige en nederdrægtig løgner der taler ondt om andre. Han gjorde også sig selv til en satan, det vil sige en modstander af Gud. Han blev ikke skabt sådan, men han udviklede sig til det. Det kan belyses med et eksempel: En tyv fødes ikke som tyv. Han kommer måske fra en god familie, har ærlige forældre og lovlydige brødre og søstre. Det kan være hans eget begær efter det der kan købes for penge, der får ham til at stjæle. Hvordan gik det så til at en af Guds åndesønner gjorde sig selv til Satan Djævelen?
11. (a) Hvilken hensigt som Gud havde, kendte den oprørske engel? (b) Hvad ønskede denne engel, og hvad fik dette ønske ham til at gøre?
11 Den engel der senere blev til Djævelen, var til stede da Gud skabte jorden og da han senere skabte det første menneskepar, Adam og Eva. (Job 38:4, 7) Han hørte derfor Gud sige til dem at de skulle sætte børn i verden. (1 Mosebog 1:27, 28) han vidste at hele jorden efterhånden ville blive fyldt med retfærdige mennesker der tilbad Gud. Dette var Guds hensigt. Denne engel gjorde sig imidlertid høje tanker om sin egen skønhed og intelligens, og han ønskede selv at modtage den tilbedelse Gud ville få. (Ezekiel 28:13-15; Mattæus 4:10) I stedet for at skyde det urette ønske fra sig, blev han ved med at tænke på det. Det endte med at han rakte ud efter den ære og værdighed han tragtede efter. Hvordan? — Jakob 1:14, 15.
12. (a) Hvordan talte denne engel til Eva, og hvad sagde han til hende? (b) Hvordan blev han til Satan Djævelen? (c) Hvilken opfattelse af Djævelen er forkert?
12 Den oprørske engel henvendte sig til den første kvinde, Eva. Han talte til hende gennem et dyr, en slange, på noget nær samme måde som en bugtaler kan få stemmen til at lyde fra et dyr eller en dukke. Da slangen talte til Eva, var det altså i virkeligheden denne oprørske engel, den der i Bibelen kaldes „slangen fra fortiden“, der talte. (Åbenbaringen 12:9) Han sagde at Gud ikke havde fortalt hende sandheden og at Gud forholdt hende en viden som hun burde have. (1 Mosebog 3:1-5) Dette var en nedrig løgn, og ved at fremholde den blev han en djævel. Derved blev han også Guds modstander, eller Satan. Som vi kan forstå, er det altså forkert at opfatte Djævelen som en håret skabning med horn og hale der med en trefork i hånden passer et underjordisk pinested. Han er derimod en mægtig, men ond, engel.
ÅRSAGEN TIL VANSKELIGHEDERNE I VERDEN
13. (a) Hvordan reagerede Eva på Djævelens løgn? (b) Hvad påstod Djævelen?
13 Djævelens løgn virkede efter hensigten. Eva troede på den og var ulydig mod Gud, og hun fik også sin mand til at overtræde Guds lov. (1 Mosebog 3:6) Djævelens påstand gik ud på at mennesker kan klare sig uden Gud. Han hævdede at mennesker kan styre udmærket selv, uden Guds hjælp. Desuden påstod han at han kunne vende alle Adams og Evas fremtidige efterkommere bort fra Gud.
14. Hvorfor udslettede Gud ikke Satan med det samme?
14 Gud kunne naturligvis have udslettet Satan med det samme. Men det ville ikke have besvaret de spørgsmål Satan havde rejst. Tvivlen om hvem der havde ret ville stadig kunne nage de engle der så til. Gud gav derfor Satan tid til at bevise sine påstande. Med hvilket resultat?
15, 16. (a) Hvad har den mellemliggende tid vist med hensyn til Djævelens påstande? (b) Hvilken begivenhed er nu nær?
15 Den mellemliggende tid har vist at mennesker ikke formår at regere med et godt resultat uden Guds hjælp. Deres forsøg på at gøre det har slået grundigt fejl. Folk har gennemgået mange lidelser under skiftende regeringer der, som Bibelen viser, har været styret af Satan bag kulisserne. Den tid Gud har ladet gå, har også klart vist at Satan ikke har været i stand til at vende alle mennesker bort fra Gud. Der har altid været nogle som er forblevet trofaste mod Guds herredømme. Vi kan for eksempel læse i Bibelen at Satan uden held forsøgte at få Job til at holde op med at tjene Gud. — Job 1:6-12.
16 Djævelens påstande har altså vist sig at være falske. Han fortjener med rette at blive tilintetgjort for det oprør han har igangsat mod Gud. Vi kan glæde os over at vi nu har nået det tidspunkt i historien da Gud vil bringe Satans herredømme til ophør. Det første skridt i denne henseende var en vigtig kamp i himmelen, en kamp der naturligvis hverken blev set eller hørt af mennesker på jorden. Læs omhyggeligt følgende beretning fra Bibelen:
17. (a) Hvordan beskriver Bibelen krigen i himmelen? (b) Hvad medførte denne krig for dem der er i himmelen og dem der bor på jorden?
17 „Der udbrød krig i himmelen: Mikael [den opstandne Jesus Kristus] og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. ’Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.’“ — Åbenbaringen 12:7-9, 12.
18. (a) Hvornår blev denne krig i himmelen udkæmpet? (b) Hvad er der sket på jorden efter at Satan er blevet nedstyrtet?
18 Hvornår fandt denne krig i himmelen sted? Vidnesbyrdene peger på at den blev udkæmpet omkring tiden for den første verdenskrig, der begyndte i 1914. Som beskrevet i Åbenbaringen blev Satan på det tidspunkt nedstyrtet fra himmelen, hvilket indebærer at vi siden har befundet os i den ’korte tidsperiode’ han har tilbage. Vi lever med andre ord i „de sidste dage“ for Satans verden. Det fremgår blandt andet af de krige, den hungersnød, de sygdomme, den frygt og den lovløshed vi oplever i dag. — Mattæus 24:3-12; Lukas 21:26; 2 Timoteus 3:1-5.
19. (a) Hvad forsøger Satan nu ihærdigt på? (b) Hvad gør vi klogt i at gøre?
19 Da Satan véd at hans ’korte tidsperiode’ snart udløber, forsøger han ivrigere end nogen sinde at afholde mennesker fra at tjene Gud. Han ønsker at trække så mange som muligt med i undergangen. Ikke uden grund beskriver Bibelen ham som en brølende løve der søger nogen at opsluge. (1 Peter 5:8, 9) Hvis vi ikke ønsker at blive overlistet af ham, må vi lære hvordan han retter sine angreb imod os og hvordan han søger at vildlede os. — 2 Korinter 2:11.
HVORDAN SATAN VILDLEDER MENNESKER
20. (a) Hvor godt er Satans angreb lykkedes? (b) Hvorfor må vi regne med at hans anslag ofte vil forekomme uskyldige, måske endda gode og gavnlige?
20 Tro ikke at Satans metoder altid er lette at gennemskue. Han er en sand mester i at føre folk bag lyset. Hans metoder op gennem historien har været så snedige at mange i dag ikke engang tror at han findes. For dem er ondskaben blot en normal tilstand der altid vil være her. Satan opererer på noget nær samme måde som bagmændene i forbryderverdenen, der regnes for at være respektable borgere men som bag kulisserne begår de groveste lovovertrædelser. Bibelen siger: „Satan selv giver sig til stadighed ud for at være en lysets engel.“ (2 Korinter 11:14) Vi må derfor regne med at det han gør for at vildlede os, ofte vil forekomme at være noget ganske uskyldigt, eller ligefrem noget gavnligt.
21. Nævn et middel som Satan har benyttet.
21 Husk på hvordan Satan optrådte over for Eva. Han gav sig ud for at være hendes ven, hvorefter han forledte hende til at gøre noget som hun troede ville være til hendes eget bedste. (1 Mosebog 3:4-6) Det er det samme i dag. Gennem sine jordiske redskaber tilskynder Satan snedigt folk til at sætte jordiske regeringers interesser højere end tjenesten for Gud. Dette har affødt nationalisme, som har ført til frygtelige krige. I nyere tid har Satan fået folk til at gribe til forskellige midler for at indføre fred og sikkerhed. Et af disse midler er De Forenede Nationer. Men har det givet fred i verden? Nej, langtfra. Det har derimod vendt folks opmærksomhed bort fra det middel hvorved Gud vil indføre fred på jorden — hans rige under Jesus Kristus, Fredsfyrsten. — Esajas 9:6; Mattæus 6:9, 10.
22. Hvilken kundskab ønsker Satan ikke vi skal få?
22 For at opnå evigt liv må vi have nøjagtig kundskab om Gud, hans søn og konge, og hans rige. (Johannes 17:3) Men du kan være sikker på at Satan Djævelen ikke ønsker at du får denne kundskab. Han vil tværtimod gøre alt hvad der står i hans magt for at hindre dig i det. Hvordan? Han vil for eksempel sørge for at du kommer ud for modstand, eventuelt i form at latterliggørelse. Bibelen siger: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12.
23. (a) Hvordan kan Satan endog benytte vore venner og slægtninge imod os? (b) Hvorfor bør vi aldrig give efter for modstand?
23 Måske vil endog nære venner eller slægtninge sige til dig at de ikke bryder sig om at du undersøger Bibelen. Jesus advarede: „Ja, en mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender. Den der holder mere af fader eller moder end af mig er mig ikke værdig; og den der holder mere af søn eller datter end af mig er mig ikke værdig.“ (Mattæus 10:36, 37) Dine nære slægtninge vil måske prøve at overtale dig til ikke at studere Guds ord, muligvis i al oprigtighed, fordi de ikke kender de vidunderlige sandheder Bibelen indeholder. Men hvordan vil Gud betragte dig hvis du giver efter for modstand? Og hvis du giver efter, hvordan kan du da hjælpe dine venner og familiemedlemmer til at forstå at nøjagtig bibelkundskab har livsvigtig betydning? At du holder fast ved det du lærer fra Guds ord, kan med tiden betyde at de også lærer sandheden at kende.
24. (a) Hvilke andre metoder bruger Djævelen for at afholde folk fra at tilegne sig livgivende kundskab? (b) Hvor vigtigt synes du det er at studere Guds ord?
24 Satan kan også forsøge at friste dig til at begå en umoralsk handling der mishager Gud. (1 Korinter 6:9-11) Eller han prøver måske at få dig til at føle at du har for travlt til at studere Bibelen. Men kunne der, når man tænker over det, være noget som er vigtigere end at opnå bibelkundskab? Lad ikke noget som helst hindre dig i at tilegne dig denne kundskab, der kan føre til at du opnår evigt liv i lykke på jorden!
25. Hvad vil Djævelen ikke kunne gøre hvis vi hele tiden står ham imod?
25 Bibelen tilskynder os til at „stå Djævelen imod“. Hvis vi gør det, vil han ’flygte fra os’. (Jakob 4:7) Betyder det at hvis du modstår Satans angreb, vil han give op og ikke længere volde dig besvær? Nej, han vil forsøge igen og igen at få dig til at gøre hvad han ønsker. Men hvis du bliver ved med at modstå ham, vil det aldrig lykkes ham at få dig til at gå imod Gud. Søg derfor flittigt den livsvigtige bibelkundskab, og indret dit liv efter det du lærer. Denne kundskab har stor betydning for dig hvis du skal undgå at blive vildledt af et andet af Satans underfundige midler, falsk religion.
[Illustration på side 16, 17]
Kunne Satan have tilbudt Jesus alle verdens riger hvis de ikke tilhørte ham?
[Illustration på side 19]
Ligesom en tyv ikke fødes som tyv, er Djævelen ikke blevet skabt som en „djævel“
[Illustration på side 20, 21]
En krig i himmelen endte med at Satan og dæmonerne blev kastet ned til jorden. Vi mærker nu virkningerne af dette
[Illustration på side 24]
Nogle vil måske være imod at du studerer Bibelen