Hvilken form for næstekærlighed gavner mest?
HVAD føler du når du ser et nødlidende menneske — for eksempel et billede af et udhungret barn? ’Jeg føler medlidenhed og vil gerne hjælpe,’ siger du sikkert. De rundhåndede bidrag der hvert år skænkes til velgørende organisationer og nødhjælpsorganisationer viser at mange har det på denne måde.
Det er prisværdigt at gøre godt mod nødlidende mennesker, især i betragtning af at Jesus lærte os at elske vor næste som os selv. (Mattæus 19:19) Mange oprigtige mennesker mener at den form for næstekærlighed der gavner mest, er den der giver sig udslag i at man hjælper hospitaler og skoler, bidrager til gode formål og deltager i forskellige former for socialt arbejde. ’Det er det kristendommen drejer sig om,’ siger de, og tilføjer måske, hvis de taler med Jehovas vidner: ’I skulle også hellere bruge jeres tid og kræfter på at hjælpe andre på den måde i stedet for at gå fra hus til hus og tale om religion.’
Men er det sandt? Hvilken form for næstekærlighed gavner mest på længere sigt?
Hvad udretter pengegaver?
Når man overvejer at bidrage til et godt formål, har man grund til at spørge: ’Hvor stor en del af mit bidrag vil direkte gavne dem det er tiltænkt?’ En undersøgelse i 1978 af 15 førende velgørende organisationer i Forbundsrepublikken Tyskland afslørede at administrations- og fordelingsomkostninger slugte cirka 42 procent af organisationernes samlede indtægt.
Da nogle repræsentanter for et TV-selskab gennemgik seks bolivianske „adoptivbørns“ opsparingskonti opdagede de at kun 6 til 15 procent af de samlede bidrag fra deres „adoptivforældre“ i Forbundsrepublikken Tyskland var blevet overført til børnenes bankkonti. En kvindelig repræsentant for organisationen tilbageviste imidlertid anklagerne for bedrageri og oplyste at vordende bidragydere utvetydigt får at vide at børnene kun modtager cirka en tredjedel af deres „forældres“ bidrag. Efter at administrationsomkostningerne er dækket anvendes resten efter forlydende til formål af uddannelses- og sundhedsmæssig art.
Det er naturligvis ikke ukendt at der findes eksempler på misbrug af velgørenhed. Det så man for nylig i Afrika i forbindelse med nødhjælpen til de hungerramte. I Etiopien forhindrede politiske problemer at en stor del af fødevarerne nåede ud til de nødlidende, og i nogle tilfælde blev hjælp i form af fødevarer efter forlydende solgt — tilmed til overpriser — i stedet for at blive uddelt gratis.
Publikationen Charity U.S.A. (Velgørenhed i USA) af Carl Bakal advarer: „Når formålet er ædelt, er der ingen som spørger om hvordan pengene bliver brugt. Det siger jeg ikke for at få folk til at holde op med at give. Jeg synes blot der bør kastes lys over visse spørgsmål fordi folk har været så godtroende når de har bidraget.“ At være en ’blåøjet’ bidragyder er indlysende nok uklogt og kan næppe regnes for nyttigt.
Hvordan man følger Jesu eksempel
Disse tilfælde er naturligvis beklagelige, men er det grund nok til at man nægter at støtte sådanne værdige formål? Når alt kommer til alt, helbredte Jesus da ikke de syge, og bespiste han ikke mirakuløst de sultne, som et eksempel for kristne i dag?
Det er sandt at Jesus havde inderligt ondt af mennesker i nød. Det omtales i otte passager i Bibelen. De to hentyder til folks behov for føde (Mattæus 15:32; Markus 8:2), tre til deres behov for fysisk helbredelse (Mattæus 14:14; 20:34; Markus 1:41), og én til deres behov for trøst efter en nær slægtnings død (Lukas 7:13). Men de resterende to passager omtaler et endnu større behov. I Mattæus 9:36 står der: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ Og Markus 6:34 beretter: „Han [så] en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“
De medmenneskelige følelser hos Jesus fik ham altså til at sørge for folks fysiske behov, men det han først og fremmest var interesseret i, var at tilbyde dem den åndelige hjælp deres religiøse ledere havde forsømt at give dem. (Se Mattæus, kapitel 23.) Jesus var „den rigtige hyrde“, som var villig til at ’sætte sin sjæl til for fårene’. (Johannes 10:11) Fordi det vigtigste i hans tilværelse var at forkynde — ikke at tage del i socialt arbejde, bygning af hospitaler eller nødhjælpsarbejde — kunne han senere sige til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.
Jesus skænkede sine apostle evnen til mirakuløst at helbrede, men han nævnte intet om denne evne i sine sidste anvisninger til dem før han steg op til himmelen. I stedet befalede han dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ Deres vigtigste arbejde var altså at ’gøre disciple, døbe dem og undervise dem’. — Mattæus 28:19, 20.
Hvorfor forkyndelsen er til stor gavn
Forkyndelsen gavner fordi den hjælper folk til at anvende Bibelens principper. Dette hjælper dem til at undgå problemer som kunne bringe dem ud i nød. For eksempel kan man ved at anvende Bibelens principper angående arbejde og holdning til materielle ejendele forebygge fattigdom. (Ordsprogene 10:4; Efeserne 4:28; 1 Timoteus 6:6-8) Eller man kan gavne sit helbred og sikre et lykkeligere familieliv ved at følge Bibelens råd angående rusmidler og ved at efterleve dens moralnormer.
Tag eksemplet med en 35-årig jugoslav der bor i Vesttyskland. Han fortæller: „Da jeg var 18-19 år gammel, var jeg allerede ved at blive alkoholiker. Da jeg var 20 drak jeg en liter snaps og mindst en kasse øl [20 flasker] om dagen. Tre gange blev jeg indlagt til afvænning, men lægerne kunne intet stille op. Skønt jeg tjente 1300 Mark [cirka 4800 kroner] om måneden, havde jeg næsten ingen penge med hjem til familien.“ Men det som Jehovas vidner fortalte ham i forbindelse med deres forkyndelse fik ham til at ønske sig et bedre forhold til sin Skaber. Han fortsætter: „Ved bønnens hjælp var jeg i stand til at præstere det som lægerne ikke kunne.“ Det er ikke svært at forestille sig hvilken gavnlig indvirkning det har haft på hans familieliv.
Sandt nok løser man ikke alle sine problemer ved at forkynde, men forkyndelsen har alligevel en gavnlig virkning, fordi man fremholder et håb. Under Guds rige vil alle problemer blive løst. Til den tid vil Jesus udrette bogstavelige mirakler til gavn for alle, ikke blot for nogle få. Goderne vil ikke blot være midlertidige, men varige, ja evige. (Se Johannes 17:3.) Det at lære andre at vise tro på Jesu genløsningsoffer og dets gavnlige virkninger vil altså på langt sigt være det bedste.
Mange trossamfund i kristenheden henviser med stolthed til deres „gode gerninger“ i form af omsorg for syge, nødlidende og fattige. Men de gjorde bedre i at lægge større vægt på at tilbyde åndelig hjælp, sådan som Jesus gjorde. I lighed med de religiøse ledere i det første århundrede har de forsømt at udføre dette vigtigere hverv. De har nok fyldt nogle fattiges maver med bogstavelig føde, men de har ladet dem sulte i sind og hjerte efter sandhedens ord. (Se Amos 8:11.) De har nok skænket penge til nationernes nødlidende, men de har ikke forkyndt „den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne“, nyheden om Guds rige. (Efeserne 3:8) Deres missionærer har måske hjulpet underudviklede nationer til at benytte ploven mere effektivt, men de har ikke indprentet dem at „smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive“. — Esajas 2:4.
Ligevægtig næstekærlighed
Det at vi med god grund lægger hovedvægten på den åndelige hjælp fritager os naturligvis ikke for at yde bogstavelig hjælp — enten til enkeltpersoner eller til grupper — når det er nødvendigt og vi har mulighed for at hjælpe. Vi bør ønske at følge de første kristnes eksempel. (Se Apostelgerninger 11:27-30.) I tilfælde af virkelig nød eller katastrofe bør vi være hurtige til at følge apostelen Paulus’ råd om at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. (Galaterne 6:10) Jehovas vidner gør almindeligvis dette direkte og på personligt plan for at være sikre på at de udretter mest muligt. Og da Jehovas vidner som bistår i nødhjælpsaktioner er ulønnede, undgås administrationsomkostninger.
Men når kristne yder andre bogstavelig hjælp, bør de ikke tabe deres hovedforpligtelse, forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige, af syne. Dette rige vil snart befri verden for al sygdom, fattigdom og nød. Det er virkelig en glæde at kunne hjælpe andre til at opnå evigt liv i en verden hvor ordet „medlidenhed“ vil være gået af brug. Kan man forestille sig næstekærlighed vist på en mere gavnlig måde end denne?