“Himlenes rige er nemlig som en vingårdsejer der tidligt om morgenen gik ud for at hyre arbejdere til sin vingård. Han blev enig med arbejderne om en denar om dagen og sendte dem hen i sin vingård. Også omkring den tredje time gik han ud, og han så at der stod flere arbejdsløse på torvet. Han sagde til dem: ‘I kan også gå hen i vingården. Jeg vil give jer hvad der nu er rimeligt.’ De gik så derhen. Omkring den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde det samme. Til sidst, omkring den 11. time, gik han ud og fandt nogle flere, og han sagde til dem: ‘Hvorfor har I stået arbejdsløse her hele dagen?’ De svarede: ‘Fordi ingen har hyret os.’ Han sagde til dem: ‘I kan også gå hen i vingården.’” – Matthæus 20:1-7.

Præsterne og andre religiøse ledere betragter det jævne folk som nogle der tjener Gud i mindre grad end dem selv, som om de er deltidsarbejdere i Guds vingård. I Jesus’ lignelse er det dem der bliver hyret “omkring den tredje time” (klokken 9) eller senere på dagen – ved den sjette, niende og til sidst den ellevte time (klokken 17).

De mænd og kvinder der følger Jesus, bliver set på som nogle der er “forbandet”. (Johannes 7:49) De har det meste af deres liv været beskæftiget med fiskeri eller andet arbejde der ikke bliver regnet for noget særligt. Men i efteråret år 29 sendte Gud som “vingårdsejeren” sin søn, Jesus, for at indbyde disse jævne mennesker til at arbejde for sig som Jesus’ disciple. Det er dem Jesus omtaler som “de sidste”, dem der bliver hyret i den 11. time.