Den symbolske arbejdsdag ender ved Jesu død, og derefter skal arbejderne have deres løn. Dette foregår i overensstemmelse med den usædvanlige regel at betale de sidste først, som Jesus beretter: „Da det blev aften sagde vingårdens herre til sin betroede mand: ’Kald på arbejderne og betal dem deres løn, idet du begynder med de sidste og slutter med de første.’ De fra den ellevte time kom nu og fik hver en denar. Da så de første kom, troede de at de ville få mere; men de fik også løn efter satsen: én denar. Da de fik den, begyndte de at knurre imod husherren og sagde: ’De sidste dér har ydet én time; og dog har du stillet dem lige med os der har båret dagens byrde og den brændende hede!’ Men som svar til en af dem sagde han: ’Ven, jeg gør dig ikke uret. Du blev enig med mig om en denar, ikke sandt? Tag hvad der er dit og gå. Jeg vil gerne give den sidste dér lige så meget som jeg giver dig. Har jeg ikke lov til at gøre hvad jeg vil med det der er mit eget? Eller er dit øje ondt fordi jeg er god?’“ Til slut gentager Jesus en udtalelse han tidligere har fremsat: „På denne måde vil de sidste blive de første, og de første de sidste.“

Denne lønudbetaling fandt ikke sted ved Jesu død, men på pinsedagen år 33 da Kristus, den „betroede mand“, udøste helligånden over sine disciple. Disse Jesu disciple var som „de sidste“, eller arbejderne fra den ellevte time.

Denaren er ikke et billede på selve den hellige ånds gave. Men den symboliserer noget som disciplene kunne bruge her på jorden, noget der ville have betydning for hele deres fremtid, deres evige liv. Det var den forret at være en åndelig israelit, salvet til at forkynde om Guds rige.

Skulle Jesu billedtale kun skildre noget der fandt sted i det første århundrede? Nej! Her i det 20. århundrede var kristenhedens præsteskab, på grund af deres stilling og ansvar, „de første“ der blev antaget til arbejdet i Guds symbolske vingård. De betragtede de indviede forkyndere der var tilsluttet Watch Tower Bible and Tract Society som „de sidste“ der ville blive godkendt til at tjene Gud. Men i virkeligheden er det netop dem som præsteskabet har foragtet der har modtaget denaren — æren at tjene som salvede ambassadører for Guds himmelske rige. Mattæus 19:30–20:1-16.