En tilsvarende løsesum for alle
„Menneskesønnen [er ikke] kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — MATTÆUS 20:28.
1, 2. (a) Hvorfor kan man sige at genløsningen er Guds største gave til menneskeheden? (b) Hvordan kan det gavne os at undersøge genløsningen?
GENLØSNINGEN er Guds største gave til menneskeheden. Gennem „udfrielsen ved en løsesum“ kan vi opnå „tilgivelsen af vore overtrædelser“. (Efeserne 1:7) Den er grundlaget for håbet om et evigt liv, hvad enten det bliver i himmelen eller på en paradisisk jord. (Lukas 23:43; Johannes 3:16) Det er også på grundlag af genløsningen at kristne allerede nu kan komme til at stå rene ind for Gud. — Åbenbaringen 7:14, 15.
2 Genløsningen er derfor ikke noget diffust eller abstrakt. Den er juridisk grundlagt på guddommelige principper og medfører håndgribelige goder. Sandt nok kan visse aspekter af læren om genløsningen være „vanskelige at forstå“. (2 Peter 3:16) Men det er umagen værd at foretage en grundig undersøgelse af genløsningsforanstaltningen, eftersom den afspejler Guds store kærlighed til menneskene. Hvis man forstår betydningen af genløsningen, forstår man en af de væsentligste sider af Guds uudgrundelige „rigdom og visdom og kundskab“. — Romerne 5:8; 11:33.
De spørgsmål der skal afgøres
3. Hvordan blev det nødvendigt med en løsesum, og hvorfor kunne Gud ikke blot bære over med menneskehedens syndighed?
3 Genløsningen blev nødvendig fordi det første menneske, Adam, syndede og derved gav frugtesløshed i form af sygdom, sorg og smerte i arv til sine efterkommere. (Romerne 8:20) På grund af deres nedarvede ufuldkommenhed er alle Adams efterkommere „vredens børn“ og fortjener døden. (Efeserne 2:3; 5 Mosebog 32:5) Gud kunne ikke lade sig lede af principløs medlidenhedsfølelse og uden videre tilgive menneskeheden. Hans eget ord viser at „den løn synden betaler er døden“. (Romerne 6:23) Hvis Gud uden videre tilgav menneskene deres syndighed, måtte han se bort fra sine egne retfærdige normer og derved gøre sin retsnorm til intet. (Job 40:8) Men „retfærdighed og ret er [Guds] trones fundament“. (Salme 89:14) Hvis Gud på nogen måde afveg fra sin retfærdighed ville det blot fremme lovløsheden — og det ville undergrave hans stilling som universets Suveræn. — Jævnfør Prædikeren 8:11.
4. Hvilke stridsspørgsmål rejste Satans oprør?
4 Gud måtte også afgøre andre stridsspørgsmål som blev rejst ved Satans oprør, spørgsmål af langt større betydning end den vanskelige situation mennesker var kommet i. Satan kastede en mørk skygge over Guds gode navn ved at beskylde Jehova for at være en løgner og en grusom diktator som berøvede sine skabninger kundskab og frihed. (1 Mosebog 3:1-5) Og ved tilsyneladende at hindre Gud i at gennemføre sin hensigt — at fylde jorden med retfærdige mennesker — fik Satan Gud til at fremtræde som en der ikke havde magt over tingene. (1 Mosebog 1:28; Esajas 55:10, 11) Satan dristede sig også til at bagtale Guds loyale tjenere, idet han påstod at de havde et selvisk motiv til at tjene Gud. Satan hævdede pralende at hvis de blev udsat for pres ville ingen af dem forblive loyale mod Gud. — Job 1:9-11.
5. Hvorfor kunne Gud ikke ignorere Satans udfordring?
5 Disse udfordringer kunne Gud ikke sidde overhørig. Hvis de ikke blev besvaret ville tilliden til og grundlaget for Guds herredømme blive undergravet. (Ordsprogene 14:28) Hvis lov og orden blev sat ud af kraft, ville det så ikke medføre kaos i hele universet? Gud skyldte derfor sig selv og sin retfærdighed at hævde sin suverænitet. Han skyldte sine trofaste tjenere at de fik lov til at demonstrere deres ubrydelige loyalitet mod ham. Dette indebar at han måtte tage sig af den syndige menneskeheds situation på en måde der skabte præcedens hvad angik de altoverskyggende stridsspørgsmål. Han sagde senere til Israel: „Jeg, jeg er den som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld.“ — Esajas 43:25.
En løsesum — noget der dækker
6. Med hvilke udtryk beskriver Bibelen hvordan Gud vil frelse menneskeheden?
6 I Salme 92:5 læser vi: „Hvor er dine gerninger store, Jehova! Meget dybe er dine tanker.“ Det kræver derfor en indsats fra vor side at forstå hvad Gud har gjort for menneskeheden. (Jævnfør Salme 36:5, 6.) Men det er glædeligt at Bibelen hjælper os til større forståelse ved at bruge forskellige udtryk der beskriver eller belyser Guds storslåede gerninger fra flere forskellige vinkler. Bibelen omtaler genløsningen som en løskøbelse, en soning, en forligelse og tilvejebringelsen af et sonoffer. (Salme 49:8; Daniel 9:24; Galaterne 3:13; Kolossenserne 1:20; Hebræerne 2:17) Men det udtryk der måske beskriver genløsningen bedst, er det Jesus selv anvendte i Mattæus 20:28: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum [græsk: lyʹtron] i bytte for mange.“
7, 8. (a) Hvad kan vi lære af de græske og hebraiske ord for løsesum? (b) Belys med et eksempel hvorfor en løsesum omfatter noget tilsvarende.
7 Hvad er en løsesum? Det græske ord lyʹtron kommer af et udsagnsord som betyder „at løse“. Det blev brugt om de penge der blev betalt for at købe krigsfanger fri. I De Hebraiske Skrifter kommer ordet for løsesum, koʹfær, af et udsagnsord som betyder „at dække“ eller „tildække“. For eksempel sagde Gud til Noa at han skulle „stryge“, ordret „dække“ (kafarʹ), arken med tjære. (1 Mosebog 6:14) På denne baggrund vil det at sone eller udrede en løsesum for synder altså sige at synderne dækkes. — Salme 32:1.
8 Theological Dictionary of the New Testament siger at koʹfær „altid betegner noget tilsvarende“, noget af samme værdi. For eksempel måtte låget (kappoʹræth) som skulle dække pagtens ark have en form der svarede til arken. På samme måde krævede den guddommelige retfærdighed „sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod“ når der skulle skaffes soning eller dækning for en synd. (5 Mosebog 19:21) Til tider kunne retfærdigheden tilfredsstilles hvis der blev ydet en tilsvarende bod i stedet for at den skyldige idømtes den præcise straf loven krævede. Lad os tage et eksempel. I Anden Mosebog 21:28-32 tales der om en okse som stanger en person til døde. Hvis ejeren vidste at oksen var tilbøjelig til at stange, men han ikke havde truffet de nødvendige forholdsregler, skulle han betale for den dræbtes liv med sit eget liv! Men hvis ejeren kun var delvis ansvarlig, kunne de udnævnte dommere pålægge ham at betale en koʹfær, en løsesum eller bøde der kunne dække hans misgerning.
9. Hvordan viser eksemplet med Israels førstefødte at en løskøbelsessum skulle udregnes meget nøjagtigt?
9 Et andet hebraisk ord der bruges i forbindelse med en løskøbelse er udsagnsordet padhahʹ, der betyder „at løskøbe“. Fjerde Mosebog 3:39-51 beskriver hvor nøjagtig en løskøbelsessum skulle være. Gud ejede israelitternes førstefødte eftersom han havde reddet dem fra at blive slået ihjel under påsken i 1513 f.v.t. Han kunne derfor have krævet at alle Israels førstefødte sønner skulle tjene ham i templet. I stedet ville Gud tage imod en løskøbelsessum (pidhjōmʹ, navneord til padhahʹ) for de førstefødte. Hans befaling lød: „Du skal udtage levitterne til mig . . . i stedet for alle de førstefødte blandt Israels sønner.“ Men erstatningen skulle udregnes nøjagtigt. Man foretog en optælling af Levis stamme, og tallet var 22.000 mænd. Dernæst talte man alle Israels førstefødte: 22.273 mænd. Kun ved at betale en ’løskøbelsessum’ på fem sekel for hver af de 273 førstefødte der oversteg antallet af levitter, kunne de førstefødte blive løskøbt eller fritaget for tempeltjeneste.
En tilsvarende løsesum
10. Hvorfor kunne dyreofre ikke sone menneskehedens synder?
10 Af det foregående kan vi se at en løsesum må svare til det den skal erstatte eller dække. De dyreofre som troens mænd fra Abels tid og fremefter bragte, kunne ikke som sådan dække menneskers synder, da mennesker jo står over dyrene. (Salme 8:4-8) Paulus kunne derfor skrive at „det [ikke er] muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort“. Sådanne ofre kunne blot tjene som et forbillede eller et symbol mens man ventede på den løsesum der skulle komme. — Hebræerne 10:1-4.
11, 12. (a) Hvorfor var det ikke nødvendigt at milliarder af mennesker skulle dø en offerdød for at sone menneskehedens syndeskyld? (b) Hvem alene kunne tjene som „en tilsvarende løsesum“, og hvilken hensigt tjener hans død?
11 Denne løsesum skulle svare nøjagtigt til Adam, eftersom den dødsstraf som Gud med rette idømte Adam, resulterede i menneskehedens fordømmelse. „Alle dør i Adam,“ hedder det i Første Korintherbrev 15:22. Det var altså ikke nødvendigt at milliarder af mennesker skulle dø en offerdød for at modsvare hver enkelt af Adams efterkommere. „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden.“ (Romerne 5:12) Og „eftersom døden er kommet ved et menneske“, kunne menneskehedens genløsning også komme „ved et menneske“. — 1 Korinther 15:21.
12 Det menneske der kunne udgøre en løsesum måtte være et fuldkomment menneske af kød og blod — et som svarede nøjagtigt til Adam. (Romerne 5:14) En åndeskabning eller et „gudmenneske“ kunne ikke bringe retfærdighedens vægtskåle i balance. Kun et fuldkomment menneske, et menneske der ikke var underlagt den dødsdom der var udtalt over Adam, kunne bringe „en tilsvarende løsesum“, en løsesum der svarede nøjagtigt til Adam. (1 Timoteus 2:6)a Ved frivilligt at ofre sit liv kunne „den sidste Adam“ betale lønnen for ’det første menneske Adams’ synd. — 1 Korinther 15:45; Romerne 6:23.
13, 14. (a) Vil Adam og Eva nyde gavn af genløsningen? Forklar. (b) Hvordan bliver genløsningen til gavn for Adams efterkommere? Giv et eksempel.
13 Hverken Adam eller Eva kan imidlertid drage nytte af denne løsesum. Moseloven indeholdt følgende princip: „I må ikke tage imod en løsesum for en morders sjæl som er skyldig til døden.“ (4 Mosebog 35:31) Adam blev ikke bedraget men syndede med vidende og vilje. (1 Timoteus 2:14) Det svarede så at sige til at han slog sine børn ihjel, eftersom de arvede hans ufuldkommenhed, hvorved de blev underlagt dødsdommen. Adam fortjente tydeligvis at dø, for som et fuldkomment menneske havde han valgt at overtræde Guds lov. Det ville være i modstrid med Jehovas retfærdige principper at lade genløsningen omfatte Adam. Når lønnen for Adams synd er betalt, ophæves imidlertid den dødsdom der hviler over Adams efterkommere. (Romerne 5:16) I juridisk forstand bliver syndens destruktive magt fjernet ved roden. Genløseren har ’smagt døden for ethvert menneske’ idet han har båret syndens konsekvenser for alle Adams børn. — Hebræerne 2:9; 2 Korinther 5:21; 1 Peter 2:24.
14 Det kan illustreres med et eksempel: Forestil dig en stor fabrik med hundreder af ansatte. En uærlig direktør får fabrikken til at gå konkurs, så den må lukke. Nu er i hundredvis af mennesker uden arbejde og kan derfor ikke betale deres regninger. Deres ægtefæller, børn og kreditorer kommer alle til at lide på grund af dette ene menneskes uærlighed. Men så indfinder der sig en rig velgører som betaler firmaets gæld og genåbner fabrikken. Ved at denne ene gældsforpligtelse bringes ud af verden, bliver firmaets mange ansatte, samt deres familier og kreditorer, hjulpet. Men får den forhenværende direktør andel i den nye velstand? Nej, han sidder i fængsel og har mistet sit job for bestandig! På samme måde er dét at Adams ene gældsforpligtelse slettes, til gavn for millioner af hans efterkommere — men ikke for Adam selv.
Hvem tilvejebringer løsesummen?
15. Hvem kunne tilvejebringe en løsesum for menneskeheden, og hvorfor?
15 Salmisten skrev: „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham, (nej, prisen for løskøbelsen af deres sjæl er så høj at den må opgives for stedse).“ The New English Bible siger at det ’for evigt ville være uden for ens magt’ at betale løsesummen. (Salme 49:7, 8) Hvem kunne så bringe løsesummen til veje? Kun Jehova kunne tilvejebringe et fuldkomment lam „som tager verdens synd bort“. (Johannes 1:29) Gud sendte ikke en engel for at frelse menneskeheden. Han ofrede det bedste han havde ved at sende sin enestefødte søn, „den han holdt af“. — Ordsprogene 8:30; Johannes 3:16.
16. (a) Hvordan blev Guds søn født som et fuldkomment menneske? (b) Hvad kunne Jesus kaldes i juridisk forstand?
16 Ved at Guds søn var villig til at medvirke i denne ordning ’tømte han sig selv’, ved at give afkald på sin himmelske natur. (Filipperne 2:7) Jehova overførte sin førstefødte himmelske søns livskraft og personlighed til den jødiske jomfru Marias moderskød. Derefter blev hun ’overskygget’ af den hellige ånd, hvilket var en garanti for at det barn der voksede i hendes skød, ville være helligt, fuldkommen syndfrit. (Lukas 1:35; 1 Peter 2:22) Som menneske ville han få navnet Jesus. Men i juridisk forstand kunne han kaldes ’den anden Adam’, eftersom han var et fuldkomment modstykke til Adam. (1 Korinther 15:45, 47) Jesus kunne derfor lade sig selv ofre som „et dadelfrit og fejlfrit lam“, som en løsesum for den syndige menneskehed. — 1 Peter 1:18, 19.
17. (a) Hvem betales løsesummen til, og hvorfor? (b) Hvordan sker der en betaling, eftersom Gud både tilvejebringer og modtager løsesummen?
17 Men hvem skulle løsesummen betales til? I århundreder hævdede kristenhedens teologer at den blev betalt til Satan Djævelen. Nu er forholdet det at menneskeheden er blevet „solgt under synden“ og derved er kommet under Satans herredømme. (Romerne 7:14; 1 Johannes 5:19) Det er imidlertid Jehova og ikke Satan som „kræver straf“ for en uret adfærd. (1 Thessaloniker 4:6) Som Salme 49:7 udtrykkeligt siger skal løsesummen derfor betales til Gud. Jehova tilvejebringer løsesummen, men efter at Guds lam er blevet ofret, må værdien af hans genløsningsoffer betales til Gud. (Jævnfør Første Mosebog 22:7, 8, 11-13; Hebræerne 11:17.) Dette reducerer ikke løsesummen til en meningsløs, mekanisk udveksling, som hvis man for eksempel tog penge op af én lomme og lagde dem i en anden. Løsesummen er snarere en juridisk transaktion end en fysisk betaling. Ved at kræve at der blev betalt en løsesum — selv om det indebar store omkostninger for ham selv — bekræftede Jehova at han urokkeligt holdt fast ved retfærdige principper. — Jakob 1:17.
„Det er tilendebragt!“
18, 19. Hvorfor var det nødvendigt at Jesus måtte lide?
18 I foråret år 33 e.v.t. var tiden inde til at løsesummen skulle betales. Jesus Kristus blev arresteret på falske anklager, dømt skyldig og naglet til en pæl for at dø. „Med stærke råb og tårer“ på grund af smerten og ydmygelsen, bad han til Gud. (Hebræerne 5:7) Var det nødvendigt at Jesus skulle lide så meget? Ja, for ved at forblive „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“ lige til det sidste, afgjorde Jesus definitivt stridsspørgsmålet om Guds tjeneres uangribelighed. — Hebræerne 7:26.
19 Kristi lidelser tjente også til at fuldkommengøre ham til sin rolle som ypperstepræst for menneskeheden. Han ville ikke blive en kold og reserveret bureaukrat. „For i kraft af at han selv led da han blev sat på prøve, kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve.“ (Hebræerne 2:10, 18; 4:15) Med sit sidste åndedrag kunne Jesus triumferende råbe: „Det er tilendebragt!“ (Johannes 19:30) Han havde ikke alene bevist sin egen uangribelighed, men havde også tilvejebragt grundlaget for menneskehedens frelse og, hvad der er af endnu større betydning: han havde hævdet Jehovas suverænitet!
20, 21. (a) Hvorfor blev Kristus oprejst fra de døde? (b) Hvorfor blev Jesus Kristus „gjort levende i ånden“?
20 Men på hvilken måde ville løsesummen blive anvendt til gavn for den syndige menneskehed? Hvornår ville det ske og hvordan? Dette blev ikke overladt til tilfældighederne. På den tredje dag efter Kristi død oprejste Jehova ham fra de døde. (Apostelgerninger 3:15; 10:40) Ved denne betydningsfulde handling, der blev bevidnet af hundreder af øjenvidner, tildelte Jehova ikke blot sin søn belønningen for hans trofaste tjeneste men gav ham også mulighed for at fuldføre hvervet som genløser for menneskeheden. — Romerne 1:4; 1 Korinther 15:3-8.
21 Jesus blev „gjort levende i ånden“, og hans jordiske legeme blev skaffet af vejen på en ikke nærmere angivet måde. (1 Peter 3:18; Salme 16:10; Apostelgerninger 2:27) Som en åndeskabning kunne den opstandne Jesus nu vende tilbage til himmelen i triumf. Hvilken stor jubel må der ikke have lydt i himmelen ved denne lejlighed! (Jævnfør Job 38:7.) Jesus vendte ikke blot tilbage for at glæde sig over den velkomst han ville få. Han havde andre opgaver at tage sig af — blandt andet at gøre det muligt for hele menneskeheden at drage nytte af hans genløsningsoffer. (Jævnfør Johannes 5:17, 20, 21.) I den næste artikel vil vi se på hvordan han bar sig ad med dette og hvad det kom til at betyde for menneskeheden.
[Fodnote]
a Det græske ord der her anvendes, antiʹlytron, forekommer ingen andre steder i Bibelen. Det har forbindelse med det ord Jesus brugte for løsesum (lyʹtron) i Markus 10:45. The New International Dictionary of New Testament Theology understreger imidlertid at antiʹlytron ’betoner tanken om udveksling’. Ny Verden-oversættelsen gengiver derfor meget passende dette ord med „tilsvarende løsesum“.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilke spørgsmål var af større betydning end menneskehedens frelse?
◻ Hvad vil det sige at ’løskøbe’ syndere?
◻ Hvem måtte Jesus svare til, og hvorfor?
◻ Hvem tilvejebringer løsesummen, og hvem modtager den?
◻ Hvorfor var det nødvendigt at Kristus blev oprejst fra de døde som en åndeskabning?
[Illustration på side 13]
Dyreofre var utilstrækkelige til at dække menneskers synder; de var blot et billede på det større offer som ville blive bragt