PENGEVEKSLER

En person der vekslede én valuta til en anden og mønter af én værdi til nogle af en anden værdi. For hver transaktion fik pengeveksleren et bestemt salær. Det græske ord kollybistēsʹ (pengeveksler) er således afledt af ordet kolʹlybos, en lille mønt der betaltes en pengeveksler i løn. Det græske ord kermatistēsʹ (møntveksler eller mønthandler) i Johannes 2:14 er beslægtet med kerʹma, der er gengivet med ’mønt’ i det følgende vers. I den jødiske Misjna nævnes det at pengevekslernes arbejde desuden omfattede opbevaring af penge og udbetaling af løn mod forelæggelse af en anvisning. — Bava Mezia 3:11; 9:12.

Under Jesu jordiske tjeneste var den årlige tempelskat to drakmer (en todrakmemønt). (Mt 17:24) Eftersom jøder fra mange fjerne lande kom til Jerusalem for at fejre påsken og samtidig betalte denne skat, har pengevekslernes arbejde måske været nødvendigt for at de tilrejsende jøder kunne få vekslet udenlandsk valuta til en valuta de kunne benytte til betaling af tempelskatten og måske til køb af offerdyr og andet. Ifølge Misjna (Sjekalim 1:3) gjorde pengevekslerne klar til handelen i provinserne den 15. adar, ca. en måned før påsken. Den 25. adar, når jøder og proselytter fra mange lande begyndte at ankomme til Jerusalem, satte pengevekslerne deres borde op på tempelområdet.

Jesus Kristus væltede ved to lejligheder pengevekslernes borde i templet og fordømte dem fordi de havde gjort templet til „et varehus“ og „en røverhule“. (Joh 2:13-16; Mt 21:12, 13; Mr 11:15-17) Han betragtede måske pengevekslernes salærer som urimeligt høje. I den forbindelse er det interessant at offerdyrene i nogle perioder blev solgt med stor fortjeneste. I Misjna berettes der om et tidspunkt hvor et par duer kostede en gulddenar (eller 25 sølvdenarer). Dette fik Simeon, Gamaliels søn, til at sige: „Ved dette tempel! Jeg vil ikke lade natten gå før de blot koster en [sølv]denar.“ Samme dag blev prisen sænket kraftigt. — Keritot 1:7.