KAPITEL 107
En konge indbyder til bryllupsfest
LIGNELSEN OM BRYLLUPSFESTEN
Jesus’ tjeneste nærmer sig sin afslutning. Han har fortalt flere lignelser der afslører hvordan de skriftlærde og farisæerne virkelig er, og de vil derfor have ham dræbt. (Lukas 20:19) Men Jesus har mere at sige om dem, så han fortæller endnu en lignelse:
“Himlenes rige kan sammenlignes med en konge der holdt en bryllupsfest for sin søn. Han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten, men de ville ikke komme.” (Matthæus 22:2, 3) Jesus begynder sin lignelse med at nævne “himlenes rige”. Det er derfor logisk at Jehova må være ‘kongen’. Hvad med kongens søn og dem der er indbudt til bryllupsfesten? De er heller ikke svære at identificere – kongens søn er Jehovas Søn, ham der fortæller lignelsen, og de indbudte er dem der skal være sammen med Sønnen i himlenes rige.
Hvem er de første der bliver indbudt? Ja, for hvem har Jesus og apostlene forkyndt om Riget? For jøderne. (Matthæus 10:6, 7; 15:24) Nationen sagde ja til at indgå Lovpagten i 1513 f.v.t., og israelitterne blev dermed de første der fik mulighed for at blive “et kongerige af præster”. (2. Mosebog 19:5-8) Men hvornår ville de rent faktisk blive indbudt til “bryllupsfesten”? Det skete da Jesus begyndte at forkynde om himlenes rige i år 29.
Hvordan reagerede de fleste israelitter på indbydelsen? Som Jesus sagde: “De ville ikke komme.” Størstedelen af de religiøse ledere og folket anerkendte ikke Jesus som Messias og som den konge Gud havde udvalgt.
Men Jesus viser at jøderne ville få en chance til: “Så sendte [kongen] andre trælle ud og sagde til dem: ‘Sig til de indbudte: “Jeg har tilberedt middagen, tyrene og fedekvæget er slagtet, alt er parat. Kom til bryllupsfesten.”’ Men de var ikke interesseret og gik deres vej, én ud på sin mark, og en anden til sin forretning. Resten greb fat i hans trælle, mishandlede dem og dræbte dem.” (Matthæus 22:4-6) Det svarer til det der ville ske når den kristne menighed var blevet oprettet. På det tidspunkt havde jøderne stadig mulighed for at komme med i Riget, men de fleste afviste indbydelsen og mishandlede endda ‘kongens trælle’. – Apostlenes Gerninger 4:13-18; 7:54, 58.
Hvad ville konsekvensen blive for nationen? Jesus fortæller: “Kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by af.” (Matthæus 22:7) Det skete for jøderne i år 70 da romerne ødelagde “deres by”, Jerusalem.
Betyder det at de nægtede at komme til bryllupsfesten, at kongen ikke ville indbyde andre? Nej, Jesus fortsætter sin lignelse: “Så sagde [kongen] til sine trælle: ‘Bryllupsfesten er parat, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor ud på vejene der fører ud af byen, og invitér alle dem I finder, til bryllupsfesten.’ Så gik trællene ud på vejene og samlede alle dem de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fyldt med gæster.” – Matthæus 22:8-10.
Det er bemærkelsesværdigt at apostlen Peter senere ville hjælpe mennesker der hverken var født jøder eller havde konverteret til jødedommen, til at blive sande kristne. I år 36 modtog den romerske officer Cornelius og hans familie Guds ånd, og de fik på den måde mulighed for at komme med i det rige Jesus talte om. – Apostlenes Gerninger 10:1, 34-48.
Jesus viser at det ikke er alle som kommer til festen der vil blive accepteret af “kongen”. Han siger: “Kongen kom ind og så rundt på gæsterne, og han fik øje på en mand der ikke havde bryllupstøj på. Han sagde til ham: ‘Ven, hvordan er du kommet herind uden at have bryllupstøj på?’ Manden vidste ikke hvad han skulle sige. Så sagde kongen til sine tjenere: ‘Bind ham på hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor. Der skal han græde og skære tænder.’ Mange er nemlig indbudt, men kun få er udvalgt.” – Matthæus 22:11-14.
De religiøse ledere der hører Jesus’ lignelse, forstår måske ikke alt det han siger. Men de synes bestemt ikke om det og er mere end nogensinde besluttede på at slippe af med ham fordi han stiller dem i et dårligt lys.